En sort filtdug — sat på en wire med strips — deler denne weekend sportshallen på Mariager Efterskole i to kamre. I den ene ende af hallen er der en scene, hvor et medieteam velproduceret og ubemærket støtter op om det, der foregår. Tæppet som skærmer mødelokalet fra den anden lysere caféafdeling, er ikke hundrede procent tæt, og det medfører en smule støj bagerst i mødelokalet ude fra kaffemaskinen og et tyndt slør af røg over spisebordene.
Den bløde adskillelse mellem mødesal og café hentyder til at man uanset, hvor man befinder sig i hallen, altid bør være til prædiken, paneldebatten eller det interview, der foregår på scenen. Her på Frikirkernets lederkonference sidder din lokale præst til formiddagens program, mens der ved siden af dækkes skønne serveringsborde op til frokosten. Udover det behændige køkkenpersonale, står vi en lille gruppe omkring efterskolens espressostand, hvor forstanderen tjenstvilligt agerer barista. Jeg fik en gratis og lækker americano. Forstanderens evner med mælkesteameren forbliver derfor i det uvisse i denne omgang.
Der bliver taget godt hånd om frikirkernes præster og ledere.
Frikirkenet er paraplyorganisationen for de omkring 120 frikirker, institutioner og organisationer med tilknytning til eller ophav i det frikirkelige Danmark. Det inkluderer Baptistkirken, Apostolsk Kirke, Evangelisk Frikirke Danmark, Mosaik, Vineyard og Hillsong.
Inde i salen bydes der velkommen, og årets emne “SENDT SAMMEN” præsenteres (man har ikke kunne stå for at forme T’et til et kors). Da jeg stikker hovedet ind i salen, vendes kirkens egen rolle i sekularisering efter bedste Magnus Malm-stil. Dernæst udtrykker taleren en vision for det lokale engagement; ikke for en stor kirke; men for en behagelig og gudsbevandret by.
Ud kommer de så — iført mellemlederjakker og denim. Der er knap så mange skinny jeans som sidste år. Jeg tilslutter mig mængden, der opdeles til køer ved serveringsbordene. Jeg ender sammen med en præst, der pegende gør mig opmærksom på, at der på vores navneskilte står, hvilket bord, man her er blevet tildelt. Man er dermed nødsaget til, at sætte sig med nogen, man måske ikke kender: “Den deler vandene”, siger præsten med et smil, “det kan skabe sådan lidt bordangst”. Som vi nærmer os vores tur ved den varme leverpostej, er der en præstekollega, der henvender sig til min sidemand: “Bord 12, hvis du vil tale kirke…”. Jeg hører ikke, hvad det er for noget “kirke…”, som de to bekendte bør tale om. Det er dog tydeligt på den tilstødende præsts grinenede blik, at han også forholder sig spøgefuldt til den angst, som de forudbestemte pladser medfører. Jeg må nødvendigvis skilles fra min kømakker, for at finde bord 46; hvor jeg er den først ankomne. Herfra gør jeg en stående pause, for angsten for at sidde alene er åbentbart også tilstede. Herfra kan jeg se andre eneboer flagre i samme situation, og jeg får oplevelsen af, at man de fleste steder har overholdt bordreglerne, på trods af at ledere åbentbart også kan blive usikre af ikke at kende deres sidekammerater. I hvert fald er vi ikke efter min vurdering endt med kliker eller vennegrupper ved samme borde. Mine tilkomne bordfæller svarer også, at de ganske ærligt har fundet det rigtige bord.
En paneldebat med kristne internetpersonligheder, er også en del af eftermiddagens program. Tre unge kvinder, som taler om tro på TikTok og i podcast, indtager scenen. Forsamlingen er spændte på at høre, hvordan de via online-kanaler når ud til søgende og nye i troen. De holder andagter, bibellæsning og deler troshistorier, men værten har svært ved at præsentere dem, for de vil hverken omtales som influencers eller den fromme bearbejdning “christfluencers”.
Jeg skal ikke give køb på Jesus for at imødekomme nogle følgere - så må de unfollow
Sådan udtrykker den ene af panelisterne sig, hvortil præsten, der agerer tovholder, viser forståelse for, at han allerede forinden har fået indtryk af, at det kom med en pris at vedkende sig som kristen online. “Altså følgere er ikke en pris”, retter den unge TikToker, mere radikalt end hun selv og præsten ænser. Det har haft en pris, at hun er begyndt at lave kristent indhold, men tabte følgere medregner hun ikke heri; selvom præsten ubemærket får antydet det.
Årets hovedtaler, Andy Tilsley, prædiker om aftenen i den mørke sal. Hvis du ikke vidste det, kunne du nok gætte, at han arbejdede for BBC, inden han blev seniorleder i Christ Church London. Ud fra temaet opstiller han Jerusalem overfor Babylon. Babylon er en elite, hvor man gennem et fælles sprog kan være inde i varmen.
If you want to make it in Babylon, you have to wear their clothes, move like them, and speak their language. All of us could do insanley well in Babylon but always at the expense of another
Modstykket til Babylon præsenteres som kærlighedsmødet med Gud, og at bygge et Jerusalem på den tjenende kærlighed, som Jesus repræsenterer. Heri ligger opfordringen til frikirkenets ledere; byg kærlighedsmiljøer i jeres lokalområder.
Der kan let slippe en snært af Babylon ind i en så relativt uniform lederforsamling, men budskab var klart, og det blev taget godt imod.
Om lørdagen vender præsterne igen hjem til menighederne, så de er klar til at gøre tjeneste om søndagen. Ladestanderne ved den lokale folkeskole, som ligger 400 meter fra Mariager Efterskole, har været flittigt brugt. Konferencens sidste dag, afrundes med folkekirkepræst, politikerbesøg og et landsrådsmøde.
Hele konferencen har haft en underliggende summen af opstemthed. Uanset om det foregår på sociale medier eller i kirkerummet, så bliver frikirkerne for tiden opsøgt; det er det tydelige budskab fra scenen. Både politikere og almindelige danskere søger mod kirkerne. Derfor bliver der taget fat i FrikirkeNet som organisation; og det kan måske også forklare, hvorfor præsterne vender hjem med ny energi og med håb om at kunne være bindeled mellem søgende og troen.
Og så vender Guds mellemledere hjem med inspiration til hverdagen og deres kirkegængere.
og få de seneste artikler direkte i din indbakke
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Forlaget Semper forbeholder sig alle rettigheder til indholdet.