Grøn, bordeaux og hvid. Det var farverne på de tre WWJD-armbånd, som jeg i min teenageår havde på i over et år uden at tage af på noget tidspunkt. Hygiejnen var måske tvivlsom, men den kristne coolness-faktor var høj (tænkte jeg selv i hver fald).

I bagklogskabens lys har jeg ofte tænkt på de armbånd som kiksede og pinlige for mig selv og min omverden, men jeg har de senere år indset, at det budskab, som de forsøgte at give mig med i rygsækken, var overraskende godt.

At følge efter Jesus – at spørge ”Hvad ville Jesus gøre her?” - er blevet et aksiom for min tro.

Et aksiom er en grundlæggende antagelse eller selvindlysende sandhed, som man ikke beviser, men bruger som udgangspunkt for logisk tænkning eller opbygning af et system – især i matematik og filosofi. Ens aksiom fungerer som et fundament, hvorpå man bygger teorier og udleder nye sandheder gennem logiske slutninger.

Efterfølgelsen af Jesus fungerer som et aksiom for min tænkning i teologiske spørgsmål: ”Hvordan følger jeg efter Jesus i det her?”

Hvad vil det sige at være en kristen?

Det vil sige at følge efter ham, som blev kaldt Kristus – Messias.

Hvad vil det sige at følge efter ham?

Det vil sige at leve sit liv med ét for øje: At ligne Jesus mere og mere.

Jeg ønsker at blive formet efter hans billede for at deltage i hans mission med vores verden. Genoprettelsen. Udfrielsen. Frelsen.

At følge efter Jesus er ligesom en mand, der en dag går forbi en mark og ser en skat, der ligger i jorden. Han løber straks hen og sælger alt han ejer for at købe den mark.

At finde Jesus og skue hans herlighed er forvandlingens afsætspunkt. Kun ved at blive draget ind af hans kærlige invitation sættes mit liv i en sund bevægelse.

Nuvel man kan ændre mange ting i sit liv på baggrund af frygt eller skam – men den fuldendte kærlighed driver frygten bort. At følge efter Jesus er ikke at ændre sig på grund af frygt. At følge efter Jesus er stå så tæt på hans herlighed, at mit iskolde hjerte gradvist smelter og bliver varmt igen. Levende. Pumpende. Kærlighed op til Faderen og ud mod min næste.

Med efterfølgelsen som aksiom finder jeg balancen. Mit arkimediske punkt. Jeg beskyttes mod fundamentalismens luner og liberalismens lunkenhed.

Se på Bibelen.

Hvordan følger jeg efter Jesus med mit bibelsyn?

Jeg må finde det sandt om Bibelen, som han gør.

Jesus siger, at bibelen rummer Guds ord: ”Har I ikke læst, at der er talt til jer af Gud, der siger…” (Matt 22,31). ”Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen…” (Matt 19,4).

Jesus bruger Bibelens ord til at overvinde Fristeren i ødemarken. Jesus vender gentagne gange tilbage til Salmerne for at finde trøst og styrke i mødet med prøvelser.

Jesus ser sig selv som opfyldelsen af Loven.

Men.

Jesus siger samtidig om farisæerne: ”I gransker Skrifterne, fordi I mener, at I har evigt liv i dem; og netop de vidner om mig. Og dog vil I ikke komme til mig og få liv.” (Joh 5,39-40).

Det højeste skriftsyn er ikke det sandeste skriftsyn!

Det sandeste skriftsyn er det, som ligner Jesus. Det skriftsyn, der følger efter Jesus – peger på ham. Tegner ham for øjnene af læserne, når de læser hele det gamle testamente – hver en bog vidner om ham (Luk 24).

Hvis jeg vil følge efter Jesus med mit bibelsyn, så må jeg også skelne mellem det der vejer let og tungt i Bibelen (Matt 23).

Kærlighed, retfærdighed og barmhjertighed er lovens fylde. Det vejer tungest. Mit skriftsyn må derfor være et prioriteret skriftsyn. Jeg er nødt til at skønne, hvad må betyde hvad – det er ikke givet på forhånd.

Jesus er pro hermeneutik.

At følge efter Jesus med mit skriftsyn er derfor en øvelse i dialektikken mellem åbenbaring og tolkning.

Skriften har den autoritet, som Jesus giver den.

Ordene i Skriften har kun en afledt autoritet, såfremt de stemmer overens med Ordet, der blev kød (Joh 1).

Hvad er Guds Ord til os? Jesus fra Nazaret.

Et andet eksempel kunne være spørgsmålet om synd og hellighed i et kristent fællesskab.

Nogle teologiske læsninger af det nye testamente lægger særligt meget vægt på kirkens renhed. På kirketugt. På at advare mennesker som er på vej mod den famøse glidebane med deres liv.

Andre teologiske traditioner opgiver helt den klare tale om, at Jesus er Vejen. At der er et konkret etisk liv at leve ud fra og efter, når man har Jesus som Herre.

Med efterfølgelsen som aksiom kaldes jeg ind i et spændingsfyldt forhold mellem de to.

Jeg må som Jesus være radikalt kærlig og medmenneskelig over for alle – også ’synderne’. Jeg må være så nærværende og relationelt investeret i deres liv, at folk også finder mig til middagsselskab hos dem og beskylder mig for at være en frådser og en dranker, der hænger ud med toldere.

Men.

På en eller anden måde må jeg samtidig fastholde, at det er moralsk forkert at være en tolder, der udplyndrer de fattige og lyver for de rige. Jeg må som Jesus både sige ’Heller ikke jeg fordømmer dig’ og ’Gå, og synd fra nu af ikke mere’ (Joh 8).

Det er mig stadig en gåde, hvordan Jesus formåede at være begge dele på en sådan måde, at ’synderne’ altid oplevede sig set og fik tillid til ham, mens de på ingen måde var i tvivl om, at han kaldte dem til at give afkald på dele af deres praksis for at følge efter ham.

Men måske det ikke er helt skidt, hvis min erfaring er, at det oftere er farisæerne, som skælder mig ud end tolderne?

Et tredje eksempel på, hvad efterfølgelsen som aksiom for teologien gør ved mine tanker, kan være om en af de helt store varme kartofler: Frelse og fortabelse.

Igen kan man lidt forsimplet opstille to teologiske poler, som gør sig gældende her.

Én vægtlægning henter meget af sit grundlag i ordene om, at Gud er kærlighed (1 Joh 4,9) og i systematiske teologiske overvejelser om konsekvenserne af Guds karakter (kærlighed, retfærdighed, almagt) i forhold til det spørgsmål og ender med at afvise muligheden for fortabelse på baggrund af en tanke om, at fortabelsen ikke kan forenes med Guds natur og evangeliet.

En anden vægtlægning taler om en dobbelt udgang og om Guds evige straf over synderen, som ikke omvender sig til Kristus i dette liv. Dette betragtes som en vigtig del af bekendelsen om end man godt kan tale om det som fortabelsens mulighed, idet man håber på, at Guds vilje til at frelse alle mennesker på en skjult måde kan åbenbare sig, men man må på Skriftens og traditionens ord fastholde fortabelsen som en reel udvej af dette liv.

Hvordan følger jeg efter Jesus her?

Jesus taler ofte om fortabelsens mulighed.

Han bruger mange forskellige billeder og metaforer (tænderskæren, mørke, evig ild m.fl.) på fortabelsen, som også internt udelukker hinanden, og derfor viser sig som billedsprog og ikke eksakte beskrivelser af tilstanden i efterlivet for de fortabte.

Man kan godt diskutere om Jesus taler mere om fortabelse og ødelæggelse i dette liv end det kommende (hvilket jeg tror jeg rigtig f.eks. i Bjergprædikenen 7,13-14), men jeg mener ikke at man kan afvise, at Jesus ikke også taler om livet efter døden (her er f.eks. Matt 25 om verdensdommen en tekst, som peger i den retning).

Jesus kropsliggør det, som vi finder flere steder i Skriften netop Guds universelle frelsesvilje for alle mennesker (1 Tim 2,5), når han i Matt 23,37 siger om Jerusalem: ” Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt.”

Hvis jeg vil følge efter Jesus med mit syn på frelse og fortabelse, så må jeg holde fast ved Jesus’ ønske om at frelse alle mennesker samtidig med at jeg også må holde fast ved menneskers mulighed for at stå Guds Ord imod, som de også gjorde mod Jesus mange gange.

Ville farisæerne acceptere en kristen teologi om, at de bliver frelst i Jesu navn, uanset om de ønsker det eller ej? Det ligner ikke Jesus at tvinge sig ind på mennesker på den måde.

Det fjerde og sidste eksempel handler om den kristne teologi om krig og vold.

Noget af det smukkeste ved det evangelium og det Guds rige, som Jesus kommer med er budskabet om, at man ikke overvinder det onde med mere ondskab, men tværtimod med radikal godhed og selvopofrelse (Rom 12,21).

Jesus vandt over magterne og myndighederne ved at tabe til dem!

Han afklædte dem og førte dem i et triumftog ved at demonstrere den sande magt i denne verden – den selvopofrende kærligheds magt.

Det samme kalder han sin kirke til. Prøv bare at læse Bjergprædikenen. Jesus kalder sin kirke til at leve et liv i modstand mod enhver for form vold og krig. Det gjorde de første Jesus-efterfølgere også (Åb 13,10).

Men.

Jesus kalder ikke sin kirke til at leve et liv i passivitet og ligegyldighed overfor vold og krig.

På ingen måde!

Jesus kalder sin kirke til at lægge glødende kul på hovedet af magthaverne ved sin godhed. Jesus kalder sin kirke ind i et liv, hvor man på kreative og snu måder yder en ikkevoldelig modstand mod regimerne, undertrykkerne og voldsmændene.

Et godt eksempel på en sådan kristen ikkevolds modstand, der ændrede et samfund, er Borgerrettighedsbevægelsen i USA med Martin Luther King i spidsen.

At følge efter Jesus er ikke at være passiv i mødet med krig og vold, men det er at handle aktivt og aktivistisk mod uretfærdigheden på alle andre måder end at bruge vold og ondskab til at nå sit mål.

Disse fire eksempler er i sagens natur meget forenklede og er hver især enorme teologiske kamppladser.

Jeg oplever dog, at efterfølgelsen giver mig en retning og et perspektiv, som kan hjælpe mig til at finde solid grund under fødderne, når jeg bedømmer argumenter for og imod sådanne spørgsmål.

Jeg får større frimodighed og tillid til at turde tale og stå fast, når jeg har en erfaring af, at jeg kan se Jesus i det, som jeg står for.

Det beskytter mig ikke imod at tage grueligt fejl. Den risiko slipper man vist aldrig helt for uanset, hvilke aksiomer man vælger for sin teologi.

Jeg ved, at jeg med sådan et lille skriv her kan antænde flere teologiske bål, end jeg har ånde til at puste ud, men det er også okay.

Mit primære mål er egentlig at invitere dig som læser ind i en refleksion, som Jesus så fint giver til sin discipel Filip:

”Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen” (Joh 14,8-9).

Hvilke konsekvenser må det have for en kristen, at Jesus viser os det klareste billede vi har af, hvem Gud er?

Herover kan du se nogle af de bevægelser det sender mig i. Hvad tænker du?

Det kan være, at vi skal begynde at producere en masse WWJD-armbånd igen og måske tilføje et mindre catchy men desto mere vigtigt HWJDI-armbånd (Hvordan ville Jesus gøre det?), og så kunne vi sende ungdommen i en sund retning på deres vej som kristne.

Det er da et forsøg værd!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og få de seneste artikler direkte i din indbakke