Litteraten Mikkel Krause Frantzen hævder i En fremtid uden fremtid, at “man kan kende et samfund på dets sygdomme”. 

Og sygdomme har vi.

Vores kultur er kendt ved en udpræget forekomst af depression, stress og ensomhed. Statistikkerne er skræmmende konsistente i deres vidnesbyrd om en kultur ude af sync, der viser sig som en omfattende mistrivsel i det psykiske liv, selvom vi materielt set er så velstående som nogensinde.

Filosoffen Byung-Chul Han synger i samme toneleje og skriver i bogen Der Geist der Hoffnung, at “man overser, at lidelsen altid er samfundsmæssigt betinget”. Lidelsen er altså strukturel og sidder i samfundets furer.

Det forlyder, at unge mennesker strømmer til kirken. Man taler i ind- og udland om et “kulturelt vibeshift”. Kristendommen opleves tilsyneladende af flere og flere som en røst fra fortiden, der er forbløffende aktuel. Men hvis vi vil forstå, hvorfor nogle søger mod kirken for en kur, så er vi nødt til at diagnosticere sygdommen først.

Det accelererende præstationssamfund

Buddene er mange. Sociologen Hartmut Rosa skriver i Acceleration og fremmedgørelse, at vores moderne kultur konstant må øge tempoet blot for at opnå status quo. Hamsterhjulet øger sin fart, men vi står alligevel i stampe. Her er vækst bedrøveligt nok ikke først og fremmest et ønske om en stigning i levevilkår, men om overhovedet at forblive, hvor vi er. Det leder til en massiv fremmedgørelse i vores dagsnære praksisser, særligt på arbejdspladsen, hvor vi ofte er en del af hurtigere og mere komplicerede sammenhænge, som vi slet ikke forstår. 

Sociologen Anders Petersen karakteriserede vores samfund som et præstationssamfund i sin bog af samme navn. Hans hovedpointe er, at vi ikke længere gør noget, der er en præstation. Vi er summen af vores præstationer. Konstant måler vi vores egen værdi gennem de præstationer, vi formår at udføre som partner, forælder, kollega og på alle mulige andre arenaer. Det har den tredobbelte konsekvens, at gennemsnitlighed bliver et problem, at det kræver en diagnose for legitimt at stå af ræset, og at almindelig tristhed over eget liv og uformåen bliver patologiseret. 

Alt dette blev også heftigt kritiseret i Trivselskommissionens omdiskuterede rapport fra februar 2025, som argumenterede for, at børns mistrivsel ofte fejlfortolkes som et problem, der skal behandles væk, i stedet for at se det som et vilkår ved at være et komplekst, men begrænset menneske. 

Udbrændt og utilstrækkelig

Det accelererende præstationssamfunds logik fører til udbrændthed. Førnævnte Byung-Chul Han skriver i bogen The Burnout Society, at “depression er sygdommen i et samfund, der lider under overdreven positivitet”. Vi går hele tiden og siger til hinanden og os selv, at vi kan realisere alle vores drømme. At intet står i vejen for den, der tager fat. Men det er en ond løgn, for mine egne begrænsninger og samfundets strukturer gør, at jeg igen og igen løber panden hårdt mod muren. Hvilket netop ikke er et problem som sådan, men bliver det, hvis min tilværelse tolkes gennem et overdrevent positivitetsfilter. 

Og det tyder det på, at mange gør til stor skade for dem selv. At være forpligtet på at realisere alle drømme og længsler har derfor også fået kritik for at være “den nye moral”. Særligt højskolelærer Christian Hjortkjær har slået på det i bogen Utilstrækkelig. At det gør os syge, fordi det netop er, når vi forsøger at gøre alting rigtigt, at vi kommer til kort. Løfterne i det accelererende præstationssamfund viser sig ikke at holde. 

Derfor opstår der massiv diskrepans mellem det, vi siger, og det, vi gør. Vi besynger de uendelige muligheder, men synker dybere ned i afmagten. 

Vi ved fra undersøgelser, at mange voksne bruger megen fritid med en telefon i hånden. Men hvorfor bruger flere og flere mennesker mere og mere tid scrollende i sofaen, når vi hele tiden får at vide, at vi har alle muligheder for at realisere det gode liv? Sidder vi med telefonen i hånden og tænker: “Nu realiserer jeg det allerbedste, dette samfund kan give mig”? Oplever vi de bøjede nakkers årti som menneskehedens store triumf? 

Næppe. 

Som Hjortkjær skriver i førnævnte bog: “Det, man bliver psykisk syg af, er uoverensstemmelsen mellem at blive fortalt, at man er fri, men i realiteten opleve, at man bliver mere og mere presset”. Så synker man afmægtigt ned i sofaens dyb og åbner sine apps, hvor man nok har en eller anden form for kontrolfølelse. I hvert fald midlertidigt. Vi ved egentlig godt, at vi ikke realiserer noget som helst, men vi føler alligevel, at vi er tæt på begivenhederne og oplevelserne, når vi flygtigt passerer de glitrende billeder og videoer i vores feed. 

Men det gør os alligevel ulykkelige. 

Hjortkjær bakkes op af psykologiprofessor Carsten René Jørgensen, der i bogen Skam skriver: “Det er i langt højere grad en smerte over ikke at være i stand til at leve op til egne (og omverdenens) oftest ganske diffuse forventninger, mål og standarder”, der får os til at smide håndklædet i ringen, end det er nogle meget målbare forhold i vores liv. For når forventninger er diffuse, når kravet om at realisere det gode liv bliver præsenteret som et abstrakt ideal, så ved man ikke, hvornår man er i mål. 

Vi vil allesammen gerne have et 12-tal i livet, en topkarakter i at være menneske, men hvornår er man egentlig i mål med det projekt? 

Unik og porøs

Problemet bliver tilsyneladende intensiveret af, at vi ikke bare skal realisere os selv, men vi skal også være unikke. Sociologen Andreas Reckwitz taler netop om, at vi lever i “singulariteternes samfund”, hvor alting måles op imod det unikke. Det enestående, det, der skiller sig ud, det ærer vi. Andet overser vi som ubetydeligt. Hvor den første tids sociale medier tilbød os muligheden for at kuratere vores selvfremstilling i al sin utroværdige glans, så må det nu jazzes op, så vi fremstår unikke i alle vores livsområder. 

Hjortkjær stemmer i og skriver i Utilstrækkelig, at “vi skal shine. Det er ikke et valg. Det er ikke et tilbud. Det er en ordre”. Det gode liv er ikke et tilbud fra et overflodssamfund, men et påbud om at realisere de diffuse værdier, som ingen har formuleret, men som vi alligevel sigter efter. Derfor afslører Reckwitz også, at singulariteternes samfund skaber en massiv fornemmelse af at have tabt, fordi langt de fleste af os er ganske ordinære og gennemsnitlige i det, vi gør. 

Men vi forsøger. 

Og i denne jagt efter det singulære kigger vi oftere og oftere efter oplevelser, som kan give os en følelse af at realisere det gode, unikke liv. Svend Brinkmann har beskrevet dette skifte i bogen Oplevelsessamfundet som et skifte fra at søge sin identitet gennem relationer til at søge sin identitet gennem oplevelser. Oplevelser er jo glimrende, men problemet er, at skiftet er afstedkommet af, at vi ikke længere oplever en mening med vores forhåndenværende liv. 

Vi mangler ikke længere ting i materiel forstand, men vi “oplever mangel på mening”, som Brinkmann skriver. 

Når vi ikke længere kan konkurrere på PH-lamper, Wegnerstole og Teslaer, fordi alle har det hele stående, så må vi slås om at præsentere det mest interessante weekendprogram og ferieevents. Her står det virkelige slag, hvis man gerne vil skille sig ud. Og det vil vi netop gerne. 

Jagten på oplevelser har en bagside, for den har gjort, at vi er gået fra at være verdensvendte til at være indadvendte. Det lyder paradoksalt. Men pointen er, at nu søges meningen inde i mig selv, og jeg finder ud af, hvem jeg selv er, gennem de oplevelser, som sætter mig i forbindelse med de gode følelser. Det er oplagt, at det gør mig selvcentreret. Ja, giver mig et porøst selv, som gør mig sårbar overfor ensomhed. 

Alle disse karakteristikker har noget for sig. De viser samlet set, hvorfor det gode liv er så svært at realisere i vores samfund, netop fordi der er nogle udtalte og nogle uudtalte idealer, som vi ikke formår at leve op til. Vi får ellers at vide, at vi kan alt, hvad vi vil, men vi oplever gang på gang, at livet i stedet lukker sig om os, ikke at det åbner sig for os. 

Kristendommen melder sig på banen

Og det er så her i denne let fortvivlede situation, at kristendommen byder sig til med nogle fortolkninger, som virker appellerende på nogen. Men hvad er det nærmere bestemt, der opleves relevant ved kristendommen midt i et overophedet og accelererende præstationssamfund? Lad mig give fem punkter. 

For det første hævder kristendommen, at mennesket er skabt i Guds billede og derfor har hvert enkelt individ en iboende og ukrænkelig værdi. Værdien afhænger ikke af mine præstationer eller mine oplevelser, der kan godtgøre min singularitet, men den er altid allerede givet udefra. 

For det andet forkynder kristendommen nådens mulighed. Det er et menneskeligt vilkår, at vi mislykkes i dele af vores liv, fordi vi altid forsøger at realisere mere, end vi formår. Når vi derfor holder dom over vores eget liv, så kommer vi til kort. Uanset hvor succesfulde vi ellers er. Og her forkynder kristendommen, at Guds nåde kommer os i møde. 

“Nåde er, når alt er tabt at få alt tilbage”, skrev digterpræsten Johannes Møllehave, og når det kommer fra en instans, der holder mit liv i sin hånd, så har det en helende kraft i sig.  

For det tredje har kristendommen nogle ritualer, man kan læne sig ind i, som giver stabilitet og genkendelighed. Det hele skal ikke konstant bygges på ny. Vi skal ikke accelerere, men må læne os ind i traditioners afprøvede praksisser. Det har Byung-Chul Han netop argumenteret stærkt for i bogen Vom verschwinden der Rituale. Og vi taler altså de helt old school-elementer her: Bøn, bibellæsning, gudstjenesteliv, endda skriftemål giver muligheder for rammer omkring et moderne liv, der virker attraktivt på flere og flere unge. 

For det fjerde tilbyder kirken stærke resonansrum. Resonans er oplevelsen af at være i samklang med verden. Hartmut Rosa hævder i storværket Resonans, at resonans kan forekomme mangfoldige steder, men at der alligevel er rum som naturen, kunsten og religionen, hvor den vertikale resonansakse aktiveres særligt ofte. Rosa hævder ikke noget metafysisk med sin analyse, men skildrer blot steder, hvor mange mennesker får deres resonansoplevelser. 

Religion er netop katalysator for manges oplevelse af at være i samklang med noget “større”, som giver en anderledes og ophøjet ro midt i en accelererende kultur. At sidde i et kirkerum, der er helligt – udskilt og anderledes – giver en følelse af forbundethed, som mange savner. 

For det femte kan kristendommen være verdensvendt. Lige siden Jesus Kristus sagde, at mennesket skal elske Gud og næsten som sig selv, har kristendommen peget den troendes blik udad både vertikalt og horisontalt. I visse perioder af kirkens historie og i visse kirkesamfund kom man aldrig meget længere end til at elske sig selv og sin egen tro, men idealet for blikretningen blev grundlagt af stifteren. 

Behovet for det verdensvendte blik skyldes, at vi er sociale væsener, der lever indfældet i sammenhænge, som vi er kaldet til at tage vare på. Det opleves befriende i en klaustrofobisk jeg-centreret kultur, at nogen løfter mit blik fra den evige selvkredsen og giver mig en ny retning for mit fokus. 

Der er naturligvis ingen af disse fem punkter – eller summen af dem – der beviser kristendommens sandhed. De sociologer, der tøvende peger på nogle af disse resurser, anbefaler dem heller ikke selv. 

Men de fem punkter viser, at de, der søger mod kirken for en kur, vil finde om ikke helbredelse, så lindring mod de sygdomme, der plager vores samfund.