SEMPER
Kort fortalt

Aldersbegrænsning på porno

En kommende aldersbegrænsning på internetporno har affødt en debat om pornoens potentielt skadelige påvirkning på børn og unges seksualitet.

Af Frederik Wind
Illustration: Semper

Hvad er historien?

Når danskere fremover går på nettet for at se porno, vil de skulle verificere deres alder gennem en app, staten lancerer næste år, som kan sikre, at brugere er gamle nok, inden de får adgang til sider med pornografisk indhold.

Flere medier har på den baggrund haft porno på dagsordenen. I debat på P1 d. 22. oktober kunne man blandt andet høre to forskellige fronter diskutere emnet:

Den ene front udgøres af en række fagfolk, som advarer mod børn og unges lette adgang til porno. På den anden side har vi unge repræsentanter fra det liberale Danmark, der mener, at seksuel opdragelse er forældres ansvar, og at staten ikke skal blande sig i, om teenagere udforsker deres seksualitet via porno. Alle er dog enige i, at børn under 12 år ikke skal se porno.

En af de fagfolk, der er blevet tydelige i debatten, er psykologen David Madsen, som er stifter af Dansk Behandling for Computerspil- og Onlineafhængighed. I denne praksis møder han blandt andet også unge med afhængighed af onlineporno.

Han mener, at vi bør skærme børn og unge fra pornoen og peger på, at det problematiske forbrug af porno ikke frigør unge mennesker – det overtager og forvrænger deres seksualitet.

"Vi inviterer simpelthen unge mennesker til at være seksuelle på en måde, som de ikke engang selv har et ønske om," sagde han for eksempel til Berlingske for noget tid siden.

Hvorfor er det vigtigt?

David Madsen peger på et problem: Børn og unge ser porno tidligere, og det indhold, de eksponeres for, er ofte grænseoverskridende – patriarkalsk og mandsdomineret, med strangulering og værre, forklarer Madsen i Berlingske. Han kalder sågar problemet for en "evolutionær krise".

Debatten falder sammen med en undersøgelse foretaget af Voxmeter for Det Kriminalpræventive Råd, der viser, at 80% af de seksuelt aktive unge har erfaringer med hård eller dominant sex, som eksempelvis at slå, at tage kvælertag eller at hive i håret under sex.

Trods et indledende samtykke til akten ender mange i en situation, hvor den seksuelle adfærd undervejs ændrer sig i en hårdere retning end ønsket. Det er tilfældet for flere kvinder end mænd.

Hvis David Madsen og hans fagfæller har ret i, at pornoen former unges seksualitet på måder, de ikke selv ønsker, og at den skaber konsekvenser ind i virkelige relationer, så har vi måske en forpligtelse til at tale åbent om det.

Hvad betyder det for dig?

Jeg husker, at instruktør Hella Joof formulerede det rammende engang i Mads og Monopolet: “Problemet med porno er, at man bliver observerende frem for at være til stede”.

Porno kan gøre os til anonyme sexpartnere, der ikke opdager vores partneres præferencer, fordi vi ikke er til stede. I værste fald vendes seksualiteten væk fra det intime.

Hella Joofs pornokritik rimer på kirkens forståelse af seksualitet, der peger på sex som en gave, hengivenhed, et rum for sårbarhed og tillid. Det er det modsatte af pornografiens univers, hvor sex bliver performance, og hvor den anden reduceres til objekt for egen tilfredsstillelse.

Det virker oplagt, at kirken har noget at sige, men kan den også lykkes med det?

David Madsen advarer mod pseudo-frihed: En frihed til at blive afhængig af noget, som gør os til slaver. I Berlingske foreslår han en aldersgrænse for porno, som helst ligger efter den seksuelle debut – "måske ved 18, måske ved 25 år."

Det er en radikal tanke, at staten skal bestemme, om du må se porno, når du er 24 år, men lige nu er aldersgrænsen til debat, og det tvinger os til at overveje:

Hvad er frihed værd, hvis den frihed gør os ufrie?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og få de seneste artikler direkte i din indbakke

S E M P E R M A G A S I N

Et magasin af Forlaget Semper

forlagetsemper.dk

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Forlaget Semper forbeholder sig alle rettigheder til indholdet.