Dette er en kommentar og udtryk for skribentens egen holdning.

Hvordan ville du reagere, hvis en præst fortalte dig, at han ikke anså dit ægteskab for at være et gyldigt ægteskab? Eller hvis han bragte op, at du muligvis er homoseksuel på grund af en problematisk relation til din mor eller far? Hvad ville du sige, hvis samme præst fortalte dig, at du er på vej mod afgrunden på grund af den, du elsker?

Personligt ville jeg blive rasende. Som i bande-og-svovlende-og-meget-lidt-pæn-og-from rasende.

Det var også min reaktion i 2022, da jeg første gang hørte samtalen mellem Freja Kirk og Henrik Højlund i podcastserien Kærlighedens Kartel. Du kan finde afsnittet her.

Freja Kirks egen reaktion? Den fik vi i april i år med sangen Taler ik’ mer’ med Gud, hvor hun i ægte break-up-anthem-stil smækker med døren og erklærer: Jeg vil være den, jeg er, og Vorherre ka’ ikk’ stop mig.

I sangens c-stykke har hun samplet (brugt en lydbid af) Henrik Højlunds stemme, hvor han siger, at hun er ”på vej ud af en afgrund.” En lydbid, han ikke har givet tilladelse til, at hun må bruge i sin sang. Hvorfor det er problematisk, har Troels Nymann skrevet en artikel om her. Men.. For der er et men.

Og for at forstå, hvorfor både Freja Kirk og jeg selv reagerer så kraftigt, sætter vi lige scenen.

To modpoler mødes

Som en del af konceptet med Kærlighedens Kartel opsøgte Freja Kirk samtaler med mennesker, hun ikke er enig med. Hvilket er lidt en underdrivelse, når det kommer til hende og Henrik Højlund.

For Freja Kirk er der i både hendes musik og offentlige persona en understrøm af opgør og søgen efter at finde nogle andre kasser at passe ind i, end dem vi traditionelt har opfattet køn og seksualitet ud fra. Som med så meget andet i den millennialgeneration både hun og jeg selv tilhører, er det et projekt, der er selvudleverende, sårbart og med den højeste indsats på brættet; Freja Kirk selv.

Hun har blandt andet optrådt topløs til koncerter, fordi hun ville afseksualisere hendes bryster og have lov til at performe i bar mave. I foråret 2023 fik hun fjernet sine bryster og udgav i den forbindelse nummeret ’Hvad skal man kalde en som mig?”

På den anden side har vi Henrik Højlund, der er præst i Aarhus Bykirke. Med sine 65 år tilhører han, hvilket jeg vist godt kan konstatere uden at såre nogen, også en anden generation end Freja Kirk.

Fordi han aldrig har været bange for at stille sig frem, er det ofte ham, der er blevet spurgt om at forklare, hvorfor han selv og det meste af kirkens højrefløj ikke går ind for en kirkelig vielse af homoseksuelle. I Kristeligt Dagblads spalter, i Debatten, i Signe Moldes spydige programmer eller – som her – i en sårbar samtale med et menneske, der gerne vil forstå, hvorfor han mener, som han gør.

En kontroversiel og upopulær holdning, som det kræver mod at forsvare offentligt. Men det er også et emne, der for en heteroseksuel og selverklæret lykkelig gift mand som Henrik Højlund først og fremmest er teoretisk. Han risikerer sit omdømme, sin position og en hadefuld mail. Men modsat Freja Kirk, er det ikke hans egen seksualitet og identitet, der er i spil.

Og det er måske en af nøglerne til at forstå, hvorfor Freja Kirk ender med at reagere, som hun gør.

Henrik Højlund er meget mere end den her samtale

Inden vi går videre, vil jeg gerne slå fast: Jeg kender kun Henrik Højlund som et generøst, begavet og hyggeligt bekendtskab, og som en virkelig dygtig præst, der holder nogle forrygende prædikener.

Når jeg i det følgende kommer til at gå hårdt til hans ageren og udsagn i samtalen, er det ikke for at pege fingre af ham, men for at synliggøre en måde at tale om seksualitet og homoseksuelle, jeg genkender fra dele af kirkens højrefløj og gerne vil problematisere.

Man kan også diskutere, om det er fair at kritisere ham og denne gren af kirken for udtalelser i en podcastsamtale, der er mere end to år gammel. Og ikke mindst gå til den så tekstnært, som jeg gør i det følgende. Kunne han ikke have ændret holdning? Eller fortrudt sine ordvalg?

En samtale er heller ikke – som denne tekst – en setting, hvor du har mulighed for at slette, ændre og omformulere undervejs, så dit budskab står knivskarpt. Samtale er jazz, improvisation og association. Og derfor kommer du også til at sige ting, du måske ikke mener eller gerne ville have sagt på en anden måde, når du lige tænker det igennem.

Jeg kan afsløre, at den del har jeg det selv lidt stramt over. Og det er vigtigt at huske både for mig selv og for dig, der nu læser med. Lyt til det, Henrik Højlund og Freja Kirk siger, med størst mulig nåde og barmhjertighed.

Det korte af det lange: Henrik Højlund er meget mere end denne podcastsamtale, og hans syn i de her spørgsmål rummer helt sikkert også flere nuancer, end der kommer frem her. Punktum.

Men..

Skal vi forstå Freja Kirks reaktion i dag, er vi også nødt til at se på, hvad der ligger til grund for den. Og det kræver altså, at vi kigger på, hvad der egentlig blev sagt i deres samtale.

Ondt i maven

Selve snakken starter godt. De hilser høfligt. Taler om, hvordan de forstår kærligheden. Ser på bryllupsbilleder fra Freja Kirks og Sus Wilkins vielse i Toscana (de er senere blevet skilt). Deler deres kærlighed til Italien. Alt er fint og hyggeligt.

Lige indtil svesken kommer på disken. For hvad mener Henrik Højlund egentlig om, at Freja Kirk er blevet gift med en kvinde?

De fleste af SEMPERs læsere vil kunne regne ud, hvor samtalen nu drejer hen. For selvom de sidder der, og Freja er et hyggeligt menneske, så mener Henrik ikke, at det er efter Guds vilje.

Bibelen er meget tydelig, og man ”skal virkelig skære nogle vers ud og i det hele taget faktisk skære en helhed ud af den,” for at kunne mene andet, som han forklarer. Også selvom han sagtens kan forstå, at det må være ”møghamrende lortet” og sårende for en som Freja Kirk at høre.

Så langt, så godt.

”Er det så en vielse, der ikke er gældende?” lyder det opfølgende spørgsmål, hvortil Henrik Højlund konstaterer: ”I mine øjne er det ikke et ægteskab. Heller ikke det, du har indgået med din skønne kvinde. Det er det ikke.”

”Jeg kan ikke lade være med at få lidt ondt i maven, når du siger det sådan,” responderer Freja Kirk.

Og for katten, hvor kan jeg heller ikke lade være med at få lidt ondt i maven på hendes vegne. Det må på alle måder være en grænseoverskridende ting at høre om sit eget ægteskab.

Men jeg forstår godt, hvor Henrik Højlund kommer fra. Ud fra hans forståelse af, hvad et ægteskab er, taler han sandt. Og vi bør kunne diskutere, hvad et ægteskab er på et teoretisk plan. Hvilket er det, han prøver at gøre. Og som Freja Kirk også direkte efterspørger.

Problemet bliver her – og det er en tendens, der i mine øjne har præget og til dels stadig påvirker kirkens højrefløj – at der ikke tages tilstrækkeligt hensyn til mennesket bag teologien. Til Freja Kirk, der lige er blevet gift på det her tidspunkt, og som ikke skal sidde og tvivle på, om det er en god ting. Heller ikke selvom hun søger svaret.

Fordi vi ofte diskuterer de her emner som teologi og teoretiske spørgsmål, kan det indimellem blive næsten vigtigere, om noget er sandt at sige, end om det er det rigtige og kærlige at sige i situationen. Og det er ikke den måde, vi grundlæggende er kaldet til at møde mennesker.

Det er svært og gråt at navigere i, men netop fordi vi her berører noget så essentielt som vores identitet og seksualitet, er det måske en god tommelfingerregel, at vi prøver at holde bolden på egen banehalvdel. Og at hverken jeg eller Henrik Højlund inddrager eller bedømmer andres liv og ægteskab i en teoretisk og teologisk diskussion om vielse og livsvalg.

I det øjeblik, vi gør det, bliver indsatsen også en helt anden, og vi risikerer alt for nemt at overtræde hinandens grænser. Som det sker her med Freja Kirk, der efterlades med ondt i maven og i tvivl om gyldigheden af sit dugfriske ægteskab.

OMVENDELSESTERAPI ER LORT

Efter nogle interessante overvejelser om Guds uforanderlighed, og kristendommens mulighed for at udvikle sig, kaster Henrik Højlund sig direkte ind i et sprængfarligt emne: Kunne der have været en anden vej for Freja Kirk?

For han kender en, der er homoseksuel og har valgt at gifte sig med en kvinde, og han kender også en præst, der er homoseksuel, men som ikke udlever det. Og kunne der så ikke også være en anden vej for Freja Kirk, der interesseret spørger ind:

”Er du af den overbevisning, at jeg for eksempel kunne gå til psykolog eller starte i en eller anden gruppe og ligesom prøve at komme ud af min homoseksualitet?”

Og her bør alle alarmklokker ringe, hvis man har beskæftiget sig det mindste med omvendelsesterapiens rædselskabinet af kvaksalveri, skadelig teologi og – i alt for mange tilfælde – selvskade og selvmord. For prins knud og hele kirkens højrefløj vil jeg gerne slå fast med syvtommersøm:

HOMOSEKSUALITET ER IKKE NOGET, DU KAN ELLER SKAL ’KOMME UD AF’!

Ja, du kan arbejde med at forstå din seksualitet. Blive klogere, blive gladere for den, opleve dybden af den. Det vil vi alle have godt af. Der er også mange veje at gå og måder, du kan udtrykke den på. Som Henrik Højlund også fint fremhæver med sine eksempler. Det er ikke et sort/hvidt billede.

Men du hverken kan eller skal ”komme ud af din homoseksualitet.” Ligeså lidt, som jeg kan slippe af min heteroseksualitet. Gaven er Guds, og så må vi sammen med ham finde ud af, hvordan vi bedst kan bruge den.

Den mulighed får Henrik Højlund desværre åbnet for med dette svar: ”Det tror jeg godt, det kan være, men det tror jeg ikke nødvendigvis, det er.”

Hvorefter han italesætter det begrædelige i, at den her form for terapi er blevet forbudt i flere lande, mens han helgarderer sig ved at konstatere, at det ikke er sikkert, du får heteroseksuelle følelser.

En fair læsning af Henrik Højlund vil sikkert være, at han begræder, hvis kristne homoseksuelle ikke kan få lov til at arbejde terapeutisk med deres følelser og seksualitet under forudsætning af, at de ikke vil udleve den. Hvilket skal være en mulighed for de kristne homoseksuelle, der af egen fri vilje ønsker dette. Problemet er, at han ikke afviser, at du kan ændre din seksualitet gennem terapi eller i det hele taget problematiserer dette ønske.

Når man tænker på, hvor udbredt en idé og tilgang det er og har været i kristne sammenhænge – og også mere bredt i samfundet – kan jeg ikke bebrejde ham, at han får lidt uld i munden, når der spørges ind til det. Det er bare ekstremt vigtigt, at vi får gjort op med det syn på og tilgang til homoseksualitet, at det er noget iboende forkert, ’du kan komme ud af’ eller skal ændre på. Det er det ikke.

Så igen. Sig det efter mig. Omvendelsesterapi er noget lort.

Måske er det dine forældres skyld?

På et tidspunkt spørger Freja Kirk, hvordan Henrik Højlund ville reagere, hvis et af hans børn sprang ud som homoseksuel og kom hjem med en kæreste. Til hvilket han får svaret, at han selvfølgelig ville elske dem og acceptere det, omend han måske ville have svært ved at tage med til et eventuelt bryllup.

Et kærligt og nuanceret svar, som bør være udgangspunktet for enhver forældre, der oplever dette. Selvom jeg dog vil byde ind med, at det er en forældres pligt at møde op til deres børns bryllup, hvis de skulle være så heldige at blive inviteret. Alt andet er en ærgerlig markering af en uenighed, der allerede er indforstået.

”Men noget helt andet,” begynder Henrik Højlund, inden han forklarer, hvordan han ville granske sit barns opvækst for at prøve at forstå: ”Hvorfor gik det sådan med min søn?”

For gammel forskning peger på, at det ofte er i et problematisk forhold til far eller mor, kimen til de homoseksuelle følelser bliver lagt. Ifølge Henrik Højlund. Der er præst. Og har læst teologi.

Man får lyst til at hive et gammelt ordsprog frem og konstatere: Skomageren skal holde sig til sin læst og præsten til sin bibel.

Helt galt går det, da han vil have Freja Kirk til at overveje, hvad hun tænker, og om hun kan forbinde det med noget i hendes opvækst eller i relationen til sine forældre.

Her er vi ude over, hvad det er anstændigt at spørge et andet menneske om. Men igen, jeg forstår, hvor Henrik Højlund kommer fra, for jeg er selv blevet undervist i samme teorier i mine ungdomsår.

Og så har der i lang tid været – hvilket er ved at ændre sig – en tendens til at gå i fixer-mode på kirkens højrefløj i mødet med seksualitet og køn, der ligger uden for ’far-mor-børn-og-vovse’ kasserne: Vi må finde ud af, hvad der er gået galt – og hvordan kan vi fikse det?

Derfor er Freja Kirks respons også så fin:

”Jeg har lyst til, at man måske også bare accepterer, at min mor kunne ikke have lavet noget om. Min far kunne ikke have lavet noget om. Min bror kunne heller ikke have gjort noget anderledes, for at jeg ikke var blevet lesbisk. Det var sådan, det skulle være.”

Amen!

Du er på vej ud af en afgrund

Inden samtalen rundes af, stiller Freja Kirk det spørgsmål, der også leder frem til ovennævnte sample, som nu er endt i hendes sang: Kommer jeg i Helvede, eller kommer jeg i Himlen?

”Jeg håbede, du ikke ville stille det spørgsmål,” konstaterer Henrik Højlund. Og man forstår ham. Heldigvis er det ikke op til mennesker at dømme hverken os selv eller andre. Dommen er Guds, som han klogt svarer. En nuance, der ikke har fundet vej ind i hverken samplet eller i Freja Kirks promovering af sangen.

Men hvis Freja Kirk kom i Henrik Højlunds menighed og fandt sammen med sin daværende kone, ville han gå til dem og sige:

”Tænk jer nu godt om, for du er på vej ud af en afgrund. Det ville jeg nok sige. Så stærkt ville jeg nok sige det.”

Hvordan er det så at høre på for Freja Kirk:

”Der er noget, helt klart, hvor jeg bliver berørt af det og bliver ked af det, fordi jeg føler ikke, det er et valg, jeg har taget. Jeg føler ligesom, at måske har Gud taget valget for mig, eller verden, eller universet har ligesom skabt mig sådan her. Og det er så alt inklusive. Det vil så også sige, at jeg kan lide kvinder.”

Der må findes et evangelie, som også kan rumme Freja Kirk

At Freja Kirk bliver både berørt og får ondt i maven over det syn på seksualitet og køn, hun møder gennem Henrik Højlund, kan jeg godt sætte mig ind i. For jeg ved, at hun bestemt ikke er den eneste, der gennem tiden er blevet såret af den måde, der er blevet talt med og om LGBTQ+-personer på kirkens højrefløj.

For jeg kender også homoseksuelle. Ligesom Henrik Højlund. Men modsat ham, er det mennesker, der bærer dybe ar på sjælen efter en opvækst i en del af kirken, der ikke havde andet at tilbyde dem end skam over deres seksualitet, selvhad og en grundlæggende følelse af at være ’forkerte’ i Guds og kirkens øjne. En beskrivelse, der også går igen i Andreas og Sune Gylling Æbeløs bog fra sidste år, De Fortabte Sønner.

Eller som Freja Kirk, der må konstatere i sin sang:

”Jeg taler ikk' mer' med Gud

Han har lige smidt mig ud, åh-ja

Man må ikk' være den, jeg er, i den verden han kommer fra”

Man må ikke være den, jeg er. Det er det glædelige budskab, Freja Kirk er blevet efterladt med. Der er ikke plads til hende i Guds rige, fordi hun er, som hun er. Fordi, hun er homoseksuel. Fordi, hun ikke passer ind i vores snævert definerede kønskategorier.

Det er en konstatering, der kræver, at vi vender blikket indad. Gransker vores ordvalg, vores teologi, vores forståelse af Gud. For selvom det ikke er det budskab, hverken Henrik Højlund eller nogen andre i kirken ønskede, at Freja Kirk skulle efterlades med, så er det budskabet, hun har hørt. Og det må vi tage alvorligt.

For som ciskønnet, heteroseksuel mand er det ikke det budskab, jeg hører, når jeg går i kirke søndag morgen.

Der hører jeg, at Gud har skabt mig. Hele mig. Også min seksualitet.

Er jeg så perfekt? Nej, jeg er håbløst indkroget i mig selv, og derfor bekender jeg min synd; at jeg ikke i tanke, ord og handling lykkes fuldt ud i at elske Gud, min næste og mig selv. Sammen med menigheden. For det evner vi ikke.

Men det handler ikke om, at vi er skabt forkerte. Jeg er ikke synd, jeg begår synd. Det er noget helt konkret – tanker, ord og handlinger – der sætter skår mellem mig og min næste, mig og Gud.

Og jeg hører, at Guds egen søn gik i døden for vores synd. Min synd. Og at vi nu sammen kan glædes over, at han har oprejst os til nyt liv i ham, og at vi en dag skal forenes, når han nyskaber verden.

Det evangelie er også stort nok til at kunne rumme Freja Kirk. Det skal det være.

Det handler ikke om, at jeg vil tvinge hverken Henrik Højlund eller andre i kirken til at give køb på deres forståelse af, hvad et kristent ægteskab er, eller hvordan Gud kalder kristne til at udleve deres seksualitet. Hvordan den end ser ud. Allerhøjest vil gerne have slået fast, at Gud ikke skaber os ’forkerte’, som Freja Kirk forlader denne samtale med en fornemmelse af.

Selvom jeg ikke deler deres teologiske overbevisning (ja, jeg mener godt et kristent ægteskab kan være homoseksuelt), er jeg helt med på, at der ligger en stringent og traditionsrig læsning af Bibelen bag, der har dybe rødder i kirkens historie, og som kan opleves både kærlig og meningsfuld for den homoseksuelle, der kan vælge frit i samråd med Gud.

Lad os starte et helt andet sted. For eksempel ved at heteroseksuelle typer som jeg selv og Henrik Højlund begynder at lytte mere og tale mindre. Lytte til flere som Freja Kirk, der kan gøre os klogere på, hvordan de ord og den teologi, vi gerne vil stå for, erfares og høres af mennesker, for hvem det her er mere end bare teori og teologiske spørgsmål. Og hvis ikke Freja Kirk, så andre gode kristne mennesker, der har de her spørgsmål inde på livet, og som forstår dilemmaerne.

Har du interesse i emnet, kunne et forslag være at starte med David Bennets ret forrygende selvbiografi A War of Love, hvor han fortæller om sin rejse fra homoseksuel queeraktivist til kristen. Fordi han har valgt ikke at udleve sin seksualitet, men stadig holde fast i en identitet som homoseksuel, har han kæmpet med at være for bøsse til kirken og for kristen til bøsserne. Det er en kamp, der kan gøre os alle klogere.

(Og lidt et plug, for Semper udgiver den på dansk til sommer).

Der sker også rigtig meget godt i kirken i de her år. Også på kirkens højrefløj. Det er for eksempel værd at fremhæve Mikael Wandt Laursen (afgående generalsekretær for FrikirkeNet) og Susanne Branners (sekretariatschef i LGBT Danmark) forbilledlige samtaler, der i hvert fald har rykket kirken og LGBT Danmark en lille smule tættere på hinanden.

Men vi er ikke i mål endnu, hvilket Freja Kirks nye sang er et tydeligt eksempel på. Og vi må blive ved med at stræbe efter at skabe en kirke, der også kan rumme denne verdens David Bennet’er og Freja Kirk’er. For den gud, Freja Kirk har mødt igennem sin snak med Henrik Højlund, har jeg ærlig talt heller ikke brug for at tale med.