En gruppe forskere har anvendt kunstig intelligens til at analysere og datere en relativt stor mængde af de såkaldte Dødehavsskrifter. Tidligere har man brugt håndskriftsanalyse (palæografi) til at datere de antikke manuskripter, men den tilgang har altid været forbundet med en stor usikkerhed og subjektivitet.

Denne forskergruppe har i stedet foretaget kulstof 14-dateringer efter en ny metode og fodret en kunstig intelligens med resultaterne. Derefter har de fodret den kunstige intelligens med billeder af manuskripterne, sådan at den kunne lære at datere manuskripterne med kulstof 14-analysens nøjagtighed, men vel at mærke alene ud fra billeder af manuskripterne.

Da det var på plads, analyserede man adskillige tekster, som ikke tidligere er blevet dateret. Resultaterne er banebrydende og giver spændende nye perspektiver. De tekster, man i forvejen havde dateret, viste sig næsten alle at være ældre – nogle endda op mod 100 år ældre. Og tekster, som ikke tidligere var dateret, har nu fået en sandsynlig datering.

Det er i øvrigt endnu en nyhed: Den nye tilgang giver ikke bare én mulig datering, men et spænd af dateringer og en oversigt over den statistiske sandsynlighed for de forskellige dateringsmuligheder. Det giver med andre ord en helt ny dimension til arbejdet med at datere teksterne.

Hvorfor er det vigtigt?

Det er vigtigt, fordi Dødehavsskrifterne er de måske vigtigste kilder til den verden, som Det Gamle Testamente er overleveret i, og som Det Nye Testamente er blevet til i. Og disse forskningsresultater giver ny viden om teksternes historie og Bibelens omverden. Desuden kan de nye dateringer tvinge forskere til at rekonstruere historien bag Dødehavsskrifterne på en anden måde.

Blandt de analyserede tekster er der også bibelske tekster, nemlig en udgave af Daniels Bog kapitel 8-11 og en udgave af Prædikerens Bog, og så bliver det endnu mere interessant. Det er begge skrifter, som sandsynligvis er skrevet sent. Daniel 8-11 beskriver fx begivenheder i 160’erne f.Kr.

I Kristeligt Dagblads artikel om emnet hedder det, at man nu har fundet ”førsteudgaver af Bibelen” blandt Dødehavsskrifterne. Det ville i sandhed have været en stor nyhed. Men det er nok en stramning.

Det, man kan sige, er, at de analyserede manuskripter er ældre end først antaget, og at det også gælder for de bibelske manuskripter. Udgaven af Daniels Bog dateres fx nu til 230-160 f.Kr., altså den tidsperiode, den formentlig er blevet til i. Og udgaven af Prædikerens Bog dateres til 300-240 f.Kr., som også er den tidsperiode, den måske er blevet til i.

Dermed er der tale om de ældst kendte fragmenter af disse skrifter, ja, faktisk af nogen bibelsk bog. Men at der skulle være tale om ”førsteudgaver”, er usandsynligt. Faktisk afviser forskningsgruppen selv i artiklens appendiks 4, at det skulle være tilfældet. Der må være tale om afskrifter. Kristeligt Dagblads formulering skyldes måske mest af alt begejstring over, at der er en dansker i forskningsgruppen.

Hvad betyder det?

Måske skal historien skrives om. Vores viden om bibelteksterne tilblivelseshistorie og Bibelens omverden kan i hvert fald suppleres og nuanceres. Med dette redskab kan man datere Dødehavsskrifterne mere nøjagtigt, og det gælder også de omtalte bibelske tekster. Og forskerne har med stor sandsynlighed fundet nogle af de allerældste udgaver af de omtalte bibelske tekster. Indtil nu har de kun analyseret omkring en tiendedel af Dødehavsskrifterne, så måske er der flere store opdagelser i vente.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og få de seneste artikler direkte i din indbakke