Tilbage til forsiden

semper

Kort fortalt

Signe Wenneberg-gate handler ikke om bygninger

Kristoffer Nørgaard Bach·13. november 2026·4 min. læsetid·
Signe Wenneberg-gate handler ikke om bygninger

Nedrivningsfirmaer, bevaringsværdige huse og Signe Wennebergs egen lille grønne avis er blevet genstand for en debat om klima, kulturarv og god journalistisk skik, efter at folketingsmedlemmet fra Alternativet i 2024 lagde billeder op af et hus, som er blevet revet ned til fordel for et nyt, hvidt betonhus.

Hvad er historien?

Folketingspolitiker Signe Wenneberg er en af de mest markante stemmer på Christiansborg, når det kommer til bæredygtigt byggeri og bevaring af fredede huse og bygninger. Under sloganet ’Bevar eller forklar!’ fik hun en af de 179 stole i Folketinget, hvor hun bl.a. er boligordfører for Alternativet. Med dette motto skriver hun forskellige historier om bygninger, der bliver nedrevet rundt omkring i landet.

Én af disse historier er netop blevet genstand for en sag, hvor ejeren af et hus nord for København, som Wenneberg har lagt billeder af på forskellige sociale medier, har udtalt, at hun vil politianmelde politikeren.

Jannie Jelkvist, som ejeren hedder, forklarede til DR, at hun ville anmelde folketingsmedlemmet til politiet for bagvaskelse og for krænkelse af privatlivets fred.

Det sidste anklagepunkt går på, at Wenneberg ikke er bleg for at offentliggøre billeder af husene, vejnavne og før- og efterbilleder af husgrundene. Jannie udtaler også til P1 Morgen, at ”det passer heller ikke, at der var sat nye vinduer i. Det var der selvfølgelig ikke, fordi ejerne jo godt vidste, at det skulle rives ned.”

Sagen fik også en ekstra dimension, fordi Wenneberg selv sidder i bestyrelsen for et nedrivningsfirma. Hun har siden 2024 haft en bestyrelsespost i LH Hockerup.

I 2013 demolerede hun endda sit eget sommerhus i Gribskov Kommune. Her var der dog ”intet i det hus, der var værd at bevare”, som hun selv udtaler i tidsskriftet Vækst.

Hvorfor er det vigtigt?

Om det omstridte hus nord for København kunne bevares i sin oprindelige stand, eller om en total nedrivning var nødvendig, kræver nok en større byggeteknisk gennemgang, som Wenneberg i hvert fald ikke har fået lavet.

Det er dog et faktum, at ca. 2,2 mio. m² bygninger rives ned om året (2012–2023). Det svarer til ca. 0,3 % af den samlede bygningsmasse. Det beskriver en rapport fra BUILD, som er et forskningsinstitut på Aalborg Universitet. Det er endda ikke kun oldgamle huse. Nej, 60 % af det nedrevne bygningsareal er opført efter 1960. Et af de seneste eksempler, som også har fået offentlighedens opmærksomhed, er Danica, der har påbegyndt nedrivning af Nautica, et blot 34 år gammelt kontordomicil på 24.000 m².

30 % af Danmarks CO₂-aftryk kommer fra byggeri. I en analyse udarbejdet for Realdania anslås den samlede mængde bygge- og anlægsaffald til omkring 7,5 mio. ton om året. Kun 23 % bliver genanvendt og bearbejdet, så affaldsmaterialerne kan indgå i nye produkter. 1 % bliver genbrugt uden først at blive omdannet til et nyt materiale.

Bekymringen for klimaaftrykket og de deraf følgende klimaforandringer er en bevæggrund for Wennebergs eget medie, Den Lille Grønne Avis. Dette klimamedie, som angiveligt er Danmarks største (målt på antal læsere og engagement), er udsprunget af Wennebergs egne sociale medieplatforme (med 174.000 følgere). Ideen med avisen er at være uafhængig af techplatforme.

Til Danmarks Radio understreger den grønne folketingspolitiker, at hendes koncept ikke kommer til at fortsætte i sin nuværende form. Den situation, som udspiller sig i medierne disse dage, vil hun gerne undgå. ”Der kan ikke være nogen danskere, der kommer i klemme,” forklarer hun.

Hvad betyder det?

Sagen er et eksempel på det, man kan kalde personalisering. Et større samfundsproblem bliver til en diskussion om bestemte menneskers handlinger og troværdighed.

Wenneberg gør det først selv, når hun bruger konkrete huse og deres ejeres beslutninger til at illustrere industriens ressourcespild. Det gør selvfølgelig problemet håndgribeligt, men betyder også, at den enkelte husejer kan komme til at stå til regnskab for hele byggebranchens vaner.

Når kritikere og medier derefter retter opmærksomheden mod hendes bestyrelsespost og nedrivningen af hendes eget sommerhus, fortsætter personaliseringen. Nu handler diskussionen om, hvorvidt hun selv lever op til de idealer, hun holder andre op på. Det er selvfølgelig rimeligt, rigtigt og nødvendigt, at medierne undersøger, om en politiker fremstiller andre mennesker korrekt og selv kan forklare sine handlinger.

Men hvis du havde håbet, at vi skulle have en større debat om fremtidens byggebranche, så tog samtalen altså første afkørsel ad Hyklergade mod Wennebergs sommerhus.

Forhåbentlig får vi i fremtiden mulighed for at tale om, hvordan vi bevarer flere bygninger, bygger mere bæredygtigt og bygger nye bygninger, der er værd at bevare. 

Selvom det nok ikke bliver forsidestof.

Om forfatteren
Kristoffer Nørgaard Bach

Kristoffer Nørgaard Bach er bygningskonstruktørstuderende i Aarhus. Han skriver især om arkitektur, byggeri, kultur, samtid, film og medier.

Du vil måske også kunne lide
Alle hader 'Alle elsker Rasmus'
Artikel·7 min. læsetid

Alle hader 'Alle elsker Rasmus'

TV2 brugte fire måneder på at narre en komiker, og nu raser Danmark. Men måske burde vi også rette forargelsen mod os selv. For programmet er blot det seneste resultat af underholdningskultur, hvor andre menneskers privatliv er blevet en handelsvare.

Thomas Frovin·2. nov. 2026
Hvad er det ved tradwives, der gør folk så vrede?
Artikel·10 min. læsetid

Hvad er det ved tradwives, der gør folk så vrede?

Tradwives sælger drømmen om et langsommere liv i familiens skød. Men bag de idylliske Instagram-profiler gemmer der sig en konflikt om kvindefrigørelse, traditionelle kønsroller og solidariteten mellem kvinder. Hvorfor provokerer deres traditionelle familieliv egentlig så meget?

Gertrud Kronborg·2. nov. 2026
Endetidsfascisme
Anmeldelse·12 min. læsetid

Endetidsfascisme

Hvad har kristne endetidsprædikanter, techmilliardærer og etnonationalister til fælles? Ifølge Naomi Klein og Astra Taylor drømmer den uhellige alliance om en verden, der går under, så længe de selv bliver reddet. Lukas Julius Kaarby anmelder deres nye bog End Times Fascism.

Lukas Kaarby·26. okt. 2026

Vi tager ansvar for indholdet og er tilmeldt

SEMPER udgives af Forlaget Semper.

©2026 Alle rettigheder forbeholdes.

ISSN 2795-1480

Privatlivspolitik|Om os|Kontakt
InstagramFacebook