Jeg græder over otteårige Emma, som sang om sine synder og mangler
Børnekoret sang om dommen – jeg hørte kun nåden.
Det er søndag formiddag, og jeg sidder i et tog fra Stockholm og græder. Nej, ikke bare en fin lille tåre i øjenkrogen. Jeg græder grimt, ansigtet er forvredet. Der er ret mange mennesker i toget, men jeg har vinduesplads og kan gemme mig lidt.
Hvad der er sket?
I går tikkede der en besked ind på min telefon. Min ven David har åbenbart fundet et finlandssvensk album med åndelige korsange – Det kors som blev rejst – og nu sender han mig et link til en af sangene. Det jeg hører, er et ungdomskor fra Østerbotten med enkelte børnekorindslag. David tror nok, jeg vil blive nostalgisk over accenten.
Det, han ikke ved, er, at jeg selv medvirker på optagelsen – otte år gammel, i røde joggingbukser, hvid T-shirt og en gråmeleret vest med poncholignende frynser forneden. Og nu tror I sikkert, jeg finder på det, men jeg har faktisk også cowboystøvler på! Det er oktober for præcis 30 år siden, og jeg er en hyggebuks-cowboy, der står på en folkehøjskole og indspiller musik til Herrens ære.
Da David først sender linket, mærker jeg en modvilje. Jeg har ikke et udelukkende positivt forhold til min barndoms vækkelsesbevægelse. Engang gled jeg ud af den. Først fordi fromheden virkede alt for verdensfjern for mit 17-årige jeg. Nogle år senere fordi bevægelsen ikke kunne acceptere, at jeg som kvinde ville være præst. Og billedet på albummet vækker alt det til live igen. De ret sære sangtekster! Golgata nævnes forbavsende ofte, nogle gange blot som ”bakken” – efter princippet ”de, der ved det, ved det”. Det handler om synd, straf og skyld, der skal betales. Alt er nåde – men kun hvis du ved, at alt er nåde.
Hvorfor blev nogle så hæmmede af denne åbenbart strenge Gud, mens andre af os hele tiden fornemmede, at der ikke var noget at være bange for?
Og er det ikke lidt mærkeligt, at otteårige børn synger ”… og trods mine synder og brister, jeg ved, at han holder mig kær”? Jeg ved ikke, hvilke synder og fejl jeg som barn skulle se mig selv i, men jeg ved, at nogle fortæller om netop sådanne sangtekster som noget, der har påvirket dem dybt – for nogle har de været direkte traumatiske.
Hvad er det egentlig, der gør, at mennesker kan deltage i det samme fællesskab og reagere så forskelligt på det? Hvorfor blev nogle hæmmede af den strenge Gud, mens andre fornemmede, at der intet var at frygte?
Måske handler det om, hvilke indre filtre vi allerede har udviklet. Nogle hører trusler i hver stavelse, andre søger instinktivt efter noget blødt mellem linjerne. Vi lytter ikke kun til talen om Gud med ørerne, men med alt det, vi bærer i os – erfaringer, relationer, skam, tryghed, længsel. To børn kan stå side om side og synge den samme sang om dommen og korset – den ene bliver livræd, den anden aner, at Gud læner sig frem og hvisker: ”Alt er vel, du, min elskede.”
Så nu sidder jeg altså i et tog fra Stockholm og lytter til sangene på repeat. Og jeg græder, fordi det er så smukt. Jeg hører barnet Emma synge: ”En ven frem for alle er Jesus, han elsker mig, som jeg er.” Og jeg tænker, at det her har jeg virkelig troet på hele mit liv! Der er intet, jeg har troet på så stærkt som netop det. Og jeg fyldes af taknemmelighed for det fællesskab, der gav mig alle sangene og alle bibelhistorierne. Jeg har glemt det meste af, hvad mændene sagde på bibelstudierne, og jeg husker ikke længere, hvorfor jeg som pige skulle opgive tanken om at blive prædikant og sakramentsforvalter. Men sangene – de sidder fast.
Og nu hører jeg børnekoret synge:
”Han er opstanden, han lever i dag!
Kom og hør glædens bud!
Graven er tom, Jesus er ikke der!
Pris Herren, vor Gud!”
Og jeg begynder næsten at le: Troede de virkelig, at det her ikke ville gøre pigen til præst?
Denne tekst er udgivet og oversat efter aftale med Dagen. Du kan læse den oprindelige artikel her.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
og få de seneste artikler direkte i din indbakke