Hvad er historien?

Ved tirsdagens midtvejsvalg skyllede det blå tsunami over staterne, og Demokraterne vandt en række opsigtsvækkende sejre i republikanske højborge som Texas, Kansas og – måske – Mississippi. 

I Texas lykkedes det for den presbyterianske teologistuderende James Talarico at vinde en plads i Senatet på trods af både Elon Musks milliardinvestering i modkandidaten Ken Paxton og det faktum, at Texas ikke har valgt en demokratisk senator siden 1988.

Metodistpræsten Adam Hamilton besejrede også den siddende republikanske senator Roger Marshall i staten Kansas. Bare for at sætte i perspektiv, hvor vildt det er, så er det første gang siden 1932, at Kansas har valgt en demokratisk senator. Hvilket altså var dengang demokraterne stadig var fans af Jim Crow-love og raceopdeling.   

For begge parter er den kristne tro vævet ind i deres politiske budskaber og fortælling om, hvem de er, men de bruger troen på en markant anden måde, end det man normalt forbinder med den amerikanske højrefløjs religiøsitet. Der er langt fra Talaricos ’love thy neightbor’ til Pete Hegseths hellige krig.

Valgresultaterne har derfor fået blandt andet The Washington Post til at tale om en ny religiøs venstrefløj i USA. Vores egen Lukas Kaarby kom The Post lidt i forkøbet og stillede det samme spørgsmål i en fremragende artikel før valget.

Hvorfor er det vigtigt?

Ifølge nye exitpolls, som Religion News Service har gennemgået, fik Adam Hamilton kun opbakning fra 37 procent af de protestantiske vælgere i Kansas. Til gengæld stemte hele 82 procent af vælgerne uden religiøst tilhørsforhold på ham. Et lignende mønster viste sig i Texas, hvor 77 procent af de ikke-religiøse vælgere støttede Talarico.

Det er altså ikke de mest kirkegående texanere og kansanere, der har farvet med blå, på trods af den centrale plads, troen har indtaget i begge kandidaters kampagner. Hvilket er den første interessante pointe, vi kan tage med os. 

Den anden pointe finder vi i en analyse i New York Times-podcasten The Daily den 5. november. Her peger avisens politiske analytiker Nate Cohn på, at selvom der op til og på bagkant af valget er blevet snakket meget om democratic socialists og den mest progressive fløj i Det Demokratiske Parti, som blandt andet Abdul El-Sayed tilhører, der vandt i staten Michigan, så var det generelt ikke de mest progressive demokrater, der klarede sig bedst.

Tværtimod klarede de demokrater, der førte mere moderate og bredt appellerende valgkampe, sig bemærkelsesværdigt godt. Her fremhævede Cohn ikke mindst de kristne kandidater som interessante eksempler.

Uden at drage en håndfast konklusion, kan vi måske sige, at Talarico, Hamilton og Co.'s politiske kristendom placerer sig et interessant strategisk sted. Det ligner, at de både kan fastholde den demokratiske vælgerbase – deres eksplicitte politiske kristendom skræmmer i hvert fald ikke ikke-religiøse vælgere væk – og samtidig trække vælgere over midten.

Og den slags kan man jo traditionelt godt lide i politik.

Hvad betyder det?

Vi skal passe på med at overkonkludere. Ryan Burge (politiolog, tidligere præst og kongen af amerikansk religionsdata) afviser da også at kalde midtvejsvalget et religionsvalg. Hans vil i stedet fremhæve, at valget handlede om økonomi, inflation og en stærk utilfredshed med Donald Trump.

Hvide evangelikale fortsatte da også i overvældende grad med at støtte Republikanerne. Her er forskellen snarere, at hvor de udgjorde 23 procent af vælgerskaren ved præsidentvalget i 2024, så var det tal ved midtvejsvalget i 2026 kun 17 procent. Ifølge Burge kan det tyde på, at flere hvide evangelikale simpelthen valgte at blive hjemme. 

En herboende texaner, der i år for første gang havde stemt demokratisk, fik lidt farverigt udbrudt over en øl til en af Sempers skribenter i dagene efter valget: 

”The republican party fucked us over, so we wanted to show them; you don’t own our vote!” 

Vigtigt er det i hvert fald ikke at forveksle Trumps upopularitet med kærlighed til Demokraterne.