SEMPER
Kort fortalt

En kvindelig Aslan?

Rygterne går på, at Meryl Streep skal lægge stemme til C.S. Lewis’ berømte løve i ny Netflix-filmatisering.

Af Troels Nymann
Foto: Mariola Grobelska

Hvad er historien?

Det begynder i 2018 med, at Netflix køber rettighederne til at filmatisere Narnia-serien. Der bliver dog ikke gjort meget ved det i de første år indtil 2023, hvor det bliver afsløret, at Greta Gerwig skal være manuskriptforfatter og instruktør på to Narnia-film for streamingtjenesten.

Det bliver Gerwigs første film siden succesen med Barbie (2023). Den første film, der tager udgangspunkt i Troldmandens nevø — kronologisk den første, men den sjette bog efter udgivelsesorden — skal efter planen udkomme i November 2026.

Det betyder, at castingprocessen er sat i gang, og at hollywoodstjernenes navne bliver sat i forbindelse produktionen.

Daniel Craig, Carey Mulligan m.fl. er blevet rygtet til at spille roller i filmen. Men det mest sejlivede rygte, og det rygte, der får allermest opmærksomhed, er historien om, at Meryl Streep skal lægge stemme løven Aslan.

Hvorfor er det vigtigt?

Reaktionerne har været.. blandede. Som man nok kunne forvente, så er der mange følelser knyttet til Lewis’ elskede Kristus-løve, og det er nok uundgåeligt, at det ville afføde reaktioner at lave en gender bender på ham.

Det sjove i hele dette scenarie er, at dedikerede Lewis-fans ivrigt diskuterer betydningen af Jesus’ køn, fordi Aslan ikke bare er et billede på Jesus Kristus i teksten; det mere end antydes, at Aslan er Kristus selv. Som Aslan selv siger i Morgenvandrerens Rejse (den bedste bog i serien, hvis du spørger denne skribent): “Men dér har jeg et andet navn. I må lære mig at kende under det navn. Det var grunden til, at I blev bragt til Narnia – for ved at lære at kende mig et stykke tid her, vil I bedre kunne kende mig dér.”

Kunne Jesus være en kvinde i et parallelunivers? Han kan i hvert fald være en løve.

Som en sjælden solformørkelse er der et totalt kryds mellem teologiens og popkulturens baner, det er da sjovt at se.

Hvad betyder det?

Det er meget forståeligt, at rygterne skaber skepsis. Men hvis jeg nu skal gå lidt mere konstruktivt til værks, så ville jeg nok mane til besindighed. Greta Gerwig er filmisk stjerneskud, der har haft frit valg på alle hylder i forhold til sit næste projekt, og hun valgte Narnia af kærlighed til stoffet. Hun har mange gange — også inden at hun blev koblet til projektet — udtrykt sin begejstring ikke bare for Narnia, men for C.S. Lewis’ tanker og forfatterskab generelt.

Normalt når en talentfuld stemme får fri mulighed for at arbejde med noget materiale, som de selv elsker, så kunne der være noget godt på vej. Og det lever Gerwigs Narnia op til. Så må vi se om den nye Aslan er en kvinde eller ej.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og få de seneste artikler direkte i din indbakke

S E M P E R M A G A S I N

Et magasin af Forlaget Semper

forlagetsemper.dk

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Forlaget Semper forbeholder sig alle rettigheder til indholdet.