Tilbage til forsiden

semper

Artikel

Hun er en af hovedpersonerne i Storbritanniens kristne renæssance

Martin Krath-Andersen og Troels Nymann·17. november 2026·12 min. læsetid·
Hun er en af hovedpersonerne i Storbritanniens kristne renæssance
Foto: Martin Krath-Andersen

Kristendommen har fået en renæssance blandt britiske intellektuelle, forfattere og politikere. Men de nye kristne stemmer er langt fra enige om, hvad troen skal betyde for samfundet. Martin Krath-Andersen har interviewet den britiske forfatter og podcastvært Elizabeth Oldfield — en af de mest markante skikkelser i den debat.

Det er svært ikke at komme i godt humør, da Elizabeth Oldfield træder ind på mit kontor under sit første besøg i København. Den mørkhårede britiske forfatter og podcastvært rager godt op i vejret og kommer ind med en energi, der næsten fylder rummet, før hun selv gør. Hun smiler stort, taler ligefremt og har en humor, der hurtigt får samtalen til at flyde.

På mit arbejde, Areopagos, har vi nemlig inviteret hende til at tale om hendes populære bog, Fully Alive. Men jeg fanger hende til en samtale om kristendommens rolle i en tid, hvor religion igen fylder mere i den offentlige debat. For Oldfield er selv blevet en markant stemme i den nye kristne offentlighed, der er vokset frem i Storbritannien gennem de seneste år.

Og det er en ganske broget offentlighed.

Historikeren Tom Holland har med bestselleren Dominion fra 2019 argumenteret for, at vores vestlige værdier er langt mere kristne, end vi selv tror. Podcastværten Justin Brierley taler om den voksende interesse for Gud, mens forfatteren Paul Kingsnorth har genfundet kristendommen som et alternativ til det moderne samfunds dyrkelse af fremskridt og teknologi.

På den politiske højrefløj er kristendommen samtidig blevet et populært symbol på national identitet, og her er den blevet en del af en ophedet debat om indvandring, islam og britiske værdier.

Kristendommen har med andre ord fået en renæssance. Men hvad er det egentlig for en kristendom, der er på vej tilbage?

Det spørgsmål optager også Elizabeth Oldfield.

»Der er helt klart en voksende åndelig åbenhed. Men jeg ved ikke, om vi endnu kan sige, at den også fører til flere omvendelser.«

Hun glæder sig over den fornyede interesse, men er samtidig bekymret for, hvad kristendommen bliver brugt til.

»Vores ønske om at klamre os til kristendommen som et godkendelsesstempel på vores egen nationale fortælling har efter min mening altid været afgudsdyrkelse.«

Vi har skabt en verden, ingen ville have valgt

Noget af forklaringen på kristendommens nye popularitet skal ifølge Oldfield findes i en mere grundlæggende utilfredshed med det moderne samfund.

»Jeg tror, det skyldes en følelse af, at vi har skabt en verden, som ingen ville have valgt.«

Hun peger på ensomhed, angst, usikkerhed på arbejdsmarkedet, klimakrise og teknologisk acceleration. Det moderne samfund har i årtier fortalt os, at mere velstand, større personlig frihed og teknologiske fremskridt ville gøre livet bedre. Men noget tyder på, at vi ikke er blevet helt så lykkelige, som vi havde regnet med.

»Ideen om, at vi bare havde brug for fornuft og velstand, og at vi ville blive lykkelige, hvis alle fik nok penge, ting og personlig frihed, er tydeligvis noget vrøvl. Det ved folk godt.«

Oldfield er langtfra alene med den analyse.

Den britiske forfatter Paul Kingsnorth, der tidligere var miljøaktivist, men i 2021 konverterede til den ortodokse kirke, er en af dem, der har gjort kristendommen til et alternativ til den moderne verdens fremskridtsfortælling.

I sin bog Against the Machine fra 2025 kritiserer Kingsnorth et samfund, hvor teknologi, økonomisk vækst og forestillingen om ubegrænset individuel frihed har fået stadig større magt over menneskers liv. Kristendommen tilbyder ham en anden måde at forstå mennesket og dets plads i verden på.

Også podcastværten Justin Brierley har argumenteret for, at det moderne samfunds manglende evne til at besvare menneskers grundlæggende spørgsmål om mening og identitet er med til at forklare den voksende interesse for kristendommen.

I sin bog The Surprising Rebirth of Belief in God fra 2023 beskriver Brierley, hvordan den nye ateismes selvsikkerhed har mistet noget af sin overbevisningskraft, og hvordan flere intellektuelle igen begynder at overveje kristendommens sandhed.

Her er Oldfield på mange måder enig. Hun oplever eksempelvis, at unge mænd, der har lyttet til Jordan Peterson, opsøger hende for at tale om kristendom. Men det gør progressive klimaaktivister og feministiske venner også.

»Folk fra alle mulige forskellige lejre begynder at overveje, om vi måske afskrev kristendommen for tidligt.«

Men Oldfield adskiller sig også fra flere af de andre stemmer i den nye kristne offentlighed.

Hvor Holland især har interesseret sig for kristendommens betydning for den vestlige civilisation, og Kingsnorth har rettet en omfattende kritik mod det moderne samfund, er Oldfield optaget af, hvordan kristendommen kan hjælpe mennesker med at leve bedre liv midt i den verden, de allerede befinder sig i.

Det er også udgangspunktet for hendes bog Fully Alive, hvor hun bruger den kristne traditions syv dødssynder til at undersøge, hvad det vil sige at leve et godt liv i en tid præget af uro og usikkerhed.

Oldfield har selv bevæget sig gennem forskellige former for tro og tvivl, og i dag bor hun med sin familie i et kristent bofællesskab i det sydlige London, hvor de forsøger at lade dagligdagen forme af kristne praksisser.

Hendes kristendom er med andre ord ikke kun en forklaring på, hvordan Vesten er blevet til. Den er også et forsøg på at leve anderledes.

Men mens nogle af de nye kristne stemmer især søger efter mening og fællesskab, er der andre, som har gjort kristendommen til et politisk projekt.

Og her bliver Oldfield betydeligt mere kritisk.

Jesus var altså ikke britisk

Den 13. september 2025 samledes mellem 110.000 og 150.000 mennesker i Londons gader til demonstrationen Unite the Kingdom, arrangeret af den indvandringskritiske aktivist Tommy Robinson.

Blandt de mange engelske og britiske flag kunne man også finde store kristne kors og bannere med bibelvers. Demonstrationen, der først og fremmest handlede om indvandring og britisk national identitet, var samtidig blevet et udstillingsvindue for en politisk brug af kristendommen.

Det fik efterfølgende en lang række britiske kirkeledere til at advare mod, at kristne symboler blev brugt til at ekskludere mennesker med en anden religiøs eller kulturel baggrund.

Men kristendommens nye politiske betydning kommer ikke kun til udtryk ved demonstrationer.

Også blandt de britiske konservative intellektuelle er forholdet mellem kristendom og national identitet blevet et centralt spørgsmål.

En af de mest markante skikkelser er religionsfilosoffen James Orr fra Cambridge University, der er en central stemme i den nationalkonservative bevægelse og en nær ven af den amerikanske vicepræsident J.D. Vance. Orr har desuden været politisk chef for Nigel Farages parti Reform UK, som han forlod sin ledende stilling hos i september 2026.

Orr er selv kristen og har argumenteret for, at kristendommen må spille en mere grundlæggende rolle i det britiske samfund. Han mener, at liberalismen og den moderne individualisme har svækket de religiøse, kulturelle og nationale fællesskaber, som samfundet er afhængigt af.

Hvor Tommy Robinsons demonstrationer især har gjort kristendommen til et synligt symbol i kampen om britisk identitet, repræsenterer Orr en mere filosofisk og religiøst begrundet nationalkonservatisme.

For Orr handler det ikke blot om at bevare kristendommen som kulturarv, men også om at lade kristne forestillinger om mennesket, familien og samfundets indretning få politisk betydning.

Det er ikke nødvendigvis det samme projekt, som kommer til udtryk på gaden blandt Robinsons tilhængere. Men begge er eksempler på, hvordan kristendommen er blevet en del af den britiske debat om national identitet.

Og netop den udvikling bekymrer Oldfield.

Hun mener, at mange briters grundlæggende utryghed bliver kanaliseret over i en modstand mod indvandring og islam. Kristendommen bliver dermed et symbol på, hvem der hører til, og hvem der ikke gør.

»I britisk politik kommer kristendommen i øjeblikket nærmest til at betyde, at man ikke er brun. Og i hvert fald ikke muslim.«

Hun lægger ikke skjul på sin kritik.

»Jeg synes ikke, det er særlig let at læse Det Nye Testamente som en opfordring til at marchere gennem gaderne med brændende kors i protest mod flygtninge.«

Men er det nødvendigvis problematisk at betragte kristendommen som en del af den nationale identitet?

Det er svært at komme uden om, at kristendommen har formet europæisk historie, lovgivning, kunst og kultur gennem århundreder. Og det er heller ikke nødvendigvis det samme at ville bevare en kristen kulturarv og at ville udelukke mennesker, der ikke deler den kristne tro.

Tværtimod er det netop kristendommens historiske betydning, der har fået Tom Holland og andre intellektuelle til at genoverveje dens rolle i det moderne samfund.

I Storbritannien har forholdet mellem kristendom og national identitet desuden en ganske særlig historisk karakter. Church of England er fortsat statskirke i England, og dens biskopper sidder i det britiske Overhus. Kristendommen er altså ikke kun et spørgsmål om personlig tro, men også en del af landets historiske og institutionelle indretning.

Oldfield afviser da heller ikke national stolthed eller kristendommens historiske betydning for Vesten. Men hun mener, at der er forskel på at anerkende en kulturarv og at gøre den til et nationalt ejendomsforhold.

»Kristendommen er en transnational fortælling. Det er en mellemøstlig religion. Jeg ved ikke, om man uden videre kan presse den ned i en kasse, der hedder vestlig civilisation.«

Kristendommen har altså været med til at forme den vestlige civilisation, men den kan ifølge Oldfield ikke reduceres til den vestlige civilisation.

Det er en pointe, der også udfordrer den måde, kristendommen bliver brugt på i dansk politik, hvor den historisk har været tæt forbundet med staten, folkekirken og forestillingen om dansk kultur. Også her bliver kristne værdier fremhævet i den politiske debat, ikke mindst når samtalen handler om indvandring og islam.

Men hvor meget handler det egentlig om religion, og hvor meget handler det om national identitet?

Oldfield afviser ikke, at kristendommen har politisk betydning. Men hun advarer mod at gøre religion til endnu en politisk identitetsmarkør.

»For mange af os er politik kommet til at erstatte religion som en kilde til identitet og tilhørsforhold. Det synes jeg, vi skal være meget på vagt over for.«

En kristen offentlighed uden skyttegrave

Det ville imidlertid være en misforståelse at betragte Oldfield som en modstander af, at kristendommen får en større plads i den offentlige debat.

Tværtimod har hun gjort det til sit arbejde at bringe religiøse og eksistentielle spørgsmål ind i samtaler, hvor de ellers let bliver overset.

Fra 2011 til 2021 var hun direktør for den kristne tænketank Theos, der arbejder med forholdet mellem religion, politik og samfund. I dag er hun vært på podcasten The Sacred, hvor hun inviterer mennesker med vidt forskellige overbevisninger til samtaler om tro, mening og værdier.

Her har hun blandt andet haft gæster som musikeren Nick Cave og forfatteren og skuespilleren Rainn Wilson. Og i februar 2025 havde hun James Orr som gæst til en samtale om blandt andet Brexit, sekularisme og hans konservative samfundssyn.

At Oldfield inviterer en skikkelse som Orr ind i sin podcast, siger noget væsentligt om den kristne offentlighed, hun selv forsøger at skabe. De to finder fælles fodslag i ønsket om fortryllelse og en kritik af den sekulære skepsis overfor det hellige.

Hun er ikke enig med alle sine gæster. Men hun interesserer sig for, hvilke overbevisninger og erfaringer der ligger bag deres synspunkter, og forsøger at gøre det muligt at tale sammen på tværs af politiske og religiøse skel.

Oldfield efterlyser en mere afslappet tilgang til den offentlige debat, hvor man kan stå ved sine overbevisninger uden konstant at føle sig truet af andres. Kristne kommer ifølge hende alt for let til at opfatte uenighed som et angreb, der kræver et modsvar.

»Det første, vi skal gøre, er at lytte. Virkelig lytte og forsøge at forstå, hvor folk kommer fra. Ikke bare hvilke konklusioner de er nået frem til, men hvorfor de er nået frem til dem.«

Det lyder måske som en forholdsvis ukontroversiel opfordring. Men i en offentlighed, hvor politik og religion i stigende grad er blevet spørgsmål om identitet, kan uenighed hurtigt komme til at opleves som personlige angreb.

Og her mener Oldfield, at kristne har en særlig mulighed for at vise en anden vej.

»Når nogen angriber dig, skal du ikke angribe tilbage. Men du skal heller ikke flygte ind i din egen parallelkultur. Stå fast, bliv stående, se den anden i øjnene og stil det næste spørgsmål.«

Det er en tilgang, hun også selv forsøger at praktisere. Hun forsøger hverken at skjule sin tro eller at gøre enhver samtale til et forsøg på at omvende andre.

»Jeg siger bare: Her er, hvad jeg tænker. Hvad tænker du?«

På den måde repræsenterer Oldfield en interessant position i den nye kristne offentlighed.

Ligesom Brierley mener hun, at kristendommen har noget væsentligt at tilbyde moderne mennesker. Ligesom Kingsnorth er hun kritisk over for forestillingen om, at teknologiske fremskridt og individuel frihed i sig selv kan skabe et godt samfund. Og ligesom Holland anerkender hun kristendommens afgørende betydning for den vestlige kultur.

Men samtidig insisterer hun på, at kristendommen ikke først og fremmest skal bekræfte de politiske og kulturelle fællesskaber, vi allerede tilhører, tværtimod skal den udfordre dem.

Og det bliver særligt tydeligt, når samtalen falder på forholdet mellem kristendom og islam.

Kristne skal også forsvare muslimers rettigheder

Elizabeth Oldfields håb for hverken Storbritannien eller Danmark er ikke først og fremmest, at kristne får større politisk indflydelse.

Hun ønsker en offentlig kristendom, der kan række ud over egne politiske og kulturelle fællesskaber. Det indebærer også at forsvare mennesker, man er dybt uenig med.

»Jeg er kristen – ikke muslim. Jeg mener ikke, at islam og kristendom er det samme. Jeg holder meget stærkt med Jesus. Men at en kristen er villig til at tale muslimers sag og forsvare deres rettigheder, synes jeg, er et utrolig stærkt vidnesbyrd.«

Det samme gælder ateister og andre grupper, hvis overbevisninger ligger langt fra kristendommen.

Oldfield anerkender, at den vestlige civilisation rummer værdier, der er værd at forsvare. Ikke mindst forestillingen om, at alle mennesker er lige for loven, og at rettigheder ikke bør afhænge af religiøst tilhørsforhold.

Men netop derfor finder hun det paradoksalt, når kristendommen bliver brugt til at legitimere en nationalisme, der ønsker at ekskludere mennesker med en anden religion eller kulturel baggrund. Det er måske her, at Oldfields position i den nye kristne offentlighed bliver allermest tydelig.

Hun er ikke uenig i, at kristendommen har noget væsentligt at tilbyde det moderne samfund. Hun deler også mange af de andre nye kristne stemmers bekymring for den verden, vi har skabt.

Men hun insisterer på, at kristendommens betydning ikke kun kan måles på dens kulturelle indflydelse, dens politiske gennemslagskraft eller dens evne til at samle mennesker om en fælles national identitet.

Den må også vise sig i det levede liv, i dagligdagen og i den måde, kristne lever og behandler andre mennesker på.

Den udfordring vil fremstå naiv på nogle af hendes kristne kollegaer i den britiske offentlighed, men det er hun selvfølgelig også meget klar til at snakke om.

Om forfatterne
Martin Krath-Andersen

Martin Krath-Andersen er journalist og redaktør i Areopagos. Han er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og er redaktør på magasinet Tørst, hvor han især beskæftiger sig med tro, spiritualitet og eksistentielle spørgsmål.

Troels Nymann

Troels Nymann er ansvarshavende redaktør på SEMPER Magasin og cand.mag. i litteraturhistorie og religionsvidenskab. Han skriver især om tro, kultur og politik og har siden 2023 bidraget med essays, artikler og ledere til magasinet.

Du vil måske også kunne lide
En indføring i næstekærlighed
Anmeldelse·6 min. læsetid

En indføring i næstekærlighed

Niels Nymann Eriksen har en særlig evne til at gøre kristeligt kernestof forståeligt. Hans nye bog giver en præcis indføring i noget, vi nok alle sammen synes, vi forstår, men har sværere ved at leve efter.

Pelle Kviesgaard·16. nov. 2026
Et nyt Fadervor
Kort fortalt·4 min. læsetid

Et nyt Fadervor

Bibelselskabet har præsenteret en ny oversættelse af kristendommens mest kendte bøn. Og oversætterne har været modige.

Morten Birkmose og Troels Nymann·10. nov. 2026
Lidt nyt fra den amerikanske vækkelsesfront
Kort fortalt·4 min. læsetid

Lidt nyt fra den amerikanske vækkelsesfront

En ny undersøgelse fra Pew Research Center finder bemærkelsesværdig høj kirkegang blandt unge amerikanere. Men betyder det, at den stille vækkelse endelig er kommet til USA? Ikke nødvendigvis.

Troels Nymann·1. nov. 2026

Vi tager ansvar for indholdet og er tilmeldt

SEMPER udgives af Forlaget Semper.

©2026 Alle rettigheder forbeholdes.

ISSN 2795-1480

Privatlivspolitik|Om os|Kontakt
InstagramFacebook