Lars Malmgaards svar på Mortens indlæg ærgrer mig. Jeg deler Lars´ syn på det kristne ægteskab – og langt på vej også de teologiske ræsonnementer og de kirkelige konsekvenser. Jeg deler også den sagte bedrøvelse over at mærke en tøven hos flere og flere konservative kristne (i mangel på bedre ord), når det kommer til, at det kristne ægteskab er forbehold én mand og én kvinde.

Samtidig er det svært ikke at blive fyldt af medfølelse og dyb sympati, når man hører historierne om helvedsangst, skam og ensomhed blandt LGBT-unge i kirkelige miljøer. Hvor et samlet miljø har haft skadelige konsekvenser. Netop fordi jeg har oplevet de selvsamme fællesskaber - og den Gud, de centrerer sig om - som enormt livgivende. Det er tragisk.

Lige netop på grund af de sørgelige vidnesbyrd fra LGBT-unge og den voksende tøven på kirkens højrefløj om det kristne ægteskabs beskaffenhed, så ærgrer Lars artikel mig. Jeg frygter, at netop sådanne indlæg bliver mere cause (årsag) end remedy (kur) til de bevægelser. Mere en del af problemet end en del af løsningen.

Når SAGEN overdøver MENNESKET

Jeg kender Lars som en dygtig og samvittighedsfuld teolog og forfatter. Og jeg er principielt sympatisk overfor hans argument. Det skal kunne diskuteres. Jeg har selv argumenteret for en lignende position i For enden af regnbuen (2024). Men Lars´ indlæg er for mig at se desværre symptomatisk for en vanesynd blandt os "bibeltro". Det kommer til at handle om SAGEN / DOGMET, når vi står overfor MENNESKET / MØDET. Eksegeten og systematikeren bruser frem, når det var det pastorale og sjælesørgeriske, der var kald på. Jeg kæmper selv ret meget med det.

For Morten fremsætter tre virkelig vigtige og relevante kritikpunkter fra en samtale, de fleste semperister, nu nok alle kender. En på mange måder modig og sympatisk samtale IMO. Men det er den lille, modige parentes, hvor Morten antyder et alternativt syn på ægteskabet, som alt bliver læst og tolket igennem. Og det tror jeg faktisk ikke er nødvendigt - for der er godt nok meget, jeg også deler med Morten.

De tre pointer som for mig et er et must for en bibeltro sjælesorg:

1. Vi skal sige klart fra overfor omvendelsesterapi.

2. Vi skal ikke psykologisere. Homoseksualitet skyldes ikke en fejlslagen barndom.

3. Du er ikke skabt "forkert", hvis du er homoseksuel.

Det er virkelig gode, vigtige og vise pointer, som handler om det konkrete møde med mennesker. Det var ikke et forsøg på at argumentere for, at kristne ægteskaber bør kunne være homoseksuelle. Men alligevel bliver Lars´ respons seks kritiske overvejelser over Mortens ægteskabssyn (SAGEN/DOGMET), mens han forbigår Mortens vægtige pastorale overvejelser (MENNESKET).

Hermenutisk uvilje, stråmænd og indlæsninger

Resultatet bliver, at indlægget mangler den hermeneutiske velvilje, der forudsætter, at modparten er både rationel og redelig. Det fører til en fremstilling af Mortens synspunkter, som ikke tager dem i deres stærkeste og mest nuancerede form. En stråmand.

Morten lægger sig op ad en klassisk luthersk syndsforståelse i sit indlæg. Han citerer næsten verbatimt både Luther og den mest almindelige danske skriftebøn, når han skriver: ”Er jeg så perfekt? Nej, jeg er håbløst indkroget i mig selv, og derfor bekender jeg min synd; at jeg ikke i tanke, ord og handling lykkes fuldt ud i at elske Gud, min næste og mig selv. Sammen med menigheden. For det evner vi ikke.”

Alligevel skal Morten høre for følgende i Lars´ første af seks afsnit: « Er reel omsorg, at mennesker aldrig bliver såret af vores ord eller teologi? Sådan lyder det næsten som, du tænker. Jeg mener, det er naivt. Og forkert. » Det er vanskeligt at forestille sig, at Morten faktisk mener det, han her tilskrives. Jeg tror, Mortens syndsforståelse vil udfordre de fleste humanister og sekulære mennesker ret meget.

Det fortsætter i det fjerde afsnit om synd. Lars kritiserer Morten for at skrive: « Gud har skabt mig. Hele mig. Også min seksualitet. (…) Jeg er ikke synd, jeg begår synd.” Det er ifølge Lars en « en dyb problematisk argumentation», for arvesyndslæren lærer, at ”synd er medfødt. Ikke alt hvad jeg er – heller ikke fra fødslen – er villet og skabt af Gud.” Det forekommer for mig som en indlæsning. Jeg kan ikke finde Mortens opgør med arvesyndslæren. Morten laver en klassisk og vigtig skelnen mellem, at vi mennesker er skabt og faldet. Det er særlig vigtigt at fremhæve seksualiteten som et skabelsesgode i en tradition, hvor seksuel afholdenhed opfattes som en væsentlig del af det kristne discipelskab. Dernæst er det vigtigt at huske, at alle menneskers seksualitet – uanset hvilken orientering mennesker har – både er skabt af Gud og påvirket af faldet. Ellers nærmer vi os hurtigt en anti-kristen, manikæisk forståelse af os mennesker.

Lars mangler igen hermenutisk velvilje, når han kalder Mortens syndsforståelse for svag: “Synd er ikke kun vores handlinger. Nej, selve lysten til synd er synd.” Her peger Lars på en vigtigt, men teknisk teologisk skelnen mellem syndige handlinger og selve lysten til synd (concupiscentia). Det er en historisk og teologisk vigtig skelnen, som heller ikke er helt uvæsentlig her (er selve det homoseksuelle begær synd?). Men man skal være fagteolog, for at kunne læse den skelnen ud af Mortens indlæg. Morten er velbegavet, men jeg ser ikke, han er den sondring bevidst. Det bliver tydeligt, når Lars tolker lyst (concupiscentia) som et lystent blik – for det må jo klart høre hjemme under Mortens syndstriade af tanker, ord og handlinger i citatet ovenfor. Indlægget har ikke noget opgør med concupiscentia som synd.

Som en kulmination på den hermeneutiske uvilje, så bliver Morten klandret for, at Bibelen spiller en lille rolle i hans syn på ægteskabet. Det er igen misvisende, for Morten har ikke argumenteret for sit syn, han har mest bare nævnt, han har det. Alligevel skriver Lars under det tredje afsnit: I forlængelse af det, virker det sigende for din argumentation, at der ikke er et eneste bibelvers undervejs i indlægget. […] [Det] antyder […] noget om den (manglende) rolle, Bibelen spiller i dit etiske ræsonnement.” Selv om jeg ikke deler Mortens syn, kan jeg slet ikke se, hvordan fraværet af bibelhenvisninger i indlægget skulle sige noget som helst om hans teologiske metode. Tværtimod fremstår det som et urimeligt og retorisk ufint greb.

Vi skal ikke gøre det lettere end det er

Det er bekendt for mange, at fordømmelserne af homoseksuel sex i Bibelen går under betegnelsen “slå tekster” (clobber texts). Den sørgelige grund til begrebet er, at mange homoseksuelle – både tvivlere og overbeviste – har oplevet, hvordan ellers velmenende kristne bankede dem på plads med de tekster. Den der automatreaktion om at melde klart ud. Som om det var det eneste at sige. Lars’ indlæg indeholder mange vigtige og velovervejede modargumenter mod en affirming-position. Alligevel ender det, efter min opfattelse, med at gentage den samme hårde og forsimplende tilgang, hvor SAGEN tager det altoverskyggende fokus, selvom Mortens ærinde først og fremmest var mødet med MENNESKET. Mortens pastorale relevante pointer bliver forbigået. Men det bliver ikke forbigået eller står hen i det uvisse, hvad den kirkelige skæbne er for Morten, hvis han fastholder sin position. Banke, banke på plads.

Jeg tror, der er gode eksegetiske, teologiske og sjælesørgeriske argumenter for en traditionel position. Men den risikeres at tabes, hvis den kirkelige højrefløj ikke formår at møde affirming-positionens bedste teologiske overvejelser med andet end – ja, undskyld udtrykket – træt polemik. Det bliver for let, når Lars i sin kritik affejer positionen som ”hermeneutisk gymnastik” eller reducerer den til ”omsorgs-teologi”. Jeg har lært, at gode spørgsmål kræver gode svar. Vi skal ikke gøre det lettere, end det er.

Lars er en dygtig teolog og skarp skribent – og hans teologiske kritik af affirming-positionen rammer på mange måder plet. Men den savner indlevelse og et mere ærligt teologisk engagement, hvor modparten tages alvorligt. Det kan måske bekræfte de overbeviste, men det gør ikke meget gavn for tvivlerne. Derfor frygter jeg, at indlæg som dette, hvor de teologiske paroler overdøver det pastorale nærvær, i sidste ende gør mere skade end gavn — trods de gode intentioner.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og få de seneste artikler direkte i din indbakke