De seneste dage har historien om den engelske musiker Ed Sheeran og den amerikanske rapper Macklemore nærmest udviklet sig time for time, hvilket gør det lidt svært at finde ud af, hvad der er op og ned i hele miseren.

Måske er hele dramaet også druknet for dig midt i døgnets mange andre begivenheder og gule bjælker, for hvad betyder en tvist mellem to kunstnere i USA egentlig, når der skydes med flares efter danske helikoptere, og AI måske snart bliver vores alles død?

Sagen er dog alligevel for interessant til, at vi bare kan lade den dø ud i nyhedscyklussernes tåger, fordi den stiller det helt principelle spørgsmål: Hvad er kunstens opgave i dag?

Så lad os starte med begyndelsen.

En apolitisk kunstner, der pludselig blev hvirvlet ind i politik

Den engelske kæmpestjerne Ed Sheeran er netop i gang med sin store nordamerikanske stadionturne i USA, hvor han har taget et slæng af musikervenner med som opvarmning. En af disse er den amerikanske rapper Macklemore.

Macklemore er mest kendt for at lave fjollede sange om genbrugsbutikker (giganthittet Thrift Shop), men har dog også altid haft en mere seriøs og politiske engageret side. I de seneste år har han særligt brugt sin platform på at gøre opmærksom på det, han anser for at være et igangværende folkemord mod det palæstinensiske folk.

Et fast indslag under hans koncerter er derfor også, at han spiller sangen ’Hind’s Hall’, hvori han hylder pro-palæstinensiske aktivister på amerikanske universiteter og eksplicit kalder Israels krig i Gaza og besættelsen af Vestbredden for et folkemord. Sangen krydres med billeder af ruinerne i Gaza, en lille tale og et ”Free Palestine”.

For en god ordens skyld får du lige to uddrag her, så du er med på, hvor vi står på skalaen af pro-palæstinensisk og Israel-kritisk lyrik:

Seen the rubble, the buildings, the mothers and the children

And all the men that you murdered, and then we see how you spin it

Who gets the right to defend and who gets the right of resistance

Has always been about dollars and the color of your pigment, but

White supremacy is finally on blast

Screamin', "Free Palestine" 'til they're home at last

[…]

If students in tents posted on the lawn

Occupyin' the quad is really against the law

And a reason to call in the police and their squad

Where does genocide land in your definition, huh?

Macklemore er hård i sin kritik af både Israels ageren, den amerikanske regerings passivitet og myndighedernes ageren i forhold til de pro-palæstinensiske demonstranter. I sangen positionerer han sig også som udtalt anti-zionist med ordene ”We see the lies in 'em // Claimin' it's antisemitic to be anti-Zionist.”

Denne performance, som også var en del af sommerens optræden på Smukfest i Danmark, valgte han at gentage i rollen som opvarmningsnavn for Ed Sheeran. For som han sagde til en af koncerterne i et klip, han senere lagde op på Instagram:

”One of the reasons, why I wanted to come on this tour, was because I wanted to stand up here on stages and stadiums across America, and say two words that are very near and dear to my heart. Free Palestine.”

Det blev mødt med både stor glæde – tænk sig, at han turde gøre det på så stor en scene – og markant kritik fra flere kanter.

Blandt andet iværksatte den pro-israelske organisation ’Stand with us’ en underskriftsindsamling for at få Macklemore pillet af plakaten, fordi ”a concert should be a place where every fan feels welcome,” som de skriver.

En anden, der heller ikke så lyset i Macklemores optræden, var den amerikanske sanger Pink, som repostede et opslag fra organisationen ’Stop Antisemitism’ på sin Instagram-profil, hvor de delte et klip fra koncerten med ordene: ”Macklemore walked onstage in a keffiyeh, shouted “Free Palestine,” accused Israel of a false “genocide,” and turned a mainstream event into a political nightmare against the Jewish state.”

Senere fulgte hun det op med et længere skriv på samme platform, hvor hun bekendtgjorde, at hun hverken ønsker, at Macklemore bliver fyret eller sætter spørgsmålstegn ved hans ret til at sige ’Free Palestine’, men at hun har brug for at kunne tale om sin oplevelse af det:

”What I need is to be able to say, as a Jewish mom, ”that scared me, and it scared people I love.””

I samme opslag hinter hun også til en episode fra 2014, hvor Macklemore optrådte i det, der grangiveligt ligner et meget stereotypt og antisemitisk jødekostume komplet med langkroget næse. En episode Macklemore dog hurtigt var ude og undskylde og forklare med, at han ikke havde skænket det en tanke, da han valgte sin udklædning.

Lidt mere handlekraftig er den 85-årige milliardær Robert Kraft, der selv er af jødisk herkomst og ejer Gillette Stadium i Massachusetts, hvor Ed Sheeran efter planen skal optræde senere på touren. Sammen med en flok af de andre stadionejere meddelte han, at Macklemore ikke var velkommen, fordi man er optaget af: ”providing a welcoming environment for all guests and ensuring that all events held at our venue do not provide a platform for hate speech.”

”What to do,” kan man næsten høre den ellers apolitiske Ed Sheeran spørge sig selv, da koncertarrangørerne valgte at pille Macklemore af plakaten som en konsekvens af truslerne fra Kraft og milliardærbanden. I sidste ende valgte Ed Sheeran at fortsætte sin tour, fordi han ikke vil skuffe sine fans, medarbejdere og de andre opvarmningsnavne, som han udtalte i det Instagram-opslag, der fulgte med beskeden.

Sidstnævnte behøver han dog ikke bekymre sig om længere, da samtlige opvarmningsnavne og involverede musikere nu har smækket med døren og sagt adios i solidaritet med Macklemore. Herunder også danske Lukas Graham, der blandt andet begrunder sin beslutning med stadionejernes indblanding: ”Money doesn’t give you the right to own the conversation.” 

Udover ovenstående hensyn sætter Ed Sheeran også ord på, hvorfor han generelt ikke taler om politik:

”I have always used my platform and music to bring people of all backgrounds and cultures together and this won’t ever change. Those who have been to one of my shows will know that they are about unity, joy escapism, love and a place for everyone to feel safe.”

[...]

I choose to use my fame and platform to be a place of safety and sanctuary, to maintain diplomacy and keep conversations open, not closed.”

Og så er den ged ligesom barberet, for Ed Sheeran kan sagtens fylde en scene ud selv, selvom det bliver lidt mindre guys night out med Macklemore og Lukas, end han måske gik og drømte om.

Tilbage står spørgsmålet, hvad vi andre lærte af hele spektaklet.

Et spørgsmål om hold

Er du team Ed eller team Macklemore, fristes man næsten til at spørge, når man på bagkant skal evaluere, hvad der skete.

Mener jeg, at Macklemores statements og brug af Ed Sheerans platform var super duper og helt på sin plads, og at denne verdens snowflakes, pinkflakes og milliardærflakes bare skal pisse af, for der foregår altså et folkemord i Gaza.

Eller mener jeg, at han gik langt over grænsen for, hvad man kan forvente at få proppet i hovedet af antisemitisme og falske beskyldninger mod den israelske stat, når jeg bare gerne vil rocke lidt med til ’Shape of you’ og finde noget peace, love and harmony.

Det er i sig selv et interessant spørgsmål, hvor du placerer dig i forhold til den kritik, Macklemore rejser, fordi det – i hvert fald for undertegnede – er svært at finde det rigtige ben at stå på.

Ja, Macklemore er kradsbørstig i sin kritik af Israel, og han danser i mine øjne på en hårfin antisemitisk og småidiotisk linje i noget af sin lyrik. For eksempel når han rapper, at retten til at skelne mellem ’resistance’ og ’defence’ handler om dollars og hudfarve. Her får han i en og samme sætning både trukket på tropen om de griske jøder og castet dem i rollen som ’hvide’ undertrykkere, hvilket er det rene nonsens.

Og så topper han det med en konnotation af, at terrorangrebet 7. oktober var ’resistance’, selvom det i omfang og brutalitet var værre og mere umenneskeligt, end min hjerne kan kapere. Her kom vi tæt på ondskaben i sin reneste form.

Samtidig er vi – igen i mine øjne – også langt inde for grænserne af, hvad man kan kalde en legitim og lovlig kritik af den israelske stats ageren i Gaza. Også selvom det er ubehageligt at overvære.

Det gør ondt og er dybt ubehageligt at blive konfronteret med de barske beskrivelser af ’the rubles, the buildings, the mothers and the children’ og de tilhørende billeder af murbrokkerne, man engang kaldte Gaza.

Men altså, er det ikke kun ret og rimeligt, at du som koncertgæst også kan blive udsat for kunstnere, der vil minde dig om, hvilke uhyrlige overgreb det palæstinensiske folk stadig bliver udsat for på daglig basis?

Kunstnere, som midt i alle vores diskussioner og højrøstede Instagram-posts og facebookopdateringer kan virkeliggøre for os gennem billeder, musik og ord, at det i sidste ende handler om, at uskyldige børn, uskyldige mødre, uskyldige mennesker, er blevet og stadig bliver dræbt af israelske bomber.

At undgå en konfrontation med den virkelighed er ingen menneskeret.

Når forskellige organisationer starter underskriftsindsamlinger for at få Macklemore taget af plakaten taler det desværre også ind i en farlig tendens til at ville ’forbyde’ alt det, jeg ikke bryder mig om og som ikke passer ind i mit verdensbillede. Jeg har ret til ikke at blive krænket, stødt eller generelt udfordret på mine holdninger, synes mantraet at være på både højrefløjen og venstrefløjen. Men nej. Bare nej.

Herhjemme har vi også mødt det ad flere omgange, blandt andet da rapgruppen Kneecap fra det nordlige Irland skulle optræde på spillestedet Vega i 2025. En koncert, der fik den konservative børne- og ungdomsborgmester i København, Jakob Næsager, til at udtale, at hele ledelsen burde fyres i et farligt opgør med princippet om armslængde og kunstneres ytringsfrihed.

Siger du noget idiotisk, for eksempel at en niqab er et feministisk statement (host, Isam B), står vi klar med en forventning til vores politikere om, at de blander sig i en selvstændig forenings udvælgelse af sange til en sangbog. My goodness.

Det er, om du er enig med budskabet eller ej, en helt legitim brug af deres fælles ytringsfrihed, at det palæstinensiske folks lidelser tages op og problematiseres – også til en Ed Sheeran koncert. Ligesom det også står dig frit for, om du vælger ikke at dukke op næste gang, Ed eller Macklemore kommer til byen.

Det er også godt og helt inden for skiven, at en jødisk kunstner som Pink bruger sin platform til at vise, hvordan der i Macklemores og andre pro-palæstinensiske stemmers svulstige retorik og kategoriske stillingtagen i denne konflikt også ligger kimen til et farligt had.

For de gør det selv svært at skelne, hvornår der fremføres en legitim kritik af staten Israel, og hvornår de med slet skjulte stereotypiske troper om jøder og kald som ’from the river to the sea’ fodrer den stigende antisemitisme, der gør, at vi i dag har bevæbnede politifolk stående foran Carolineskolen i København. 

Men tilbage til musikken og det, der for en kulturnarkoman er virkelig interessant. For hvad skete der egentlig i sammenstødet mellem Macklemores udtalte politiske engagement og Ed Sheerans ditto apolitiske ageren? Og siger det noget om vores forventninger til kunstnere i dag?

Mødet mellem to forskellige traditioner

At der er musikere, som involverer sig i konflikten mellem Israel og Palæstina, er ikke nogen nyhed. Ej heller, at musikere generelt godt kan finde på at være lidt politiske fra tid til anden. Tænk bare på punkens indbyggede kapitalismekritik eller protestsangene fra de gode gamle Bob Dylan-dage.

Derfor er det heller ikke bemærkelsesværdigt, at en udtalt politisk kunstner er politisk. Det er vores forventning, så længe de holder sig indenfor en grad af ’normalitet’ og ikke vifter rundt med et Hizbollahflag eller råber ’go kill your local MP’, som Kneecap kom for skade til et show. Upsi.

Kunstens opgave er at sætte problemer under debat, som den danske oplysningsmand Georg Brandes sagde, da han i 1871 endegyldigt henlagde guldaldermalerierne til fortiden og kickstartede det moderne gennembruds samfundskritik.

Den kunstneriske tradition skriver Macklemore sig tydeligt ind i, da han med sangen ’Same Love’ tilbage i 2012 stillede sig skulder ved skulder med LGBT+-miljøet, ligesom han i dag gør det med det palæstinensiske folk.

Det er derfor også fjollet, når ’Stand with us’ og Robert Kraft påstår, at idealet for en koncert er at være et ’safe space’, hvor alle skal føle sig velkommen, og hvor vi bare hygger og danser og har det godt. Bullshit.

Kunsten har aldrig lovet os at være ’safe’, og det er helt legitimt, hvis du som kunstner også ønsker at bruge din platform og talent til at tale om politik. Det er måske endda sundt, hvis vi indimellem bevæger os ud af boblen og bliver konfronteret med holdninger og en virkelighed, der ryster os.

Men… For der er et men.

Som repræsentant for en anden tilgang til kunst og kunstnerens rolle er Ed Sheeran interessant, fordi han netop er så udtalt i sit ønske om at være ’ufarlig’.

For ham er kunstens opgave at være en hyldest til livet, glæden, kærligheden og at være et fristed, hvor vi griner lidt af vores ’Bad habits’, mens vi finder fred fra verdens uoverskuelighed og konflikter. Som romantikkens guldaldermalerier, der tegnede livet, glæden og kærligheden frem i naturens skønhed.

En kunstnerisk tradition, der i en eller form måske var udbredt i de slut 00’ere og start 10’ere, hvor Ed Sheeran fik sit store gennembrud sammen med stjerner som Taylor Swift, Ariana Grande, Katy Perry, Rihanna, Justin Bieber og Bruno Mars. Stjerner, der alle dyrkede festen, livet, glæden og kærligheden, mens de lod champagneflaskerne springe og fyrværkeriet bryde ud. Groft sagt.

Du kan sagtens finde et politisk engagement hos kunstnere i denne periode. Lady Gaga var og er et ikon for LGBT+-miljøet og stillede sig tydeligt i front for en mere inkluderende dagsorden. Men det var en politisk dagsorden, som i disse år var mest reduceret til et peace, love and harmony, vi alle kunne blive enige om, mens verden møffede videre, Obama var præsident og alt så nogenlunde overskueligt ud.

Den virkelighed lever vi ikke i længere. Konflikterne er skærpet og linjerne mellem os tegnet hårdere op. Der er mere ’du er med eller mod os’ og mindre ’let’s all be friends’.

I takt med den udvikling er det rum, du har til at være apolitisk, derfor også blevet mindre. Det betyder dog ikke, at alle kunstnere i dag er politiske. Eller, at de nødvendigvis skal være det.

Ingen af ovenstående kunstnere har markeret sig stærkt på hverken den ene eller den anden politiske dagsorden, selvom der er nok at vælge mellem i disse år. Det er heller ikke her, du finder dine store klimaforbilleder eller mest udtalte Trump-kritikere. Det har aldrig været en del af deres persona eller stil, hvilket grundlæggende bevirker, at vi heller ikke forventer det af dem.

Den udtalte protestsang, som vi finder den i 60’erne og 70’ernes musik, skal vi også i dag kigge længe efter. Macklemore har lavet en, men ellers er det ikke ligefrem, fordi de bliver spyttet ud fra hverken tidens store eller små stjerner. Vi kan godt finde den, som Kneecaps album ’Fenian’ fra foråret eller Olivia Rodrigos nye single ’serena joy’, men musikken af i dag er fortsat primært apolitisk og centreret om almenmenneskelige følelser og oplevelser. 

Mange yngre kunstnere optræder dog alligevel mere politisk end banden af millennialkollegaer, vi finder ovenfor. Ingen er i tvivl om, hvor Billie Eilish, Chappell Roan, Lorde, Olivia Rodrigo, Maggie Rogers, Phoebe Bridgers og hele slænget af nye kvindelige musikstjerner står politisk, selvom det sjældent er temaer, de behandler i deres musik. Det ville ikke chokere nogen, hvis ovenstående kunstnere råbte ’fuck Trump’ eller ’free Palestine’ til en koncert – det forventer vi af dem.

Men er der så stadig plads i vores tid til en mere apolitisk og guldalder inspireret tilgang til kunsten? Er der plads til at være det sanctuary, Ed Sheeran gerne vil være? Ja, selvfølgelig. Dødsdommen over den apolitiske kunstner er skrevet præmatur, for du kan sagtens stadig slippe afsted med at ikke at mene noget om dette eller hint. Også Israel-Palæstina.

I en verden, der er mere kaotisk og konfliktfyldt, er det måske endda også sundt, at vi fra tid til anden kan få lov til at træde ind i et rum, hvor glæden og livets boblende energi er i centrum.

Det, du ikke må være, er dobbeltmoralsk.

Allerede ved bookingen af Macklemore som opvarmningsnavn brød Ed Sheeran med vores forventninger og den kontrakt, han har haft med sit publikum, for selvom han ikke personligt lagde stemme og musik til den udtalte Palæstina-solidaritet, så er det alligevel et statement at inkludere en så politisk kunstner i sit line-up. Bevæger du dig først ned ad den sti, er du død og pine nødt til at gå planken ud, hvis du vil beholde dit gode navn og rygte, for så begynder vi at forvente dit politiske engagement. 

At fortsætte touren uden Macklemore bliver derfor også i sig selv til et politisk statement, fordi han, uden selv at trykke på aftrækkeren, er medskyldig i at protestgrupper og sketchy milliardærtyper får magt til at bestemme, hvem der må tale, og hvad der må siges. 

Og det er måske den vigtigste lektie, alle aspirerende musikere, kunstnere og kæmpe stjerner kan tage med sig, hvad end de ønsker at lave apolitiske sanctuarys eller sætte samfundets problemer under debat:

Det er altid et bad look at være i lommen på milliardærer.