Niels Nymann Eriksen har en særlig evne til at gøre kristeligt kernestof forståeligt. Hans nye bog giver en præcis indføring i noget, vi nok alle sammen synes, vi forstår, men har sværere ved at leve efter.
En anmeldelse af næstekærlighed. Ja, den bliver svær. Man kan dårligt tillade sig at være imod næstekærlighed. Og det er nok også berettiget at skrive en bog om den, for med et begreb som det, der virkelig er allemandseje, så er der da nok også røget lidt skidt i kanelen.
Sogne- og indvandrerpræst i Apostelkirken, Niels Nymann Eriksen, har påtaget sig opgaven under Bibelselskabets stempler og fortsætter stimen fra Taknemmelighed og Bønnens Vej med at udlægge kristeligt kernestof.
Det må man glæde sig over, for jeg ved simpelthen ikke, om der findes andre mennesker end Nymann, der så konsistent er i stand til at gennemtænke noget – og som det særlige så endda leve ud af de værdier. Nymanns nærvær og eftertænksomhed er altså lidt et særtilfælde i vores danske præstestand, hvilket afspejles i Apostelkirkens menighed, der muligvis er Danmarks bredest sammensatte på tværs af alder, etnicitet og generelt spræl. Så jeg vil altid gerne høre, hvad deres præst har at sige.
Min udfordring er jo så, at min handlekraft sjældent rækker ret meget længere end det. Og at min opmærksomhed og praksisbevidsthed nok har mere til fælles med resten af menneskeheden end med Nymann.
Så hvad præcist er det, jeg skal gå herfra med, når den 179. side er læst i den fine lille bog?
Lidt skarpere prædikenpointer til næste gang, jeg skal udlægge den barmhjertige samaritan? En bedre følelse i maven af, at jeg har styr på det? Skal jeg gå ned på gaden og teste teorien af på virkeligheden med det samme? Eller skal det bare sive ud stille og roligt, så jeg snart igen går og tror, jeg er nødt til at elske mig selv noget mere, før jeg sådan kan begynde at elske andre?
Nymann slutter selv bogens “udgang” (svarende til dens “indgang”) af med lovprisningen fra 1 Pet 1,3, som vi kender den fra dåbs- og begravelsesritualet: “Lovet være Gud …” Det er nok den genfødelse, han vil insistere på. At “det løfter et menneskeliv ud af egne lavloftede forestillinger og vurderinger og placerer det under en åben himmel.”
Og det var nok det, bogen også tog den lange vej hen til.
Hvad næstekærlighed så er
For argumentet er, at kærligheden og barmhjertigheden netop er den naturlige respons på det, vi møder. At det (med præsten og levitten i ryggen) er os, der laver sidespring, hver gang vi går uden om den nød, vi så rigeligt har set. Det er den selvfølgelig kun, hvis den kærlighed faktisk findes i verden – hvis det er en, vi ikke selv render og fremmaner. Men hvis Jesu selvopofrende kærlighed er bragt ind i vores verden og vores liv (med et lille Løgstrup-opgør) og har gjort, at menneskets bestemmelse også er “at elske og blive elsket”, ja, så må vi jo tilbage dertil.
Nymann er bekymret for, om en sådan uforbeholden kærlighed er truet i vores tid. Han citerer en deltager i Gift ved første blik for at sige: “Jeg tror, jeg er klar til kærligheden igen” og argumenterer for, at vi med datingapps og andet skidt er røget ind i en slags markedskærlighed, hvor vi selv og vores kærlighed er blevet produkter af varierende værdi. Og en sådan kærlighed bliver altså umoden og kommer til at gøre skade på os.
I stedet er der brug for, at vi forstår, hvad næstekærlighed er. At det er at elske uden “forkjærlighed” (Kierkegaard-eksperten Nymann har citeret fra Søren med stort mådehold), og “at din næste er den næste.” Og at det er i lyset af Guds kærlighed, at vores medmennesker træder frem for os.
Det er det blik, det handler om, og at man så holder fast i det i stedet for at tage sidespringet rundt om den sårede; at man lytter til sin mave uden at ynke, men med respekt for ethvert menneskes værdighed.
Han har en fin, halvglemt pointe om, hvad den klassiske allegoriske læsning af lignelsen bringer, når Jesus får lov at være samaritaneren, og vi så kan ligge der som den sårede mand, men måske til dels også være som kroværten, hvor “min rolle er at stå til rådighed for Kristus og tage imod de mennesker, han sender på min vej.”
Og på den måde formår han at undgå en naivistisk idealiseret udgave af næstekærligheden uden at relativisere eller undtagelsesbestemme den.
Nymann nævner tre blokeringer for næstekærlighed: Tunnelsyn – med en skøn reference til Darley og Batsons præsteeksperiment, hvor teologistuderende måtte hoppe hen over en såret mand for at komme hen og holde deres andagt – og gjorde det i stor stil. Tunnelsynet handler om, at vi får sat nogle andre projekter over vores næste – klassisk bare at have for travlt.
Dernæst politisering, hvor medmenneskets nød bliver et samfundsproblem – det kan det selvfølgelig sagtens være, og det kan også være på tide at gøre noget ved det – det er bare ikke det samme som næstekærlighed, der spørger dig, hvad du gør.
Til sidst konfliktskyhed, som selvfølgelig lige så ofte kan holde os fra at gå ind i noget, vi ikke helt kan gennemskue konsekvenserne af.
I bogens sidste kapitel har Nymann kastet sig ud i robotetikken og deler nogle friske overvejelser om, hvad en tid med robotter, der løser vores problemer for os, ville betyde for vores menneskelighed. Han konkluderer, at frygten er, at deres fokus bliver at begrænse smerte, ikke at give mennesket plads til at opleve kærlighed.
At få blikket tilbage
Jeg har selv et speciale om næstebegrebet i lyset af flygtningeproblematikken bag mig, og jeg vil da gerne påstå, at jeg selvfølgelig vidste det hele i forvejen. Noget var nået over mit bord og nok også dit, men Nymann har altså bare en særlig evne til præcist og ligefremt at sætte begreberne i spil. Bare vende og dreje et ord lidt på en medrivende måde, så man har fulgt med og selv forstår det bedre.
Jeg håber, at det er den her næstekærlighed, der må vokse iblandt os, at vi må se og handle og overgive os og møde vores næste uden undtagelser. Og hvis man kan finde ud af at begynde i hovedet, så tror jeg ikke, man finder en bedre indføring end i dette oplag af Næstekærlighed.



