Det er en voldsom sætning, synes jeg. Ikke desto mindre er det min virkelighed. Når jeg førhen har forestillet mig et overgreb, så jeg en mørk skov, hvor en uhyggelig, fremmed mand trækker en skrigende pige ind i en busk og voldtager hende. Det billede har jeg været bange for hele mit liv.

På en måde ville jeg ønske (og helt ærligt, det ville jeg ikke ønske for nogen, heller ikke mig selv), at det var sådan mit overgreb var. For så havde det måske været nemmere for mig at se, at det var et overgreb, og at skylden ikke ligger på mig. Selvom jeg nok havde fundet vej til skylden alligevel, fordi det er så normalt for et offer at gøre, uanset hvordan det er foregået.

For mig skete det i trygge rammer med en, jeg havde en relation til, og det var ikke voldeligt. Sådan er de fleste overgreb. Jeg råbte ikke i hovedet på ham, men sagde “nej” flere gange, uden at det blev ordentlig hørt, og så har hjernen - i hvert fald min - en tendens til at blive ligeglad efter noget tid.

Da det så endelig var overstået, og jeg skulle fortsætte en daglig relation til manden, slettede min hjerne mit nej. Den hjalp mig faktisk. Den gjorde alt for at slette ubehaget, der var knyttet til ham, og gøre det til en helt gensidig handling. Som så alligevel primært landede på mine skuldre.

Du skulle have været bedre til at sige fra, tænkte jeg.

På den måde kunne jeg stadig se ham i øjnene. Så var det kun mig, der var en idiot, og ikke ham, og det var nemmere at leve med. Først 10 år efter gik det op for mig, hvad jeg egentlig havde oplevet, og hvilke konsekvenser det har haft for mit liv.

For overgrebet har haft en kæmpe påvirkning. Det dukker op og hjemsøger mig i drømme og billeder for mit indre blik, når jeg er presset. Jeg vil altid være i kontrol og har det rigtig dårligt med kontroltab, for jeg er bange for, at noget frygteligt sker. Derfor overforbereder jeg mig på alt. Det har været godt for mine karakterer, men begrænsende i mine relationer.

Jeg har mødt ham et par gange efter, og min krop har reageret fysisk på det ved rysten, hjertebanken og lyst til at flygte langt, langt væk. Derfor har min hjerne også brug for lige at vide, hvor han bor, så jeg ikke støder ind i ham igen. Jeg har svært ved at have tillid til, at folk vil mig, og jeg har svært ved at stå ved mig selv og mine holdninger og følelser, for jeg har oplevet, at mine grænser var ubetydelige. Alt sammen almindelige konsekvenser ved overgreb.

Hvorfor har jeg lyst til at dele min historie? Fordi jeg ikke tror, jeg er den eneste derude, og jeg ville ønske, at jeg havde haft nogen at spejle mig i. Hvis jeg kan hjælpe bare én med at se, at det, der skete, ikke var din skyld, så er det det værd. For det var ikke min skyld. Han var altid den aktive i at presse på og rykke grænserne. Han stoppede kun kortvarigt op, når jeg sagde fra, og prøvede så igen efter nogle minutter eller dagen efter. Han så mig simpelthen ikke. Den ligger på ham.

Men det har været virkelig svært at se og er noget, jeg stadig kæmper med. Jeg negligerer det. Jeg undskylder ham. Jeg forestiller mig scenarier, hvor jeg siger tydeligere fra, hvor jeg råber og sparker ham ud, og hvor det får ham til at stoppe. På den måde lægger jeg skylden på mig selv og mit alt for forsigtige og derfor “uforståelige” nej. Men jeg kan ikke vide, hvad der var sket, hvis jeg havde sagt fra på en anden måde, og sandheden er, at han skulle have hørt mit afslag, uanset hvor forsigtigt det var.

Jeg har haft svært ved at forstå, hvorfor jeg tog skylden på mig, og hvorfor jeg skammede mig så meget. Grundene er selvfølgelig mange. Men noget særligt, der har udfordret processen for mig, er min kristne missionske opvækst. En opvækst, jeg har været glad for, men som også i høj grad har knyttet sex og seksualitet med synd og skam, og det har gjort det svært at se overgrebet og min generelle seksualitet klart.

Jeg har hele mit liv lært, at det var mit ansvar som kvinde at sætte grænser for mig selv, at passe på mig selv. Måske ikke direkte, men det er blevet udlagt sådan, at mænd ikke på samme måde kan styre sig, når det kommer til sex. Ham, der gik langt over min grænse, gav da også min krop skylden for, at han ikke kunne lade den være. Jeg har lært, at kvinder skal overveje, hvordan de klæder sig og opfører sig for ikke at komme til at sætte gang i nogle uhensigtsmæssige mekanismer ovre hos manden.

Der var så meget skam forbundet med at overtræde mine seksuelle grænser, for jeg har hele livet lært, at det kun må foregå i ægteskabet, så jeg var og er stadig bange for, at folk skal dømme mig på min ikke-ægteskabelige seksuelle oplevelse. Selvom jeg har fået at vide, at ingen synd er større end en anden, så har måden, kirken og fællesskabet (inklusive mig selv) har snakket om folk med seksuel synd (fx sex før ægteskab, utroskab), fortalt mig en anden historie. Der er blevet set skævt til dem og snakket i krogene. Jeg har set skævt til dem. Jeg kunne ikke forstå, at man ikke bare kunne lade være med at have sex. Hvor svært kan det være? Efter overgrebet så jeg pludselig mig selv med de fordømmende og unådige øjne, og så var det svært at tro på, at tilgivelsen også var sand for mig. Hele mit væsen blev ét med den ene synd. En synd, der ikke var min. Men skammen overskyggede det hele. Det hjalp heller ikke, at jeg følte fordømmelse fra den præst, jeg skriftede hos. Det var svært at se min egen uskyld, når jeg overfor Gud havde bekendt, at det var min synd, og ingen sagde det imod.

Der bruges nogle ret stærke fortællinger og billeder, når det handler om seksuel synd. Jeg har selv været udsat for æbleskroget, hvor æblet sendes rundt og bliver mere og mere klamt for hver bid, der tages, ligesom den, der har sex med flere. Det er billeder, der fortæller dig, at noget i dig forsvinder eller går i stykker, hvis du har sex med en, du ikke er gift med.

Samtidig bliver der forventet, at når du så er gift, så er sex bare det bedste. Men der er altså ikke en knap, der kan tændes i dig, hvor noget i det ene øjeblik er det klammeste og mest forbudte, og det næste øjeblik skal være en velsignelse og det mest fantastiske i verden. Vi må kunne tale om det på en måde, hvor det er en naturlig del af livet - hele livet.

Mit indtryk er, at mænd i højere grad får lov til at have deres seksuelle lyst. Jeg tager muligvis fejl, da jeg kun kan mærke forventningerne til at være kvinde. Men jeg har altid følt, at min seksuelle lyst var noget, der skulle gemmes væk. Så da en mand/ung dreng rørte ved mig, og det tændte en lyst i mig, var det nemt at beskylde netop den lyst for det ubehag, jeg oplevede - særligt bagefter, hvor jeg følte mig som det klammeste og mest ligegyldige æbleskrog i verden. Jeg følte mig så brugt og i stedet for at lægge skylden over på ham, der forbrød sig imod mig, gav jeg skylden til mig selv og min seksuelle lyst, som jeg åbenbart ikke kunne styre.

Eller når jeg onanerede — og det har jeg ofte gjort — fra jeg var helt ung teenager, så var det noget, der for alt i verden ikke skulle opdages. Jeg var selvfølgelig en sød, ordentlig, kristen pige. Det var ikke noget, jeg kunne tale med mine veninder om, for jeg var bange for, at de dømte mig.

Jeg ville ønske, at vi kunne snakke om, at kvinder også har lyst til sex. Det virker så banalt, når jeg skriver det, for selvfølgelig har vi også det. Men det er ikke desto mindre noget, jeg har skammet mig over størstedelen af mit liv. Frygten for et overgreb har eksisteret i mine tanker lige så længe, jeg kan huske. Frygten for, at jeg kom til at nyde et overgreb, har været større, og det er jo helt skævt.

Mit indtryk og mit håb er, at den fortælling er ved at ændre sig. At der kommer fokus på, at manden også har et ansvar for at være sikker på, at kvinden gerne vil, og omvendt. Der skal være samtykke fra begge parter, og det er vi også nødt til at snakke om som kristne. Overgreb finder også sted blandt kristne mennesker. Ham, der overhørte mit nej, var flink og kristen. Han var bare samtidig dum og liderlig og har muligvis lært, at hans rolle som mand er at være den aktive og beslutsomme i en relation – også seksuelt. Han er ikke et ondt eller forfærdeligt menneske. Men han havde mere fokus på sig selv og sine lyster end på mig, og det var ikke i orden.

Men på en eller anden måde er han måske et produkt af et kristent fællesskab, som ikke taler ordentligt om sex, og som måske heller ikke taler ordentligt om køn. Som skyder sex-snakken væk med, at det skal ske i ægteskabet. Men seksualiteten er der også inden, og det er vi nødt til at snakke om, hvordan vi navigerer i, uden skam. Jeg er både et kristent og et seksuelt menneske, og jeg føler, at det først er nu, hvor jeg er gift, at jeg må være begge dele. Men hvor ville jeg ønske, at jeg tidligere havde lært begge sider at kende som naturlige og smukke dele af mig selv. Så skylden og skammen havde været mindre, og ikke havde smadret mig. Så jeg bedre kunne se, at overgrebet var et overgreb og ikke var min synd og skyld.

Jeg har et håb om, at folk, der har været udsat for et overgreb, om det er kvinder eller mænd, bliver mødt af kristne ledere på en anden måde, end jeg gjorde. Det, jeg blev mødt med af mine ledere, var, at jeg kunne gå i skriftemål for min synd. Eller de fortalte, at min identitet ikke er ødelagt, og at Guds kærlighed fortsætter. Jeg forstår godt, hvorfor mine ledere, ligesom min psykolog på det tidspunkt, ikke fandt ud af, at der var foregået noget, der ikke var i orden. Jeg fortalte dem en anden historie, en historie, hvor jeg havde gjort noget syndigt med en anden – men de kunne godt have spurgt: Tog du nogle skridt mod ham? Var det gensidigt eller var det mest ham, der ville og ham, der pressede på?

Jeg fortalte historien til en anden leder på et senere tidspunkt, fordi det stadig rumlede i mig, og hun fangede, hvad der var på spil. Nok fordi hun selv havde været udsat for et overgreb, så kunne hun høre det nej, jeg selv havde undertrykt og negligeret. Det er jeg hende evigt taknemmelig for, for hvis hun ikke havde kaldt det et overgreb, så ville jeg muligvis ikke have givet min hjerne lov til at bryde lidt ud af skammen og skylden for at finde en anden, sandere fortolkning af det, der skete. Og så ville jeg heller ikke have fået den behandling, jeg har haft brug for.

Hvis du har været udsat for noget ubehageligt, uanset hvordan du selv betegner det, så vil jeg råde dig til enten at tage fat i en god ven eller Center For Voldtægtsofre. Det kan virke voldsomt, og måske tænker du, at det ikke er noget særligt, men hvis det bliver ved at nage dig, så prøv. Jeg sad også med de tanker, men det har virkelig hjulpet mig at snakke med nogen om hvad, der skete.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og få de seneste artikler direkte i din indbakke