En Peterson-fanatikers bekendelser
Siden det folkelige gennembrud i 2017 er den canadiske psykologiprofessor Jordan Peterson blevet en, alle har en holdning til. Gal. Genial. Farlig. Opbyggelig. Kristoffer Dahl har været med på hele rejsen og giver her et indblik i, hvem manden er – og hvorfor han selv kalder sig ’Peterson-fan’.
”Anyways, so, what happened? Well, I made some videos, and I got to the bottom of some things, at least as far as I can tell, so I told you what the bottom is, and I got this idea about what you might do about, which isn’t my idea, it’s like: It’s not my idea! It’s an old, old, old idea, it’s far older than Christianity, it’s ooold, it’s the oldest story of mankind:
Get yourself together! Transcend your suffering! See if you can be some kind of hero! Make the suffering in the world less! Well, that’s the way forward as far as I can tell, if there is any way forward. And that’s what is under assault by the post-modernists. So, look out, because they know exactly what they are doing, and they know exactly why they are doing it. And that’s what it looks like to me.
So that’s it."
So that’s it. Men det var ikke it. Jeg havde netop tippet min seng om på siden og stirrede på det grå hav af nullermænd. De havde ophobet sig, siden jeg flyttede ind i Gelleruplejligheden for et par år siden. Jeg havde ikke gjort rent. Nu var jeg endelig i gang. Og jeg ville få brug for endnu et boost.
Med et suk, men et glad et, gik jeg til min PC, hvor YouTube anbefalede en lang række videoer med Jordan B. Peterson. Jeg trykkede på afspil igen for at lytte til den godt 50 minutter lange tale af Jordan B. Peterson om den ældste historie, menneskeheden nogensinde har kendt, og postmodernisternes angreb på selv samme.
Jeg forstod ikke det hele. Og jeg var faktisk i tvivl om, hvad en postmodernist helt præcist var. Men imens jeg endelig fik gjort rent på mit værelse, kunne Jordan Petersons tale være med til at rydde op i nogle tanker i mit hoved.
Hvem var Jordan B. Peterson – før han blev fænomenet Jordan B. Peterson?
Før han var manden Jordan B. Peterson, var han drengen Jordan i Canada med de iskolde vintre. Han elskede bøger, moderen var bibliotekar og faderen skolelærer. Jordan hoppede en klasse over og var derfor lille af sin alder i forhold til klassekammeraterne, men han gjorde hvad han kunne for at følge med.
Som 14-årig blev han en del af en hardcore drukkultur blandt nogle af de unge i byen. Vennerne droppede typisk ud af skolen for at arbejde på olieplatforme og lignende. Selv var Jordan, som han beskriver det, ”obsessed” (besat) af intellektuelle spørgsmål.
Et af de spørgsmål handlede om den Kolde Krig: Hvordan kunne menneskeheden befinde sig i en todelt verden, hvor begge sider var villige til at udrydde hinanden? Peterson havde frygtelige mareridt om et nukleart holocaust. I universitetsverdenen startede han med statskundskab, men skiftede til psykologi og fik skrevet sit første hovedværk i 1999: Maps of Meaning – The Architechture of Belief (Meningens Kort – Troens arkitektur).
For at klare sine ph.d.-studier, samtidig med at han skrev Maps of Meaning, var han som 25-årig nødt til at rydde op i sit liv, stoppe med at drikke, stoppe med at ryge og tabe sig. Som han selv ville beskrive det: ”You choose your damn sacrifice.”
Med Maps of Meaning forsøgte han at forklare, hvordan mennesker skaber mening i tilværelsen. Hovedpointen er, at der i gamle myter og religioner er måder at forstå verdenen på, som ikke bare er skør religion, men derimod er udtryk for noget dybt menneskeligt, som er aktuelt til alle tider. Peterson var i gang med sit store projekt: At fortælle det moderne menneske, at der findes gammel visdom, som forklarer, hvem vi er, og måske hvilken vej vi bør gå.
Peterson underviste på universiteter, havde en psykologpraksis, lavede forskning i personlighed og andre psykologiske emner. Alt i alt; før manden Jordan B. Peterson blev et fænomen, var han en anerkendt psykolog og professor.
I sin fritid samlede han på sovjetiske propagandamalerier. Hans hus er fyldt med dem. Han mente at kunne se en kamp imellem kunst og propaganda udspille sig i værkerne. (Kunsten vinder til sidst – ifølge Peterson). Men for Peterson var samlingen mere end et kunststudie. Det var et udtryk for en af hans besættelser. Han besættelse af — og frygt for — det totalitære.
Mit møde med fænomenet Jordan B. Peterson
Jeg falder i kategorien ”Peterson-fan”. Måske ligefrem en discipel? Jeg har T-shirten og plakaten med ordene ”HAIL LOBSTER”, ”CLEAN YOUR ROOM” og ”TELL THE TRUTH”.
Selvhjælpsbogen 12 Rules for Life både ejer jeg, og har jeg læst, og 12 More Rules for Life ejer jeg også, men har dog ikke læst. Jeg indså, imens jeg læste 12 Rules for Life, at det, som Peterson skriver, har han allerede sagt gratis på YouTube. Og hvis han har sagt det på YouTube, så har jeg nok hørt det.
For jeg opdagede Peterson på YouTube, før de fleste dømte ham in. Eller out. Men jeg er ikke helt stolt af, hvorfor jeg opdagede ham så hurtigt.
Før 2017, dengang Peterson fik sit store gennembrud, var verden politisk set et ret vildt sted. Faktisk lidt som nu. Trump blev valgt som præsident sent i 2016, og før det valgte briterne at stemme ja til Brexit. YouTube, som jeg også dengang storforbrugte, og YouTubes algoritmer serverede politisk indhold i rå mængder med ligepræcis den politiske drejning eller vinkel, man søgte.
På dette tidspunkt gik jeg på universitetet i Aarhus og studerede Nordisk Sprog og Litteratur (fancy titel for ”dansk”) med tilvalg i Samfundsfag. Det var gode tider, mine medstuderende og underviserne var dygtige, ordentlige og slet ikke noget at foragte. Tværtimod.
Men som en konservativ kristen anlagt type kunne man nogle gange føle... at man holdt igen. Man skulle ikke gå på deciderede æggeskaller. De få gange, hvor jeg bekendte kulør, blev det mødt med venlighed og nysgerrighed. At have en gammeldags kristen observans iblandt feminister, norm-kritikere og Foucault-fans (som mange var) lod sig gøre. Man skulle være høflig, ordentlig, lyttende og så ville man blive mødt høfligt, ordentligt og lyttende. Meget pænt. Lidt kedeligt. Mit eget valg.
Men de stemmer, som algoritmen prioriterede på YouTube, var ikke kedelige. I deres højtråbende kritik af feminisme, norm-kritik og Foucault fandt jeg et slags rasende frirum. Hvor jeg høfligt holdt igen, turde de: Steven Crowder, Ben Shapiro, Sargon of Akkad, Lauren Southern, Milo Yiannopoulos, Shoe0nHead, bare for at nævne nogle af de røster, der fyldte i min visningshistorik. De var spændende. Pirrende. De havde faktisk også gode pointer - det mener jeg stadig den dag i dag.
Men algoritmerne fodrede mig også med meget intellektuelt og åndeligt junk.
Når din visningshistorik indeholder mange titler som: Feminist Gets Owned, Feminists that MAKE ME CRINGE, DO NOT EVER SAY HELLO TO A FEMINIST, Ultimate Feminist Cringe Compilation part 1… ja, så får du ikke modpartens best and brightest. Det er svært underholdende at se på. Glider nemt ned. Men det gør ikke dig selv eller andre bedre.
Det interessante var, at pludselig pegede alle de her skeptiske anti-feministiske røster og løftede pegefingre i samme retning: på en professor i Canada, der protesterede imod en ny totalitær lov, der tilsyneladende ville kriminalisere at omtale transpersoner ved andet end deres foretrukne pronominer.
Og sådan mødte jeg Jordan B. Peterson.
Peterson of the dark web – radikaliserer manden?
I takt med Petersons rise to fame – som virkelig tog fart i 2017 – dukkede der også meget mere frem fra hans pen og mund. Han mødtes med mange intellektuelle og indflydelsesrige personer, hvilket inkluderer alt fra ateisten Sam Harris til den feministiske feminismekritiker Christina Hoff Sommers og den ekstremt populære podcastvært og svampebruger Joe Rogan.
Emnerne, han udtalte sig om, var i øst og vest, fra kontroversielt til umiddelbart uskyldigt: Personlighedsforskelle imellem mænd og kvinder, Pinocchios arketypiske rejse ind i hvalens bug for at redde sin fader, IQ-forskelle mellem racer, børneopdragelse, SS-soldaters psykologi, hummeres nervesystemer, kommunismens propagandakunst, vigtigheden af morgenmad og et rent værelse og Jesus som den ultimative kongefigur.
En ting var dog en fællesnævner, når Peterson talte: Han havde gjort sig tanker om stoffet. Mange tanker. Det kunne man høre og forstå. Og hans samtalepartnere mødte han med et engagement og en åbenhed, som det var en fornøjelse at lytte til – om end Petersons tendens til at bruge 10 minutter på at redegøre for sine egne spørgsmål, før han faktisk lader andre svare, er lidt af et minus.
Peterson blev sammen med de førnævnte og andre udråbt til ”the intellectual dark web”. En flok af indflydelsesrige personer, der især udnyttede nye sociale medier til at sprede deres budskab, som ofte centrede sig om farerne ved identitetspolitik og politisk korrekthed.
Blandt venner var det en slags heroiske Dark Knights. Iblandt fjender udgjorde de et decideret net, der førte folk længere ind i ”the alt-right” (Det alternative højre). Et mørke af racisme, sexisme og hvid protektionisme.
Personligt har jeg dog ikke mødt nogen, der har taget rejsen fra Peterson til racisme og alt-rigt. Tværtimod. Jeg har selv oplevet Peterson som en modererende kraft, som andre langt mere kontroversielle, unuancerede kræfter på YouTube pegede hen til.
Og for dem, der dykker ned i Peterson og hans syn på verden, venter der ikke en radikal sort-hvid virkelighed med skarpe regler, som man skulle tro, når man hører en bogtitel som 12 Rules for Life. Der venter et utal af nuancer. En verden, hvor der findes kaos og orden, maskulinitet og femininitet, videnskab og tro, et politisk højre overfor et politisk venstre, og hvor alle dikotomierne, alle de umiddelbare modsætninger, har brug for hinanden. Peterson vil ikke med sine mange ord radikalisere. Han vil besinde, korrigere, moderere. Om end stadig med rigtig mange ord.
Mange af hans kritikere vil som modsvar til dette nok pege på, at han i 2022 sluttede sig til The Daily Wire, som er et stærkt konservativt Trump-støttende nyhedsmedie i USA, og spørge, hvordan det kan være ”modererende”?
Her er mit bud på et svar: Jeg finder det tankevækkende, at den politiske højrefløj gladeligt tog imod professoren, der konstant talte om at finde balance imellem højre og venstre, imens venstrefløjen dæmoniserede ham. Og jeg bebrejder ikke manden, at han tog imod de udstrakte hænder, han mødte, i lyset af, hvor mange knytnæver han har skulle parere (og give igen på) også.
Peterson guruen/videnskabsmanden – Hvorfor misforstår vi ham?
Når man udtaler sig om næsten alt og konstant er i mediernes søgeløs, så vil der undervejs også være noget af det, man siger, der naturligt nok tiltrækker sig kritik. Og kritiseret og udskældt er Peterson da også blevet. Blandt andet er hans bemærkninger om de statistiske forskelle mellem mænd og kvinder faldet i dårlig jord hos flere.
Påstanden er, at mænd har en tendens til at være mere konfrontatoriske og kvinder har en tendens til at være mere venlige. Peterson bruger dette som forklaringsmodel ind i problematikken omkring lønforskelle og peger på, at mænd ganske enkelt er mere klar til at tage skænderiet om deres løn, imens kvinder er mere tilbøjelige til at undgå skænderiet. Lønforskelle imellem køn skyldes altså ikke sexisme, men statistiske psykologiske tendenser, ville Peterson sige.
Her sker der så ofte følgende for dem, som ser sig sure på Peterson.
1) Han siger, der findes statistiske forskelle mellem mænd og kvinders personligheder.
2) Han siger, at det er med til at forklare lønforskelle mellem mænd og kvinder.
3) Man tror, han siger, at sådan bør det være
Men sådan er det ikke.
Det er ikke fordi, Peterson ikke kan være normativ. Han opstiller ofte regler og guidelines for, hvordan man bør være og orientere sig i verden. De er som hovedregel centreret omkring en bedømmelse imellem det, der er godt, og det, som er ondt. Det er for eksempel godt at fortælle sandheden, også når den er ubelejlig eller ilde set/hørt. Og Gud se i nåde til dem, der udfører kønskorrigerende kirurgi på børn, ifølge Peterson! (Han kalder dem ”Butchers”). Han kører guru-stilen, man fristes til at sige profet-stilen, og holder ikke igen på patos i sine udtalelser.
Men han er også videnskabsmand og vil ofte ’bare’ beskrive, hvordan verden hænger sammen. Og det er netop, hvad han forsøger at gøre i forbindelse med ovenstående deskriptive forklaringsmodel på lønforskellene mellem mænd og kvinder.
Hvis man fanatisk har fortæret timevis af YouTube-videoer med manden, ved man da også, at han har forholdt sig til kritikken og er blevet anklaget for at retfærdiggøre forskelsbehandling i løn. Hvortil han næsten bestyrtet svarer, at han tværtimod har hjulpet kvinder i sin praksis som psykolog, så de netop blev rustet til at tage de konfrontationer, der potentielt kunne mangedoble deres løn.
Men forvirringen er forståelig. Når Peterson udtaler sig om alt mellem himmel og jord, og når han har en tendens til i lange monologer at binde mange ting sammen, så kan det blive svært at gennemskue, hvad der er faktuelle beskrivelser og normative anskuelser fra Peterson. For ja, han kan være kringlet.
Særlig kringlet bliver det at forstå, hvad Peterson mener, når han taler om Jesus.
For så græder han.
Peterson og Jesus – Er han egentlig kristen?
Når kristne venner spørger, hvad jeg synes om Peterson, har jeg ofte svaret: ”Han er ni dele awesome og én del gift.”
Han er ni dele awesome, fordi han går til de bibelske tekster med et sjældent set psykologisk perspektiv. Han formår at udforske nye vinkler på skabelsen, syndefaldet og bruddet imellem Kain og Abel i hans Biblical Series, hvor han for fulde sale læser op af Biblen og leverer fortolkning uden manuskript. Han kommenterer direkte på svære bibelvers om at tage sit kors op og følge Jesus og gør dem konkrete ind i vores liv i dag.
Mødet med Peterson fik mig til at gå fra at tænke de bibelske skrifter som ”sande” til at tænke dem som ”supersande”. De beskriver ikke kun, hvad Gud har gjort ind i verden. De beskriver også, hvad det vil sige at være menneske i den her verden. Måske har jeg altid vidst det, men Peterson har skåret det ud i pap. Og det er jeg taknemmelig for.
Den ene del gift er Petersons frustrerende tendens til at tænke evolutionspsykologi ind i alting. Syndefaldsberetningen bliver pludselig til en beretning om mennesket, der går fra ubevidst dyr til bevidst menneske. Slangen er selvfølgelig fjenden, fordi mennesket evolutionært har været i konflikt med den farlige jæger, og Livstræet er selvindlysende nok et gode i menneskets psykologiske dybder og kollektive myter, fordi træer var vores hjem og primære kilde til næring. Og så videre...
(Jeg er kreationist og tager de her læsninger med et gran salt).
Det frustrerende er, at hans læsninger af teksterne sagtens ville kunne leve uden.
Det har tit fået mig til at tænke: Er Peterson bange for ikke at virke videnskabelig? For religiøs? Har han brug for at bolstre sine bibellæsninger med evolutionsteori for at kunne se sig selv i øjnene og sikre, at han ikke sættes i bås med fundamentalister? Peterson har i korte bemærkninger antydet, at han ikke har meget tilovers for dem, der ikke gør et nummer ud af at skelne imellem religiøse og videnskabelige sandheder.
Jeg har troet, jeg kunne parkere ham der. Som en slags håbefuld humanist, der ser dybder i de bibelske tekster, men som alligevel ikke tør tage springet og gå hinsides den objektive virkelighed for at finde den egentlige virkelighed.
Det kan jeg bare ikke. For grædende, midt i et uploadet interview på YouTube, sidder Peterson og siger:
”Sometimes the objective world and the narrative world touch. You know that’s Jungian synchronicity and I’ve seen that many times in my own life. And so, in some sense, I believe it’s undeniable, you know we have a narrative sense of the world, for me that’s been the world of morality that’s the world that tells us how to act. It’s real, like, we treat it like it’s real, it’s not the objective world! But the narrative and the objective world touch, and the ultimate example of that in principle is supposed to be Christ. But I don’t know what to… and that seems to me oddly plausible. But I still don’t know what to make of it. It’s too… Partly because it’s too terrifying a reality to fully believe. I don’t even know what would happen to you if you fully believed it!"
Peterson ser noget hos Jesus. Jeg har siden set flere forskellige videoer med Peterson, der kan pege i retning af, at han muligvis er en bekendende Jesus-efterfølger, men også at han ikke vil sættes i bås som ”kristen”. Selv er jeg i tvivl om, hvad han ser i Jesus. En konge at efterfølge? Eller en frelser at overgive sig til? Begge dele?
Og før jeg ser splinten i Petersons øje, hvad ser jeg så egentlig selv?
Den her Peterson-fanatiker glæder sig i hvert fald til at følge ham fortsat, og til at se hvilke andre dybder af Jesus, der kan blive åbenbaret og bekendt. For Jordan Peterson. Og for mig.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
og få de seneste artikler direkte i din indbakke