D. 31. august døde landmanden, miljøaktivisten, professoren og digteren Wendell Berry 92 år gammel. Dagen efter kørte hundredevis af traktorer i optog til København, men det var vist desværre ikke til hans ære. Jeg sad og forberedte en høstgudstjeneste, som jeg efterhånden blev i tvivl om, ville blive den sidste nogensinde, og som i hvert fald var blevet en ret politisk penibel størrelse i år, når vrede storbyfolk og vrede landmænd skulle dele halmballe sammen i vores til lejligheden indrettede kirkelade i Himmerland.

Det er ikke, fordi jeg har lyst til at stille mig ind i den krydsild og få gylle i hovedet. Ligesom det meste af Danmark er jeg også af bondeslægt, men jeg er ulykkeligvis uegnet til sådan et stykke ærligt og meningsfuldt arbejde (det vurderede bedstefar allerede, da jeg var 6 år gammel og ellers erklærede, jeg var klar), så jeg får ikke lov at lave noget, hvor der faktisk kommer noget ud i den anden ende man kan leve af, og må i stedet fordrive tilværelsen med at prædike og håbe, at man i det mindste kan se, om frøene er vokset i evigheden engang. 

Men det ligger virkelig så meget i mig, at selvom folk omkring mig ikke ville betro mig en møggreb, så mærker jeg stadig længslen efter at arve gården og pløje, så og høste. Og selv nevøerne, der er en generation længere væk og bange for dyr, der ikke er lavet af plastik eller japanske tegnere, startede da også deres karriereplanlægning ud med at erklære, at de skulle være landmænd. 

Der er skønhed i et arbejde, ethvert barn kan fatte.

Når jeg hører kloge folk erklære, at vi har brug for at skrive nye salmer, der handler om noget, vi faktisk arbejder med i dag, tænker jeg: “Hvad? Altså salmer om at svare på e-mails og handle med aktier? Held og lykke med at få det til at blive et gudsgivet dagværk og forklare, hvordan der bliver brød på mit bord ad den vej.” 

Gale landmandsdigte

Og det er så der, jeg i stedet vender mig mod Wendell Berry for at få det til at give mening. Han kan, som ingen anden, jeg har mødt, sætte ord på, hvad det er, der er sket med vores verden og vores arbejde. F.eks. i digtet “The Mad Farmer Liberation Front”:

Go with your love to the fields.

Lie down in the shade. 

Rest your head in her lap. 

Swear allegiance to what is nighest your thoughts.

As soon as the generals and the politicos

can predict the motions of your mind,

lose it. 

Leave it as a sign

to mark the false trail, 

the way you didn't go.

Be like the fox

who makes more tracks than necessary,

some in the wrong direction.

Practice resurrection.

Hans “Gal Landmand”-digte når altså ind til mine få nedarvede følelser derinde. Også når de er knap så anarkistisk-kristologiske og bare handler om, hvor rart det er, når man har målt køernes foder rigtigt op og fået savet hylden til, så den passer. 

Tænk sig at leve et liv, man kan være så stolt af – og samtidig være så bevidst om alt det, der er større end én. At leve sammen med naturens evige genopstandelse og elske Gud og verden på så ligefrem en måde.

Men hvad er et landbrug i dag?

Og altså, jeg er jo glad for, at vi har en klimadebat. At vi i det mindste tager det seriøst i lille Danmark. Jeg tror på symbolske forbilleder. 

Men det virker godt nok også til, at det så mest går ud på at finde ud af, hvem der så altid ellers har skylden. En girardsk-paulinsk psykoanalyse, hvor vi så skal have fundet en syndebuk, vi kan sende ud i ørkenen, gerne nogen, vi kan tvinge, uden det går alt for meget ud over alle os andre. Landbrugsorganisationerne råber op om spildevand, og alverdens professorer kan ikke rigtig få dem overbevist om, at det, selv med store mørketal, stadig er en brøkdel af deres udledning. 

Vi andre er mest bare rigtig godt tilfredse med, at det er nogle få tusind svinebønder, der er blevet syndebukken, og har helt glemt dengang for små ti år siden, hvor det hele handlede om kvægbønderne i stedet. Næste gang er vi muligvis klar til at give cementfabrikanterne tommelskruerne på, og så kan vi måske blive fri for den der affaldssortering, vi alligevel ikke kan finde ud af, og slippe for at skulle lære, hvordan man frivilligt betaler mere for en flæskesteg, end man behøver.

Men altså, vi skal da have styr på den kvælstofudledning. Eventuelt ved at imødekomme den moderate position om lige at give dem et helt år til at lære det, og så kunne vi måske endda nå at få en ordentlig kontrol op at stå med vores spildevand på samme tid, bare så vi faktisk kender tallene? Og så må resten af os jo så finde ud af at begynde at betale, hvad mad og vand faktisk koster, så og ikke bare vente på, at flæskestegen sejler op til os fra Argentina i stedet.

For altså, der er jo stadig noget, der er gået galt i det agerbrug. Sikkert i en kompleks årsagssammenhæng af ydre og indre pres. Mens Wendell Berry og min bedstefar har passet deres gård, så er det på mange måder gået helt enormt stærkt og man kan høre de fleste landmænd selv begræde, hvordan landbruget er blevet en industri, der mere handler om at udnytte de rigtige støtteordninger end om et forvalterskab man stolt kan give videre til næste generation.

Wendell Berry siger det sådan her et sted: 

We and our country create one another. Our land passes in and out of our bodies just as our bodies pass in and out of our land. In short, what we do to the land, we do to ourselves.

Man fornemmer, hvor meget mange landmænd må kompartmentalisere benhårdt og hurtigt bliver aggressive for at kunne forsvare, hvad deres arbejde er blevet til. Vi andre lider under bare at have mistet enhver kontakt med jorden og først komme med i processen igen ved et stykke plastikindpakket kød i et supermarked eller som turister på gæstevisit i naturen.

Profetiske ord

Det særlige ved Wendell Berry var selvfølgelig, at landbruget ikke bare var noget, han skrev om. Det var det liv, han valgte at leve.

Han blev født i Kentucky i 1934 og voksede op i en familie, der gennem generationer havde været knyttet til landbruget i Henry County. Han læste litteratur på University of Kentucky og drog siden ud i verden: til Stanford, hvor han studerede under forfatteren Wallace Stegner, videre til Europa og siden til New York, hvor han underviste og forsøgte at etablere sig som forfatter.

Men i 1964, da han var 30 år gammel, gjorde Berry det, der siden kom til at definere både hans liv og hans forfatterskab: Han tog hjem.

Sammen med sin kone, Tanya, slog han sig ned på en gård ved Port Royal i Kentucky, tæt på den egn, hans familie havde boet i gennem generationer. Her skrev og underviste han videre, men han blev samtidig landmand. Han dyrkede jorden og insisterede efterhånden mere og mere stædigt på, at man ikke kan tænke ordentligt om naturen, økonomien, fællesskabet eller Gud uden også at være bundet til et konkret sted.

Det sted blev samtidig centrum for hans litterære verden. Port Royal blev i hans romaner og noveller til det fiktive Port William, hvor generationer af familier lever, arbejder, elsker, fejler og dør side om side. Berry brugte selv ordet membership om den form for fællesskab: Vi er ikke først og fremmest løsrevne individer, men medlemmer af hinanden, af et sted og af en historie, vi ikke selv har valgt.

I 1977 samlede han sin kritik af det moderne landbrug i The Unsettling of America: Culture & Agriculture. Her var problemet ikke bare pesticider, erosion eller store landbrugsmaskiner. Berry mente, at industrialiseringen af landbruget havde ændret vores forhold til jorden. 

Når landmanden bliver producent, jorden bliver en ressource, og maden bliver en vare, mister vi også noget af den forbindelse mellem arbejde, sted, familie og fællesskab, som gør et landbrug til mere end en fabrik med marker omkring.

Derfor bliver hans økologiske tænkning heller aldrig bare til miljøpolitik. Hos Berry hænger landmanden, naboen, jorden, Gud og de døde sammen. Det er ikke nok at redde “naturen” som noget, der findes et andet sted.

Berry siger det selv i et af sine mest skarpladte citater: 

Der er ingen uhellige steder, kun hellige steder og vanhelligede steder.

Igen. Det er der, jeg vil hen. Og have jer med. Leve vores liv på en måde, så jorden får lov at være hellig. Så vi faktisk må takke den hver eneste dag for alt, den giver os. 

Og det var virkelig radikalt for ham. Til en grad, så man kan bruge det til ikke at tage ham seriøst. Han nægtede selvfølgelig at få sig en computer. Digtene blev skrevet i hånden, i dagslys, på sabbatten. Han brugte så vidt muligt heste i stedet for motorer til at udføre markarbejdet og ærgrede sig, når han var nødt til at køre på diesel. Han røg også i arresten et par gange for at protestere mod atomkraftværker. Og har selvfølgelig også været et ikon for hele økobevægelsen.

Det ville han nok egentlig helst være fri for. 

Han brød sig ikke om idéen om helte, for de har det med at være lidt for hurtige til at ofre alt omkring sig i jagten på retfærdighed, og han ville nok insistere på, at han bare gjorde helt almindelige og fornuftige gerninger, selvom resten af verden havde gang i noget andet. 

En anden smuk Berry-aforisme lyder sådan:

Maybe we could give up saving the world and start to live savingly in it.

Eller i hans omformulerede gyldne regel, der bare passende kunne være den nye gødskningslov: 

Do unto those downstream, as you would have those upstream do to you.

Wendell Berry insisterede på, at vi mennesker, hvad end der ellers glider forbi os af megatrends og konjunkturer, faktisk stadig kan bestemme, hvordan vi lever vores liv:

Rats and roaches live by competition under the law of supply and demand; it is the privilege of human beings to live under the laws of justice and mercy.

Og måske er det bare det, jeg godt kunne tænke mig, vi lige huskede, hvad end vi ellers måtte mene om, hvor vores verden bevæger sig hen, og hvis skyld det er. Vi har altså stadig mulighed for at bestemme, hvilke ikkejordiske vilkår vi vil ligge under for som mennesker. Det har selvfølgelig økonomiske og praktiske konsekvenser, hvad vi gør, men nu når vi ikke er rotter eller kakerlakker og ovenikøbet lever i et land, der stadig har ret meget nåde og retfærdighed tilbage i lovene, så kan vi jo også begynde at opføre os sådan. 

Ellers er der stadig en sidste trøst tilbage. Knap så meget for os, men som måske lige kan tage den allermest ødelæggende klimaskam af vores skuldre:

Whether we and our politicians know it or not, Nature is a party to all our deals and decisions, and she has more votes, a longer memory, and a sterner sense of justice than we do.

Det er jo ikke naturen, der er på røven i vores miljøkrise. Vi ser den dø hvert år ved denne tid, så vi burde efterhånden også have lært, at hun rejser sig igen. Det er jo mere et spørgsmål om det bliver med eller uden os. Og om vi måske endda kan finde ud af at gøre det alle sammen sammen.

Jeg er i hvert fald ikke færdig med Wendell Berry. Profeter må lide under, at folk først hører, hvad de sagde, når de er døde, så det er jo nu, vi har muligheden. Hvis vi nu kunne vælge en at lytte til, som endda har noget mere at have det i, end diverse yderfløje kan præstere, så vil jeg gerne stemme for, at det skulle være ham.