I en tid med globale kriser og uro har Mette Frederiksen og hendes socialkammerater opfordret til, at Danmark skal opruste sig ”åndeligt”. Hun mener, at det ikke kun er militæret, der skal stå klar, men også vores værdier, kultur og fællesskab.
Men hvad betyder det konkret? Ifølge Mette Frederiksen handler det blandt andet om, at vi skal lære at læse igen, fordi vi er ved at miste evnen til at koncentrere os og fordi vi med læsning lærer at navigere i en urolig verden. Hun vil også have folkekirken til at fylde mere i samfundet, fordi Danmark er et kristent land, og kirken er en vigtig værdibærer.
Og nu kan du måske allerede se udfordringen: Er det ikke to ret forskellige ting; læsefærdigheder og mere folkekirke?
Opmuntringen har fået kirkefolket til at rejse fra stolen. Nogle mener, at Frederiksens opfordring er for vag og ikke går dybt nok. De siger, at ”åndelig oprustning” ikke bare handler om folkekirken, men også om at give kristendommen plads i skolen og i den demokratiske dannelse - det er Anna Døssing Gunnertoft eksempelvis på banen med i Kristeligt Dagblad.
En interessant modvægt til dette finder man hos Kåre Gade, redaktør på Kirke.dk, der kritiserer Mette Frederiksen for at bruge folkekirken som et politisk redskab, hvilket ifølge ham er en omvendt fortolkning af Grundlovens §4 - altså som om at kirken er til for at understøtte staten og ikke omvendt.
Kirkelige bevægelser og organisationer er også ude og fortolke i hvordan udsagnet passer ind i hver deres sag, eksempelvis det teologiske bud fra rektor for Dansk Bibel-Institut Henrik Nymann Eriksen og formand for Indre Mission Hans Ole Bækgaard, der afviser den militante oprustning, men opfordrer til at dele ud af kirkens åndelige skatkammer, eller det mere strategiske forslag fra kirkehistoriker og generalsekretær i Danske Kirkers Råd, Emil Saggau og sekretariatsleder for Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde, Katja Bojsen, der motiverer til, at vi samler os om at gennemtænke, hvad fred egentligt er for noget.
Og sådan kunne man blive ved med et utal af eksempler.
Debatten om ”åndelig oprustning” viser, hvor forskelligt man kan tolke begrebet. For nogle er det en opfordring til at styrke vores kristne rødder, mens andre ser det som en måde at gøre samfundet mere modstandsdygtigt på. Det er jo ikke helt ligegyldigt om det er det ene eller det andet.
Men hvis vi lige skal tage bevæge os op i helikopteren et øjeblik, så er det vigtigste måske, at en socialdemokratisk statsminister anser kirkens rolle for at være betydelig. Og det er tilsyneladende ikke kun spin.
Er kirken i samfundsinstitutioneres klasseværelse ved at blive en af de seje, som man gerne vil snakke med?
og få de seneste artikler direkte i din indbakke
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Forlaget Semper forbeholder sig alle rettigheder til indholdet.