Nick Spencer fra den britiske tænketank Theos undersøger påstandene om vækkelse i de amerikanske og engelske rapporter, der har også modtaget stor bevågenhed her i Danmark.

Denne artikel er oversat og udgivet med tilladelse fra Theos Think Tank

Arkæologer har et ordsprog: "Én sten er en sten. To sten danner en struktur. Tre sten bliver til en mur. Fire sten er en bygning. Fem sten er et palads." Det er en talemåde, der er værd at have i baghovedet, når vi støder på undersøgelser, der hævder at se tegn på religiøs vækkelse.

Den ubehagelige sandhed er, at hvis der virkelig havde været en vækkelse hver gang overentusiastiske troende fandt tegn på én i meningsmålingerne, ville vi allerede leve i Det Nye Jerusalem. Det er nærmere "én sten er et tegn på, at 'Gud er i bevægelse', og to sten – uanset hvor små – er en ægte vækkelse, halleluja."

Efter næsten 30 år med at gennemgå sådanne data, er jeg blevet træt af, og en smule kynisk over for, sådanne påstande. Og dog – de seneste tendenser har fået selv en udmattet skeptiker som mig til at spærre øjnene op.

Tidligere i år rapporterede The Times om en undersøgelse, der viste, at medlemmer af Generation Z var mindre tilbøjelige til at identificere sig som ateister end deres midaldrende forældre og mere tilbøjelige til at betragte sig selv som spirituelle. Undersøgelsen havde en imponerende stor stikprøve (10.000), men jeg har ikke kunnet finde dataene, så det er svært at vurdere resultaterne.

Det faktum, at den blev udgivet som led i promoveringen af en bog om "post-ateisme", styrker ikke ligefrem tilliden. Desuden efterlader ordet "spirituel" mig en smule kold, som karakteren Will i The Inbetweeners 2 så præcist udtrykte det.

Når det er sagt – det er stadig en sten.

Der er flere. YouGovs halvårlige tracker har registreret usædvanlige tendenser i gudstro blandt yngre briter siden 2021. Andelen af 18–24-årige, der siger, de tror på Gud, var 16 % i august 2021, men begyndte at stige: 19 % året efter, 34 % året efter det, 39 % i august 2024 og hele 45 % i januar i år. Den næstyngste aldersgruppe (25–49) viste en mere beskeden, men stadig markant stigning i samme periode: fra 21 % i 2021 til 33 % i januar 2025.

Er det en struktur?

Så er der USA. Religiøst meget anderledes, naturligvis, men interessant at sammenligne med, da det stadig er en exceptionelt kristen nation (efter vestlige standarder), selvom religiøs tilknytning er faldet – især blandt unge – over de sidste 20 år. Ny forskning fra Barna viser dog en stigning på 12 procentpoint i andelen af voksne amerikanere, der siger, at de "har truffet en personlig beslutning om at følge Jesus, som stadig er vigtig i deres liv" – fra 54 % i 2021 til 66 % i dag. Dette er primært drevet af unge mennesker, med en stigning blandt mænd fra Gen Z på 15 procentpoint fra 2019 til 2025, og blandt mandlige millennials på 19 procentpoint. (Generation X – min generation: undskyld, folkens – har ikke ændret sig nævneværdigt).

En mur?

Og så, senest i Storbritannien, kom den meget omtalte The Quiet Revival-undersøgelse fra det engelske bibelselskab og YouGov, med et enormt antal deltagere (13.000), som viste, at unge mennesker – især unge mænd – udviser en hidtil uset interesse for kristendommen. Hvor kun 4 % af de 18–24-årige i 2018 sagde, at de gik i kirke mindst én gang om måneden, er tallet i dag steget til 16 % (!), med unge mænd fra 4 % til 21 % (!!). Da to af religionens sociologiske jernlove er, at ældre er mere religiøse end unge, og kvinder mere end mænd, er det et kæmpe skifte.

En bygning?

Hvis disse undersøgelser minder om en bygning – eller i det mindste en mur – så støttes den af utallige anekdoter, som f.eks. præsten, der fortalte mig: "En ung mand kom ind i kirken efter gudstjenesten og sagde: 'Jeg vil være religiøs.'" Det sker ikke overalt, og man skal huske, at anekdoter ikke er data. Men de kan stadig være værd at fortælle.

Vi skal ikke blive overivrige. Enhver med en oprigtig interesse i religionens fremtid bør være opmærksom på dataudsving – selv så vedvarende og store som dette. Og meningsmålingsinstitutter bør følge fænomenet tæt i de kommende år. Men hvis det er en struktur, en mur eller noget endnu større – så er det værd at vide, hvorfor det opstår netop nu.

Så hvorfor sker det nu?

Den hårde sandhed er, at vi simpelthen ikke ved det. Data kan vise tendenser, og anekdoter kan tilbyde historier, men ingen af delene er særligt gode til at forklare sociale trends af denne art. Indtil der foreligger mere solid forskning (hvilket vi her på Theos allerede er i gang med at bidrage til), præsenterer jeg her ti hypoteser, der måske kan forklare dette mærkværdige fænomen. Nogle af dem er muligvis uholdbare, og ingen af dem er selvtilstrækkelige, men jeg tror, at en kombination af dem måske kan belyse noget af det, der sker.

Ét: Geopolitik.

Verden er i dag i dårlig forfatning: ustabilitet, ulighed, angst og vold hærger overalt. Mange forestiller sig fejlagtigt, at troen udspringer af oplevelsen af verdens orden og skønhed. I virkeligheden er troen på den personlige Gud i de abrahamitiske religioner ofte drevet af følelsen af, at noget ikke stemmer, at vi har behov for mere, end denne verden kan tilbyde. Efter den Kolde Krig føltes fremtiden lys. Mennesker kunne klare sig uden Gud. Men når vores forsøg på at skabe himlen på jorden bryder sammen – og det gør de lige nu – bliver vi åbne for andre perspektiver og nye fortællinger. Nogle af disse kan involvere Gud.

To: Social udsathed.

Dette rammer især unge hårdt. Generation Z kan ikke forvente en højere levestandard end deres forældre – faktisk kan de forvente det modsatte. De er belastet med gæld, usikker jobfremtid og ingen udsigt til at eje fast ejendom. Dette skaber en stærk følelse af social og økonomisk marginalisering. Hvis denne verden ikke har en plads til dig, søger du måske andre verdener, der har det.

Tre: Maskulinitet.

Denne tendens rammer særligt unge mænd. Den (retmæssige og stadig uafsluttede) genopretning af kønsroller har skabt usikkerhed om mænds rolle og værdi. Når det mandlige køn nogle gange bliver udpeget som selve problemet, og når traditionelle mandlige arbejdspladser er forsvundet, oplever mange unge mænd eksistentielle problemer, deres fædre ikke havde. Det har Andrew Tate og andre misogynister udnyttet, men det driver muligvis også unge mænd til religion som et alternativ, der tilbyder en positiv identitet, formål og mening.

Fire: Indvandring.

Indvandrere er næsten altid mere religiøse end personer født i Storbritannien. Det store antal indvandrere gennem de sidste ti år bidrager direkte til væksten i antallet af religiøse. Analyser af World Values Survey (2022) viser, at Generation Z har den største muslimske minoritet. Men andre undersøgelser tyder på, at der foregår mere end dét alene kan forklare, da stigningen især er stor blandt unge hvide briter. Mere sandsynligt er det, at tilstedeværelsen af religiøse indvandrere generelt gør religion mere synlig i samfundet (se næste punkt).

Fem: Islam.

Den synlige tilstedeværelse af islam, en stærk og tydelig religion, tvinger unge briter til at tænke over, hvad de selv tror på, og hvorfor. Den passive kulturkristendom, hvor folk automatisk skrev "Church of England" i spørgeskemaer uden at tænke nærmere over det, eksisterer ikke længere. Eksistentielle spørgsmål er blevet sværere at undgå – og jo mere vi stiller dem, desto mere overraskende kan svarene være.

Seks: Online-verdenen.

Denne påvirker på to måder. Positivt ved, at man diskret kan udforske religion via internettet, inden man møder op fysisk i kirken. Negativt ved, at Generation Z kaldes den mest angstramte generation hidtil, påvirket af sociale medier og smarttelefoner siden barndommen. De søger ægte relationer, der ikke er digitale eller kommercielle. Kirken tilbyder sådanne fællesskaber.

Syv: Kendte og influencere.

Fra Bukayo Saka og Chris Pratt, Stormzy og Jordan Peterson, til Russell Brand og en hær af Instagram-stjerner, tales der åbent om kristendom og Bibelen. De når målgrupper – især yngre mænd – som ungdomspræster kun kan drømme om. Uanset hvad man mener om disse personer (og i Brands tilfælde skal retten afgøre det), er deres rolle i denne trend sandsynligvis betydelig.

Otte: Pandemien.

Dette er egentlig en variant af det negative ved sociale medier. Det er næppe tilfældigt, at den religiøse interesse vokser efter den første store pandemi i 100 år. COVID-19 tvang mange ud af deres vante liv, gav plads til refleksion og satte gang i spørgsmål om livets mening.

Ni: Oprør.

For tyve år siden var det cool at håne troende for at være hjernevaskede eller tro på eventyrvæsener. Men enhver bevægelse skaber en modreaktion. Hvad kunne være mere provokerende end at sige til dine ateistiske forældre, at du ønsker at blive døbt? Ateisternes berømte kampagne her i England ("Stop worrying and enjoy your life") virker i dag tom og ude af trit med virkelighedens problemer: Putin, Ukraine, Gaza, Sudan, Trump, klimakrisen, cyberkriminalitet osv. Den type ateistisk humanisme, der prægede berømtheder som Ricky Gervais og Stephen Fry, virker nu mere tom og irrelevant end nogensinde.

Ti: Min egen generation (Generation X).

Som tidligere nævnt viste Generation X ingen tegn på religiøs opblomstring. Vi voksede op med en forestilling om, at religion handlede om kedelige gudstjenester, meningsløse dogmer og seksuelle moralske regler. Vi troede, vi vidste, hvad vi afviste. De, der er født efter 2000, har slet ikke denne erfaring – de har ikke fået "religiøs bagage". De er måske mere åbne over for tro.

Så her står vi. Ingen af de ti grunde, jeg har skitseret, er vandtætte eller stærke nok til at bære vægten af tallene alene. Nogle vil vise sig at være illusioner. Hele "fænomenet" kan også vise sig at være en illusion. Men lige nu tyder data på, at vi har afdækket en struktur, der kan blive til noget større. Hvis det viser sig at være tilfældet, skylder vi os selv at studere fænomenet nøje og, så vidt muligt, objektivt.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og få de seneste artikler direkte i din indbakke