Der er noget ved de perfekte familier på Instagram, der kan få selv et nogenlunde ordentligt menneske til at ønske, at det hele bryder sammen. Med konservative værdier og familiefokus kan det se så idealiseret ud, at man kan have lyst til, at noget gik galt for dem; for så perfekte liv er der ingen, der har. Jeg kan i hvert fald fange mig selv i at tænke “bullshit”, når jeg ser livet fremvist i al sin traditionelle glorværdighed.

Influencerne behøver for den sags skyld ikke engang være tradwife-influencere. Det kan være nok bare med en dansk momfluencer eller unge christfluencers.

Det er omtrent denne hævngerrige følelse, Caro Claire Burke har gjort til litteratur med sin roman YESTERYEAR.

YESTERYEAR har taget verden med storm. Man venter spændt på, hvad der kommer ud af den kommende filmatisering med Anne Hathaway, der købte rettighederne til bogen — før et eneste eksemplar var blevet solgt! 

Og med over en million solgte kopier skal hypen da også prøves af. Selv har jeg læst den med en hård kerne af mine mest læseglade gymnasieelever, men generelt var tilbagemeldingerne mildest talt lunkne.

Galt går det i hvert fald for bogens fortæller Natalie Heller Mills, der en morgen vågner op i en spejling af det perfekte farmlife, som hun ellers havde opbygget på gården Yesteryear med sin rige mand og smukke børn.

Alt er næsten, som det plejer, men alligevel helt forkert. Hendes mand ligner ikke helt sig selv, hendes børn har andre navne, men de minder stadig lidt om sig selv. Det er den straf, Natalie skal trækkes igennem; det er Temu-versionen af hendes foregivne Instagramliv – så kan hun lære det!

Bogens mysterium er dog reelt spændende, også selvom tidsrejsen i virkeligheden snarere er en rejse til en spejlvirkelighed. Mine elever sagde, den mindede mere om animationsfilmen Coraline end Tilbage til fremtiden.

Men selvom præmissen er spændende, er udførelsen mindre overbevisende.

Karikerede karakterer og insisterende satire

Natalie er dygtig og nærværende over for sine følgere, men hendes varme smil er helt påklistret og dermed fraværende, når kameraet er slukket. 

Hun er mildt sagt et forfærdeligt menneske. 

Det er i sig selv ikke et problem, men Natalie er så entydigt usympatisk en karakter, at det bliver svært at engagere sig i hende som andet end genstand for straf.

Hendes psykologiske baggrund og historie bliver dog udfoldet på irriterende vis ved, at bogens kapitler systematisk springer mellem et nutidigt handlingsforløb og hendes fortid for at understrege to træge spor – der er en grund til, at hun blev sådan – og den meget tydelige trope – denne bog handler om spring i tid. 

Det understreges yderligere med citater som “Great (…) Let’s build you two a time machine” (46) som henvisning til, at hovedpersonerne som unge ønskede sig en gård renoveret som i the olden times.

Mens understregningen af temaerne er ufrivilligt morsom, så er de lettere utroværdige karakterer ret absurde, og sprogbruget er på samme måde overdrevet hårdt, hvilket til tider bliver ret sjovt. Natalies tankestrøm leder hende ofte gennem ret vilde svinere til idioterne omkring hende:

Shannon’s partially Barnard-educated brain was a Blunt instrument, secular and smooth; it was about as suited a tool for speaking directly with God as a pair of rubber spatulas were for open-heart surgery (10)

Karaktererne er så karikerede, pointerne så stærkt pointerede og satiren så insisterende, at der næsten ikke er plads til, at læseren selv kan opdage noget som helst.

Slibrige emner

Præmissen er som nævnt oprigtigt spændende, og jeg må indrømme: Twistet, med forklaringen på spejlvirkeligheden, overraskede mig – ægte. Bogen har også efterladt mig med mange overvejelser, som godt nok ikke nødvendigvis taler til dens kvalitet. 

Under den noget klodsede satire ligger nogle interessante spørgsmål om vores forhold til de mennesker, der udstiller deres liv på nettet.

Bogen er ekstremt sexfikseret, og ikke på en gode måde. Det virker som en del af forfatterens personlige hævn mod de perfekte influenceres liv.

YESTERYEAR byder på utroskab, beskyldninger om voldtægt, ydmygende hverdagssex, hentydninger til sodomistisk omgang med køer og sammenligninger mellem prostitution og influencerlivet. Et lavpunkt var en kold replik fra moren om, at hendes døtre (modsat sønnerne) “could perform on film for hours” (12), hvilket jeg i kontekst kun kan læse som et stik til noget pornografisk i at producere videoer af sine børn til sociale medier.

Kritikken synes ofte at tippe over i noget andet: en næsten lystfuld optagethed af at se de perfekte mennesker blive trukket gennem sølet.

De fleste karakterer i bogen er hævngerrige, og Natalie er ikke en undtagelse, men den primære kilde til oplevelsen af hævn er bogens egen eksistens. Dens eksistensberettigelse synes at være et relaterbart had til influencere, der i deres arrogance lægger deres perfekte liv ud som inspiration til andre.

Læseoplevelsen er derfor en tilståelsessag; jeg tager nemlig mig selv i at gå med på afsmagen for influencere, for som jeg skrev i starten, så må jeg også bekende, at jeg ønsker, at det går dem dårligt.

Derfor er jeg nødt til at anerkende, at bogen, der på langt de fleste parametre bare er grim, aktiverer og blotlægger noget af det grimme inde i mig. Jeg deler åbenbart Burkes hævntørst, og når bogen er så relativt svingende i kvalitet, så har jeg kun haft hævntørsten tilbage til at trække mig gennem handlingen.

YESTERYEARs “bedste” kvalitet er desværre evnen til at tale til det værste i sin læser.