Det er en velkendt sag, at Kaj Munk og Tidehverv i sin tid ikke ligefrem var gode venner. Historien lyder, at Munk skulle have sendt et indlæg ind til bladet, men blev afvist med den begrundelse, at “Tidehverv er for dem, der kan tænke”. Munk var alt for inkonsekvent i sin teologi til, at man ønskede ham som skribent for bladet. At han for eksempel hyldede Oxfordbevægelsen, da de kom til Danmark har nok heller ikke hjulpet på det. Derudover var Kaj Munk en kulturpersonlighed, og mainstream har aldrig rigtig rimet på Tidehverv. Af flere omgange revser Tage Schack også Kaj Munk offentligt, kalder ham pubertær for sin dyrkelse af helten, og så det værste man kunne være for alvorsmanden Schack, nemlig æstetiker.⁰ Schack, Tage: “Kaj Munk og Tidehverv” i *Kristeligt Dagblad*, 8. december 1940 Måske er det ud af bitterhed over afvisningen, at Kaj Munk skriver følgende karakteristik af bevægelsen i 1932⁰ Munk, Kaj: “En Mand og hans Fjende: Barthianerne og deres Skjald” i *Jyllands-Posten*, 30. oktober 1932:

”

Jo, ser De, det er en kvindelig Doktor og saa nogle Præster, de mener, at alt det, vi andre mener, Højkirkefolk og Grundtvigianere og Indre-Mission og Uafhængige, er galt, og saadan som vi bærer os ad, er latterligt, og derfor skal der gøres tykt Nar af os, for det kan vi have rigtig godt af […] Hvis man nu spørger dem, hvad deres ærlige Mening er, saa svarer de, at det er den, at provst A er et værre Snøvlehoved, og Professor B har forvansket Kristendommen, og Pastor C er alt for ferm og emsig og praktisk, og saa river de nogle Vittigheder af sig, hvad jo altid er velgørende, og hvilket man kun kan agte dem for […]. Derimod ved de, at alt det, Indre Mission er saa glad for, Omvendelse og Frelsesvished, og at vi skal leve til Guds Ære, det er det pure Djævelskab […]

Jeg må indrømme, at jeg selv følte mig en smule truffet af Munks beskrivelse, men ikke desto mindre er den sjov, og vist nok også i vid udstrækning sand. Tidehverv er nemlig i særlig grad karakteriseret ved opgøret, og dengang Munk skrev den citerede artikel lå opgøret altså med Indre Mission. Det var opgøret med den opblæste kirkelighed og med den kristendom, der blev etik og dermed religion og ikke Guds tale til mennesket. Kort sagt, vel at mærke.

Man kan nok høre, hvor jeg betragter mig selv som hjemmehørende.

Historisk er Indre Mission og Tidehverv ærkefjender, men over en årrække har flere observeret en tendens til forbrødring mellem de to. Henrik Højlund talte i 2018 på Tidehvervs sommermøde, og foredraget blev udgivet i Tidehvervs blad året efter. Højlund blev udgivet i bladet igen i 2023. Så sent som d. 4. juli i år kunne man læse i Kristeligt Dagblad om en præst med missionsbaggrund, der besøgte Tidehvervs sommermøde. Hans begrundelse lød, at de gedigne teologiske foredrag tiltrak ham, og at han deler den levende interesse for teologi med folk på sommermødet. Også i den offentlige teologiske debat har man set eksempler på, at Tidehvervspræster og præster med missionsbaggrund har dannet fælles front. Et eksempel kunne være sagen om migrantpræsten Massoud Fouroozandehs opgør med daværende biskop Tine Lindhardt, hvor præster fra begge lejre erklærede støtte til ham, eller i den aktuelle dåbsdebat, hvor man fra begge sider forsvarer det nuværende dåbsritual.

Fjenders fjende er ven

Man kan spørge, hvordan to gamle fjender pludselig tilsyneladende er blevet venner, eller i det mindste ikke angriber hinanden, som man før har haft tradition for. Der findes få anknytningspunkter i teologien hos Indre Mission og Tidehverv, tro det eller ej, som altid har været der, men som man ud fra parolen “fjenders fjende er ven” nu har fundet sammen i.

For eksempel kunne sådan et anknytningspunkt være alvoren: at evangeliet kalder på, at man forholder sig alvorligt til det. Ikke sådan i banal forstand, men i den forstand, at det er liv og død, det handler om. At forholde sig alvorligt til teologien betyder at forholde sig personligt til den, som om der faktisk er noget på spil i den. Det var derfor Kaj Munk elskede Georg Brandes. Munk mente, at det, der gjorde Brandes stor, var, at han forholdt sig lidenskabeligt til kristendommen. Han anså den simpelthen for vigtig nok til at hade. Det er også et adelsmærke. Her gør Tidehverv, Indre Mission – og de grundtvigianere, der faktisk har læst Grundtvig – fælles sag. Alle tre bevægelser er undfanget i et radikalt opgør.

Det leder mig til det næste anknytningspunkt, som er at se sig kaldet til at forsvare en arv. Både Tidehverv og Indre Mission kan siges at befinde sig på den kirkelige højrefløj, som over en årrække er blevet mere og mere presset. Det man kan kalde en form for “midterbanekirkelighed” har afløst meget af det, der før var kirkelige retninger eller bevægelser, og er nu en form for uigennemskuelig masse. Midterbanen mener både det ene og det andet og lidt af det hele. Sådan rundt regnet, og hvis det ikke gør nogen sure. Det er snakken om at finde en god balance, som da en biskop for nogle uger siden var ude og give et interview om begravelser i det fri. Her måtte man forstå, at man skulle møde befolkningens ønsker, men ikke for meget, for kirkerummet var vigtigt, men der skulle være plads til at gøre noget andet. Altså: Jeg mener det en lille smule, og så alligevel ikke. Det er svært at være rigtig uenig med. Og det er faren ved det hele. Det ville dog være forfriskende, hvis man kunne få én at være uenig med. Den rolle har Tidehverv og Indre Mission i høj grad, fordi de begge har nogle tydelige teologiske markører – forskellige, men de er der.

Alvor og radikalitet er altså to nøgleord for både det Tidehvervske og Indre Missionske.

Kritikken af Tidehverv lyder ofte, at de har forsømt selv at komme med nogle teologiske svar og ikke “bare” modsvar. Men jeg synes med rette man kan hævde, at teologiens væsen faktisk er modsvar i grunden. Ingen teologi er opstået i et vakuum af konsensus og rygklapperi, eller man kunne bemærke: Ingen ordentlig teologi er blomstret dér i den golde og åndløse konsensus, hvor samtale degraderes til neutralisering af snart sagt ethvert standpunkt, der viger en tomme fra den selvtilfredse og farveløse “sikre” holdning. Jeg synes, man kan gå så langt som at sige, at de kirkelige retninger, der står på sit og larmer i den store, brede forsamling af enighed og hjertelig glæde over Folkekirkens rummelighed, faktisk er dem, der holder den selvsamme rummelighed i live. Uden teologisk debat – og en sådan er svær at have, når ingen rigtig mener noget – dør samtalen, og dermed rummeligheden, den brede teologiske repræsentation, som jeg virkelig mener er værd at passe på og værne om.

Tidehverv har aldrig har været en progressiv bevægelse, der var optaget af at kritisere Indre Mission for dets konservative teologi. Tidehvervs teologi er konservativ. Det var det verdensforsagende og fromme ved Indre Mission, der fik nogle tæsk. Teologisk er der stadig masser at revse dér, hvis man ville – bevares – men opgøret for Tidehverv ligger i dag et helt andet sted, og det sted er altså den så kaldte midterbane.

Gammelt fjendskab ruster ikke

Der er masser af gode grunde til, at kirkelige retninger skal kunne tale sammen. Kirkeligt partigængeri er trættende, og det kan være ødelæggende for debatter, når teologien vrides af led, og man kommer til at diskutere stråmænd. Det er en god regel, at man skal være modig nok til at lade sin modstander stå i så godt lys som muligt og virkelig gøre sig umage for at forstå de argumenter, der bruges. Men den solide teologi lever af modstand og den samtale, som nok søger forståelsen, men ikke enigheden.

Jeg overværede i foråret en debat på Vedersø Præstegård mellem en repræsentant fra Indre Mission og en fra Grundtvigsk Forum. Det var stærkt skuffende af den ene grund, at det var alt for konsensussøgende. Samtalen havde været meget mere værdifuld for alle, hvis begge parter åbent bekendte det teologiske fjendskab, der naturligt ligger mellem de to, og ikke straks gav sig i kast med at tale om det, man kunne enes om. Man skal gøre sig umage for at holde fjendskabet i live. Ikke for at isolere sig med sig selv og være perfid og ikke til at tale med, men for at udfordre den dialogfascisme, der vil kontrollere alle samtaler, så parterne søger ind mod hinanden. Hvis der ikke er nogen at være uenig med, er der ingen dialog. Det er, hvordan man har den pågældende samtale, der skal sættes skarpt på. Man skal kort sagt holde fast på alt det, man er uenige om, deltage i debatten, modsige dit og dat og være en torn i kødet på de områder, hvor der hersker en indforstået enighed.

Jeg tror ikke, der er en fare for, at Tidehverv og Indre Mission nærmer sig hinanden alt for meget. Der har klart været en form for pietisme, som har indfundet sig i det Tidehvervske, som jeg mener man skal være på vagt overfor. Forbrødringen er under alle omstændigheder ikke en udviskning af de radikalt forskellige syn på dele af kristendommen, men nærmere den slags forbrødring, der kommer af at have en fælles sag. Alt imens man stædigt slås for den, håber jeg, man vil holde det gamle fjendskab i live – for enhed og enighed er nemlig to forskellige ting. Det er særligt vigtigt i en tid, hvor der kaldes på Folkekirken, hvor vi rigtig nu kan mærke, at der er brug for os, og hvor det er fristende at fremstå som samlet på mere end det absolut nødvendige: Bekendelsesskrifterne, som alle er forpligtede på. Det kan udfordre åndsfriheden, når det kombineres med reformpres og en frygt for at tage de opgør, man finder nødvendige. Teologien skal leve og lægges arm med – og det mener jeg, alene man gør ved at insisterer på at diskutere den med den lidenskab og nidkærhed, som den fortjener.

Kaj Munk skrev i en artikel om de kirkelige retninger sådan her: “Thi disse Retninger, der forkætrer hinanden og tilkender sig selv Talentet, er jo dog kun Brudstykker af den Helhed, der med Livets suveræne Foragt for Logik indfatter i sig det uforenelige”⁰ Munk, Kaj: “Er der røre i Bethesda-Dammen?” i *Uge-Journalen* 1936 nr. 9 . Det kan man tænke længe over. Og med den ydmyghed i baghovedet kan man så gå til kamp for åndsfriheden og finde nogle at have et teologisk skænderi med i venskabeligt fjendskab.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og få de seneste artikler direkte i din indbakke