Klimakrisen fremstår som en af vor tids absolut største politiske udfordringer, men det er meget mere end en politisk udfordring; det er også en teologisk. Det er udgangspunktet for Kasper A. Bergholts bog Jordnær teologi – Planter dyr og menneske i Guds verden. Bergholt starter med at konstatere, at vi ikke bare står overfor én krise, men hele fire: En klimakrise, en biodiversitetskrise, en forureningskrise og en overforbrugskrise. Disse kriser er efterhånden så omfattende, at de med Bergholts ord må medføre ”en kopernikansk vending” i den måde, vi teologisk tænker menneskets relation til det øvrige skaberværk. Vi har brug for en ”jordnær teologi” og bogen er et forsøg på at formulere en sådan. Det er et ambitiøst projekt, som lykkes rigtigt godt.

Bogens tilgang til udfordringen defineres som bibelteologisk. Det betyder, at en stor procentdel af bogen består af bibelske overvejelser med udgangspunkt i de temaer, der behandles. Bergholt præsenterer os her for nogle særdeles grundige, velovervejede og perspektivrige læsninger af bibelske tekster. Det betyder ikke, at jeg nødvendigvis altid er enig, men han er i den grad værd at være uenig med, hvis det skulle være tilfældet. Han har, så vidt jeg kan se, også fat på de væsentlige bibelske tekster i forbindelse med de problematikker, han behandler. De eneste tekster, jeg savner en mere dybtgående behandling af, er afslutningen af Jonas bog, hvor Gud i sin begrundelse for ikke at udslette Nineveh bl.a. henviser til tilstedeværelsen af ”en mængde dyr”, og ikke mindst afslutningen på Johannes Åbenbaring; en grundig læsning af afslutningskapitlernes beskrivelse af en ny himmel og en ny jord ville i den grad have været relevant for bogens projekt.

 Afsættet er helt klart dansk, evangelikal teologi og bogen er tydeligvis henvendt til teologisk interesserede kristne i den samme gruppe, men det teologiske perspektiv er samtidig temmelig bredt; det er en af bogens mange kvaliteter.

Jordnær teologi er et opgør med den antropocentriske tilgang, der har præget megen vesteuropæisk teologi – og tænkning generelt – og et forsøg på delvist at supplere og (oftere) erstatte det med en mere geocentrisk og teocentrisk tankegang. Jordnær teologi kan ses som en omfattende diskussion af relationen mellem Gud, menneske og den øvrige skabning og har et godt take på det. 

Den første bølge af dansk, økologisk teologi med Ole Jensen som omdrejningspunktet var udpræget skabelsesteologisk orienteret. I modsætning til det understreger Kasper Bergholt inkarnationens afgørende betydning for enhver teologi, der vil arbejde med relationen mellem Skaber og skabning, og henviser i den forbindelse til Niels Henrik Gregersens begreb ”dybdeteologi”. En konsekvens af den indfaldsvinkel er, at i sidste ende kan skabelse og frelse ikke adskilles, som Bergholt udtrykker det. Det har betydning for opfattelsen af Kirkens rolle, som diskuteres i et af de afsluttende kapitler af bogen. Relationen mellem Kirke og skaberværk udtrykkes af Bergholt på denne måde:

"De gode nyheder er altså rettet mod hele skaberværket, og derfor må kirkens mission også samlet set være rettet mod hele skaberværket. Dette kaldes ofte holistisk eller integreret mission. Omsorg for skaberværket er en del af kirkens mission, for det er en del af Guds mission. At være Jesu discipel indbefatter omsorg for hele jorden." (s. 203)

Baggrunden for denne forståelse af kirkens rolle er den eskatologi, man møder i bogen. Det er en væsentlig diskussion, der her præsenteres, da eskatologien har fyldt (alt for) meget i amerikansk evangelikal teologi og delvist har sat dagsordenen for amerikansk politik på klimaområdet i Trumpæraen. Kernespørgsmålet i nutidige eskatologiske diskussioner med relevans for klimaproblematikkerne er, så vidt jeg forstår det, forholdet mellem kontinuitet og diskontinuitet mellem det nuværende og det kommende. Hvis der er fuldstændig kontinuitet, er der intet håb, da den nuværende elendighed så bare vil fortsætte. Hvis der er fuldstændig diskontinuitet, vil enhver positiv beskæftigelse med skaberværket være irrelevant, da alt alligevel skal forsvinde. Her møder man efter min mening den rette bibelske balance i Jordnær teologi. 

Hvad angår den overordnede relation mellem Gud og skaberværket, er udgangspunktet i bogen, at Gud er nærværende i det skabte, samtidig med, at han er adskilt fra det; det er grundpåstanden i panenteismen, som Bergholt tilslutter sig. Og det skal naturligvis understreges, at der er en fuldstændig modsætning mellem panenteismen og panteismen, hvor der hævdes en form for identitet mellem skaber og skabning.

Når Bergholt skal beskrive det særlige ved menneskets relation til det øvrige skaberværk, er hans udgangspunkt, at relationen både kan beskrives som aktiv og passiv. Hvis det skal udtrykkes kort, kan man sige, at menneskets aktive relation til det øvrige skaberværk udspringer af menneskets gudbilledlighed, altså det, der er særligt for mennesket, mens menneskets passive relation i højere grad udspringer af det, vi har til fælles med den øvrige skabning.

En af bogens sidste kapitler har overskriften ”Skønhed”; det er yderst væsentligt. Hvis vi for alvor ikke bare skal formulere, men også udleve en jordnær teologi, er det afgørende, at vi får både en fornemmelse for og en værdsættelse af såvel den menneskeskabte skønhed, som udspringer af menneskets gudbilledlighed, og den ikke-menneskeskabte skønhed; vi må væk fra det antropocentriske syn på naturen som primært materiale, og bevæge os mod et geo- (og teo-)centrisk syn på skaberværket som noget, der er smukt og har en uendelig værdi i sig selv.

Ved læsningen af Jordnær teologi kunne jeg ikke frigøre mig fra sammenligninger med bogen Klima, tro, håb og handling – Natursyn og kristendom. Den udkom i november måned, og da jeg sad i redaktionsgruppen og bidrog til bogen, har jeg en god fornemmelse for indholdet, vil jeg mene. Der er to væsentlige forskelle mellem bøgerne: Klima, tro, håb og handling er for det første bredere i sin tilgang og inddrager en række forskellige discipliner som psykologi, idehistorie, filosofi, litteraturhistorie- og videnskab m.m i sit arbejde og så er bogen for det andet udpræget økumenisk. Det betyder en langt større bredde, end man finder i Jordnær teologi; Jordnær teologi har til gengæld en anden skarphed, som er betinget af den konsekvent bibelteologiske tilgang. Grundholdningerne i de to bøger er på mange måder de samme, men man nærmer sig dem fra forskellige synsvinkel. Det betyder – i min alt andet end neutrale vurdering – at de på glimrende vis supplerer hinanden.

Jeg vil afslutte denne anmeldelse med de varmeste anbefalinger af Kasper Bergholts bog Jordnær teologi.