“Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre”
Casper Erics Crip er bogen, som bare skulle anmeldes, selvom jeg måtte slette dokumentet og starte forfra flere gange.
Den her bog skal anmeldes på Semper. Også selvom jeg efterhånden har slettet dokumentet her mange gange, fordi den ikke rigtig lader sig skrive.
Måske det handler om, at Caspar Erics nye digtsamling, Crip (2025), trækker i et kludetæppe af tråde i mine tanker, min egen erfaring og i mine teologiske grublerier. Det kunne blive til en bog i sig selv for mig at beskrive alt, som hans ord gør i mig og taler til i mit liv. Det bliver den korte udgave her.
Crip er seneste digtsamling af forfatteren Caspar Eric, der ud over at være forfatter har cerebral parese (CP), har skrevet en del i sit forfatterskab om livet som et menneske med handicap. Mennesker med handicap har i hans nye bog fået tilnavnet ’crips’.
Caspar Eric tager bladet fra munden på en utroligt rå og direkte måde i den nye digtsamling. Jeg kunne komme med mange eksempler på det fra bogen, men her får I bare lige ét, som særligt sidder hos mig her i dagene efter, at jeg spontant købte og strøg igennem den en solrig onsdag formiddag hjemme på terrassen:
Kig op fra din pølsemad
vi er over det hele.
vi er dem
du har lært
ikke-at-se
fordi vi minder dig om
at din krop går i stykker
vi er dem
du har lært
at kalde politik
når vi dør og begraves
i nødvendighedens navn.
En klump i maven. Et menneske der tør at tale og at benævne uretfærdighed på vegne af sine crips. Eric er så direkte i bogen, at den sikkert allerede i skrivende stund er genstand for taleskriveres forsøg på at finde ’huller’, ’ukorrektheder’ og ’manglende nuancer’, og det kan man sikkert også finde. Det er bare ikke anliggendet med den her bog. Det er netop sygdommen, at vi politiserer et emne på en sådan måde, at man umenneskeliggør konkrete mennesker og deres lidelse.
Man henviser f.eks. blot til, at specialområdet i kommunerne er blevet dyrere og dyrere de senere år med en løftet pegefinger. Specialområdet består af nogle af de mennesker i vores samfund, som er mest sårbare og som har brug for hjælp for at overleve. Som Caspar Eric skriver
men vi er ikke klienter
eller servicemodtagere.
vi er hverken shirkers
tiggere eller tyve.
vi er ikke cpr-numre
i et nationalt register.
vi er mennesker
og ikke hunde, min ven
I taler om retfærdighed
mens I pisser på de svageste.
Du ved præcis
hvad jeg taler om
Eric nævner meget udtryksfuldt i bogen en grotesk situation, der opstod under høringerne i Genéve af FN’s handicapkomités rapport om tilstandene i Danmark for mennesker med handicap, som de kalder for ’prison-like’. 82 ud af 88 punkter i rapporten var kritiske bemærkninger over for vilkårene i Danmark.
Den danske delegations respons? Et helt minuts tavshed uden at nogen fra den danske delegation ytrede et ord.
Eric slutter det afsnit i bogen med kernespørgsmålet under det hele:
”Hvilket liv synes I, mennesker med handicap fortjener?”
For det er vel det grundlæggende etiske spørgsmål på spil her, og handlingerne taler ifølge Caspar Eric tydeligt i forhold til samfundets svar på det spørgsmål.
Hvad er et kristent svar på det spørgsmål?
Ethvert levende menneske har en grundlæggende ukrænkelighed, værdighed og ret til at leve et værdigt liv.
Alle mennesker lever dette liv i relation til andre, hvor vi tjener og selv bliver tjent af fællesskabet – nogle får lov at tjene meget, andre at blive tjent meget.
Nogle vil indvende, at Caspar Eric lader sit eget liv blive et altoverskyggende paradigme for hans anskuelse af verden og samfundet, men jeg tror det vil være fejlslagent at tolke Crip sådan.
Han taler på vegne af sine crips. Sidst i bogen kommer det til udtryk ved at flere af mødrene til børn med handicap får mulighed for at beskrive både det værste og det bedste ved at være forældre til deres crips. Her fra Anni:
det bedste ved at have et handicappet barn er:
at hvis Mads fik lov at bestemme, ville vi have
en smukkere verden
det værste ved at have et handicappet barn er:
at hvis verden fik lov at bestemme, ville Mads ikke
være her.
Mødrenes ord i denne del af bogen beskriver den dobbelte virkelighed, man som pårørende og familiemedlem til et menneske med handicap står i. Én mor beskriver skammen over ikke at orke at skifte bleer længere, en anden skammen over at komme til at se på sin søn, som én der skulle fikses, en tredje om de skønne, filterløse og ægte grineflip hun har med sin datter.
Crip sætter her ord på en erfaring, som jeg kender fra mit eget liv med min bror, som lever med et handicap. Taknemmelighed, sorg, glæde, udfordring, mulighed, venskab, leg. Alle følelserne sameksisterer uden at blive negligeret på en måde, som er svær at udgrunde med ord, men mødrene gør det her på smukkeste vis.
Jeg kunne bruge mange spalter på mere af bogen, men jeg runder af i denne omgang med en sidste tanke og et kald. Først en tanke. Caspar Eric indser noget afgørende en aften på et hotel med sin kæreste B:
en dag vil vi alle
blive handicappede
Mennesker med handicap vidner om et livsvilkår som er universelt for os alle. Vi er forgængelige skabninger. Af støv er vi kommet og til støv skal vi blive. Og her bliver Caspar Eric stille, men i kirken fortsætter præsten: At støvet skal vi igen opstå.
Den kropslige opstandelse til et nyt liv på en ny jord. I et nyt opstandelseslegeme. Det håb betyder meget forskelligt for kristne mennesker med handicap. Nogle drømmer om en ny helbredt krop, andre glæder sig til at prise Gud med den krop, de har.
Kirken har et håb her, som taler også til alle de crips, som Eric er talerør for.
Dermed også et kald. En opgave.
Er der er en tydelig, aktivistisk og gennemslagskraftig kristen stemme i vores samfund, der kæmper for mennesker med handicap i Danmark?
Der er stemmer. Kristeligt Handicapforening (KH) arbejder for Guds rige lokalt på de skønne bosteder rundt om i landet. Jeg har sjældent se evangeliets kraft stærkere end på den årlige Frøfestival for Frøstruphave Efterskole. Der er små glimt.
Men der er også en mangel.
Caspar Eric taler til politikere. Til samfundet. Til institutionerne.
Og til os.
Til kirken. Til alle mennesker i dette land, der mener at leve livet ud fra en grundlæggende kristent menneskesyn. Ser vi? Hører vi? Handler vi?
”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig” (Matt 25,40)
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
og få de seneste artikler direkte i din indbakke