BoJack Horseman lærte mig, at jeg ikke er alene i mørket
Med sin absurde præmis, ødelagte karakterer og en overflod af fjollede ordrim viste BoJack Horseman, at vi ikke er alene i mørket. I vores serie af gensyn skriver Morten Birkmose en hyldest til en af alle tiders mest absurde animationsserier.
Det er svært at sige højt – eller skrive for den sags skyld – at jeg indimellem plages af tvivl og selvhad. At jeg har et tankemønster i mig, der i momenter eksploderer i en monolog så krads og svulstig, at jeg til stadighed kan blive oprigtig chokeret over det.
Hvem tror du egentlig, du er? Du er ingenting. Du kan ikke finde ud af noget. Du er så akavet. Du er doven. Du har ikke styr på noget. Du er en byrde for alle, der er så uheldig at støde ind i dig. Hvem tror du egentlig, du er? Burde du ikke bare forsvinde?
Men jeg har den stemme. Selvhadets stemme. Tvivlerens stemme.
Nogle gange løber den efter mig og råber for at få min opmærksomhed. Andre gange sætter den sig tålmodigt med benene overskrævs og hvisker i mit øre, når lejligheden byder sig.
Den får mig til at tvivle på, at jeg kan gøre noget så simpelt som at bestille en pizza over telefonen. Eller noget så stort, som at række ud til gode venner og spørge, om vi skal tale sammen.
Tankerne og tvivlen har været min følgesvend, så længe jeg kan huske. Der er i hvert fald ikke noget klart øjeblik eller en specifik oplevelse, hvor jeg kan pin-pointe, at nu, lige her, fortalte jeg for første gang mig selv: Du er intet værd.
Til gengæld ved jeg ret præcist, hvornår jeg første gang oplevede at få sat ord og billeder på mine tanker. Ja, at se ind i mit mørke og opleve:
Jeg er ikke alene. BoJack Horseman er der også.
Tandlægeklovne og selvmord
Jeg husker stadig mit første møde med den animerede tegneserie Bojack Horseman. Det var mærkeligt, uforståeligt. Min hjerne kunne ikke helt få brikkerne til at gå op.
Det er en animationsserie for voksne (ok, jeg kender konceptet). Hovedpersonen er en hest (lidt weird, men jeg har set tegnefilm med talende dyr før). Den foregår i Hollywood (mediesatire, jeg er med). Den er virkelig gakket og sjov på den der lidt overgjorte, syrede og slap-stick-agtige måde (jeg har set Monthy Python, jeg er game).
Og så er den absurd mørk og behandler emner som; alkoholisme, stofmisbrug, depression, grooming, narcissisme, selvmord, barndomstraumer, barnløshed, spiseforstyrrelse – you name it! (Hvad er det, der foregår her?)
BoJack Horseman er en serie, der er svær at forklare uden at komme til at snuble over ordene og de mange syrede idéer, som tilsammen udgør det, jeg ikke er bleg for at kalde en af de bedste tv-serier, der nogensinde er lavet. Men lad mig forsøge med en kort introduktion:
I centrum af løjerne finder vi BoJack Horseman (hest – forstår du joken?). En falleret tv-stjerne, der hittede i 90’erne med den fiktive tv-serie Horsin’ Around, men som nu sumper rundt i tilværelsen på jagt efter den anerkendelse, han altid har drømt om.
Omkring ham finder vi en perlerække af karakterer: Todd (menneske), der er fast gæst på BoJacks sofa, mens han forvilder sig ud på eventyr sammen med Mr. Peanutbutter (labrador), en anden falleret tv-stjerne.
Mr. Peanutbutter er gift med den kronisk deprimerede Diane (menneske), som i første sæson får til opgave at være ghostwriter på BoJacks selvbiografi, der endelig skal bringe ham tilbage i rampelyset.
Og i kulissen, som moren, der trækker i trådene og prøver at redde kastanjerne ud af ilden, når børnene (som oftest BoJack) har gjort i nælderne, har vi BoJacks agent/elsker Princess Carolyn (kat).
I løbet af de seks sæsoner, serien udspiller sig over, får vi lov til at følge vores fem hovedkarakterer i både tykt og tyndt, sjov og alvor, succes og katastrofe.
Vi følger Todds eventyr og vanvittige forretningsidéer, der blandt består i at åbne en tandlægepraksis, hvor tandlægerne også er klovne, starte en taxaservice med stripper-spækhugger-chauffører, skrive en rockmusical og…
Men vi følger også BoJack, mens han får den tidligere barnestjerne og stofmisbruger Sarah Lynn til at relapse i en månedlang bender, der slutter med, at hun læner sig trygt ind til BoJack og dør af en overdosis heroin i det, der måske er seriehistoriens mørkeste øjeblik.
BoJack er ikke for alle
Helt ærligt. Jeg forstår godt, hvis du tænker: Jeg tror ikke, det her er noget for mig. BoJack Horseman er ikke for alle.
Nogle vil stå af på dens humor og komik, der måske bedst kan beskrives som en blanding af bada-bum jokes og fjollede puns. Forestil dig en klassisk far-joke, men bare foldet ud over seks sæsoner og på en mystisk blanding af speed og svampe.
Jeg kan afsløre, at det går rent hjem hos mig. Tag bare Mr. Peanutbutter, der selvfølgelig altid er glad og logrende. Fordi han er en… Labrador. Og lad så den joke udvikle sig over seks sæsoner, hvilket undervejs fører til, at han blandt andet bliver udnævnt til at være ’the face of depression’. Altså, en labrador. Der er ’ansigtet’ på en depression. That shit’s just funny (hehehe).
For andre vil det være idéen om frivilligt at skulle udsætte sig selv for et mørke som den ovenstående historie med Sarah Lynn. Det er et uudholdeligt mørke, vi får lov til at stirre ind i, når BoJack og hans venner smadrer gennem livets skyggesider, mens de på skift både sårer, skuffer og elsker hinanden.
Har du et lidt følsomt sind (velkommen i klubben), vil jeg også anbefale, at du ikke bingewatcher alle seks sæsoner ud i en køre. Suppler med lidt New Girl eller How I Met Your Mother undervejs, så du ikke sumper helt væk i traumer og depression.
Men kan du holde det ud – altså både mørket og den dårlige humor – så gør det. You’re in for a treat!
Når vi griner i mørket, bliver det lidt mindre alvorligt
Blandingen af drama og komedie, som BoJack Horseman excellerer i, er ikke en ny opfindelse, og selv i en så klart defineret genreserie som 90’ernes Friends indfinder der sig også alvorlige øjeblikke og problematikker undervejs. Hvem fældede ikke en tåre, da det endelig gik op for Monica og Chandler, at de aldrig ville blive biologiske forældre til et barn?
Men med BoJack Horseman som en af frontløberne fik vi i løbet af 10’erne en perlerække af serier, som tog det skridtet videre og insisterede på at ville være i og grine af emner, som sjældent var blevet behandlet i tv-serier før: Depression, selvmordstanker, PTSD, racisme, skyld og tilgivelse, sorg, overgreb og ja, alt mulig andet lort, vi mennesker går og bøvler med i vores liv.
Bølgen blev døbt sadcoms og inkluderer blandt andet mesterværkerne Louie, Fleabag, You’re the Worst, Atlanta, Barry og ikke mindst den ligeledes animerede Rick and Morty. Fælles for dem alle er, at de viser os, hvordan kombinationen af gråd og grin kan gøre mørket lige præcis så udholdeligt at være i, at vi kan dyppe tæerne derned og forsigtigt begynde at tage livtag med det.
Jeg tror for eksempel ikke, at nogen kunne have udholdt BoJack Horseman, hvis ikke vi fik serveret historien om BoJacks accelererende stofmisbrug og voldelige overgreb på medstjernen Gina Cazador sammen med en running-joke om sex-robotten Henry Fondle, der bliver ved med at blive forfremmet, fordi han smider one-liners som ”I want to be on top of you!”
(Igen. Det er lidt svært at forklare på skrift. Men det virker.)
De rene genreserier som førnævnte Friends har deres berettigelse. Nogle gange har jeg bare lyst til at grine, føle mig underholdt og hygge med mine seks bedste venner velvidende, at det hele nok skal gå.
Indimellem får jeg også taget mig sammen til at sætte tunge og alvorlige serier som Breaking Bad og The Sopranos på. Mørke og store fortællinger om menneskets korrupte natur pakket ind i mafia og methamfetamin, som viser os, hvordan vi alle gemmer på en Tony Soprano. Måske. Eller. Jeg har faktisk ingen planer om at skulle være mafiaboss lige foreløbig.
Disse store series udfordring er for mig, at det mørke, de gerne vil vise, kan være svært at genkende i sig selv. Det er for udtalt, for bogstaveligt, for voldsomt og for voldeligt. Jeg er ikke Walther White. Jeg er ikke Joffrey fra Game of Thrones. Jeg er ikke Avon eller Stringer Bell fra The Wire. Mit liv er ret leverpostej, faktisk.
Men der er et mørke i mig. Et ordinært, kedeligt og ganske almindeligt mørke. Og det er det mørke, jeg får lov til at kigge ned i sammen med en lang række af 10’ernes sadcoms. Og i særdeleshed BoJack Horseman.
Stupid piece of shit
Der er særligt ét afsnit af BoJack Horseman, som også i dag står tilbage for mig som et af de vildeste personlige tv-øjeblikke i min ellers lange serie-narkomans karriere: Stupid Piece of Shit.
Afsnittet falder i starten af fjerde sæson og har to plottråde, der er så syrede, indviklede og formet af de tre foregående sæsoners kaos af slap-stick eventyr og personudvikling, at jeg ikke vil prøve at forklare dem.
Hovedkonceptet er dog nemt, for gennem hele afsnittet hører vi for første og eneste gang i serien den indre monolog, der leder BoJack til at handle, som han gør. Tanker, der centrerer sig om de fire ord: ”Stupid piece of shit.”
Igen og igen lyder det. ”You’re a stupid piece of shit.” Du er intet værd. Du gør ikke andet end at såre og skade alle de mennesker, du lukker ind i dit forstyrrede liv. Du fucker altid alting op, og du burde i virkeligheden tage dit eget liv, hvis ikke det var fordi, at det kun er ’the greats’, der fortjener at dø unge. Og hov. Kaldte du lige dig selv ung, din indbildske, narcissistiske, fallerede has-been af en Horseman.
BoJack er hjemsøgt af sit eget selvhad, der driver ham til at drukne sine sorger i alkohol eller at forsvinde i timevis for at holde i vejkanten med sin bil og kigge på ingenting. Imens sidder hans venner, hans syge mor og hans nyopdagede teenagedatter Hollyhock klar til at gribe ham og fortælle ham, at ”everybody deserves to be loved,” som Mr. Peanutbutter får fortalt ham over en drink på den bar, BoJack igen har søgt tilflugt i.
Først i afsnittets sidste scene får han overvundet sit selvhad og tager sig tid til at tale med Hollyhock, som tror, at hendes nyfundne far ikke vil bruge tid sammen med hende. Og endelig får han sagt de kærlige ord, hun længes efter at høre:
”I’m glad you’re here.”
Hvortil Hollyhock svarer i en af de mest maveknuende øjeblikke i hele serien:
”I know. I mean, I know, but I don’t always know, you know?
Like, sometimes I have this tiny voice in the back of my head that goes, like: ’Hey, everyone hates you! And they’re not wrong to feel that way!’
That voice, the one that tells you you’re worthless and stupid and ugly? It goes away, right? It’s just, like, a dumb teenage-girl thing, but then it goes away?”
BoJack kan ikke andet end at svare ”yeah,” men det er ikke sandt. Det ved vi som seere, for vi har netop fulgt hans tanker i et 23-minutters maraton udi selvhad og selvbebrejdelse.
Men jeg ved det også, for det er præcis det, jeg stadig fortæller mig selv: ”You’re a stupid piece of shit!”
Tvivlerens stemme i mit hoved
Det er ikke hver dag eller hver nat, denne monolog lyder i mit hoved. Nogle gange går der timer. Minutter. Sekunder. Andre gange føles det som uger. Måneder. År. Men den er der, tvivlerens stemme. Lurende, nærværende, klar til at sætte ind, når den ser sit snit.
Når jeg har lyst til at skrive en klog og sjov artikel, for eksempel. Sempers trofaste læsere vil vide, at det ikke afholder mig fra at skrive stolpe op og stolpe ned om alt fra Pave Frans til oscarshows til kirkens forhold til LGBT+-personer.
Men det er også sandt, at jeg som et fast ritual efter at have afsendt en artikel til mine medkumpaner i redaktionen bruger en halv time på at sidde i min brusekabine og trække vejret langsomt, mens jeg skriger lydløst ind i et håndklæde og prøver at overbevise mig selv om, at alt nok skal gå, og at jeg ikke er et talentløst fjols, som bare burde holde sin kæft. Og at selv, hvis nogen siger det, så er jeg faktisk pænt ligeglad, så længe jeg er tilfreds og kan stå inde for det, jeg skriver.
Jeg er pissedygtig, som jeg med min forkærlighed til sprogets latrinære udtryk vil formulere det. Og jeg er velsignet med en kærlig og dejlig familie. Med gode venner, der sætter ord på deres påskønnelse af mig. Jeg tror på, at jeg er elsket af Gud. Den stemme lyder også i mit indre: ”Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig, jeg kalder dig ved navn, du er min.”
Mit mørke og mit selvhad forsvinder dog ikke af den grund. Det er der. Som en evigt nagende summen, der sikrer, at jeg altid kun er 95% overbevist om, at jeg ikke er et forfærdeligt, egoistisk, intetsigende, ilt-spildende, nobody af et menneske.
Det er ikke rare tanker at lukke andre ind i. Og jeg gør det sikkert for sjældent. Det er for voldsomt, for intenst. Hvis nogen talte til mine venner, som jeg taler til mig selv, ville jeg (u)høfligt bede dem om at skride ad helvede til og blive der.
Men det er befriende, når tavsheden brydes, for det tager brodden af stemmens kraft, når den løftes ud ad mit hoved og ind i BoJacks hænder. Det var i hvert fald min oplevelse, da jeg første gang så det ovenstående afsnit.
Dér, holdt ud foran mig, kunne jeg endelig se, hvor fjollede og åndssvage, mine tankemønstre er, grine af det, slå mig selv for panden og sige: Morten, du er jo et helt ok, gennemsnitlig rart, sjovt og fint menneske med en masse fejl og mangler. Ligesom alle andre.
Endnu bedre er det at dele det mørke med andre. Venner, familie, Gud. Det har jeg erfaret siden. Men der er også noget grundlæggende befriende i at se en fjollet gul hest sætte ord på det lort, du fortæller dig selv, mens du skiftevis græder og griner.
Jeg ved godt, at jeg ikke er BoJack. Det bliver jeg også mindet om, når jeg ser et afsnit som det ovenstående. I modsætning til ham drukner jeg ikke mit mørke i alkohol og eskapisme. Det har jeg aldrig gjort. Igen. Rimelig leverpostej liv.
Selvom det kræver en tur i badet, har jeg i dag også frimodighed til at skrive en tekst som den, du sidder og læser lige nu. Jeg er overbevist om, at jeg har noget at bidrage med til verden. Jeg tør godt bestille en pizza over telefonen. Jeg tør godt række ud til venner og høre, om vi skal tale sammen. I hvert fald de fleste dage.
Men det betyder ikke, at mørket er væk. Og jeg har stadig lyst til at gemme det i mit indre, mens jeg negligerer det for omverdenen og mine venner og siger, at alt er fint og lyst, og at jeg har aldrig tvivlet på mig selv i mit liv.
Mørket er der. Punktum. Og netop derfor er der – også i dag – noget befriende i at få lov til at se, høre og være i det. At få det visualiseret og udtrykt, så jeg kan holde det ud i strakt arm og minde mig selv om, hvor irrationelt og tåbeligt det er. Indse, hvor meget vi har brug for at være i det sammen. Og mærke, at hverken du eller jeg er alene i det.
BoJack Horseman er der også.
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.
Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning, 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05
Du er altid anonym, når du kontakter Livsliniens rådgivning
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
og få de seneste artikler direkte i din indbakke