SEMPER
Kort Fortalt

#MeToo-anklager i Sverige sætter gang i teologisk selvransagelse

Daniel Alm, en af de mest fremtrædende skikkelser i svensk kirkeliv og mangeårig leder af den svenske pinsebevægelse, har forladt sine poster efter #MeToo-anklager.

Af Troels Nymann
Foto: Pingst FF

Hvad er historien?

Siden 2016 har Daniel Alm stået i spidsen for Pingst FFS, Sveriges største frikirkelige trossamfund, og han har tidligere været formand for Sveriges Kristna Råd. Han har været kendt for sin rolle i at fremme økumenisk samarbejde og for at modernisere pinsebevægelsens profil i Sverige.

I oktober 2023 trak han sig pludseligt som national leder, efter at beskyldninger om magtmisbrug og upassende relationer til kvindelige medarbejdere blev fremlagt. I marts 2024 blev han afskediget som præst i Västerås-menigheden med henvisning til "alvorlige personlige årsager." En uafhængig undersøgelse fandt ikke grundlag for en straffesag, men konkluderede, at Alm havde brudt den tillid og integritet, som kræves af en præst.

Alm forsøgte at nedtone sagen i medierne og udtalte til Västmanlands Läns Tidning: "Jag har kört 20 kilometer för fort, men döms i andras ögon som om jag kört 200 kilometer för fort." Han sagsøgte sin tidligere menighed og påstod, at relationerne med de to kvindelige ansatte var gensidige og frivillige.

Men i april 2025 afgjorde byretten i Västmanland, at fyringen var berettiget. Retten fandt, at Alm groft havde tilsidesat sine forpligtelser og udnyttet sin position til at opnå kontrol og seksuelle fordele. Hans mulighed for at anke sagen blev efterfølgende afvist.

Hvorfor er det vigtigt?

Det er snart otte år siden, #MeToo skyllede ind over sociale medier, men det er alligevel som om, at det ikke rigtig har ramt kirkens selvbevidsthed. Mange alvorlige historier er kommet frem (fx Jean Vanier, Bill Hybels, John Smyth, Mike Bickle, John Howard Yoder og Ravi Zacharias), men efterspillet har ofte været mangelfuldt — måske fordi flere historier først er kommet ud efter krænkerens død.

Alm-sagen er blandt de første store #MeToo-sager i nordisk kirkeliv, hvor anklagerne førte til en konkret retslig og kirkelig konsekvens – og den har skabt røre.

Særligt teolog og debattør Joel Halldorff har taget bladet fra munden og kritiseret den tavshedskultur og det teologiske svigt, som ifølge ham har præget den svenske pinsebevægelse og gjort det svært at rejse kritik.

Men sagen vækker ikke kun debat i Sverige. Det internationale medie Evangelical Focus har også dækket forløbet, og Alm-sagen fremstår i dag som et eksempel på bredere udfordringer omkring magt, køn og ansvar i evangelikale miljøer – og måske i kirkelige fællesskaber generelt.

Hvad betyder det?

Kirken (i bred betydning) har ikke været frontløber, når det gælder #MeToo-dagsordenen. Og som tiden er gået, står det klart, at den heller ikke har været immun.

Sagen om Daniel Alm er tragisk – især for de kvinder, det handler om – men den har også sat gang i en vigtig selvransagelse. Ikke kun om moral og grænser, men også om lederskab, magt og ansvar i en åndelig sammenhæng.

Folkekirkens opgørelse i 2022 viste 29 krænkelsessager, og det blegner da i sammenligning med de to store rapporter fra USA — Pennsylvania Grand Jury Report fra 2018 med 1.000+ dokumenterede overgreb og SBC-rapporten fra 2022 med mere end 700. Men Alm-sagen bør måske være en påmindelse om, at det også kan ske blandt pæne skandinaviske kristne.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og få de seneste artikler direkte i din indbakke

S E M P E R M A G A S I N

Et magasin af Forlaget Semper

forlagetsemper.dk

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Forlaget Semper forbeholder sig alle rettigheder til indholdet.