Thomas Willer har skrevet en tankevækkende kritik af biskop Thomas Reinholdt Rasmussens prædiken ved Folketingets åbning. Særligt biskoppens argument om barnedåbens betydning for demokratiet og det åbne samfund vækker hans anabaptistiske indsigelser.

Jeg ved, at Willer med sine anabaptistiske tilbøjeligheder er enig med biskoppen i den grundlæggende antagelse: I Guds rige står alle mennesker lige. Det er netop det, Jesus demonstrerer, når han tager imod de små børn og peger på dem som forbillede i Markusevangeliet (10,13-16). Reinholdt går imidlertid et skridt videre og hævder, at Guds riges nedbrydning af hierarkier også kommer til udtryk i folkekirkens barnedåbspraksis, og at denne praksis har bidraget til at forme et åbent og demokratisk samfund.

Det er denne forbindelse mellem barnedåb og samfund, Willer stiller spørgsmålstegn ved. Kan og skal barnedåben virkelig betragtes som civilisationsskabende og som et værn om demokratiet?

Willers argumentation bringer os ind i en vigtig teologisk samtale om forholdet mellem Guds nåde, kirkens dåbspraksis og dens rolle i samfundet. Men jeg kunne godt tænke mig at udvide samtalen med et spørgsmål til den “skabs-anabaptistiske” tradition, som Willer selv skriver ud fra.

For hvis vi undersøger de samfundsmæssige konsekvenser af den lutherske dåbsforståelse, ville det så ikke være lige så interessant at undersøge, hvilke forestillinger om kirke og samfund der ligger i den anabaptistiske dåbsforståelse?

Det inviterer til et lille tankeeksperiment.

Hvordan ville prædikenen ved Folketingets åbning lyde, hvis det var en anabaptist, der stod på prædikestolen? Og hvilken vision for samfundet ville denne dåbsteologi udfolde?

Enhver ekklesiologi rummer en vision for samfundet

Det kan hævdes, at enhver ekklesiologi har en indbygget vision for fremtidens samfund. Den måde, vi forestiller os kirken på, afspejler også noget om, hvordan vi mener, mennesker bør leve sammen. Det gælder folkekirken, men det gælder også frikirkerne.

Historisk har danske frikirkelige vækkelsesbevægelser levet i et tæt, til tider symbiotisk, forhold til folkekirken. Folkekirken udgjorde den brede kristne kultur, mens vækkelsesbevægelser kaldte mennesker til personlig tro, omvendelse og deltagelse i mere forpligtende menighedsfællesskaber adskilt fra folkekirken.

I dele af frikirkeligheden førte dette til en forståelse af menigheden som et særligt fællesskab af bekendende troende. Ikke blot mennesker, der tilhørte kirken gennem dåb og tradition, men mennesker, hvis personlige tro og omvendelse havde fået et genkendeligt udtryk i deres livsførelse i et alternativt fællesskab. Det er netop denne forståelse af kirken, der kommer til udtryk i det klassiske anabaptistiske dåbssyn.

Anabaptisterne opstod som en radikal strømning under reformationen i 1500-tallet. Betegnelsen betyder gendøbere og henviser til det at gendøbe mennesker, som allerede var blevet døbt som spædbørn. De anerkendte ikke barnedåben som en egentlig kristen dåb, fordi dåben efter deres opfattelse måtte bygge på menneskets personlige tro og omvendelse.

Derfor betragtede de selv dåben af bekendende troende som den første egentlige dåb. Det var ikke alene et opgør med en bestemt dåbspraksis, men med selve forestillingen om kirken som et fællesskab, man tilhørte gennem fødsel, kultur og tradition.

Den anabaptistiske tradition har dermed også bidraget med vigtige perspektiver på religionsfrihed, samvittighedsfrihed og kirkens uafhængighed af statsmagten. Netop derfor er det interessant at spørge, hvilket kirkesyn og hvilken vision for samfundet der følger af dens dåbsforståelse.

Hvem er kvalificeret til dåben?

I Reinholdts prædiken er barnedåben et synligt vidnesbyrd om evangeliets ubetingede nåde. Barnet kommer til dåben uden at kunne præstere noget som helst. Det kan ikke bekende sin tro, fremvise et omvendt liv eller demonstrere sin evne til at følge Jesus. Alligevel bæres det til døbefonten, hvor Gud ved vand og Ånd skænker barnet sit løfte om frelse ved tro.

Det er netop denne teologiske pointe, Reinholdt forbinder med Jesu ord om de små børn i Markusevangeliet. Over for Gud står vi lige. Ingen kan påberåbe sig særlige kvalifikationer. Nåden kommer før vores præstationer, ja, før vi overhovedet er i stand til at forstå eller formulere vores tro.

Men hvordan forholder det sig i den klassiske anabaptistiske dåbsforståelse? Her er dåben forbundet med et personligt vidnesbyrd om omvendelse og tro. Den, der ønsker at blive døbt, må selv kunne bekende sin tro på Jesus Kristus. I denne tradition handler det imidlertid ikke alene om ordene. Troens virkelighed forventes også at have fået et synligt udtryk i menneskets livsførelse.

Det ser vi eksempelvis i Schleitheim-bekendelsen fra 1527, hvor dåben knyttes til tro, omvendelse og et forandret liv. Bekendelsen understreger samtidig menighedens ansvar for at vejlede og udøve menighedstugt, når medlemmernes livsførelse kommer i modstrid med deres kristne bekendelse.

Menigheden får dermed en væsentlig rolle. Den skal ikke alene høre bekendelsen, men også genkende den tro og efterfølgelse, som dåben skal være et vidnesbyrd om. Dåben bliver således både den troendes offentlige bekendelse og menighedens anerkendelse af vedkommendes tilhørsforhold til det bekendende fællesskab.

Det indebærer en forskel, som er værd at overveje. Mens den lutherske barnedåb gives uden en forudgående vurdering af menneskets tro og livsførelse, forudsætter den klassiske anabaptistiske dåbspraksis, at en personlig bekendelse kan aflægges og anerkendes. Det betyder naturligvis ikke, at anabaptister mener, at Guds nåde kan fortjenes. Også her kommer nåden før menneskets svar.

Men det betyder, at menigheden må foretage en skelnen mellem dem, hvis tro og efterfølgelse kan anerkendes, og dem, der endnu ikke optages i det døbte fællesskab. Denne skelnen ophører heller ikke nødvendigvis med dåben.

I den klassiske anabaptistiske tradition indebærer menighedens fælles ansvar også en fortsat opmærksomhed på, om medlemmernes livsførelse svarer til den bekendelse og efterfølgelse, de har forpligtet sig på.

Hvilket samfund forestiller anabaptisten sig?

Hvis en anabaptist skulle prædike over den samme tekst ved Folketingets åbning, forestiller jeg mig, at vedkommende med stor overbevisning ville udfolde, hvordan Guds rige udfordrer menneskelige hierarkier, og hvordan Jesus tager imod selv dem, der ikke har noget at fremvise.

Det ville sikkert også være naturligt at fremhæve den anabaptistiske traditions kamp for religionsfrihed, samvittighedsfrihed og kirkens uafhængighed af statsmagten. Men når prædikanten når frem til spørgsmålet om dåben, vil andre perspektiver presse sig på.

Willer er bekymret for, at Reinholdt kommer til at gøre barnedåben til et redskab for netop de magtstrukturer og hierarkier, som evangeliet skulle sætte spørgsmålstegn ved. Det er en bekymring, vi bør tage alvorligt.

Men kunne vi ikke med fordel rette den samme kritiske opmærksomhed mod den anabaptistiske dåbspraksis? For indebærer denne praksis ikke netop en differentiering mellem mennesker på baggrund af deres tro og livsførelse?

En anabaptist vil med god grund understrege, at alle mennesker er lige værdifulde for Gud, og at menigheden ikke kan afgøre, hvem Gud frelser. Det er en væsentlig pointe, som jeg ikke ønsker at anfægte. Men det ændrer ikke ved, at bekendelsesdåben indgår i en ekklesiologi, hvor menigheden afgrænses som et fællesskab af mennesker, hvis omvendelse og tro er blevet genkendt og anerkendt.

Et fællesskab, som gennem sin bekendelse og livsførelse ønsker at være et særligt vidnesbyrd og et alternativ til det omkringliggende samfund.

Denne afgrænsning er ikke i sig selv udtryk for, at nogle mennesker tillægges større værdi end andre. Men den etablerer en forskel mellem de “bekendende troende” og dem, der står uden for fællesskabet. Og den giver menigheden et ansvar for at vurdere, hvad den kan anerkende som troværdig kristen bekendelse og efterfølgelse. Dette er værd at tage med i samtalen, når vi netop diskuterer, hvordan kirkens dåbspraksis kan udfordre eller fastholde menneskelige hierarkier.

Det anabaptistiske dåbssyn afspejler således et andet kirkesyn end det folkekirkelige. Et kirkesyn, hvor menigheden er et afgrænset, bekendende fællesskab. Det er en ekklesiologi, som ikke forudsætter folkekirkens brede og folkelige karakter som en “kirke med en bekendelse”. Og netop derfor rejser det interessante spørgsmål om forholdet mellem kirke og samfund.

For hvis den anabaptistiske kirke gennem sit fællesskab af “bekendende troende” og deres livsførelse ønsker at være et alternativ i samfundet, rummer også dette en forestilling om, hvordan mennesker bør leve sammen.

Dermed er den anabaptistiske ekklesiologi heller ikke samfundsmæssigt neutral. Den rummer, ligesom den lutherske, en vision for samfundet.

Her ser jeg en spænding, som det kunne være frugtbart at udforske: Hvordan forenes forkyndelsen af Guds rige, hvor alle mennesker står lige over for Gud, med en dåbspraksis, hvor menigheden må skelne mellem dem, hvis bekendelse og livsførelse kan anerkendes, og dem, der endnu ikke kan optages i fællesskabet?

Og hvordan kan en kirke, som selv bygger på et særligt fællesskab af “bekendende troende”, bidrage til visionen om et demokratisk samfund, hvor mennesker med vidt forskellig tro og livsførelse lever sammen som ligeværdige borgere?

Jeg spørger ikke, fordi den anabaptistiske tradition nødvendigvis skulle være mindre demokratisk. Tværtimod har den en vigtig historie at fortælle om frihed fra religiøs tvang og respekt for menneskers samvittighed. Men netop derfor kunne det være interessant at høre, hvordan dens dåbsteologi og ekklesiologi udfolder en positiv vision for det samfund, vi er fælles om.

Willer spørger, hvad der bliver af anabaptister, muslimer, ateister og alle dem, der ikke bærer deres børn til døbefonten, hvis barnedåben får en særlig plads i fortællingen om det danske samfund.

Det er et godt og relevant spørgsmål.

Og måske kan vi udvide det med et tilsvarende spørgsmål til den anabaptistiske tradition: Hvilken plads har de mennesker, hvis tro og livsførelse ikke kan anerkendes af menigheden? Og hvordan bidrager det særlige fællesskab af bekendende troende til en samfundsvision, hvor alle mennesker har lige plads, uanset deres tro og hvad der ellers definerer menneskelivet?

Jeg er enig med Willer i, at vi bør være varsomme med at gøre én bestemt dåbspraksis til demokratiets værn. Men jeg mener samtidig, at Reinholdt har fat i noget væsentligt, når han peger på dåben som et vidnesbyrd om Guds ubetingede nåde: at mennesket modtager Guds løfte, før det kan fremvise nogen religiøs kvalifikation.

Måske er det netop her, den lutherske og den anabaptistiske tradition har noget vigtigt at sige til hinanden, fordi begge traditioner mødes i forkyndelsen af Gudsrigets ligestilling af alle mennesker.

Derfor ville det være interessant at høre den anabaptistiske prædiken ved Folketingets åbning. For hvis enhver ekklesiologi også rummer en vision for samfundet, hvad kan vi så lære af forskellige dåbssyn og ekklesiologier i forhold til det samfund, vi ønsker at være med til at forme?