I hvert fald i 15 år har jeg gået rundt med et par scener fra filmen ’The Big Country’ i hovedet. De har simpelthen brændt sig fast i sindet på mig, for sådan en mand vil jeg også være!

Jeg tror, det var et mere eller mindre tilfældigt køb i 50-kroners DVD-bunken i Stereo Studio (hvad ungdommen ikke går glip af i dag), da jeg købte filmen. Jeg havde måske lidt en Gregory Peck-fase i forvejen. Det der 50'er films ideal af en retfærdig mand – det rører bare ved noget, jeg ikke synes, jeg ellers går og mærker.

Men når han står der med 3 fulderikkers lassoer om livet, mens han forlovede står og skammer sig over ham, og han bare finder sig i det og deeskalerer i stedet for at eskalere; eller da han sjette gang sætter sig op på vildhesten ”Old Thunder” for at blive kastet af igen, selvom der ikke er nogen, der kigger; eller når han rider alene ind i bagholdet, fordi det kun er ham, der kan stoppe blodsudgydelserne og redde pigen, ja så går det lige lukt i hjertet, som sidder i denne mand.

Så da det var tid til et ’på gensyn’, blinkede den endnu engang på lystavlen, og originalbillederne var lykkeligvis også levende og virksomme endnu.

Kun Eisenhower og jeg

Jeg ved ikke, om John Wayne har været lige så vred over ’The Big Country’ fra 1958, som han var over ’High Noon’ seks år tidligere. Dengang var Fred Zinnemann lige landet fra Polen med en anden vision for, hvordan en western kunne se ud. En, hvor sheriffen, i form af en en halvgammel Gary Cooper med mavesår, får lov at angstsvede sig igennem, mens urene tikker ned til duellen, og han på ingen måde har lyst til at være helten. Wayne syntes, det var noget tøset pis.

Det er i hvert fald svært ikke at tænke, at High Noon måtte gå, før en af tidens største instruktører, William Wyler, også fik lyst til at kravle og instruere en Western, hvor løsningen ikke var vold. Det krævede en del omskrivninger af den avisføljeton, der var forlægget, før han var tilfreds. Og en del skænderier og et par skuespillere, der var ved at gå psykisk ned efter at have fået besked på at tage scenen om for tiende gang uden yderligere instruktion. Og så endte han alligevel med at overlade færdiggørelsen til assistenten, mens han tog til Rom for at lave Ben-Hur.

Man skal lede langt på diverse lister eller bare i datidens anmeldelser for at finde nogen, der helt ser det, jeg ser i filmen. Den eneste, jeg rigtig deler min kærlighed med, er vist Præsident Eisenhower, der viste den fire gange i streg i det Hvide Hus – hvilket giver mening, når man ved, hvor mange generaler han måtte blive ved med at nægte at smide en stor bombe over Soviet.

Here in the west a man is still expected to defend himself

I ’The Big Country’ følger vi den tidligere skibskaptajn James McKay (Gregory Peck), der ankommer til en unavngivet flække i et meget stort land for at møde sin forlovede Patricia Terrill og hendes far Majoren på dennes enorme ranch.

Knap er James og Patricia dog nået afsted på rideturen, før en flok fulde Hennesy-brødre gør mine til at stoppe dem. Patricia griber tøjlerne, skynder sig at ride igennem dem og lader riflen. James tager den fra hende, mens brødrene stopper vognen. Og straks har han 3 lassoer om livet, de piller hans lidt for fine bowlerhat af ham og skyder efter den. De rammer ikke. Og rider videre.

James vil afskrive det som fuldemandsværk. Patricia er ydmyget, mest på kærestens vegne. Der er en lang historie med ondt blod mellem Hennesy's og Terrill's, og så skal deres køer endda drikke af den samme flod.

Værre bliver det, da de ankommer til ranchen og fodermesteren Steve Leech – i Charlton Hestons svedige skikkelse – prøver at narre McKay op på den stridige hingst Old Thunder, som det sig hør og bør med enhver nytilkommen til ranchen. Særligt, hvis de da ser sig gode nok til chefens datter.

James aflurer ydmygelsen og nægter rideturen til Steves udtalte foragt (”He's not much of a man”), og stakkels Patricia må sluge endnu en ydmygelse, offentligt endda. Hun er ved at kvæles af skam over hendes valg af en havkrabbe, der åbenbart ikke ved, hvordan man forsvarer sin ære, modsat hendes egen elskede far. (P: ”Don't you care what people think?” J: ”No, I'm not responsible for what people think.”)

Næste morgen skal Majoren og Steve på jagt – efter Hennesy's og med 20 mand i backup. McKay får intet andet ud af det end at ødelægge den gode stemning, da han beder dem om at lade være. Det lykkes dem at chikanere familien Hennesy, gennemhulle deres vandtank og få gennembanket de fleste af brødrene, selvom storebror og far dog ikke er hjemme (og ellers havde Burl Ives som fader Hennesy også stjålet den scene).

Det vilde vestens logik er etableret. Det er den stærkeste, eller i hvert fald dem, der er flest af, har flest våben og færrest skrupler, der vinder. McKay får at vide, at hans ”gentlemanly forebearance” ikke er noget, man kommer langt med her. Patricia er dødeligt ydmyget over at have fundet sig sådan en kujon, og så endda mens hendes far ser på det. Storsvedende Steve ser da også lige sit snit til at klemme et forceret, uigengældt kys ind, hvilket kun skaber endnu en grund til, at han i hvert fald ikke synes om McKay.

Og så kører volden ellers i sine egne spiraler, tand for tand og øje for øje, mens McKay får lov til at sejle i sin egen sø og underholde sig med, om ikke han kan tæmme den vilde hest, løse det med vandet og måske endda nå at rette op på sin dårlige smag i kvinder. En enkelt slåskamp uden tilskuere skal han gerne tage, så han kan få sig en lille portion respekt hos et enkelt menneske, men ellers insisterer han stædigt på, at han gør det, han gør, fordi det er rigtigt at gøre. Og ikke på grund af et lokalt æreskodeks eller moselov. Man kan have ham mistænkt for at være lutheraner, så bevidst han er om, at en god gerning korrumperes, når andre ser på.

Der skal affyres en del geværer og gives et par ubehagelige, uønskede kys, før Hennesy's og Terrill's har stridet færdig. Vi skal blandt andet igennem denne frygtelige ræsonnering: ”I like a woman who's scared of me. And if a woman were to tell the truth, she likes a man, that scares her a little.” Men overskurken har dog sin ære og griber ind over for sønnen inden kvindevolden fuldbyrdes.

Dem, der vil kæmpe ved sværdet, dør også for sværdet, men alligevel står James McKay og nogle få retfærdige sjæle tilbage som heltene til sidst – og det endda uden at have skudt nogen. (Kan det så overhovedet klassificeres som en Western?)

Kristelig maskulinitet

Jeg har altid irriteret mig over Braveheart-prædikenen, der vist kan opsummeres i, at du skal være modig og elske frihed ligesom Gibson, og så er der også en prinsesse i tilgift, og så lever man vist fint med kastrationen til sidst.

Jeg nåede heller aldrig længere med John Eldredges ’Wild at Heart’ (Det Maskuline Hjerte) end det første kapitel, der handlede om, at man gerne ville være ligesom Brad Pitt og ikke Aidan Quinn i Legends of the Fall. Så jeg ved ikke, om han også havde bibelske argumenter for, hvorfor man skulle være Brad Pitt. Men det vil man jo nok bare gerne.

Ret meget længere end det er jeg ikke nået i min uddannelse som kristen mand, og måske er det derfor, det går så dårligt med at vinge målene af. Jeg synes, det er meget sjældent, der bliver sagt noget meningsfuldt om maskulinitet, som ikke enten ender med at komme meget langt væk fra Jesus (med mindre man er så heldig at finde nogle tempelsælgere), eller bliver så sundt og sandt, at man ikke behøver at være mand, for at det er rigtigt. Og så forstår jeg ikke, hvorfor det altid enten er den rene gøreløse snakkeklub afløst af, hvem der kan spise flest hotdogs. Hvorfor kan vi ikke lære at flette en pisk og flippe nogle borde i stedet, hvis det nu skal være?

Kristin Kobes Du Mez har i ’Jesus and John Wayne’ redegjort for, hvordan evangelikale kristne (i øvrigt inkl. Charlton Heston i sin prominente rolle som formand for National Rifle Association) ret hurtigt fik skiftet en alt for eftergivende Jesus ud med en John Wayne, der havde noget nemmere ved at finde aftrækkeren. Idealer om ikkevold og næstekærlighed blev ubrugelige, når der var så mange fjender at finde – lige fra nazister og kommunister til indvandrere og feminister.

I en western ved man, hvem der er de gode (dem med hvide hatte), og hvem der er onde (dem med sorte hatte). Man ved, at der ikke er andet for, end at heltene bliver nødt til at tage på sig at få taget den duel og skudt skurkene – selvom de søde af dem naturligvis ikke skyder først.

Og jeg har da også set sådan en film nok gange til, at jeg ved, der også er noget i mig, der hellere ville bo i sådan en verden. Men det er måske også okay, at der er er en skærms afstand, så jeg slipper for at finde ud af, om jeg i virkeligheden spiller på det forkerte hold – eller endnu værre – bare er en af kujonerne.

Fight, flight eller..?

Nu er det jo ikke fordi, jeg ønsker at forsvare kujoneriet – det var verdens anden synd og mandens første, og vi er aldrig helt kommet videre. Men jeg savner bare en kristen maskulinitetssnak, der ikke lever af sine fjendebilleder.

Når vi sander kujonen i os; at vi trækker os og lader stå til, når det bliver for farligt eller bare for krævende at gøre andet. Ja, så er kuren måske ikke at løbe over til mere eller mindre toksiske faderfigurer på den anden side af spektret. Dem, der har lidt rigeligt travlt med at lade aggressionerne og kampkræfterne gå ud over alt det, der forstyrrer den nedarvede orden.

Når man nu må give Judith Butler ret i, at vi mennesker ikke bliver til i et vakuum, og at selv mænd har brug for at prøve sig frem og spejle sig i andre for at finde ud af, hvad det vil sige at være skabt som sådan en. Så kunne jeg godt tænke mig at smide James McKay i puljen. Særligt fordi, han netop viser, at der findes mere end to valg. Der er andre muligheder end bare fight eller flight.

Når man virkelig ved, hvor man står, og hvem man står på, så kan en mand (kvinderne har vist bare fundet ud af det allerede) også reagere med andet end bare impulser og knytnæver. Det, at vende den anden kind til, er ikke bare en passiv, men en meget meget aktiv handling. Tilgivelse og forsoning er det, der virkelig koster noget af dig. At melde sig som en, der gerne vil løse noget, der ellers var låst fast, hvordan det så end går, er det sandt mandige, det sandt menneskelige, det sandt kristelige. Alt det er faktisk en mulighed, vi har, når vi ved, vi aldrig står der alene.

Mænd foren eder! Men vil I ikke nok starte med Kristus, dernæst gerne James McKay.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og få de seneste artikler direkte i din indbakke