Nye arkiver viser, at anglikanske præster investerede i et af den transatlantiske slavehandels største selskaber. Historien rammer ned i en større diskussion om, hvordan kirken skal forholde sig til de mørke sider af sin egen kulturarv.
Hvad er historien?
Et nyt digitaliseret register over britiske slavehandlere viser, at mindst 45 præster fra den anglikanske kirke investerede i Royal African Company – et britisk handelsselskab, der gennem 1600- og 1700-tallet transporterede flere slavegjorte afrikanere over Atlanten end nogen anden enkelt organisation.
Præsternes investeringer var blandt andet med til at finansiere hundredvis af slaverejser. En af dem var Henry Brydges, der senere blev kannik ved St. Paul’s Cathedral. Den dag, han blev udnævnt til ærkediakon i Rochester, købte han aktier i Royal African Company for 5.000 pund.
Kirkens missionsorganisation Society for the Propagation of the Gospel ejede i mere end 100 år Codrington-plantagen på Barbados. Slavegjorte afrikanere blev blandt andet brændemærket med ordet Society.
Opdagelserne i det nye register rammer ind i en årelang diskussion om Church of Englands ansvar for slaveriets synder og æren for dets afskaffelse.
Der var nemlig også anglikanere på den anden side. William Wilberforce og John Newton er de mest berømte eksempler, men allerede i 1600-tallet kritiserede anglikanske præster slaveriet, og tidligere slavegjorte kristne som Ottobah Cugoano, også kendt som John Stuart, argumenterede med Bibelen i hånden for både afskaffelse og genoprettende retfærdighed.
Den officielle linje i Church of England har (så vidt jeg kan se i hvert fald siden 2006) været indfanget i daværende ærkebiskop Rowan Williams tale om “institutionel og arvet skyld” med argumentet, at kirken eksisterer som "ét legeme" gennem historien.
I 2023 oprettede kirkens kapitalforvaltere Project Spire, en investeringsfond på 100 millioner pund, der skal komme samfund, som stadig mærker konsekvenserne af slaveriet, til gode gennem investeringer, uddelinger og forskning.
Project Spire har også modtaget kritik, men vil du læse mere om det, så har The Guardian en artikel om emnet, du kan tygge dig igennem.
Hvorfor er det vigtigt?
For et par uger siden argumenterede kirkehistorikeren Bastian Felter Vaucanson i Kristeligt Dagblad for, at også folkekirken bør begynde et egentligt erindringsarbejde om den danske kirkes forbindelser til slaveriet og den tætte forbindelse med den koloniale økonomi.
Et af hans eksempler er den indflydelsesrige biskop Erik Pontoppidan, der i 1760 skrev et forord til den danske slavehandler Ludvig Ferdinand Römers rejsebeskrivelse. Her forsvarede Pontoppidan blandt andet slaveriet med argumentet om, at de slavegjorte dermed kunne få kundskab om Gud.
Det fik nyordinerede Naser Khader til tasterne. For folkekirken eksisterede strengt taget slet ikke under slaveriet. Den blev først til med Grundloven i 1849, året efter at slaveriet blev ophævet i Dansk Vestindien. Det er ifølge Khader for simpelt at gå fra, at præster og kirkelige personer deltog i slavesamfundet, til at kirken som sådan legitimerede slaveriet.
N.F.S. Grundtvig engagerede sig fra 1839 i arbejdet for slaveriets ophør, og danske præster i Vestindien arbejdede allerede i 1830'erne for at købe kirkernes slavegjorte fri. Hvis Pontoppidan skal tælle med i regnskabet over kirkens historie, må Grundtvig vel også gøre det, lyder det.
Det betragter Vaucanson som en fejlagtig præmis og skelner mellem fortidens skyld og nutidens ansvar.
Folkekirken forvalter stadig bygninger, traditioner og institutioner, der går tilbage til den gamle lutherske statskirke. Derfor mener Vaucanson, at den også har et ansvar for at undersøge og forholde sig til den historie, den har arvet – uden at det betyder, at nutidens kirkegængere personligt bærer fædrenes skyld.
Slaveriet er ikke bare en afsluttet historisk begivenhed, mener han. De institutioner og økonomiske strukturer, som kolonialismen skabte, kan sætte sig spor mange generationer senere. Vaucanson peger blandt andet på, at Nobelprisen i økonomi i 2024 gik til forskning i, hvordan historiske institutioner kan skabe generationelle forskelle mellem lande.
Man arver altså ikke nødvendigvis synden (no pun intended), men man kan arve ansvaret.
Hvad betyder det?
Der har de seneste år været en (ret uomgængelig) diskussion om, hvad kristendommens civilisatoriske arv er.
I det ene ringhjørne finder man folk som den britiske historiker Tom Holland og herhjemme forfatteren Kristian Leth (og måske også Ida Auken og Alex Vanopslagh nu?). Deres pointe er groft sagt, at vi undervurderer, hvor kristne vores moderne værdier er.
I det andet ringhjørne står blandt andre Frederik Stjernfelt og Rune Lykkeberg.
De retter blikket mod, hvad de kristne institutioner faktisk gjorde, når de havde politisk magt: religiøs forfølgelse, censur, tvang og kolonialisme.
Man kan ikke opstille et enkelt historisk regnestykke, hvor man lægger menneskerettigheder og Grundtvig i pluskolonnen og religionskrige og slaveplantager i minuskolonnen for at finde ud af, om kristendommen samlet set har været god eller dårlig.
Men det er måske heller ikke så vigtigt, hvordan det regnestykke eventuelt måtte falde ud.
Kristendommen har både leveret teologiske argumenter, der kunne bruges til at legitimere slaveriet, og argumenter, der blev brugt til at bekæmpe det. Pontoppidan og Brydges tilhører samme kirkehistorie som Wilberforce, Cugoano og Grundtvig.
Den historie er netop kirkens — uanset hvor meget vi taler om dens aftryk i vestlig kultur — og derfor er det også vigtig, at den selv forholder sig til den. Det siger uundgåeligt noget om nutidens kirke, hvordan den forvalter det (åndelige og fysiske) arvegods.
