Lad os lige starte på en filosofisk note. I denne artikel vil jeg skrive om fremtidsforestillinger og deres indvirken på vores nutid. Det lyder måske lidt højpandet, for fremtiden er jo abstrakt, dvs. tænkt – den foreligger ikke konkret endnu. Men det er værd at arbejde med alligevel, for de forestillinger, vi gør os om fremtiden, får os til at handle på bestemt måder i nutiden. Eller kan i hvert fald gøre det. 

Hvordan det? Her skal vi gå en lille omvej, inden vi kommer til nogle konkrete eksempler. Ifølge den amerikanske filosof, C.S. Peirce (1839-1914), gælder der nogle særlige regler for at begreber kan være klare, som han skrev om i artiklen ”How to Make Our Ideas Clear” fra 1878, der kan siges at være startskuddet til den filosofiske retning, der kaldes pragmatisme. 

For det første skal begreber være genkendelige for vores hverdagserfaringer. Vi må have en intuitiv forståelse af, hvad begrebet handler om, før vi kan forstå en sproglig definition. En definition er en ”afgrænsning”, og det er så det andet punkt. Hvis et begreb ikke henviser til noget præcist, kan vi ikke forstå det. Eller vi er i hvert fald i tvivl om, hvad det nøjagtigt betyder. Peirce lægger så en tredje regel til, nemlig at begreberne skal have en effekt på verden. Hvis ikke de har det, er de rene abstraktioner og egentligt nyttesløse at spekulere over. 

Lad os nu anvende Peirces treklang på ”fremtiden”. ”Fremtid” er et begreb, vi kender fra vores umiddelbare hverdagserfaringer. Vi har en klar fornemmelse af, at tiden går, og det, der skal ske efter det nuværende øjeblik, kalder vi fremtiden. Fremtiden kan også defineres, fordi vi kan sige, at alt, hvad der følger efter dette øjeblik, er fremtiden. Så de første to betingelser er opfyldt. Men hvad med tredje kriterium? Har begrebet ”fremtid” nogen effekt? 

Jeg mener, at forestillingen om fremtiden i højeste grad har indvirkning på nutiden. På vores lyst til at handle. På vores muligheder for at mobilisere os, så vi sammen kan skabe forandring. Vores drømme, håb og længsler – eller vores bekymringer, angst eller usikkerhed – sætter sig virkningsfulde spor i vores aktuelle liv. Derfor er kampen om forståelsen af fremtiden afgørende. 

Krisefortællinger i det politiske 

Det er interessant, at flere politiske iagttagere, samfundskommentatorer og tænkere er uenige om, hvilken fremtidsforestilling der bedst kan skabe en ønsket effekt her i nutiden. Skal vi starte lidt deskriptivt, kan man pege på politologen Ove Kaj Pedersen, der i en artikel skriver: ”Fra 1930 til 1970’erne var det fremtiden, der stod i centrum for den politiske debat, og progressiv tænkning, der dominerede offentligheden. Fra 1970’erne dominerede hybris … Den progressive tænkning var løbet tør, udtømt for alternativer. Nu indtrådte i stedet ’reaktionens tid’. Den tid, hvor det blev fortiden og ikke fremtiden, der satte rammerne for den politiske debat.” Fremtiden dækker i dette citat over en bestemt positiv valorisering, som man kan oversætte til optimisme. Pedersen mener altså, at det politiske i dag er kendetegnet ved en pessimisme, der er nødt til at kigge tilbage i stedet for frem, og hvor konkurrencestatens logikker er så gennemgående dominerende, at alternativer ikke engang kan tænkes. Konsekvensen af denne ”reaktion”, som må forstås som pessimisme, er, at partierne bliver handlingslammede, og ideologierne udhulede. Pedersen siger i samme artikel, at SVM-regeringen er levedygtig, fordi de gamle politiske mærkater (socialisme, liberalisme, konservatisme etc.) ikke længere er gyldige, fordi de på hver deres måde var båret af en bestemt fremtidsforestilling. 

Pedersen står ikke alene med den dystre forståelse af politikernes manglende tro på fremtiden. Politikerne i vores samfund har selv flere gang nævnt vores tid som krisernes tid. Det endda i sådan et omfang, at politolog Mikkel Vedby Rasmussen har skrevet bogen Krisesamfundet, hvor han beskriver, hvordan krisen ikke længere er en undtagelsestilstand i dansk politik, men en normaltilstand. Det er krisen, som legitimerer den daglige politik. Finanskrise, boligkrise, klimakrise, coronakrise, forsyningskrise, uddannelseskrise, fertilitetskrise, stabilitetskrise (krig) og så videre. En krise er en særligt vanskelig situation, hvor vejen frem virker til at være dømt til nederlag. ”Krise” kommer af det græske ord krisis, der betyder ”dom” eller ”afgørelse”. Så er lærredet malet helt sort! Nu er mulighederne sluppet op, vi er spærret inde og kan ikke finde brugbare løsninger – men mindre vi giver politikerne ekstra beføjelser ved at indføre en politisk undtagelsestilstand, så de kan handle mere frit og effektivt (tænk på, hvordan SVM-regeringen legitimerede deres særegne sammensætning op imod krisens horisont, og hvordan de forvaltede magten i bededags-miseren). Her skal vi ikke diskutere den politiske strategi, men se den som et led i fremtidsforestillingernes effekt på vores liv. Krisen er kendetegnet ved pessimisme, den pessimisme, som Ove Kaj Pedersen har identificeret i vores samfund og som Mikkel Vedby siger er den gældende orden. 

Men hvad gør krisen ved os? Og hvad gør det ved os, at vi kigger ind i en fremtid, hvor forudsigelserne i medierne oftest siger til os, at det blot bliver værre? 

Det er meget relevante spørgsmål. Men et andet spørgsmål, der tager samtalen i en lidt anden retning er: Hvilken forestilling om fremtiden gør os bedst i stand til at handle på nutidens kriser? Hvilken fremtidsforestilling kan bedst mobilisere de gode kræfter? Vi leder altså efter et fremtidsbegreb, der ikke paralyserer, men motiverer os. 

Pessimisme er vejen frem

Den unge journalist, Christian Bennike fra Weekendavisen, har med bogen Engang troede vi på fremtiden taget det store projekt på sig at udlægge samtiden i en omfattende diagnose. Med et væld af referencer til populærkultur og samfundsanalyser peger han på tendenser i vores nyere historie, der skal give os en forståelse for, hvorfor mange ikke længere tror på fremtiden. I forenklet form er det Bennikes forståelse, at Vesten oplevede en fundamental optimisme fra begyndelsen af 1990erne og indtil midten af 2010erne. Hårdt skåret starter optimismens periode, da TV-serien Friends blev sendt første gang (1994) og afsluttes med valget af Trump som amerikansk præsident og briternes farvel til EU-fællesskabet (Brexit). Siden 2015-2016 har mørket sænket sig over Aftenlandet, og vi har mistet vores tro på, at fremtiden bliver god. Alting løser sig ikke. Der kommer ikke bare en teknologisk dims og sørger for, at vi ubekymret kan fortsætte. Der er ikke noget i vores politiske institutioner, der beskytter os mod destruktive kræfter, for mange af kriserne er vokset frem inde fra vores egne samfund. 

Men er det så et problem med pessimismen? Ikke for Bennike, der netop mener, at den spirende pessimisme er nødvendig, hvis vi skal vækkes af vores følelsesløse navlepilleri og se, at verden brænder og kalder på handling. På den bagvendte måde er der håb i pessimismen. Reaktion kan vendes til aktion på ny. 

Optimisme er velbegrundet håb

Men alle deler bestemt ikke denne glæde over pessimismen. Musiker og forfatter, Kristian Leth, skrev i 2018 – altså et par år inde i pessimismens tid, ifølge Bennike – bogen Håb. Et forsvar for fremtiden. Bogen er en protest imod forestillingen om, at pessimismen gør os aktive. Den gør os apatiske. Dræner os for energi. Leth starter med at bekende, at bogprojektet blev skudt i gang, fordi han selv mærkede livsgnisten forsvinde i malstrømmen fra de mange negative nyhedshistorier. Han besluttede sig for at undersøge klodens tilstand på egen hånd, og ved sin ihærdige indsats fandt han, at de faktiske forhold var bedre, end overskrifterne indikerer. Der er plus på kontoen med andre ord, og ifølge Leth er det dén fortælling, der er behov for, hvis vi skal blive i stand til at handle kollektivt på de mange udfordringer i vores nutid. 

Leths bud er altså, at en fremtidsforestilling, der ikke begynder med håb og optimisme, ikke vil kunne få mobiliseret folk. Og ikke bare er det psykologisk nødvendigt med en tro på en bedre fremtid, den er også empirisk begrundet, hvorfor vi både rationelt og emotionelt har gode grunde til at tro på en lys fremtid. 

Kristendommens sammensatte fremtidsforestilling 

Religiøse anvender også fremtidsforestillinger som pejlemærker for nutiden. I islam kan man begrunde en hård fortolkning af apostasiforbuddet⁰Apostasi betyder frafald. Islam har et forbud mod at skifte religion væk fra Islam. Der er altid en straf forbundet med frafald, men de forskellige lovskoler i islam fortolker straffen forskelligt. Nogle taler om en bøde, andre om genopdragelse, med fratagelse af ejendom og tvungen skilsmisse fra ægtefælle, med såkaldt civil død eller med døden. med, at man ønsker at redde den frafaldnes sjæl. Logikken er, at hvis man når at dræbe personen, inden frafaldet for alvor har sat sig igennem psykologisk og socialt, kan man forhindre den forfærdelige helvedesstraf i det hinsides. Som den malaysiske universitetsdirektør Yaacob bin Yussoff sagde til den danske forfatter Jens-Martin Eriksen i et interview i 2007: ”Insisterer nogen på virkelig at forlade islam, bliver man nødt til at dræbe dem for at redde deres sjæle, så de ikke når at forbryde sig mod Gud i dette liv.” Denne form for næstekærlighed i nutiden begrundes altså med en distinkt fremtidsforestilling, for ”islam lægger meget vægt på at se perspektivet for vores liv til det hinsides.” Det er langt fra alle muslimer, der går ind for at straffe frafald med Hudud (dødsstraf). Her er det blot interessant, fordi det tydeliggør, at fremtidsforestillingen er retningsgivende for nutiden. 

Kristendommen har ligesom islam en væsentlig komponent i troen på et liv efter døden. Det kunne betyde, at kristne ikke behøver kere sig om nutiden, fordi det ”egentlige” liv først venter i det hinsides. Men hvad siger kristendommens fremtidsforestilling os om vores liv her og nu? Vi finder ansatsen til det i Paulus’ indledning i Kolossenserbrevet. Paulus skriver, at ”vi har hørt om jeres tro på Kristus Jesus og om jeres kærlighed til alle de hellige, udsprunget af det håb, som venter jer i himlene.” Ifølge Paulus har kirken en fremtidsforestilling, der skaber en akut effekt i nutiden, nemlig en kærlighed til næsten. 

Eller tag Johannes, når han skriver noget lignende i sit første brev: ”Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er. Enhver, som har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren.” Johannes opfordrer sine kristne læsere til at være håbefulde, fordi der engang i fremtiden skal ske det største af alt: De skal se Gud. Og den fremtidsforventning skaber en nutidig etisk handlemåde, så de renser sig selv, dvs. overholder de forskrifter for det gode liv, som Gud har givet sin kirke. Med andre ord, fremtidsforestillingen kalder til en bevidst livsførsel her og nu. 

Håbefuld realisme 

Kristne er ofte blevet beskyldt for eskapisme, dvs. et forsøg på at glemme det umiddelbare ved at fokusere på det abstrakte. Her bliver ”Himlen” ofte beskyldt at være en hindring for, at vi tager aktivt del i denne verden. Men som de to små stykker fra Paulus og Johannes viste, er det mere sammenfiltret end det. Kristendommens eskatologi – læren om de sidste ting og det evige liv – skaber ikke eskapisme, men håbefuld realisme. Det er fremtidsforestillingen om at se Gud, at leve hos Gud og se verden renset for ondskab, synd, død og smerte, der gør, at troende kan finde frimodighed og modighed til at handle i dag. Det evige griber ind i det timelige og mobiliserer os for handling. 

På den måde har kirken faktisk ressourcer til at svare bedre på nutidens problemer end både Bennikes og Leths analyser. Bennike har ret i, at der er grund til pessimisme. Verden brænder vitterligt. Leth har ret i, at der er grund til håb. Verden går mod en lys fremtid. Men de skal krydses, så vores pessimisme og vores optimisme bindes til de rigtige ting. Det lyder abstrakt, men det er det ikke. Det er helt konkret, for det handler netop om at se, hvordan vores forestilling om fremtiden påvirker vores valg og prioriteringer her og nu. Der har kristendommen ingen grund til at putte sig i samtalen om retninger for vores samfund.