De evangelikale kristne forbindes med Bolsonaro-familien, og de fleste støttede da også højrefløjen. Men Lulas overraskende comeback fortæller en mere sammensat historie om religion og politik i Brasilien.
Hvad er historien?
Brasiliens præsident Luiz Inácio Lula da Silva har vundet endnu et præsidentvalg. Søndag den 25. oktober besejrede han højrefløjskandidaten Flávio Bolsonaro, søn af den tidligere præsident Jair Bolsonaro, med 51,79 procent af stemmerne.
Det var ellers Bolsonaro, der vandt første valgrunde. Men i ugerne frem mod anden valgrunde lykkedes det Lula (ret bemærkelsesværdigt) at vende resultatet.
Det skete efter en valgkamp, hvor den tidligere fagforeningsleder fandt noget af sit gamle arbejderpolitiske repertoire frem.
Hans regering fik gennemført en reform, der sænker den normale arbejdsuge fra 44 til 40 timer uden lønnedgang. Samtidig blev udbetalingerne fra det store sociale støtteprogram Bolsa Família forhøjet med 15 procent, og Lula lovede blandt andet gældslettelser, billigere brændstof og gratis offentlig transport i weekenderne — det var med andre ord klassisk rød fordelingspolitik.
Men bag valgresultatet gemmer der sig også en lille historie om religion.
Brasilien er nemlig ikke bare verdens største katolske land. Det er også hjemsted for en hastigt voksende evangelikal bevægelse, som ifølge den seneste folketælling udgør omkring 27 procent af befolkningen over ni år. Til sammenligning er omkring 57 procent katolikker og ni procent uden religiøst tilhørsforhold.
For bare nogle årtier tilbage var omkring otte ud af ti brasilianere katolikker og kun én ud af ti evangelikale. Evangelikale har længe været en vigtig vælgergruppe for Bolsonaro-familien, og det er blandt andet den religiøse udvikling, som man har tilskrevet familiens politiske succes.
I den sidste meningsmåling fra Datafolha (den brasilianske pendant til Gallup) før valget foretrak 70 procent af de evangelikale Bolsonaro, mens 30 procent foretrak Lula. Hos katolikkerne foretrak 56 procent Lula, mens 44 procent foretrak Bolsonaro.
Der er altså rigtig nok et markant Bolsonaro-flertal blandt de evangelikale. Men det betyder også, at næsten hver tredje evangelikale vælger i målingen støttede den venstreorienterede præsident — og det er en ret betydelig gruppe i et land med næsten 50 millioner evangelikale kristne.
Hvorfor er det vigtigt?
I den internationale dækning af brasiliansk politik bliver evangelikale kristne ofte fremstillet som en samlet konservativ vælgerblok. Det er der grunde til. Særligt under Jair Bolsonaros præsidentperiode blev forbindelserne mellem evangelikale kirkeledere og den politiske højrefløj meget synlige.
Men helt så simpelt er det altså ikke.
Politologen John Thomas III beskriver i en fremragende artikel, hvordan race, geografi og klasse også er markante hensyn, som går på tværs af religiøse skel.
Meningsmålingerne viste eksempelvis, at Lula stod stærkere blandt sorte vælgere og i det fattige nordøstlige Brasilien, mens Bolsonaro havde større opbakning blandt hvide vælgere og i landets sydlige egne. Omkring halvdelen af de sorte brasilianere er katolikker, mens næsten hver tredje er evangelikal.
I september beskrev det amerikanske katolske tidsskrift , hvordan de mest fremtrædende evangelikale ledere ofte er mænd fra middel- og overklassen, mens flertallet af medlemmer i Brasiliens evangelikale kirker er kvinder — mange med lavere indkomster.
Og selvom mange af disse kvinder deler højrefløjens konservative værdier i spørgsmål om familie og seksualitet, kan de samtidig være tiltrukket af venstrefløjens sociale og økonomiske politik.
Det afspejler sig også i vælgernes egne begrundelser. I en anden undersøgelse fra førnævnte Datafolha begrundede 59 procent af de evangelikale Lula-vælgere deres stemme med sociale hensyn.
Man kan altså være ganske teologisk og værdipolitisk konservativ og samtidig gå ind for rød omfordeling. Eller mene, at familien er samfundets vigtigste institution, og samtidig ønske en større offentlig indsats for de fattigste.
En kvalitativ undersøgelse fra forskningsinstituttet ISER viste desuden, hvordan evangelikale kvinder kan kombinere traditionelle familieidealer med feministiske dagsordener som økonomisk selvstændighed, større ligestilling og et stærkere socialt sikkerhedsnet.
Det understreger, at der findes betydelige forskelle inden for den evangelikale gruppe, som ofte bliver behandlet som én politisk størrelse — og det samme kan i øvrigt siges om brasilianske katolikker, selvom vi har lagt mest energi i de evangelikale kristne her.
Hvad betyder det?
Der findes et gammelt retorisk begreb, der hedder pars pro toto. Det betyder, at en del kommer til at stå for helheden. Og det er et meget godt begreb at have i baghovedet, når vi læser om kristendom og religion i disse år.
Tag for eksempel den stille vækkelse, som ofte er blevet fortalt som en historie om unge mænd, der finder tilbage til kirken, eller MAGA-bevægelsens evangelikale islæt. Kvinder har altså også interesse for tro, og markante Trump-modstandere er evangelikale.
Men Lulas comeback kan også være en kirkelig påmindelse i vores stærkt politiserede virkelighed.
Den brogede politiske virkelighed blandt brasilianske evangelikale — og kristne generelt — skyldes, at kristendommen grundlæggende ikke er et politisk holdningsfællesskab.
Det lyder måske helt åbenlyst, men kristne mødes ikke om søndagen for at tale om, hvad staten bør gøre, men for at prise Kristus for det, han har gjort.
