Tak for dit debatindlæg. Du stiller skarpt på Mortens argumentation og udtrykker en bekymring over det, du ser som en ”omsorgsteologi”, hvor menneskets følelser og identitet får forrang for Guds åbenbarede vilje. Og du har ret i, at der er en reel fare i at lade den subjektive erfaring stå over Skriftens objektive sandhed og klare ord. Jeg mener ikke, at dit problem er, at du går ind for en særlig kristen etik – der er vi enige. For mig at se er problemet dog, at du i dit svar – i forsøget på at forsvare det, du kalder for klassisk kristen etik – ender med at blande tro og etik helt sammen som om, det er det samme.

Du skriver fx: ”Uanset hvordan man vender og drejer det, er ovenstående etik i radikal modsætning til kirkens klassiske tro.” Men kirkens tro er ikke en etik. Kirken tror ikke på en bestemt etik – den tror på Kristus. Kristentro leder ganske vist til en etik, men vi må ikke blande bekendelsens centrum og dens frugt sammen. Har Kristus taget bolig i mig, så tror jeg på, at Helligånden skubber mig til vandring i tro og anfægter dér, hvor jeg ikke følger Kristus. Ja, troen bærer frugt i gode gerninger, men det er for mig at se spændende, hvordan vi bedømmer det forskelligt.

Hvis vi ellers tager syndens dybde alvorligt, må vi være varsomme med at dømme frugterne så entydigt, som jeg synes du lægger op til. Jeg mener, at du laver en stråmand. Jeg kan jo spørge dig Lars; har du steder i din etik eller etiske forståelse, der kunne være i radikal modsætning til den traditionelle forståelse? Eftersom jeg ikke kender dig så godt, skal jeg nok lade være med at gætte, men jeg vil alligevel spørge: Kan man som vestlig luthersk kristen leve et liv uden at det er i radikal modsætning til den traditionelle etik, Jesus lægger op til? Jeg mener, at det er den skyld og synd, vi alle faktisk gør os skyldige i – at vi bevidst og systemisk undertrykker andre mennesker. Forstå mig ret; jeg opfordrer ikke til homoseksuelt samliv og jeg vier ikke to af samme køn. Men det er for mig klassisk belejligt, at det ofte er det, der fylder og bliver splittende! Det er jo ikke ligefrem nummer ét i Paulus’ oplistning i fx Gal 5,19-21.

Vi kunne prøve med at eksemplificere min pointe med grådighed. Hvis jeg nu skulle bruge din retorik helt uden at kende til dit synspunkt: Kunne du argumentere for, at det er kirkesplittende at leve i fred med alle de goder, vi har i Danmark og spise sig overmæt og afholde store fester, hvor vi smæsker os i alt det gode i livet? Eller bør man ikke næsten tælle antallet af gange, de samme mennesker går først op til kaffebordet, fordi de ”er så kaffetørstige” og minde dem om, at de er på vej mod afgrunden? Min pointe er, at det, du kalder for klassisk, er klassisk ja, men at du og mange andre har aflagt sig så meget ’klassisk’, at det virker en smule tonedøvt altid at hive frem, når det gælder… seksualetik. Her kunne jeg jo komme med en strøm af bibelvers, men jeg antager at du forstår min subtile bibelske argumentation.

Et andet sted skriver du: ”Og kirkens ansvar er at lade begge dele (konfrontationen af synd og invitationen til Kristus, red.) komme til orde – og så overlade resultatet til Helligånden.” Mener du det? Over for alle? Jeg mener helt sikkert, at man skal vægtlægge den enkeltes frihed så højt, at man ofte undlader konfrontationen. Ikke for at være vage. Men for at være en præst i det almene præstedømme på gedigen luthersk vis med den, man taler med og ikke bare for. Jeg forstår godt, at kirken har et blakket ry i forhold til at konfrontere synd, når jeg læser det udgangspunkt, du har her, Lars. Det bliver en slags ”jeg siger jo bare, hvad der står i Bibelen”-teologi. Det er der for mig at se hverken meget sandheds- eller kærlighedsværdi i. Jeg oplever, at du er bekymret for vores relativisme. Men er bekymringen primært motiveret af Mortens ord, eller af en manglende tro på, at den seksualetik, du regner for sand, faktisk også er den sandhed, der vinder frem, også hvis den ikke skal tvinges igennem af teologer som dig og ligesindede? Jeg har bare lyst til at sige; stå for det, du står for med frimodighed og så stol på Helligåndens gerning.

I forlængelse heraf så skriver du også: ”Men nogle gange er det altså Gud selv, der i sin konfrontatoriske omsorg smerter dig og mig.” Helt enig! Men skal vi ikke netop lade Gud selv gøre det? Det lyder flere steder som om, du mener, at det er kirkens opgave at skabe den smerte. Jeg mener ikke, at vi skal unddrage os sandheden, men det er noget andet end at tage Guds rolle i egne hænder.

Du kritiserer desuden Morten for ikke at nævne bibelvers. Med al respekt, Lars – det fremstår overfladisk. Du ved godt, ligesom jeg, at Bibelen betyder meget for Morten. Det er ikke en konkurrence i at nævne flest vers. Problemet er ikke, at nogen bevæger sig væk fra Bibelen, men at vi i stigende grad læser de samme tekster forskelligt, vægter dem forskelligt og fremhæver forskellige sammenhænge. Det er et problem. Men det bør behandles teologisk og med vilje til samtale – ikke med skyttegravsmærkater som "bibeltro", "klassisk" osv. De begreber er efterhånden så identitetsladede, at de blokerer for reel udveksling. Hvis du virkelig har ret i din teologi, så lad argumenterne tale selv. Ikke via fløjmærkater. Jeg er enig med dig i, at Mortens syndsbegreb ikke går dybt nok. Men helt ærligt, det gør dit heller ikke. Vi har alle brug for at blive mindet om, at synd ikke kun er handlinger og valg, men en tilstand, vi er født ind i. Derfor må vi være varsomme med at stille bestemte livsmønstre op for andre som en grænse for Guds rige.

Når jeg læser dit afsnit 6, får jeg det klare indtryk, at du ikke er medlem af folkekirken. Jeg er. Og det er Morten også. Jeg ved godt, at folkekirken kan være mange ting, og jeg deler mange af dine frustrationer. Men det, jeg værdsætter højt i folkekirken, når den er bedst, er netop bekendelsesgrundlagets samlende kraft – ikke ét bestemt etisk synspunkt.

Når alt kommer til alt, så synes jeg, at det standpunkt, du tager her, skylder en uddybning af, hvorfor det er hér dit kirkeskel går. For jeg betragter det som et arbitrært og belejligt skel, der faktisk passer godt med tidsånden. Også om du tager resten af Jesu og Paulus’ etiske fordringer lige så alvorligt som dette og om du har en lige så stor tydelighed i forhold til andre ting.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og få de seneste artikler direkte i din indbakke