I de senere år har vi i stigende grad set religion blive brugt aktivt i den politiske diskurs verden over. Særligt på den politiske højrefløj har religion spillet en fremtrædende rolle, hvor den bliver brugt til at styrke politiske fortællinger om national identitet, kultur og traditionelle værdier.

Og religion i politik vil for de fleste være forbundet med antidemokratiske og autoritære politikere, der forsøger at afvikle det liberale demokrati, styrke hierarkier (også økonomiske) og skabe etnisk og kulturelt homogene nationer (eksemplerne er mange, men Putin, Orban og Modi kan fremhæves). 

Hvis vi vender blikket mod Amerikas forenede stater, har denne forbindelse været særligt tydelig. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at den kristne nationalisme har domineret fortællingen om religion og politik i Trumps USA.

Men i øjeblikket er vi vidner til en anden brug af religion, som bryder med denne tendens. Der er nemlig flere af Demokraternes kandidater i det amerikanske midtvejsvalg, som bruger religion til at kæmpe for det liberale demokrati, mindske den hierarkiske ulighed og kæmpe for et pluralistisk samfund. 

Eller sagt på en anden måde: Den amerikanske højrefløj har ikke længere monopol på at bruge religion i deres politiske budskaber. 

Jeg mener, at vi kan se tre forskellige måder, hvorpå religion bliver brugt i den politiske diskurs til dette års midtvejsvalg i USA: For det første kan vi se religion blive brugt som det moralske fundament for en materialistisk politik; for det andet bruges religion til at forsvare politisk pluralisme og multikulturalisme; for det tredje ser vi, at religion bruges som et anti-identitært værktøj. 

Disse tre opsigtsvækkende måder at bruge religion på kan ses særligt tydeligt i de tre kandidater: James Talarico, Abdul El-Sayed og Adam Hamilton.  

Talaricos moralske fundament

James Talarico er måske den mest omtalte politiker i det her midtvejsvalg. Det er der flere grunde til, men den vigtigste er nok, at han ifølge flere aktuelle meningsmålinger har mulighed for at blive den første demokrat, der vinder et senatsvalg i Texas siden 1988 – det ville være en politisk sensation. Men noget andet, som gør Talarico speciel, er, at han – som Demokrat(!) – aktivt bruger sin tro og kristendommen generelt i sin politiske kommunikation. 

Informations chefredaktør Rune Lykkeberg har skrevet flere artikler om Talarico, og om hvordan venstrefløjen i USA har ”taget Jesus tilbage”. Lykkeberg giver en rammende beskrivelse af Talarico her: 

”Han ligner en kordreng og taler som en lærer i en kristen skole for udsatte børn, men hans politiske budskaber er ikke langt fra Bernie Sanders.” 

Men det, der i sandhed gør ham speciel, er den måde, han bruger sin religion i den politiske diskurs. 

Så lad os kigge nærmere på den. 

Talarico er presbyteriansk teologistuderende og håber, at han kan gå sin bedstefars fodspor og en dag blive præst. Så tro og teologi er hverdagskost for Talarico. Men den teologi, som han repræsenterer, er ikke den kristne nationalisme eller Seven Mountain Mandate, som blomstrer på højrefløjen. I stedet er det en teologi, som ønsker at hjælpe udsatte mennesker og tage hånd om den fremmede. 

Teologien minder om det, den demokratiske senator og baptistpræst Raphael Warnock kalder en “Matthew 25 Christian”, som der tidligere er skrevet om her på SEMPER. Talaricos kampagne handler rigtig meget om ”affordability” eller materialistisk politik – altså: Har jeg råd til at leve? 

Det ser ud til at være en større trend i vestlig politik, som er gået fra postmaterialistisk politik over identitetspolitik til nu at være tilbage til den materialistiske politik om økonomisk og personlig sikkerhed. Og her passer Talaricos brug af kristendommen perfekt. Det handler ikke om at bruge kristendommen i en identitetspolitisk kulturkamp. Nej, det handler om, at kristendommen giver et moralsk fundament til en materialistisk politik. Et moralsk fundament, som Demokraterne måske netop har savnet i deres sekulære liberalisme. 

Kristendommen som det moralske fundament for en materialistisk politisk kommer perfekt til udtryk i Talaricos interview med Jimmy Kimmel, hvor han siger: 

”I often wonder what would Jesus do if he visited the U.S. Senate? I think he would tell the senators on the floor, ’Depart from me, for I was hungry and you cut my food assistance. I was sick and you kicked me off Medicaid. I was a stranger and you deported me and my family.’ And then I think he would flip over those fancy desks on the floor of the U.S. Senate and demand that we take care of all of our neighbors, especially the least of these.” 

Jeg tror ikke, vi kan få et bedre eksempel på en “Matthew 25 Christian”. Talarico fletter nemlig passagen fra Matthæusevangeliet 25 sammen med aktuelle politiske beslutninger, hvor udsatte mennesker bliver mishandlet, og siger altså, at Jesus ville sige til senatorerne: Vig bort fra mig! 

Talarico viser os den første opsigtsvækkende måde, hvorpå religion bliver brugt politisk i midtvejsvalget, nemlig som det moralske fundament for en materialistisk politik, som tager hånd om svage og udsatte mennesker. 

El-Sayed og politisk pluralisme

Abdul El-Sayed er en anden meget omtalt politiker i denne valgkamp, og han stiller op som senator i Michigan, hvor han fører en kampagne fokuseret på ’affordability’. Hans tre valgløfter er: Penge ud af politik, penge ned i dine lommer og sundhedsydelser til alle. Men religion spiller også en aktiv rolle i hans kampagne, da El-Sayed er praktiserende muslim. 

En af grundene til, at religion fylder i hans kampagne, er, at Republikanerne bruger åbenlys islamofobisk retorik imod ham, og deres hovedargument imod ham ser nu ud til at være: Lad være med at stem på ham, fordi han er muslim. Trump har kaldt ham ”jihadist” og sagt, at metaldetektorer vil være nødvendige i Senatet, hvis El-Sayed vinder valget. Men i stedet for at prøve at skjule sin religion eller ændre sit navn, så bruger El-Sayed det, at han er muslim, aktivt i sin valgkampagne. 

I modsætning til Talarico bruger El-Sayed hverken teologi eller helligskrifter til at argumentere for sin politik. Men i stedet bruger han helt simpelt det faktum, at han er muslim, altså hans identitet, til at advokere for politisk pluralisme.

Han har for eksempel sagt sådan her til et vælgermøde: 

”You would think that their [Republicans’] campaign might want to mention gas or groceries, but instead they just want to point to me and be link, ’He’s Muslim.’ Y´all, let me just tell you, I am Muslim. And I’m an American who believes in the Constitution and that [being Muslim] shouldn’t matter. Because it doesn’t matter how you pray or if you pray at all. We all believe in an America big enough for all of us.” 

Her ser vi tydeligt, hvordan han bruger sin religiøse identitet til at argumentere for et USA, som er stort nok til alle – et pluralistisk og multikulturelt Amerika, som ikke vurderer folk på grund af deres religion eller etnicitet.

Et andet eksempel, som viser, hvordan El-Sayed aktivt bruger sin muslimske identitet til at advokere for pluralisme og mangfoldighed, er et viralt klip fra et borgermøde. Her er der en ung mand ved navn Tommy, som spørger, om El-Sayed er villig til at tage afstand fra Det Muslimske Broderskab. Det siger El-Sayed straks ja til, men han vender derefter spørgsmålet om og spørger, hvorfor det netop bliver stillet til ham: Hvorfor stiller du spørgsmålet? Hvorfor stiller du det her spørgsmål netop til mig? Efter at El-Sayed har peget på den (islamofobiske) antagelse om splittet loyalitet, som han mener ligger bag spørgsmålet, siger han: 

”I’m going to swear an oath to the Constitution of the United States. And that Constitution guarantees us all the right to practice whatever faith we want or no faith at all.” 

Men det stopper ikke her, for El-Sayed har mere på hjerte. Han giver derfor et eksempel på en anden politisk figur, som blev mistænkeliggjort på grund af sin tro: 

”What is interesting to me is that this is not the first time people have asked those kinds of questions, because do you know who John F. Kennedy is? … Do you know what he was asked as the first possible Catholic president of the United States? What did they ask him? ... He was asked whether or not he was going to have allegiance to the Pope at the Vatican, because, of course, he’s Catholic. And his answer, famously, was that he was not running to be a Catholic president. He was running to be president and happened to be Catholic. I’m not running to be a Muslim senator. I’m running for the U.S. Senate and happen to be Muslim.” 

El-Sayed bruger altså sin religion og religiøse identitet til at advokere for pluralisme, multikulturalisme og faktisk også sekularisme. Han bruger den til at vise vigtigheden af frihedsrettigheder og at USA er en pluralistisk nation. 

El-Sayed eksemplificerer, at religion bruges som et forsvar for politisk pluralisme. 

Hamiltons anti-identitære værktøj

Adam Hamilton er præst i en metodistisk megachurch, og så stiller han op til senatsvalget i Kansas, som Demokrat, vel at mærke – Kansas har ikke valgt en demokratisk senator siden 1932. Hamilton er politisk centrist og bruger aktivt sin tro i sin politiske kampagne. I størstedelen af de interviews jeg har hørt med ham, nævner han sin morgenbønspraksis, hvor han knæler og beder om Helligåndens ledelse, og at han har Bibelen liggende i baglommen. 

Troen og kristendommen er altså helt tydelig i hans politiske kommunikation, også når det kommer til den måde, han ønsker at udleve kristendommen på. Han ønsker at leve efter Jesus’ eksempel fra evangelierne. Det kan godt lyde lidt uspecifikt, men det han ser ud til at mene, er, at vi skal efterleve den måde, Jesus behandlede sine medmennesker på – altså, en Jesus-etik. 

Et stort og polariserende politisk emne i USA er transkønnede mennesker og deres rettigheder. Nogle analytikere mener endda, at det netop var det emne, og Trumps kampagnevideo Kamala is for they/them, President Trump is for you, som fik præsidentvalget i 2024 til at tippe i Trumps retning. Emnet er gledet lidt i baggrunden, fordi politik er blevet mere fokuseret på det materielle, altså økonomiske forhold. Men Hamilton blev alligevel spurgt ind til emnet, da kulturkampen ikke er helt død endnu. Journalisten spørger, hvad han mener om transkønnedes rettigheder, og han svarer: 

”Well, first of all, I don’t understand everything there is to know about transgender people. What I can say is this, I don’t think we should take a small group of people and bully them, pick on them and hurt them. … I understand one thing really clearly when it comes to transgender. And that is Jesus told me I was to love my neighbors as I love myself. So, I’m going to love the trans person, as well as the straight person, as well as the, you know, male or female. I just think, we have to do better than picking on small groups. And what has happened is we’ve turned a group of people into a campaign issue because it polls well. I just don’t think that is okay. I think we have to treat people decently and humanely and that’s all people. And so, that’s what I’d say. I’m governed by what Jesus said was the second great commandment: Love your neighbor as you love yourself.”

I det her svar kan vi se, hvordan Hamilton bruger sin tro og teologi til at kæmpe imod identitetspolitiske floskler og se menneskene bag det politiserede emne. Jeg vil mene, at han bruger sin tro og sin tolkning af kristendommen som et anti-identitært værktøj. Det er ikke kristendommen som identitet, men kristendommen som en praksis eller etik, som man lever efter. Det handler om at elske sin næste som sig selv. 

En anden indikation på, at Hamilton er ved at redefinere, hvad det vil sige at være kristen i amerikansk politik, er, at selveste USA’s vicepræsident JD Vance har været ude og angribe Hamiltons religion og direkte sagt om Hamiltons tro, at det ikke er kristendom: 

”Democrat Pastor Adam Hamilton thinks it’s a sin to be white and a sin to raise cattle and eat meat, but he’s okay with supporting groups that spit on God-fearing Americans and mock everything we hold dear. Ladies and gentlemen, that is not Christianity. That is Left-wing radicalism dressed in the skin suit of our religion.” 

Vance forsøger at fastholde den kristne identitet i kristen nationalismens greb ved at lave skræmmekampagner som denne. Hamilton blev spurgt ind til Vances udtalelser, som han fandt både ærgerlige og ynkelige. 

Hamilton er et eksempel på de kristne mennesker i USA, som føler, at de ikke længere kan stå inde for de politikere, som ellers påstår at de kæmper for kristne værdier og repræsenterer kristen identitet. Han bruger sin tro til at kæmpe imod identitetspolitik, hvilket kommer godt frem i det her citat om ét af højrefløjens absolutte yndlingsord, woke. Han siger: 

“When you decide that caring for people is woke you are either so far to the right or so far off the charts or you no longer understand what the scriptures teach us.”

Hamilton bruger sin tro og religion til at bryde stærke identitetspolitiske kategorier og argumenterer for en evangelisk etik, hvor kærligheden til næsten står centralt. 

Religionens politiske brug

De tre kandidater viser os altså tre forskellige måder, hvorpå religion bliver brugt i den politiske diskurs under dette års midtvejsvalg.

Det bliver selvfølgelig interessant at se, om Talarico, El-Sayed og Hamilton kan vinde deres respektive valg. Men uanset, hvordan midtvejsvalget falder ud, synes jeg, at der er noget opsigtsvækkende ved den rolle, religion spiller i amerikansk politik i øjeblikket.

Hvis det viser sig, at Talarico, El-Sayed og Hamilton kan vinde deres respektive valg med kampagner, der aktivt bruger religion til at advokere for demokrati, mindskelse af hierarkiske uligheder og et pluralistisk samfund, så vil vi ganske sandsynligt se andre kandidater og partier tage det kommunikationsværktøj i brug. Men selv hvis de ikke vinder, så er tendensen og argumenterne værd at lægge mærke til.

For måske er denne politiske brug af religion en begyndelse på en ny tendens, som vi vil se sprede sig til Europa og resten af verden. Det kan nemlig vise sig at være en effektiv måde at afvæbne den religiøse højrefløj og samtidig fungere som et moralsk fundament for venstreorienteret politik, som potentielt vil give genlyd hos et stort antal mennesker.

Den religiøse venstrefløj har en lang historie  — også i USA — tænk bare på Martin Luther King Jr. og Malcolm X i den amerikanske borgerrettighedsbevægelse. Og måske er Talarico, El-Sayed og Hamilton eksempler på, at denne bevægelse er ved at blomstre frem igen.