Det kan virke mærkeligt, at jeg nu her i 2024 vælger at skrive om en film, der udkom for så lang tid siden, at den med sine 69 år på bagen måske burde være gået på pension. Men alligevel er Carl Theodor Dreyers film Ordet fra 1955 mit fokus her. Det er den, fordi det er en film, der rører mig og sætter tanker i gang, jeg mener, stadig er relevante for os – også i dag.

Ordet er instrueret af Carl Th. Dreyer på baggrund af et skuespil af samme navn, skrevet af Kaj Munk i 1925. Dreyer var på dette tidspunkt en af de første filminstruktører og er så signifikant en figur i både dansk og international filmhistorie, at han endda anses af flere som den bedste filminstruktør nogensinde. Begiver du dig ud i stumfilmenes klassikere, kommer du uden tvivl til at støde på hans mesterværk Jeanne d’Arcs lidelse og død fra 1928.

Omdrejningspunktet for Ordet er familien Borgen. Faren, Morten, ejer gården Borgensgaard, hvor han bor med sine tre sønner, sin svigerdatter og sit barnebarn. Mikkel er den ældste og har datteren Maren sammen med sin kone Inger. De er alle bekymret for den mellemste søn, Johannes, fordi han er ”uhelbredeligt sindssyg”, og selv tror, at han er Jesus.

Anders er den yngste søn på gården, og han ønsker at blive gift med skrædderens datter Anne. Og lige her har vi filmens centrale konflikt: Annes far, Peter Skrædder, tilhører Indre Mission og ønsker ikke at lade sin datter gifte sig med Anders, fordi han og familien Borgen er grundtvigianere. Ligesom Morten Borgen heller ikke vil høre tale om, at Anders kan gifte sig med skrædderens datter, fordi han frygter, at Anders vil lade sig forlede af Annes stærke tro.

Ligegyldigheden i stridigheder

Vi har altså en konflikt imellem disse to familier, som egentlig bare er en konflikt mellem de to fædre. To mennesker, der i realiteten minder meget om hinanden og – når alt kommer til alt – må kunne blive enige om mange ting i deres trosoverbevisning.

Det er egentlig utroligt, at denne stridighed overhovedet finder sted. Grundtvigianere og Indre Mission er begge trosretninger inden for kristendommen. Trods alt, så tror de vel begge på den samme Gud, men for de to gamle mænd er dette forhold ikke destro mindre umuligt.

Det viser sig også hurtigt, at denne stridighed er komplet ligegyldig. Da Anders som forventet får afslag fra Peter Skrædder på sit frieri til Anne, tager han hjem og fortæller sin far om dette, der straks bliver dybt fornærmet. Han siger med en bestemt tone: ”Måtte min søn ikke få Peter Skrædders datter!” og forlanger at se Peter selv.

Det er altså lige pludselig ubetydeligt for Morten Borgen, at Anne er fra Indre Mission, fordi han bliver fornærmet over, at Peter Skrædder har sagt nej. Det kan vi ikke lade ske! De principper, der for Morten Borgen umuliggjorde Anne og Anders’ ægteskab, er i sidste ende ikke vigtigere end hans egen stolthed.

Med udgangspunkt i familiekonflikten mellem Peter Skrædder og Morten Borgen viser Dreyer den ligegyldighed, der er i nogle stridigheder. De to familier er slet ikke så langt fra hinanden, som de troede, de var, men dømmer hinanden ud fra idéen om, hvad det vil sige at være grundtvigianer eller indremissionsk. Først henimod slutningen af filmen, under dramatiske omstændigheder, da Mortens svigerdatter, Inger, dør, kommer de to stridshaner på talefod igen, og de unge mennesker kan blive gift.

Men hvad kan vi så lære af det i dag?

De to mænd lader i første omgang deres stolthed stå i vejen for en meningsfuld relation – både mellem dem selv, men endnu mere mellem deres børn. Det kræver et dødsfald og et mirakel, jeg vender tilbage til, før de endelig lægger stridighederne bag sig og opdager, at de faktisk har mere tilfælles, end der adskiller dem.

På samme måde bør vi alle kigge os selv i spejlet og overveje, hvilke meningsfulde relationer og samtaler der går tabt på grund af vores egen stolthed. For denne læring om stridighedens ligegyldigheder er lige så relevant i dag, som den var i 1955.

Selvom vi ikke længere snakker om grundtvigianere og indre missionske, kan vi bare tage et kig på køns- eller klimadebatten.

Sæt nu, at man valgte at drikke en kop kaffe med sin nabo, som prøver at overbevise en om, at klimakrisen i virkeligheden bare er en omgang propaganda orkestreret af en verdensomspændende, og i øvrigt yderst hemmelig, jødisk gruppe. Måske synes din nabo også, at det er træls, når folk springer foran i køen.

Der sidder formentlig folk derude, som på grund af deres egen stolthed ikke kan være åbne for, at andre kan have en anden forståelse af verden, end lige præcis deres egen. Men hvis et andet mennesker beder dig om at referere til dem som ”de/dem” i stedet for ”han/ham”, så har det ikke nogen negativ effekt på dit liv at ændre det.

Der er sjældent så langt mellem folks udgangspunkt, som man nogle gange kan gå og forestille sig, og det kræver sjældent så meget at kunne se tingene fra hinandens perspektiv, som man tror. Hvis man på samme måde som Peter tør indse den ligegyldighed, der kan være i stridigheder, kan vi måske danne enormt betydningsfulde og stærke bånd på trods af alder, køn, profession, politiske overbevisning, trosoverbevisning eller andet, vi bruger til at definere os selv med.

Mirakler sker virkelig (ikke)

Et andet tema eller refleksion, som Ordet formår at røre ved i mig, er forståelsen og accepten af det uforståelige. Som det er nævnt ovenfor dør den gravide Inger mod slutningen af filmen grundet komplikationer under fødslen. Til hendes begravelse står Morten, Anders og Mikkel omkring hendes kiste og ser alle håbløse ud.

Ind træder Johannes efter at have været forsvundet i flere dage. Med det samme ses det, at der er noget anderledes over ham. Han er ikke sindssyg mere. Hans øjne og mimik er forandrede. Og hvis man stadig ikke havde fanget det som seer, sørger Dreyer også for at vise denne forvandling ved at ændre på Johannes’ fysiske fremstilling, da han for første gang i filmen ikke har sin lange frakke på, som fik ham til at fremstå mere mystisk.

Johannes beskylder forsamlingen for at være lunkne kristne, som ikke tror på Guds mirakuløse evner til at bryde naturloven. Den tilstedeværende præst kalder ham for sindssyg, men Johannes kommer med den indsigelse, at det ikke er sindssygt at ville frelse liv. Herefter siger han, mens han står over Ingers døde krop:

”Jesus Kristus. Hvis det er muligt, så giv hende lov til at vende tilbage til livet. Giv mig ordet. Ordet, der kan gøre den døde levende. Inger. I Jesu Kristi navn, byder jeg dig. Stå op!”

Det er her, miraklet sker. Inger rykker sine hænder lige så stille, og det er nu bekræftet for os. Hun lever!

Den første gang, jeg så Ordet, blev jeg blæst bagover, da det her skete. Jeg så den sammen med min bror, og ingen af os kunne forstå, hvad der lige var sket. Eller rettere, vi forstod det, vi så. Inger var opstået fra de døde, men det var stadig uforståeligt. Ikke kun fordi, at det er et brud på naturloven, men også fordi den religionskritik, jeg havde følt, filmen argumenterede for, lige pludselig faldt til jorden. Man bliver næsten sur over, at Dreyer har valgt, at miraklet lykkes.

Miraklet i denne film er så entydigt, som det kan være, hvilket faktisk står i modsætning til det oprindelige manuskript fra Kaj Munks skuespil, hvor han planter tvivl inden miraklet. Her er der undervejs i skuespillet snak om sløseri med dødsattester, endda så galt, at det afsløres i en dialog mellem præsten og lægen, at de såkaldte ’lig’ nogle gange viste sig ikke at være døde.

Med det i baghovedet er der lige pludselig plads til en masse tvivl, når Inger rejser sig fra de døde. Men sådan er det ikke i Ordet. Dreyer har valgt, at miraklet skal være entydigt. Der skal ikke være nogen tvivl her.

Inden vi kommer til denne scene, præsenterer filmen os for en række mirakeldiskurser gennem samtaler mellem karaktererne, og hvad de betyder for, hvordan de hver især tænker om mirakler.

Til at starte med får vi at vide, at Morten Borgen er uden håb og ikke tror på mirakler mere. Mortens forkastelse af mirakler møder vi også hos præsten, der mener, at miraklernes tid er ovre. Han tror, at trods det, at Gud er i stand til at udføre mirakler, så vælger Han ikke at gøre det, fordi det ville være et brud på Hans egen naturlov. Hvilket lægen selvfølgelig ikke kan lade gå forbi uden en bemærkning om, hvorfor Jesus så udførte mirakler. Ja, Jesus brød med naturloven, men det var en undtagelse, mener præsten.

I den modsatte ende af spektret er Peter Skrædder. Han næsten forbander Morten og siger, at han vil høre Herrens stemme og derved blive omvendt gennem hans prøvelser. Lige derefter bliver der ringet fra gården: Ingers tilstand er forværret. Peter svarer: ”Vi lever i undernes tid,” og forklarer, at det er et under, at Morten nu bliver prøvet af Gud gennem Ingers lidelse. Han tror ikke, at mirakler handler om at bryde naturloven, men derimod om at straffe mennesker, så de kan se lyset.

Disse karakterer og deres forståelse af mirakler er alle bundet op på det, de repræsenterer. Morten er grundtvigianeren, Peter er Indre Mission. Præsten er den danske kirke, og lægen er naturvidenskaben. Men det er ikke dem, som er kanal for miraklet. Det er i stedet de to, som står uden for samfundet: Johannes, den sindssyge, og Maren, Inger og Mikkels lille pige. Det umulige sker gennem to karakterer, som ingen forventer noget af.

Dette mirakel burde ikke kunne lade sig gøre. Dreyer fremstiller det realistisk, men jeg vil mene, at hvorvidt du som læser tror på mirakler eller ej, er som sådan også irrelevant for Ordet. Fordi miraklet i Ordet behøver ikke være et spørgsmål om miraklers eksistens eller ej, men om det, de symboliserer. Miraklet kan ses i lyset af den position, Johannes og Maren er i. Mennesker, som folk anser for irrelevante for vores samfund, er drivkraften i det umulige. De bliver symbolet på at turde at tro på noget, som man ikke forstår.

Som jeg ser det, er det vigtige i Ordet ikke at se miraklet som en vished, men rettere som begyndelsen på uvisheden. Det kan være svært at acceptere noget, som er uvist. Der er mange ting, vi accepterer i vores dagligdag, som egentlig er uforståelige, men på samme tid forståelige.

Det kan være svært at sætte ord på, hvorfor du elsker en anden person, men følelsen er stærkere end ordene. Der er en kraftfuldhed i det uforståelige og at acceptere det. Det, der gør os stærkere og klogere som mennesker, er ikke at blive klogere og stærkere på det, vi allerede forstår, men at udforske det, vi ikke forstår.

En læring som Ordet gav mig, men som stadig nu er relevant. Så næste gang, du møder noget, du ikke forstår, så prøv ikke at afvise det. Men i stedet, som miraklet i Ordet, så mød det med åbenhed og prøv at forstå det.

Det er altså ubetydeligt, at Ordet blev udgivet i 1955, for når en film har noget på hjerte, bliver det videreført lige meget, hvornår den ses. Dét Ordet har på hjerte, er noget, som vi stadig i dag kan tage ved lære af. Det skubber til mig, rører mig, udfordrer mig. Og det er det, film kan og altid har kunnet; røre og udfordre os – uanset deres alder.

Store dele af denne artikel er inspireret af følgende:

Ponder, Justin. 2012. "“I Bid Thee Arise!”: Reverse-Editing and Reversal Miracles in Carl Theodor Dreyer’s Ordet", Religion and the Arts 16, 1-2 (2012): 100-121, doi: https://doi-org.ez.statsbiblioteket.dk/10.1163/156852912X615892

Tonion, Fabio Pezzetti. 2022. "The Flagrance of the Sacred. Notes on the Miraculous Event in Ordet by Carl Theodor Dreyer" Acta Universitatis Sapientiae, Film and Media Studies 22, no.1 (2022): 1-17. https://doi.org/10.2478/ausfm-2022-0009

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og få de seneste artikler direkte i din indbakke