Jean Vanier (1928-2019) skrev engang, at alle mennesker grundlæggende lider af det samme, uanset hvad vores alder, køn, race, kultur, religion, begrænsninger eller handicap er. Vi har alle skrøblige hjerter og har brug for at blive elsket og værdsat. Vanier, der var canadisk teolog og filosof, var et af de mennesker, der fik handicapteologien på dagsordenen og han har skrevet meget om dette udfra sine egne erfaringer.

Når vi i dagens Danmark taler om mennesker med særlige behov, mennesker med tydelige handicap eller andet, der falder uden for den virkelighedsfjerne kategori ”normalen”, så taler vi om mennesker, der har de samme behov som alle andre. Der er ikke tale om særlige behov, behovene er de samme. Alle har behov for at blive elsket og værdsat.

Dette er handicapteologen en stemme ind i, en stemme for ligeværd og medmenneskelighed. Og med Jean Vaniers blik, så bliver vi opmærksomme på vores egen skrøbelighed. Vi er alle handicappede.

Vi har en tendens til i sproget at sætte skel mellem dem og os – også når det handler om mennesker med særlige behov. Ofte bliver der sagt de handicappede, de hjemløse og de arbejdsløse, mens vi siger vores ældre, vores børn og vores konge. Ved at bruge ordet ”de” marginaliserer vi med sproget en gruppe mennesker, eller omvendt: Den allerede marginaliserede gruppe bliver beskrevet med et de eller dem. Hvis vi begynder at sige vores handicappede, vil det måske skabe en ny forståelse af mennesker med særlige behov, og samtidig bliver vores handicappede også et fællesanliggende for samfundet, ligesom vores ældre er det. Ved at sige de handicappede, siger vi samtidig, at det ikke er vores ansvar – det er med andre ord en gruppe, som må klare sig selv.

Hvis handicapteologien kan være med til at ændre synet på at have et handicap, så vil det naturligt kunne høres i den måde, vi taler om det på. Menneske først, handicappet så.

Vores opfattelse af, hvem der er raske og hvem der er syge, er meget styret af, hvad denne verdens krav til mennesket beror på. Eftersom at vi lever i et individualistisk, effektiviseret og profitorienteret samfund, bliver mennesket også set på med det blik. Og de mennesker, som ikke kan klare sig på de parametre, hvilket oftest er mennesker med særlige behov, bliver ikke regnet for bidragsydere men for samfundsbyrder. Det er et problem!

Samfundet er bygget op omkring best case antropologi, hvor det perfekte menneske er i centrum og alle andre ender i periferien eller uden for kategori. Vi har brug for netop det menneskesyn, som kristendommen står for; at vi alle har en iboende værdi, fordi vi er mennesker og som sådan er vi elsket af Gud. Det har vi brug for at slå på tromme for, for ellers værdsætter vi kun præstationer, effektivitet og fart. Og før eller senere falder alle mennesker igennem på de parametre.

Vi mennesker er brudte, vi svigter, os selv og andre, vi kommer til kort, og oplever den smerte der er forbundet med ikke at kunne gøre det vi gerne ville. Kristendommen handler ikke om perfekte mennesker eller om at blive det.

Det kristne menneskesyn handler om at se alle mennesker som skabt, villet og elsket af vores alles skaber. Og den rejse begynder med, at vi lærer, at vi selv har brug for det syn på os selv. Vi er selv mennesker med særlige behov, i en anden forstand end de menneskere, der har fysologiske eller psykiske handicap, men dog i den forstand, at vi alle er skrøbelige.

Vi skal have gjort op med tanken om, at vi skal være perfekte før vi kan bruges eller elskes, for der er ingen, der kan spejle sig i det perfekte. Hvis vi mennesker skal være en hjælp for hinanden, så er det ærligheden, der skaber samhørigheden. Ærligheden om vores livs smerte og skrøbelighed.

Det, vi bærer på, gør os til levende mennesker. Når vi skjuler det og viser det perfekte frem, mister vi noget af vores menneskelighed. Hvis vi vil gøres til levende mennesker så handler det om, at være ærlig overfor os selv og Gud, med det vi står i.

De gamle ørkenfædres visdom fra 300-tallet handlede om, ”at lære din mund at sige det, der er i dit hjerte”. Ikke at skjule sit hjerte, men lære vores mund at sige det, den mange gange vil skjule eller pakke ind.

Ærligheden gør os til levende mennesker, og sandheden er, at vi alle har brug for omsorg, accept og kærlighed – de særlige behov har vi alle.

Mod slutningen af Matthæusevangeliet beskriver Jesus, hvordan vi skal forholde os til de mennesker, der er på kanten af vores samfund eller er faldet helt ud. Dem som lider, dem som mangler fællesskab og omsorg, dem som ikke kan leve op til samfundets normer og krav, dem som er marginaliseret. Jesu pointe er, at vi skal se ham i de mennesker; når vi hjælper dem, så hjælper vi Jesus. Eller når vi tjener dem, så tjener vi Jesus.

Det er et radikalt menneskesyn, et syn på alle mennesker som steder, hvor Gud selv bor. Vores syn på mennesker omkring os har brug for helbredelse, så vi ser alle mennesker, både dem med diagnoser og dem, som ikke har en endnu, som uendeligt elsket på samme måde som dig selv.

Med Jean Vanier kan vi dele os med særlige behov op i forskellige kategorier:

En gruppe er de mennesker, som har et handicap, for de oplever at blive sat på kanten af samfundet, uønskede og værdiløse. En anden gruppe er alle dem, som oplever, at samfundets normer og kriterier er uden for rækkevidde, idet svagheden og smerten er blevet en del af livet. I denne gruppe befinder sig en langt større gruppe end dem, der lider af fysiologiske eller psykologiske handicap, da samfundet ofte tolker svaghed og sårbarhed som et handicap. Og en tredje gruppe er dig selv. Du er også ramt af sårbarhed, svaghed og smerte, og også der er der brug for et nyt og helbredende blik.

Kan vi være barmhjertige mod nogen, hvis vi ikke kan vise os selv barmhjertighed?

Carl Jung, den schweizisk psykiater, skrev engang sådan i et brev til en kristen kvinde:

”Jeg beundrer de kristne, fordi når I ser en der lider sult eller tørst, så ser I Jesus. Når I tager imod en fremmed, en som er anderledes, så tager I imod Jesus. Når I giver den nøgne tøj på kroppen, så klæder I Jesus selv. Men det som jeg ikke forstår er, at kristne ikke lader til at genkende Jesus i deres egen fattigdom. I vil altid gøre godt imod den fattige der er uden for jer, og på samme tid benægter i den fattige der er inden i jer. Hvordan kan I ikke se Jesus i jeres egen fattigdom, i jeres egen sult og tørst. I alt det som er ”fremmed” inden i jer: i den vold og angst som er udover jeres kontrol. I er kaldet til at tage imod alt det, ikke til at benægte deres eksistens, men acceptere at det er der og møde Jesus midt i det.”

Den barmhjertighed og tilgivelse, vi viser imod andres svaghed og mørke, er der også brug for, at vi viser vores egen svaghed og mørke. Vi bærer alle rundt på det, som Jung beskriver som ”det som er ”fremmed” inden i jer”, en indre fattigdom, og det har også brug for handicapteologien. Handicapteologien har noget at sige ind i mørket i ethvert menneske.

Note tilføjet 6/52025

Jean Vanier blev posthumt anklaget for en række overgreb, hvilket blev bekræftet i en rapport i februar 2020, der konkluderede, at Vanier seksuelt havde misbrugt minimum seks kvinder i Trosly-Breuil, Frankrig, mellem 1970 og 2005.

I en fælles udtalelse fra ledere af L'Arche International havde Vanier haft "manipulative og følelsesmæssigt krænkende" forhold. De seksuelle forhold blev indledt af Vanier, som regel i forbindelse med, at han gav åndelig vejledning. Udtalelsen anerkendte, at kvinderne fortalte om lignende hændelser forbundet med meget usædvanlige spirituelle eller mystiske forklaringer, som blev brugt til at retfærdiggøre Vaniers handlinger. Og at det derfor var udtryk for ikke bare fysiske men også dybt psykologiske og åndelige overgreb. Det blev også nævnt, at Vanier bad kvinderne om at holde hændelserne hemmelige.

Denne artikel er tidligere udgivet på tidsskriftet KILDER

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og få de seneste artikler direkte i din indbakke