1960’erne var en tid med store forandringer inden for teknologi, kultur og politik. Fjernsynet var i færd med radikalt at forandre medielandskabet, og ingen var helt sikre på, hvordan man skulle forstå det.

Mens verden i dag forsøger at håndtere konsekvenserne af endnu et nyt højteknologisk medie – generativ kunstig intelligens (AI) – har to tænkere fra dengang fået fornyet relevans for vores forståelse af, hvad der sker, og hvor vi er på vej hen.

Investorer hælder milliarder af dollars i AI-virksomheder og datacentre i forventningen om, at AI vil forandre verden. Men hvordan skal vi egentlig forstå AI? Er det et kraftfuldt værktøj, vi bør tage til os, hvis vi ikke vil ende som maskinstormerne? En form for intelligens, vi bør samarbejde med?

En anden mulighed er at betragte ChatGPT, Claude og lignende som nye medier, der er ved at omforme vores kommunikative miljø. Og her kan to tænkere fra 1960’erne hjælpe os: Den canadiske filosof Marshall McLuhan og den franske teoretiker Guy Debord er begge hovedpersoner, når det kommer til at forstå, hvordan medier fungerer, og hvordan de påvirker samfundet.

AI som medie

I bogtrykkerkunstens tidlige år blev trykpressen brugt til at fremstille eksemplarer af Bibelen. Fjernsynet hentede i begyndelsen meget af sit indhold fra teatret og radioen. Og internettet blev først og fremmest brugt til at sende elektronisk “post” og udveksle “filer”.

McLuhan lagde mærke til et mønster. Nye medier bliver i begyndelsen brugt til at genskabe indhold fra ældre medier. Men efterhånden opstår der nye former for indhold, som hører hjemme i det nye medie. Fjernsynet førte for eksempel til reality-tv, døgnnyheder og andre formater, der var særligt velegnede til netop dette medie.

Vi befinder os stadig i den tidlige fase med generativ AI. Folk bruger det nye medie til at producere gammelt indhold: skrive essays, generere popsange, skabe hjemmesider og så videre.

Men vi begynder også at ane helt nye kommunikationsformer, der kun er mulige på grund af AI. Googles Project Genie kan på kommando generere verdener in real time, som brugeren kan bevæge sig rundt i. I den akademiske verden ser vi eksperimenter med bøger, der består af forbundne moduler med indbyggede prompts.

Det er vigtigt, fordi – med McLuhans berømte formulering – “the medium is the message”. Uanset om du ser livestreamende influencere eller naturdokumentarer, sidder du stadig og stirrer på en skærm. Hvis du over længere tid interagerer med AI-systemer i stedet for mennesker, vil det forandre den måde, du oplever verden på.

Inde i skuespillet

Hvilken slags teknologier bliver udviklet i vores samfund? Debord mente, at kapitalistiske samfund frembringer et væld af medieteknologier, der gør vores liv til en række møder med varegjorte repræsentationer.

I sit værk Skuespilsamfundet fra 1967 forudsagde Debord, at meget af det, mennesker tidligere ganske enkelt oplevede, i stigende grad ville blive formidlet gennem teknologier. På det tidspunkt var fjernsynet det dominerende nye medie.

I mobiltelefonens tidsalder blev udviklingen ført endnu længere. Folk begyndte at holde kontakten med venner gennem sociale medier, møde romantiske partnere på nettet, bedrive politisk aktivitet gennem klik og underholde sig med »indhold« hvor som helst og når som helst.

Ting, der tidligere skete spontant, foregik nu gennem et medie – og kunne dermed også være profitskabende. AI har udvidet området for, hvad der kan medieres og varegøres, endnu mere.

Der ligger ingen sammensværgelse bag. Men virksomheder har et enormt incitament til at investere i udviklingen og anvendelsen af nye teknologier, der kan hacke den menneskelige psyke.

Alt, hvad der kan indfange vores opmærksomhed og forme vores adfærd, er mange penge værd. Den, der opfinder det næste Facebook eller TikTok, kan se frem til en enorm gevinst.

Debord ville formentlig mene, at den bedste måde at forudsige AI’s udvikling på er at spørge, hvad der stadig findes af menneskeliv uden for markedets greb – og derefter stille spørgsmålet: Hvordan kan et eller andet AI-baseret medie overtage dette? Underholdning, motion, søvn, venskaber, romantik, mad og så videre.

AI vil føre den teknologiske mediering af vores liv endnu længere. Som Debord skrev i 1967:

“Where the real world changes into simple images, the simple images become real beings and effective motivations of hypnotic behaviour.”

Medieteknologier vil fortsat gøre os mere fremmedgjorte over for hinanden. De vil lede vores opmærksomhed væk fra vores livs sanselige erfaringer og hen imod forbrug af indhold og varer. Alt sammen glimrende for bruttonationalproduktet, men mere tvivlsomt, når det gælder kvaliteten af menneskelivet eller miljøet.

Hvilken fremtid?

Mennesket er et socialt væsen. Vores liv er bygget op omkring kommunikation gennem medier – hvad enten vi kommunikerer med venner og familie gennem tale, med døde forfattere gennem det trykte ord eller med en AI-kæreste gennem en stor sprogmodel.

Hvis vi tænker på AI som et medie snarere end som et værktøj eller en intelligens, bliver det muligt at stille de rigtige spørgsmål. I stedet for at spørge: “Hvad kan AI?” bør vi spørge: “Hvordan forandrer AI vores mediemiljø?”

AI kunne forandre mediemiljøet i en positiv retning. Det kunne betyde mindre tid brugt på at besvare e-mails, udfylde administrative formularer, løse trivielle arbejdsopgaver eller gennemføre proforma-evalueringer i skolerne. Mindre tid foran computerskærmen og mere tid i parken sammen med venner.

Men Debords tanker antyder, at det næppe er den fremtid, vi får, medmindre vi ændrer kurs radikalt. De enorme kapitalinvesteringer i AI, vi ser i øjeblikket, kan læses som et væddemål på et fremtidigt mediemiljø, der indfanger endnu mere af menneskets opmærksomhed og medierer vores liv på nye og mere indgribende måder.

Sådan behøver det ikke at gå. Som McLuhan skrev for næsten 60 år siden:

“There is absolutely no inevitability as long as there is a willingness to contemplate what is happening.”

Denne artikel blev oprindeligt bragt hos The Conversation. SEMPER har fået tilladelse til at oversætte og udgive teksten på dansk.