Tilbage til forsiden

semper

Artikel

Hvem var Simone Weil?

Troels Nymann·26. september 2026·16 min. læsetid·
Hvem var Simone Weil?
Foto: Simone Weil i New York 1942

Simone Weil døde kun 34 år gammel, men efterlod sig en af det 20. århundredes mest kompromisløse filosofier om magt, lidelse, opmærksomhed og Gud. Troels Nymann tegner et portræt af den franske filosof.

I sommeren 1941 modtager den franske filosof og vinbonde — mere fransk bliver det ikke —Gustave Thibon et brev fra sin ven, dominikanerpræsten Joseph-Marie Perrin.

Her er en ung jødisk kvinde, som er uddannet i filosofi og militant tilhænger af den yderste venstrefløj. De nye love har udelukket hende fra universitetet, og hun ønsker nu at arbejde en tid på landet som landarbejder. Jeg mener, at et sådant eksperiment kræver en vis form for opsyn, og det ville være en lettelse for mig, hvis du kunne lade hende bo hos dig.

Nogle dage senere står den unge kvinde ved hans dør. Tynd og skravlet at se på.

Thibon beskriver deres første tid sammen som venlig, men anstrengende. Pigen var konfrontatorisk og viljestærk, urimeligt kompromisløs. Hun angreb de lange arbejdsdage i marken med ekstrem ihærdighed på trods af den lille krops åbenlyse begrænsninger i arbejdet.

Ja, hun sled sig selv halvt ihjel.

Det var ikke meget bedre, når hun kom hjem om aftenen. De var uenige om næsten alt og kunne diskutere i timevis. Hun havde tydeligvis på intet tidspunkt i sit liv tilskrevet sociale strækøvelser nogen værdi og manglede derfor den smidighed og venlighed, som man normalt ville forvente i en samtale. Thibon skriver, at han måtte væbne sig med betydelige mængder tålmodighed og høflighed, når hun ville snakke om Platon i det uendelige.

Den unge jødiske kvinde er selvfølgelig Simone Weil. Og hun og Thibon blev med lige så stor selvfølgelighed gode venner.

Simone Weil er måske filosofiens mest offentlige hemmelighed. Indiebandet, som alle kender og elsker, men som stadig føles som din personlige opdagelse. Som at lytte til Bon Iver i 2010. Noget af det kan tilskrives hendes historie. Ligesom Bon Ivers debutalbum, der skulle være udformet af et knust hjerte alene i en jagthytte, der var lukket for vintersæsonen, så er Weils korte liv en del af det mythos, der virker indvævet i hendes tekster.

Simone Weils mest kendte værker blev udgivet posthumt med udgangspunkt i hendes notesbøger, breve og essays. Og som professor i fransk litteratur ved Princeton, Christy Wampole påpeger:

Based on her notebooks, letters and published essays, scholars have traced compatibilities between her thought and that of philosophers such as Martin Heidegger, Hannah Arendt, Maurice Blanchot, Nikolai Berdyaev, Iris Murdoch, Giorgio Agamben, Maurice Merleau-Ponty, Michel Foucault, Gilles Deleuze, Quentin Meillassoux, Alain Badiou, Jacques Rancière, Emmanuel Levinas, Jan Zwicky, Meister Eckhart and John Rawls, to name just a few.

Det andet lidt mærkværdige ved Weil er selve indholdet i hendes tekster. Førnævnte Wampole kalder hende et hængsel eller bindeled mellem religion og filosofi og siger, at i hendes notesbøger ophæves forskellen mellem de to ofte helt.

Thibon udtrykte noget af det samme, da han skulle opsummere sin gode vens tekster:

Her handler det ikke om filosofi, men om liv.

Filosoffen, der ikke kunne nøjes med at tænke

Simone Weil blev født i Paris i 1909 i en velstående, sekulær familie med jødisk baggrund. Allerede som 12-årig var hun flydende i oldgræsk og lærte sig selv sanskrit (absurd at forestille sig, men den skulle altså være god nok). Simone gjorde også hurtigt akademisk karriere. Hun studerede blandt andet under filosoffen Alain på Lycée Henri-IV og begyndte i 1928 på den prestigefyldte École Normale Supérieure som den eneste kvinde på sin årgang.

Hun var interesseret i Platon, Descartes, Kant og Marx, men allerede tidligt er der noget lidt særligt ved hendes måde at bedrive filosofi på.

Som barn under Første Verdenskrig nægtede hun at spise sukker, fordi soldaterne ved fronten ikke havde noget. Og denne aktivistiske iver er en følgetråd gennem hele hendes liv.

Weil havde svært ved at acceptere, at man kunne tænke seriøst over arbejdernes vilkår uden selv at kende dem. Derfor underviste hun ikke bare i filosofi og skrev artikler om kapitalisme, socialisme og arbejderbevægelse. Hun deltog i fagligt arbejde, underviste arbejdere og opsøgte manuelt arbejde.

I 1934 tog hun orlov fra sit lærerarbejde og begyndte som ufaglært fabriksarbejder i Paris. I omkring 24 uger arbejdede hun på forskellige fabrikker, blandt andet hos Renault.

Weil havde allerede læst Marx og analyseret kapitalismen teoretisk, men arbejdet ved maskinerne ændrede hendes forståelse af undertrykkelse. Det værste var ifølge hende ikke nødvendigvis den fysiske smerte, men ydmygelsen. Arbejdstempoet, ordrerne og den konstante underkastelse under den knurrende maskine gjorde langsomt arbejderen mindre i stand til selv at tænke og handle.

Her bevæger hun sig mod et begreb, der senere bliver centralt hos hende: malheur.

Det oversættes på engelsk typisk med affliction, men det er sværere at ramme på dansk. Lidelse kommer tæt på, men hos Weil handler det om en særlig form for lidelse, der rammer mennesket fysisk, psykisk og socialt på samme tid. Det er ikke bare at have ondt. Det er en lidelse, der kan være så voldsom, at den begynder at opløse menneskets oplevelse af værdighed og identitet.

Hun var marxistisk inspireret, men blev stadig mere skeptisk over for den klassiske marxistiske fortælling om revolutionen. Problemet var ikke bare, hvem der ejede fabrikken. Et socialistisk samfund kunne sagtens ende med administratorer, eksperter og embedsmænd, der bestemte over arbejdere, som stadig ikke havde nogen reel kontrol over deres arbejde.

Man kunne med andre ord udskifte en undertrykkende kapitalist med en undertrykkende administrator. Og så hjælper revolution jo ikke det store.

Weil blev derfor tidligt optaget af bureaukrati, organisationer og kollektiver som selvstændige former for magt. Når systemet først bliver stort nok, risikerer mennesket at blive et tandhjul i et apparat, som ingen enkeltperson længere kontrollerer.

I 1940 skrev Weil et af sine mest berømte essays om Homers Iliaden.

De fleste vil nok mene, at Iliadens hovedperson er Achilleus — måske Hektor. Weil læser den lidt anderledes. Hovedpersonen er magten. Eller mere præcist: force, den kraft, der gør mennesker til ting.

I sin mest bogstavelige form er det selvfølgelig vold. Når et menneske bliver dræbt, efterlades en krop, en ting. Men Weil er mindst lige så interesseret i den magt, der ikke slår ihjel, men hele tiden kan gøre det. Truslen, ydmygelsen og underkastelsen kan få levende mennesker til at opføre sig som om, de allerede var blevet reduceret til ting.

Denne kraft efterlader dog heller ikke magthaveren uberørt.

Den, der har magten, skal bevare den og udvide den, fordi magt altid kan gå tabt. Derfor ender herskeren med selv at blive underlagt den kamp om magt, som han troede, han kontrollerede. Magten træller både dem, der befaler, og dem, der adlyder.

Ikke så overraskende havde hun derfor også et anstrengt forhold til politiske organisationer.

Weil befandt sig konsekvent på venstrefløjen, men hun havde meget lidt tålmodighed med forestillingen om, at en politisk bevægelse automatisk bliver god, fordi den kæmper for den rigtige sag. Partier, fagforeninger, stater og revolutionære bevægelser kunne alle udvikle deres egen logik og begynde at sætte organisationens interesser over det enkelte menneske.

Blandt hendes posthume udgivelser er et essay, hvor hun foreslår at afskaffe alle politiske partier.

Simone Weil møder Kristus

Efter fabriksarbejdet rejste Weil i 1935 med sine forældre til Portugal. Her overværede hun en religiøs procession blandt fattige fiskere.

Efter selv at have oplevet fabriksarbejdets ydmygelse fik hun pludselig en overbevisning om, at kristendommen på en særlig måde var slavernes religion, og at hun selv nu på en eller anden måde hørte til blandt dem.

Året efter tog hun til Spanien og sluttede sig til en anarkistisk milits under borgerkrigen. Det blev et kort militært eventyr. Den stærkt nærsynede og notorisk upraktiske Weil kom til at træde ned i en gryde med kogende olie og måtte sendes hjem med alvorlige forbrændinger.

Opholdet gjorde hende samtidig stadig mere mistænksom over for revolutionær vold. Hun blev slået af, hvor hurtigt mennesker kunne vænne sig til at slå ihjel, når først volden var blevet accepteret af gruppen.

I 1937 besøgte hun Assisi. Inde i det lille kapel, hvor Frans af Assisi havde bedt, oplevede hun pludselig, som hun senere beskrev det, at noget stærkere end hende selv tvang hende ned på knæ.

Året efter opholdt hun sig i benediktinerklostret Solesmes i påsken. Weil led gennem hele sit voksenliv af en voldsom hovedpine, men under gudstjenesterne oplevede hun gennem den gregorianske sang en glæde, der fik hende til at forstå muligheden for guddommelig kærlighed midt i lidelsen.

På Solesmes lærte hun også George Herberts digt Love at kende. Senere brugte hun digtet som en form for opmærksomhedsøvelse, når hovedpinen var værst, og under en af disse gentagelser oplevede hun det, hun selv beskrev som et direkte møde med Kristus.

Weil havde altså fundet kristendommen, hun havde i hvert fald fundet Kristus, eller også havde Han fundet hende.

Kristus kom til at stå helt centralt i Weils filosofi. Hun bad, læste evangelierne og førte lange samtaler om kristendom med dominikanerpræsten Joseph-Marie Perrin.

Men hun lod sig aldrig døbe.

Problemet var ikke manglende tro på Kristus. Hun var snarere skeptisk over for kirken som institution og ved nogle af dens krav på eksklusiv sandhed. Hendes eget religiøse univers var betydeligt større end den kristne tradition. Hun læste Platon næsten som en mystiker, fandt spor af guddommelig sandhed i den græske oldtid og interesserede sig for både hinduistiske og buddhistiske tekster.

Hun var med andre ord på samme tid dybt kristen og meget vanskelig at placere inden for kristendommens institutionelle rammer.

Det var gennem Perrin, at hun i 1941 blev sendt videre til vores filosof/vinbonde Gustave Thibon.

Thibon fortæller, at hun i stedet for at bo komfortabelt hos ham valgte at bo i en gammel gård hos hans svigerforældre tæt ved Rhône. Hun arbejdede på markerne og forsøgte at udføre det samme arbejde som de øvrige landarbejdere, selv om hendes dårlige helbred og kroniske hovedpine gjorde det vanskeligt.

Om aftenen kom hun tilbage og snakkede med Thibon.

Hun underviste også lokale børn og unge og havde ifølge Thibon en næsten demonstrativ mangel på respekt for sociale hierarkier. Han huskede blandt andet en ung arbejderkvinde, som Weil mente havde et stort intellektuelt talent, og som hun derfor brugte en del tid på at undervise.

Det var også hos Thibon, at en stor del af det materiale, vi i dag forbinder med Simone Weil, endte.

Da Weil i 1942 på grund af sit jødiske ophav bliver nødt til at forlade Frankrig sammen med sine forældre, gav hun ham en mappe med sine notesbøger og manuskripter. Senere skrev hun til ham fra Oran og gav ham meget vide beføjelser over materialet. Han måtte læse de passager, han ønskede, men skulle ikke lade andre få adgang til notesbøgerne. Hvis han efter tre-fire år stadig intet havde hørt fra hende, kunne han betragte dem som sin ejendom.

Det er grunden til, at vi i dag har Weils nok mest kendte udgivelse, Gravity and Grace.

Tyngden og nåden

Efter hendes alt for tidlige død i 1943 (omstændighederne vender vi tilbage til) gennemgik Gustave Thibon de notesbøger, hun havde efterladt, og udvalgte en række passager, som han ordnede tematisk under overskrifter som “Gravity and Grace”, “Void and Compensation”, “Detachment”, “Attention and Will”, “Affliction”, “The Cross” og “The Mysticism of Work”. Bogen udkom på fransk i 1947 som La Pesanteur et la Grâce.

(Og nej, jeg har ikke læst den på fransk, så tag højde for det, om du vil.)

Det er ikke en systematisk filosofisk afhandling. Man får tanker, fragmenter og aforismer, som bevæger sig fra psykologi til fysik, fra Platon til fabriksarbejde og fra matematik til Kristi kors.

Men nogle grundtanker går igen. Og man møder dem faktisk allerede på første side.

All the natural movements of the soul are controlled by laws analogous to those of physical gravity. Grace is the only exception.

Tyngdekraften bliver et billede på den nødvendighed, der præger verden.

En sten falder mod jorden. Et menneske, der bliver ydmyget, får lyst til at ydmyge et andet. Magt søger mere magt. Lidelse bliver sendt videre i generationer. Selv skriver Weil et sted, at hun under voldsomme hovedpiner kunne mærke en trang til at slå et andet menneske præcis dér, hvor hun selv havde ondt.

Her er nåden altså den eneste undtagelse. En tanke, der også har affødt mit favorit Weil-citat:

Grace is the law of the descending movement.

To lower oneself is to rise in the domain of moral gravity.Moral gravity makes us fall toward the heights.

Hos Weil betyder det ikke, at mennesket bare skal tage sig sammen og opføre sig ordentligt. Hun var tværtimod skeptisk overfor ideen om, at det højeste gode kunne produceres gennem viljestyrke.

Man kan på samme måde ikke beslutte sig for at elske. Det gode kræver, at man gør sig modtagelig for noget, der kommer udefra. Og her kommer et andet af hendes begreber ind i billedet: opmærksomhed.

Hvis magten er en af de store negative størrelser hos Weil, er opmærksomheden en af de store positive.

Normalt møder vi verden med et stort lager af forestillinger, ønsker og kategorier. Vi ser et andet menneske og begynder næsten øjeblikkeligt at placere det i passende kasser. Er du interessant eller kedelig? En af os eller en af dem?

For Weil handler opmærksomhed om at standse denne bevægelse.

Man skal forsøge at gøre sindet åbent og ventende nok til, at virkeligheden kan vise sig, før vi tvinger den ind i vore egne kategorier. Eksemplet par excellence er lignelsen om Den Barmhjertige Samaritaner, hvor samaritaneren — i Weils læsning — allerede har lavet den barmhjertige bevægelse i det øjeblik, han har vendt sin opmærksomhed mod den nødstedte.

The actions that follow are just the automatic effect of this moment of attention.

I den forstand hænger opmærksomhed sammen med hendes kritik af magten. Magten gør mennesker til ting. Opmærksomheden gør det modsatte. Den lader den anden være virkelig.

Men det kræver også noget af den, der ser. Og her kommer vi til vores sidste begreb-stop i Gravity and Grace i denne omgang: décréation.

Af-skabelse, kunne vi måske kalde det.

Weil tager udgangspunkt i skabelsen. Hvis Gud er alt, og Gud skaber noget, som ikke er Gud, må Gud på en eller anden måde gøre plads til det skabte. Skabelsen bliver derfor hos Weil tænkt som en form for guddommelig tilbagetrækning eller selvfornægtelse.

Af kærlighed til det, der skulle blive verden og skabningerne i den, valgte Gud med andre ord at blive mindre. Fordi selve eksistensen – Guds fornægtelse af sig selv – dermed er et udtryk for Guds kærlighed. Gud holder sig tilbage for, at verden kan eksistere.

Og vi mennesker skal så forsøge at efterligne denne bevægelse.

Ikke ved fysisk at udslette sig selv, men ved at holde op med at behandle vores eget jeg som verdens centrum. Vi skal skabe plads til det, som ikke er os selv: virkeligheden, næsten og Gud.

Nåden kan ikke presses frem. Den kræver et tomrum, hvor noget andet end vores egne ønsker kan komme til.

Mennesket har brug for rødder

Tilbage til Weils mytologiske liv. Hun forlod altså Frankrig sammen med sine forældre i 1942 og rejste via Marokko til New York. Hun kunne dog ikke holde ud at være så langt fra krigen i Europa og rejste derfor videre til London, hvor hun begyndte at arbejde for De Frie Franskmænd.

Her skrev hun nærmest manisk. På omkring fire måneder producerede hun materiale svarende til omtrent 800 trykte sider, mens hun eftersigende kun sov ganske få timer om natten.

Det vigtigste resultat af hendes anstrengelser blev L’Enracinement – The Need for Roots. Titlen peger på en ret enkel tanke: Mennesker kan ikke leve uden at høre til.

Vi har brug for at være forankret i noget, der går ud over os selv: et sted, en familie, et arbejde, en historie og konkrete fællesskaber. Rodløshed opstår, når de forbindelser bliver revet over. Det kan ske gennem krig og kolonialisme, men også gennem fabrikken, pengene og et moderne samfund, hvor arbejdet bliver løsrevet fra det menneske, der udfører det.

Som vi allerede har kigget på, så har hun indtil nu været ret kritisk overfor kollektiver (eller fællesskaber). Og det er hun sådan set stadig. Hun havde jo selv set, hvordan partiet, nationen, staten og revolutionen kunne gøre mennesker til redskaber for noget større end dem selv på en negativ måde.

Men løsningen hos Simone Weil – i hvert fald i denne periode af hendes forfatterskab – er altså heller ikke det fuldstændig frigjorte individ. Et menneske uden tilhørsforhold er ikke frit. Det er rodløst.

I The Need for Roots taler Weil derfor om menneskets “sjælelige behov”. Pointen er, at mennesket ikke kun har fysiske behov som mad, varme og husly. Vi har også behov for blandt andet tilhørsforhold, ansvar, orden, frihed og forbindelse til fortid og fremtid. Et samfund kan med andre ord holde mennesker fysisk i live og samtidig gøre dem åndeligt hjemløse.

Hun fortsætter lidt i samme spor i essayet La Personne et le sacré fra samme periode. Weil angriber forestillingen om rettigheder for i sidste ende at være afhængig af magt: En rettighed bliver kun virksom, hvis nogen kan håndhæve den. Over for rettigheden stiller hun derfor to andre begreber: forpligtelse og retfærdighed.

Hun skelner samtidig mellem en naturlig retfærdighed, som er social, historisk og foranderlig, og en overnaturlig retfærdighed, som ikke afhænger af samfundets skiftende regler.

Et sultende menneske har ikke først krav på mad, når det har formuleret sin ret til aftensmad. Sulten kommer først. Og her kommer forpligtelsen ind i billedet. Min forpligtelse over for min næste kommer før den juridiske rettighed.

Et kort liv

Den 24. august 1943 døde Simone Weil i England, kun 34 år gammel.

Hun led af tuberkulose og var alvorligt svækket. Weil vidste samtidig, hvor små madrationerne var i det besatte Frankrig og begrænsede sit eget fødeindtag til noget, der svarede til deres. Den britiske ligsynsmand beskrev dødsårsagen som hjertesvigt som følge af tuberkulose og selvudsultning, men i dag anser man det for at være et lidt mere kompliceret sygdomsforløb.

Som nævnt er meget af det, vi i dag opfatter som hendes forfatterskab, først blevet organiseret og udgivet efter hendes død.

Albert Camus blev en vigtig fortaler for hendes værker og stod blandt andet bag den posthume udgivelse af The Need for Roots som det første i en række på 11 Weil-bind, han var med til at promovere. Gustave Thibon samlede dele af de efterladte notesbøger til Gravity and Grace. Og andre tekster blev siden udgivet i samlinger, breve og politiske skrifter.

Det har haft en spøjs konsekvens. Det er nemlig ikke nogen påtvingende systematik, man bliver fanget af, når man læser Weil. Du kan læse hvert tankefragment for sig, og derfor er Simone Weil blevet en filosof, som meget forskellige mennesker kan finde noget hos. Der er simpelthen lidt til alle.

Kristne læser mystikeren, venstrefløjen læser kapitalisme- og magtkritikeren og konservative har interesseret sig for hendes tanker om rødder, tradition og forpligtelse. Anarkister har også taget hende til sig, fordi de kan bruge hendes kritik af staten og partierne. (Du kan faktisk i bedste anarkist-stil finde mange af hendes tekster frit tilgængeligt på )

Man kan selvfølgelig også bare komme til samme konklusion som vores ven Thibon og sige:

Her handler det ikke om filosofi, men om liv.

Om forfatteren
Troels Nymann

Troels Nymann er ansvarshavende redaktør på SEMPER Magasin og cand.mag. i litteraturhistorie og religionsvidenskab. Han skriver især om tro, kultur og politik og har siden 2023 bidraget med essays, artikler og ledere til magasinet.

Du vil måske også kunne lide
Hvor er AI på vej hen?
Artikel·5 min. læsetid

Hvor er AI på vej hen?

Hvordan skal vi egentlig forstå kunstig intelligens? Som et værktøj, en intelligens – eller som et helt nyt medie? Det kan to teoretikere fra 1960’erne hjælpe os med.

Nick Kelly·23. sep. 2026
Verdens bedste matematikere advarer mod AI
Kort fortalt·4 min. læsetid

Verdens bedste matematikere advarer mod AI

25 Fieldsmedalister advarer mod et AI-kapløb, der kan løse store matematiske problemer hurtigere, end forskningen kan nå at lære af dem.

Troels Nymann·15. sep. 2026
Den hensynsløse sværm
Artikel·6 min. læsetid

Den hensynsløse sværm

Simon Nøddebo Balle og Michael Agerbo Mørch fra det AI-kritiske netværk Kairos kommenterer Hugging Face-skandalen – og spørger, hvad der sker, når AI får stadig større handlekraft.

Simon Nøddebo Balle og Michael Agerbo Mørch·14. sep. 2026

Vi tager ansvar for indholdet og er tilmeldt

SEMPER udgives af Forlaget Semper.

©2026 Alle rettigheder forbeholdes.

ISSN 2795-1480

Privatlivspolitik|Om os|Kontakt
InstagramFacebook