”A Christian revival is under way in Britain”. Det var overskriften på den mest læste artikel i The Spectator i 2024. Ophavsmanden er Justin Brierly, der lavede en modig forudsigelse, at alt imens 00érnes selvsikre nyatisme er gået i sig selv, ser vi konturerne til en kulturel vending mod kristendommen i Vesten. Brierly er tidligere vært på videopodcasten Unbelievable?, der har hostet samtaler mellem kristne og ikke-kristne i snart to årtier. Her har han på første hånd set denne ændring i samtalen om tro. Alt fra kendte podcaster til intellektuelle er i stigende grad positivt stemt overfor den kristne tro, som Tom Holland, Ayaan Hirsi Ali, Joe Rogan, Louise Perry, Jordan Peterson og Douglas Murray. Fremkomsten af denne “ny-teisme” er snart en gammel nyhed – og vi kan også finde eksempler på det herhjemme blandt kendte personligheder og politikere. I april kom der så en opsigtsvækkende rapport med titlen ”The Quiet Revival” (eng. Den stille vækkelse) fra det britiske bibelselskab om briternes religiøsitet, der understøtter Brierlys forudsigelse. Det er ikke længere bare kendte personligheder, der begynder at vende sig mod kristendommen. Nu kan man også se det i tallene for helt almindelige briter.

De unge – og særligt unge mænd – driver væksten

Det er en opsigtsvækkende rapport, der viser markante skift i briternes religiøsitet fra den første spørgeundersøgelse i 2018 til den seneste i 2024. Således er det gået fra 8% (2018) til 12% (2024) af de adspurgte der siger, de går i kirken mindst en gang i måneden (foruden bryllup, begravelser og dåb). Det er en stor stigning på 50% på bare 6 år. Rapporten bygger på en onlinespørgeundersøgelse lavet sammen med YouGov i 2018 og 2024. Det er et professionelt og bredt anerkendt analyseinstitut, der står bag, med udgangspunkt i store, repræsentative deltagergrupper.

Mest opsigtsvækkende er, at det er de unge – og i særdeleshed mændene – der driver væksten. I 2018 var det 4% af de 18-24-årige, der gik i kirke minimum en gang om måneden – i 2024 var det 16%. Af de adspurgte mænd mellem 18-24 siger hver 5. (21%), at de går i kirke minimum en gang i måneden. Det betyder at, de 18-24-årige (16%) nu er den aldersgruppe som deltager oftest i en gudstjeneste, kun overgået af de 65+ (19%). Det er langt mere end de middel-aldrende 45-54-årige (5%) og de 55-64-årige (8%). Og at hver 3. voksne kirkegængere er mellem 18 og 34 år.

Flere unge er nysgerrige på Bibelen og religiøse praksisser

Denne stigning i selvrapporteret kirkegang følges med en stigning i spirituelle og åndelige praksisser. Således er der en større andel af 18-24-årige end andre aldersgrupper, der beder dagligt (23% ift. 17%), beder månedligt (37% ift. 30%), deltaget i åndelige praksisser inden for det seneste halve år (46% ift. 41%). De er også nysgerrige på religion og spiritualitet – så ca. hver 6. (18%) siger, at de har forsøgt at lære mere om religion og spiritualitet og ca. hver 3. (37%), at de gerne vil lære mere om bibelen. Samtidig med dette så er der færre, der rapporterer, at de kommer i den anglikanske kirke og flere, der siger, at de kommer enten i en pentekostal eller romersk-katolsk kirke.

Samtidig med denne vilde ændring, så er antallet af 18-24-årige, der vil identificere sig som kristne faldende. De 18-24-årige er den aldersgruppe, der er mindst tilbøjelig til at tilslutte sig, at samfundet bliver bedre, når det bliver formet af kristne værdier (32% ift. landsgennemsnit på 38%) og at det er godt for børn at kende til bibelhistorier (omend 50% mener dette). Det får forfatterne til at konkludere, at antallet af nominelle kristne (kulturkristne) er faldende, mens praktiserende kristne er stigende.

Opmuntrende statistik – der kalder på handling

Foruden de opmuntrende og imponerende tal for well-being og altruistisk adfærd blandt praktiserende kristne, så rapporteres der også om en stor åbenhed blandt særlig de 18-34-årige. Særlig tre ting står ud.

1) Åbenhed for at tage med i kirke: Hver 3. af briterne (31%), der normalt ikke går i kirke, siger, at de vil deltage, hvis en ven eller et familiemedlem inviterede dem – 34% blandt de 18-24-årige.

2) Nysgerrighed på Bibelen: Hver 6. af ikke-kirkegængerne (18 %) siger, at de er interesserede i at lære mere om Bibelen. På tværs af religiøs praksis i de unge aldersgrupper er der endnu større nysgerrighed: ca. hver 3. af de 18-24-årige (37%) og de 24-34-årige (32%) – dette er langt mere end gennemsnittet på tværs af aldersgrupperne og en stigning siden 2018, hvor det var 23% af de 18-34-årige, der ønskede at lære mere. Det er også interessant, at blandt de praktiserende kristne er de unge dem, der oftest er udfordret af Bibelen. Således siger ca. hver 3. af de 18-34-årige, at deres tillid til Bibelens troværdighed bliver udfordret af noget de ser eller læser i medierne (33%), eller når de læser specifikke passager i Bibelen (35%).

3) Åben for nye erfaringer: De 18-24-årige siger, at de er mere åbne for nye erfaringer i mødet med andre kristne. Således siger 2 ud af 3 (63%) af de 18-24-årige ikke-praktiserende kristne, at de gerne ville bedes for, hvis deres kristne ven tilbød det. Dernæst mener ca. halvdelen af dem (47%), at det er positivt, at kristne vil fortælle om deres tro til andre.

Det er en meget stor åbenhed blandt unge og en stigning, som jeg i nogen grad selv oplever i mit arbejde i Kristeligt Forbund for Studerende – og som jeg kan genkende fra andre præster og ungdomsmedarbejdere. Det kunne være interessant at se, om det samme var gældende i Danmark, men under alle omstændigheder bør give kristne, kirker og kristne fællesskaber fornyet frimodighed i at invitere andre ind i deres fællesskaber, bibellæsning og bøns-praksis.

Kan det virkelig passe?

Undervejs i min læsning af denne rapport må jeg indrømme, at jeg synes det lød lidt for godt til at være sandt. En national stigning i kirkegang på 50% på tværs af aldersgrupperne fra 2018 til 2024? Fra 4% af de 18-24-årige (2018) til 16% (2024) – stigning på 400%? HumanistsUK har også stillet sig spørgende overfor resultatet af rapporten i artiklen ”Gen Z ‘religious revival’? The evidence is incomplete”. De ser ingen grund til ikke at stole på metodikken bag, men undrer sig over, at den samme stigning ikke kan findes i de officielle statistikker for den anglikanske kirke og den katolske kirke. Rapportens data er fundet via selvrapportering, så den tager udgangspunkt i, hvad folk siger, de gør, og ikke i hvad de faktisk gør. Det kan være en kilde til både over- eller underrapportering af kirkegang – alt efter om de ser det som noget godt og positivt eller noget pinligt og negativt (den såkaldte ´social desirability bias´). De anerkender selv, at det er sandsynligt, at deltagerne enten har misforstået spørgsmålene eller har pyntet på sandheden. Men hvis dette var tilfældet, så ville det være sket i både 2018 og 2024 undersøgelse, og det vil ikke skabe mindre troværdighed om den rapporterede stigning i f.eks. kirkegang. HumanistUK overvejer om det mere afspejler en ændring i den sociale og kulturelle værdi i kirkegang og spiritualitet – så det mere viser, at flere vil rapportere om kirkegang, fordi det bliver set som noget godt, positivt og attraktivt. Det i sig selv vil være bemærkelsesværdigt. De anerkender også, at det er teoretisk muligt, at en overvægt af kristne har svaret på undersøgelse, men at det er højst usandsynligt, da det er et ledende analyseinstitut, som har spurgt en stor og repræsentativ gruppe af briterne.

Kan det sige noget om Danmark? Vinder Tiktokkristendomen over googlebuddhismen?

Måske vil vi også kunne måle denne ændring i Danmark om nogle år, men blandt præster og kirkelige ansatte mærker vi det allerede. I mit arbejde i Kristeligt Forbund for Studerede mærker jeg en betydelig nysgerrighed og åbenhed hos enkelte unge – i høj grad unge mænd – som oftest har undersøgt rigtig meget om den kristne tro inden, jeg møder dem. De sociale medier giver adgang og mulighed for at blive eksponeret for den fremvoksende “ny-teisme” blandt kendte personligheder, som så kan skubbe dig videre til flere religiøse og kristne stemmer. Den blinde algoritme kan pege dig i alle retninger, så du den ene dag flirter med tanken om at blive østlig-ortodoks kristen og den næste dag bliver grebet af en halvkonspiratorisk sydstats-baptist – selvom du ikke har sat dine ben I folkekirken siden din konfirmation. Der er som bekendt mange veje til Gud – og denne tendens er en meget overraskende mulighed for kirken i Danmark – om end den ikke er uproblematisk. Jeg husker desuden, at man i 10érne på den kirkelige højrefløj var bange for “Googlebuddhisme”, at adgangen til internettet ville betyde en stor stigning i synkretistisk religion og kristen tro, som ville forvirre og forblinde danskerne. Historien ser ud til at blive mere broget end som så. Men det betyder, at der er et enormt behov for danske kirker og kristne engagerer sig på de sociale medier – og viser hvordan tro ser ud i Danmark (Se f.eks. ungdomspræsten i Kronjyllands Frimenighed Sebastian Amorsen Vestergaard, Tiktok @dogmatiktok, og folkekirkepræst Andreas Meng, Tiktok: @pastor.meng). Som jeg har hørt den engelske evangelist Michael Ots formulere det med reference til gadeevangelisation og Paulus trossamtaler på ”torvet” (ApG 17,17): ”People dont think about and discuss new ideas on the marketplace any more, they do it online – on social media.” Derfor bør kirken være mere til stede der.

Jeg tror, at der kommer til at være et vindue af større åbenhed blandt danskere – særligt unge – for Gud, tro og åndelighed i de næste år 10-20 år. Og det vil være op til kristne, kirker og kristne fællesskaber at være proaktive. Men jeg har svært ved at se en eller anden romantisk tilbagevending til en kristen enhedskultur i Vesten. Jeg tror i langt højere grad, at denne rapport og den (anekdotiske) erfarede åndelige nysgerrighed er udtryk for det, som den canadiske religionsfilosof Charles Taylor har kaldt vores ´skizofrene sekulære tidsalder´: ”Our age is very far from settling in to a comfortable unbelief. Although many individuals do so, and more still seem to on the outside, the unrest continues to surface. Could it ever be otherwise? The secular age is schizophrenic, or better, deeply cross-pressured. People seem at a safe distance from religion; and yet they are very moved to know that there are dedicated believers” (Taylor 2007, 727).

Vi mærker i Vesten et krydspres fra et modernitetsprojekt, som har leveret på så mange måder, men på afgørende eksistenitelle områder har svært ved at levere. Affortryllingsprojektet har ført meget materiel fremgang med sig, men der er en åndelige fattigdom, som skaber en ambivalens hos mange individer. Og ja, så er Gud en levende Gud, som til enhver tid ønsker at udgyde sin Ånd over mennesker og befolkningsgrupper, så flere må se, tro og efterfølge Jesus Kristus.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og få de seneste artikler direkte i din indbakke