Hvad er historien?

Kristendommen fylder igen i den britiske offentlighed — som så mange andre steder i den vestlige verden i disse år — men er der egentlig en sammenhæng mellem de politiske stemmer, der synger kristendommens pris, og dem, der faktisk synger i kirken?

Ikke nødvendigvis, hvis man skal tro en ny undersøgelse fra den britiske tænketank Theos.

Forskerne har spurgt 1.765 briter om deres forhold til kristendom og national identitet. Blandt andet har de undersøgt, om man skal være kristen for at være “rigtig britisk”, om britisk lovgivning bør bygge på kristne værdier, og hvilken rolle kristendommen bør spille i offentligheden.

På baggrund af svarene har forskerne identificeret fem grupper med forskellige opfattelser af forholdet mellem kristendom og national identitet. Den gruppe, som Theos vurderer ligger tættest på kristen nationalisme, og som de kalder Identity Integrationists, udgør 11 procent af de adspurgte.

Og i denne gruppe, der er kendetegnet ved at forbinde den kristne tro med forsvaret for nationens kristne kulturarv, gik 13 procent i kirke hver uge. 

Anderledes ser det ud hos en anden gruppe, Belief Integrationists, der ligeledes ønsker en stærkere forbindelse mellem kristendom og britisk identitet, men i højere grad begrunder ønsket i personlig tro. Her går 31 procent i kirke ugentligt.

Det er altså denne relative forskel, der får Theos til at kalde kirkegangen hos de mest markante kristennationalister “modest”.

Den store historie i britiske medier på bagkant af undersøgelsen har været en markant forskel i gruppernes politiske holdninger (en af dem i hvert fald). 

Blandt de mest kristennationalistiske mener kun 19 procent, at kristne værdier forpligter til at tage imod og hjælpe asylansøgere. I den mest religiøst praktiserende gruppe (Belief Integrationists igen) er tallet 48 procent.

Lad mig lige igen understrege, at Belief Integrationists faktisk er ret nationalistiske. Det er altså kristennationalister og ikke kristne nationalister, der går (relativt) sjældent i kirke.

Hvorfor er det vigtigt?

Man har snakket om vækkelse i de britiske farvande siden Bibelselskabet i England og Wales skabte stor opmærksomhed med påstanden om en “stille vækkelse” i foråret 2025. 

(Faste SEMPER-læsere vil nok huske, at rapporten blev trukket tilbage, efter at analyseinstituttet bag undersøgelsen, YouGov, havde identificeret falske besvarelser i datagrundlaget.)

Samtidig er kristendommen unægteligt blevet mere synlig i den politiske britiske offentlighed, hvor nationalistiske bevægelser i stigende grad tager kristne symboler til sig.

Det gælder ikke kun i Storbritannien — selvom vi lige husker at tage forbehold for, at en engelsk undersøgelse ikke bare lige kan overføres til en dansk kontekst — også i Danmark er kristendommen blevet et politisk samtaleemne, blandt andet gennem diskussionen om åndelig oprustning og kristendommens betydning for dansk kultur og national identitet.

Theos-undersøgelsen er måske en påmindelse om en vigtig nuance til den diskussion. For kristendommens voksende politiske synlighed er ikke nødvendigvis det samme som voksende religiøs tro og praksis. 

Tværtimod viser undersøgelsen, at de kristne briter, der stærkest forbinder kristendom med national identitet, ofte er de kristne, der sjældent praktiserer deres tro ved kirkegang og i øvrigt har det laveste syn på deltagelse i menighedsliv — selvom vi igen lige skal huske at tage forbehold for, at trospraksis kan have forskellige udtryk.

Ikke desto mindre viser undersøgelsen trods alt behovet for at skelne mellem forskellige former for kristen tilbagekomst: Flere mennesker kan begynde at gå i kirke, samtidig med at andre begynder at bruge kristendommen som et symbol på nationalt og kulturelt tilhørsforhold. 

Og der er ingen nødvendig sammenhæng mellem de to udviklinger.

Hvad betyder det?

Det er faktisk ikke en særlig ny erkendelse.

Den spansk-amerikanske religionssociolog José Casanova introducerede i 1994 begrebet religionens deprivatisering for at beskrive, hvordan religion kunne træde frem som en betydelig aktør i det offentlige liv, selv i samfund, hvor den religiøse praksis var på tilbagegang.

Casanovas pointe var, at sekularisering ikke nødvendigvis er én samlet bevægelse. Religion kan miste sin institutionelle magt og få færre praktiserende tilhængere uden dermed at forsvinde fra den offentlige samtale. 

Tværtimod kan religionen blive mere politisk og kulturelt synlig, selv i samfund, hvor den personlige religiøsitet er på tilbagegang og institutioner lukker eller afkobles deres religiøse udgangspunkt — ingen tilsigtede hentydninger til Københavns Universitet og Folkekirkens nødhjælp her.

(Jeg har tidligere skrevet lidt længere om deprivatisering i en artikel om verdens højeste statuer, som kan læses lige her.)

Eller sagt på en anden måde: Vi kan ikke måle troens tilbagekomst på antallet af gange, politikere siger “Danmark er et kristent land” eller “åndelig oprustning”. Selvom det er fristende at forestille sig, at der må være en eller anden sammenhæng.

Kulturel og national identitet er ikke det samme som personlig religiøs overbevisning — selvom de for nogle måske er meget nært beslægtede. Hvis vi skal tale om kristendommens tilbagekomst er vi altså nødt til at spørge: Hvilken kristendom? Og i hvilken del af samfundet?