Jeg kigger på fugle – sådan lidt i hvert fald
Og måske skulle du også tage en naturhobby op.
Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har gået rundt om søerne i København og i særdeleshed Sortedamssøen. Men en hel del, for jeg er født og opvokset på Østerbro. Inden for det sidste par år er mine gåture rundt om dem imidlertid nærmest blevet genfortryllede. Jeg er nemlig blevet opmærksom på deres fugleliv. En and er ikke længere bare en and, men en gråand, og hvis man er heldig, en taffeland. En svane er ikke bare en svane, men en knopsvane. Og dér er en hættemåge og en rørhøne, og se blishønen, og hvis du kigger lidt længere ud, kan du se to toppede lappedykkere og et par troldænder. Ja, jeg ved det godt: Fugleøen er ved at blive smadret af skarver, men prøv at se, hvor flotte de er, når de cruiser over vandet.
Måske er det, jeg lige har skrevet, sort snak for dig, kære læser. Måske har du lige siddet og googlet alle disse besynderlige navne. Fortvivl ikke. For ikke særlig lang tid siden kunne jeg næsten ingen navne på fugle, heller ikke på de fleste af ovenstående. De har i flere år været mine naboer, men jeg har ikke skænket dem en tanke. De var bare noget, der var. Men inden for det sidste år er der altså sket noget. Noget familie har taget min hustru og mig med på fugleture. Jeg har fået min egen håndkikkert. Jeg begynder at kunne genkende flere og flere arter. Indrømmet, interessen lå lidt i vinterdvale, men den er de sidste måneder vokset frem igen i takt med træernes knopper, og her i foråret og den tidlige sommer har jeg rendt rundt i Uniparken og Riis Skov i Aarhus med min kikkert og lignet en freak (yes, jeg er en af de typer, der er flyttet fra København til Jylland). Jeg har sågar fået en fuglekalender af mine søskende. Det er imidlertid ikke bare mig. ”Flere unge vil se på fugle” stod der på skærmen i TV-Avisen for nogen måneder siden. Det ved jeg, fordi min far så det og tog et billede af Klavs Bundgård Povlsen og en tv-bjælke med disse ord. Pludselig er jeg altså en del af en national tendens.
Metafysiske fugle
Læser man ældre, dansk litteratur, er der fugle overalt. De fleste tidligere gymnasieelever kan nok huske Martin A. Hansens Agerhønen, hvor den lille agerhøne forvandles til en Kristusfigur. Og i hans mesterværk Løgneren smelter kirkeårets og naturens cyklus i de vidunderlige ord om, at ”når sneppen kommer, driver Kristus den onde ånd ud”. Det er utroligt stærkt, men der er også noget i det, jeg føler mig fremmed overfor. Jeg tror ærligt talt aldrig, at jeg har set hverken en agerhøne eller en sneppe. Steen Steensen Blichers kendte Sig nærmer tiden er hentet fra hans fascinerende digtsamling Trækfuglene, der indeholder digte til 30 forskellige trækfugle, og som jeg i foråret blev færdig med. Men jeg har undervejs googlet utroligt mange af dem for at forstå, hvad det er, Blicher hylder. Jeg føler mig godt bekendt med meget dansk litteratur, men den natur, den beskriver, er mig på mange måder ukendt.
I den danske sangskat synger vi om, at en lærke letted’, og at det er lærkernes tid, men hvor mange af os lægger egentligt mærke til lærkerne, især hvis vi som mig bor i byen? Og i starten af sommeren sang vi herhjemme Jeppe Aakjærs utroligt flotte Han kommer med sommer. Her lyder de sidste ord ”Hans yngel skal trives i regn og i sol, hans rede beskyttes som hjemmets symbol, mens sagnene lever om Danmark!”. Da sangen var færdig, slog det mig, at det egentlig var lidt ironisk, at jeg her sad og sang om storken – for det er ham, der kommer med sommer - og om at beskytte hans rede og yngel, når jeg, så vidt jeg ved, aldrig har set en stork (til mit forsvar er de også noget mere sjældne nu, end de var på Aakjærs tid). Men nøj, hvor er det altså en flot sang.
Der er dog heldigvis også mange andre fugle end storken og sneppen, og flere af dem begynder jeg regelmæssigt at støde ind i. På mine morgencykelture op ad Aarhus’ bjerg, Randersvej, hører jeg altid solsorten. Og ja ja, jeg ved godt, at solsort måske er Danmarks mest normale fugl, men det ændrer altså ikke på, at dens sang er vanvittigt smuk. Den er for mig virkelig et væsen, der synger in the death of night og på alle mulige andre tidspunkter, hvor jeg har brug for hjælp til at blive i besværet. Ofte hører jeg også gransanger og musvit, mens jeg bader i cykelsved, og det gør mig glad. Jaja, jeg ved godt, at det er helt normale hverdagsfugle, men det gør faktisk en utroligt stor forskel at kunne genkende deres sange, og jeg vil nok gå som langt som at kalde det en metafysisk oplevelse. Jeg har nogle gange oplevelsen af, at tilværelsen kommer mig i møde i morgenens fuglesang, at det er en måde, den opstandne skaber hilser mig med et ”godmorgen”.
I teorien kan jeg godt lide naturen
Selvom jeg begynder at lægge mærke til både solsortens, gransangerens og musvittens sang på mine cykelture, kan jeg dog stadig føle mig fremmedgjort over for det danske fugleliv (for slet ikke om tale om dyre- og plantelivet). Jeg er ikke en Blicher eller Hansen. Det tror jeg imidlertid ikke, at jeg er den eneste, der er. I slutningen af Liv Duvås fremragende Ned fra himlen sidder personen Johan på Dokk1 og reflekterer over sit liv og sin rolle som far. Han er litteraturvidenskabsstuderende, og har været glødende optaget af at inddrage naturen i dansk litteratur, men nu overvejer han at ”forkaste alt det ned den ny naturinderlighed i dansk litteratur, som hele hans studietid har ledt frem til”. Duvå skriver tørt: ”I virkeligheden har det måske aldrig interesseret ham som andet end et teoretisk fænomen”. Duvås ord både rammer og provokerer mig, for jeg tror, at den sætter ord på mange moderne menneskers naturforhold: den er blot et teoretisk fænomen. Og selvom jeg har taget de første skridt i at blive lidt fortrolig med det danske fugleliv, er det i høj grad stadig det: et teoretisk fænomen.
Det virker ellers til at blive mere og mere in at have et forhold til naturen — i hvert fald teoretisk. Vi ser det i moden, hvor alle går rundt og ligner outdoor-typer. Og vi ser det i det, den kulturelle elite læser. Weekendavisens Pernille Steengaard har de sidste par år skrevet flere artikler om natur. Michael Stoltzes moppedreng Danske dagsommerfugle vandt Weekendavisens Litteraturpris, og Zetlands Lea Korsgaard har begået den populære Inden året er omme, der også handler om sommerfugle. Måske skulle man supplere ”Flere unge vil se på fugle” med ”Flere voksne vil læse om sommerfugle” – og forhåbentlig kan en stigende viden og boglig interesse også føre til et egentligt møde med de vingede skabninger. Selv er jeg også begyndt at orientere mig lidt imod dem, sommerfuglene altså, og da jeg var i sommerhus på Bornholm i ferien, gik noget af tiden blandt andet med at finde ud af, hvilke sommerfuglearter, vi kunne se. Og så så jeg også lige en stor flagspætte på en af mine morgenløbeture, hvilket var et absolut højdepunkt.
Fugle gør virkeligheden konkret
For mig er normale hverdagsfugle lidt eksotiske, og man måske godt grine lidt af det, for så vildt er det altså ikke at se en hvid vipstjert eller høre en grønirisk i træet. Men når man som mig ikke har været til at skænke de vingede kammerater en tanke, er det altså en fagre nye verden, der åbner sig. Den fugl, jeg har vidst mest om er Anders And (sådan er det nok stadig). Den fugl, jeg har vidst næstmest om, er Onkel Joakim. Og nu kan jeg så møde alle mulige ænder i levende live og kende forskel på dem. Min begejstring for fugle siger noget om, hvor lidt jeg har vidst. At fugle har været et ukendt land. Ligesom jeg tror, at de er for mange i min generation. Vi ønsker at redde verden, men vi ved ikke, hvad den indeholder. Vi kæmper for naturen, men kender ikke dens beboere. Vi arbejder mod den sjette masseuddøen, men aner ikke, hvilke arter, der skal overleve.
For mig har mit begyndende kendskab til fuglelivet konkretiseret en smule af, hvad klimakrisen betyder. Det er ikke bare noget abstrakt, der forsvinder. Det er noget konkret, det er de her arter, eller måske i hvert fald deres grand-grandfætre. Det er ikke bare noget diffust, jeg vil værne om. Det er de her solsortens yngel, der skal trives, det er gråspurvens rede, der skal beskyttes. Er man lidt kompletistisk anlagt, er det selvfølgelig også et plus, at man løbende kan krydse de fugle af, man ser i DOF’s app (hvis den ikke hele tiden crashede) og på den måde konkurrere med sin hustru og andre om, hvem der ser flest fugle (et tip til alle konkurrencemennesker).
At lære fuglearterne at kende hjælper mig også til at konkretisere det kristne håb. Kaj Munks prædikensamling Ved Babylons floder indeholder en utroligt fin prædiken til langfredag og påskemorgen. Munk ser, ligesom Hansen, en tæt forbindelse mellem kirkeårets gang og naturens gang, og han fortæller om, hvordan han går rundt og finder døde viber overalt. Viben (som er en trækfugl) er kommet tilbage, men den danske vinter har endnu ikke givet slip, og den fortærer de tilbagekomne. Munk bruger denne oplevelse til at reflektere over det mørke og den død, der var til stede ved Kristi korsfæstelse, og som vi også kan opleve i vores liv, måske især i efterårs- og vintermånederne. Men han peger også på, hvordan mørket og døden blev overvundet af Kristus, ligesom vinteren overvindes af foråret. Det betyder håb – for viben og for os. Munk slutter sin prædiken med disse ord, i sædvanlig højstemt Munk-stil: ”Sejren er Vaarens. En Dag træder den dem under Fode. Jeg løfter den døde Vibe op mod den Smule blaa, der er at skimte af Himlen i dag. I Jesu Navn, derop skal du svinge dig over de salige Enge, deroppe skal du sommerjuble dit: ”Vive, vive, leve Livet, leve Evigheden!”.
Jeg elsker viben, og med Munks ord er den for mig blevet en påmindelse om, at der er håb. Det er et håb for hele Jorden. For agerhønen kommer. Sneppen kommer. Kristus kommer. Det gælder ikke bare for mig, ikke bare for menneskene. Det gælder også for mine vingede medskabninger fra Sortedamssøen. Knopsvane, der er håb for dig. Og for hættemågen, rørhønen, blishønen, de toppede lappedykkere og troldænderne. Og ja, selv for fugleøen og skarverne er der håb. Også selvom jeg ikke kunne jeres navne, og jeg overså jer, og først endelig er begyndt at lære jer at kende, efter vi stoppede med at være naboer.
Men hallo — bedre sent end aldrig.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
og få de seneste artikler direkte i din indbakke