SEMPER
Artikel

Teologiens nye klima

Klimakrisen presser på teologien. Margrethe Birkler giver en indføring i den “nye” teologi.

Af Margrethe Kamille Birkler
Pieta (2011), Martin Wittfoth, Wikimedia

En af de første gange, jeg holdt foredrag om klimakrise og teologi, introducerede jeg de fremmødte for både Grøn Kirke og nogle af dennes kritikere. Det ledte til, at jeg fortalte om blandt andet det teologiske standpunkt, at kirken bør fastholde sit mål, som er vigtigere end verden, der jo alligevel skal gå til grunde (se f.eks. Bacher 2017). Med et sådant standpunkt skal kirken ikke tage farve, grøn eller anden, efter verden. Men som en af de fremmødte sagde med henvisning til klimakrisen: så går verden jo netop også til grunde.

Det samme ser vi i debatten om prøveoversættelsen af 1. Mosebog og fordringen til mennesket i 1 Mos 1,28b. Her diskuteres, hvordan mennesket i DO92 skal herske over skaberværket, i Bibelen 2020 skal det tage ansvar for skaberværket og i den aktuelle Bibelen i prøveoversættelse skal det råde over skaberværket. Det hebræiske ord, der ligger bag de danske oversættelser, henviser til, hvordan den gode regent behandler dem, der hører under regentens ansvarsområde. Alle tre oversættelsesmuligheder kan således umiddelbart benyttes ud fra filologiske betragtninger. Men teologi er mere end ren filologi, og oversættelse er altid også fortolkning. I en verden midt i global kogning (ikke længere bare opvarmning), hvor verden på én gang brænder og oversvømmes grundet de menneskeskabte klimaforandringer, spiller vores fortolkningsvalg af dette ene ord en til stadighed større rolle.

Klima er, som journalisten Philip Christoffersen fremsatte for Generalsekretær i Bibelselskabet Johannes Baun, blevet en varm kartoffel, som man kunne tage hensyn til i oversættelsen af dette ord i den nye oversættelse. Baun mener ikke, at varme kartofler skal påvirke oversættelsesvalg i så langsigtet en proces, som 2036-oversættelsen sigter på, fordi han mener, at de køler af igen inden 2036. Det gør kloden dog nok ikke, medgav han Christoffersen i interviewet (Christoffersen 2025).

Klodens klimakrise går ikke teologien forbi, og det betyder, at der er et nyt klima for teologi, som den amerikanske økofeministiske teolog Sallie McFague skrev i 2008 (McFague 2008). McFague havde dog i årtier inden arbejdet med, hvad hun kaldte eoc-theology. Kært barn har mange navne, og på dansk kan man høre teologier som McFagues blive kaldt økoteologi, miljøteologi, grøn teologi og klimateologi. Jeg selv foretrækker sidstnævnte, da krisen i skaberværket, som sådan teologi forholder sig til og befinder sig i, er mere end blot et økologisk eller miljømæssigt problem; den omhandler også intersekterende samfundsstrukturer og -problemer (se f.eks. Birkler 2023); den er altså en klimakrise. Selvom sådan teologi traditionelt har været forstået som grøn, er der inden for de seneste år også opstået eksempelvis blå teologi, nemlig klimateologi, der forholder sig til maritime spørgsmål i klimakrisen. Faktisk bør man slet ikke tale om klimateologien, men om klimateologier. I denne indføringsartikel til klimateologi vil vi dykke ned i en række af disse teologier: vi vil spørge, hvordan dåbens livgivende element ser ud gennemvædet af regnsæsoner, vi vil inddrage håb såvel som angst, feste såvel som faste, vi vil spørge, hvilke stemmer vi pneumatologisk kan høre i klimakrise såvel som i klimateologi, vi vil danse med sisterists, prædike for fugle og dele smeltende isflager med sultende isbjørne.

Den økologiske klage over kristendommen

I december 1966 fremsatte Lynn T. White Jr. den økologiske klage over kristendommen. White beskrev, først i et oplæg på en konference for American Association for the Advancement of Science, senere i en forskningsartikel i Science, hvordan det 20. århundreds økologiske krise havde rødder i middelalderens kristne verdenssyn og i 1 Mosebogs skabelsesberetninger. Begge dele indeholder et natursyn, hvor udnyttelse af den naturlige verden er normaliseret og endda noget, mennesket har ret til (White 1967). Antropocentrisme såvel som herskermentalitet er at finde her. Endvidere finder vi også begge steder en kristen skelnen mellem mennesket, der er formet i Guds billede, og resten af skaberværket, der forstås som havende hverken sjæl eller fornuft og derfor som værende ringere end mennesket. Roden til den økologiske krise var således menneske- og natursyn, og det er derfor her, og ikke i eksempelvis ny teknologi, løsningen må findes, fastholdt White. Whites eget forslag, inspireret af Frans af Assisi, der blandt andet prædikede for fugle, var et mere demokratisk syn på skaberværket, hvormed alle væsener, ikke kun mennesket, respekteres. Whites sidste ord i artiklen i Science var da også “I propose Francis as a patron saint for ecologists” (White 1967, 1207).

White var dog ikke den første teolog til at beskrive de åndelige aspekter af klimakrisen; eksempelvis den islamiske teolog Seyyed Hossein Nasr havde i maj 1966 beskrevet, hvordan den brudte harmoni mellem menneske og natur var et resultat af ødelagt harmoni mellem menneske og Gud. Den økologiske krise er, ifølge Nasr, et ydre resultat af et indre misforhold, hvor naturen ikke anses for andet end en mekanisme, der kan domineres og manipuleres af mennesket (Nasr 1997). Klimateologi er således ikke begrænset til kristen teologi, men eksisterer i alle former for teologi, der forholder sig til klimakrisen.

I kristen kontekst blev klimateologi populariseret af blandt andet McFague. McFague, som også er kendt for sin metaforiske teologi, fremsatte i en række bøger sine økofeministiske teologiske pointer om, at måden, vi taler om Gud og verden på, også påvirker den måde, vi lever i verden på. Derfor foreslog hun i blandt andet The Body of God (1993) at tale metaforisk om verden som Guds krop og om Gud som ånden, der opretholder denne krop. Her trækker McFague blandt andet på inkarnationstanken, da inkarnationen i hendes klimateologi viser, at Gud vil verden og møder mennesket i verden. Der finder en radikalisering af såvel guddommelig immanens som transcendens sted, da vi møder Gud immanent i skaberværket, ikke kun i Jesus af Nazareth, om end paradigmatisk her. Vi kan samtidig kun tale om dette metaforisk: som McFague skrev i Models of God (1987), ser vi altid kun Guds ryg (jf. 2 Mos 33,23). McFagues klimateologi er således panenteistisk, ikke panteistisk, idet alt er i Gud, men Gud stadig er større end skaberværket. Dette panenteistiske element i McFagues klimateologi har en række teologiske konsekvenser blandt andet, at skaberværket skabelsesteologisk bliver forstået som Guds selvudtryk, at frelsen omhandler hele skaberværket, ikke kun mennesket, og at synd forstås som en destruktiv relation til skaberværket. Denne teologi har desuden praktiske konsekvenser, som McFague blandt andet beskrev i Blessed are the Consumers (2013), hvor hun forslog en kenotisk levevis som en mere bæredygtig måde at være til stede i verden på.

Siden McFague er klimateologi kun vokset, og den er nu også en fast del af den planetariske teologi, eller klodens teologi, som en dansk antologi, der udsprang af en foredragsrække på Det Teologiske Fakultet i 2023, kalder det. Klodens Teologi beskriver, hvordan teologi kan bruges som en ressource til at forstå, nytænke og engagere sig i klodens mange kriser. Blandt disse kriser er klimateologien, og det bliver derfor kun et vigtigere og vigtigere spørgsmål for teologien, om og hvordan denne kan forholde sig bæredygtigt til det skaberværk, vi alle er en del af. I den kristne tradition findes der både klimavenlige ressourcer, som McFague viste, og klimaskadende arv, som White har demonstreret. Spørgsmålet er blot, hvordan en given teologi vælger at indgå i denne komplekse historie.

Klimateologiernes fremvækst i vækstens vold

Den inkarnatoriske fokus til brug i teologien i spørgsmålet om vores forhold til skaberværket, som McFague beskrev, kan også findes på dansk grund. Her har blandt andet Niels Henrik Gregersen udvidet sit arbejde med dybdeinkarnation til også at have økologiske konsekvenser. Med dybdeinkarnation følger en skabelsesglæde, som i høj grad kan være en ressource midt i en klimakrise, der for mange er fuld af sorg, frygt, angst og vrede. Skabelsesglæde er nødvendigt i klimakrisen som motiverende faktor, som Gregersen skrev i sit bidrag til antologien Klima, tro, håb og handling (2023). Denne antologi finder sin inspiration hos blandt andet den danske teolog Ole Jensen, som i den grad bragte klimakrisen på dagsordenen i Danmark.

Jensen var skabelsesteolog og forstod sig selv som klimaalarmist, noget, som han mente, alle burde være. Allerede i 1976 advarede Jensen om, at vi lever i et samfund i vækstens vold, mens han i 2011 i På Kant med Klodens Klima beskrev synet på skaberværket som blot en ressource og et værktøj som verdensmishandling. Jensen kan dog næppe kaldes klimateolog, da han, formentlig som konsekvens af hans Løgstrup-inspiration, ikke mente, at klimakampen særligt tilfalder troens folk.

Antologien går dog længere end Jensen og inddrager også kirkens rolle i klimakrisen. Antologiens bidragsydere spørger om alt fra hvordan man kan herske over fisk (Holst 2023) og det farlige forvalterskab (Ishøy 2023) til spørgsmål om praktisering af bæredygtig sjælesorg (Ziethen 2023). Bidragsyderne undersøger menneskesyn og natursyn, fra antropocentrisme til økocentrisme (Gjerris 2023), den kristne traditions ressourcer i oldkirke (Værge 2023), middelalder (Kjærulff 2023) og nutid (Lodberg 2023), indgår i samtale med psykologer (Roepstorff 2023) og aktivister (Auken & Nørager 2023) og afsluttes med en række praktiske forslag som pilgrimsvandringer, insekthoteller, klimasorggrupper, opsætning af solceller og håb til minikonfirmander. Og endelig minder den om, at selvom vi er blevet gode til at klimafaste, skal vi huske, at man i den kristne tradition også fejrer det at bryde fasten med en fest (Laugesen 2023). Hvis vi glemmer dette, ender fasten alt for nemt og paralyserende med at tage energien og modet fra os; også klimafest er nødvendigt midt i klimakrise.

Internationalt er klimateologi også vokset. I USA finder vi Rosemary Radford Ruethers økofeministiske teologi, der taler om både Gud og Gaias stemmer, som fordrer pagtsbåret omsorg (Ruether 1994), såvel som Karen Baker-Fletchers økowomanistiske teologi, der understreger mennesket som et væsen, en ’sisterist’, af både støv og ånd (jf. 1 Mos 2,7) og skabelse som en guddommelig dans med skaberværket (Baker-Fletcher 1998). Den brasilianske befrielsesteolog Leonardo Boff kombinerede sin befrielsesteologi med klimateologi og beskrev opråbet fra både de fattige og kloden midt i klimakrisen (Boff 1995), og den tyske teolog Jürgen Moltmann fremsatte en grøn håbsteologi (Moltmann 1981). Endelig er klimateologi også blevet forbundet med befrielse i blandt andet Ivone Gebaras økofeministiske og urbane arbejde (Gebara 1999) og i Kimberly Carfores intersektionelle analyse af økofeministisk retfærdighed (Carfore 2021).

Også blå teologi er at finde i denne bølge af teologier, der arbejder med forholdet mellem teologi og skaberværk. Blå teologi er maritimt interesseret og inddrager vand og vandbevarelse i de teologiske refleksioner. Der er blandt andet en særlig fokus på dåben og den forståelse af livgivende vand, som vi finder her. Som Margaret H. Ferris har betonet, er vand helligt og nødvendigt for liv i blå teologi (Ferris 2008). Vand er dog også farligt, som en række klimateologer, blandt andet Baker-Fletcher og Mookgo S. Kgatle & Mashilo Modiba, har understreget. Et eksempel er den praksis af floddåb, vi finder i en række afrikanske kirker, hvor vandet i regnsæsonen kan være farligt og potentielt fatalt (Kgatle & Modiba 2023). Også i et land som Danmark, der er omgivet af hav såvel som bundtrawl og hvis vand i stigende grad indeholder mere fedtemøg og iltsvind end biodiversitet, er spørgsmål om vand relevante for teologien. Måske vi her har en særlig indsigt at bringe til blå teologi.

Vand benyttes desuden ofte i kristen dåbsforståelse som medvirkende til en indlemmelse i fællesskabet mellem Gud og skaberværket, og derfor findes der også en særlig relationel vægt i megen blå teologi. Denne relation kan dog beskrives apofatisk, som det eksempelvis er tilfældet i Catherine Kellers dybets teologi, hvor der kan findes en flod af beskrivelser af Gud såvel som et immanent aktivt håb, der udspringer af denne relation (Keller 2003). Grønne såvel som blå klimateologier er altså vokset hurtigt frem både i Danmark og internationalt, om end tematikkerne, de enkelte teologer fokuserer på, varierer.

Klimateologiernes mange tematikker

Klimateologierne er således mange, og ligeledes er deres tematikker. Jeg vil her kort fremhæve tre, nemlig ekklesiologi, gudsforståelse og spørgsmålet om, hvem vi inkluderer i vores teologi.

Spørgsmålet om kirkens rolle besvares forskelligt i teologier, der beskæftiger sig med klimakrisen. Eksempelvis kritiserede Jensen i sin tid Grøn Kirke, som er Danske Kirkers Råds sammenslutning af bæredygtige kirker. Han kritiserede blandt andet Grøn Kirke for sammenslutningens kristne grundlag for engagementet i klimakrisen. Jensen mente, at en gudstjenestepluralisme derved går tabt, når det er den kristne etik, der byder de kristne at tage del i klimakampen. Som Jensen skrev i På kant med klodens klima bør man nøjes med at livsoplyse. Dette betød for Jensen, at kirkerne bør “nedtone de teologiske begrundelser og holde sig til meget jordbundne og nøgterne medborgerlige begrundelser, herunder de ret så overbevisende tal” (Jensen 2011, 157).

Grøn Kirke selv fastholder modsat, at kirkerne i kraft af evangeliet kan bidrage til klimakampen med den nødvendige etiske refleksion til at ændre menneskets måde at leve på, som de skriver i deres “Teologisk og etisk grundlag for Danske Kirkers Råds Klima- og miljøgruppe” (2011). Som McFague skrev allerede i A New Climate for Theology (2008), er det forståelsen af, hvem vi er, der må ændres, for at strukturerne kan ændres. Denne opgave tilfalder især hvad hun kalder troens folk, da de “are charged with the crucial task of helping people change at the level of their most basic assumptions about who we are and thus how we should act in the world” (McFague 2008, 158). Også Martin Ishøy, som var en af initiativtagerne til Grøn Kirke, har understreget, hvordan teologi kan benyttes til at begrunde et grønt kristent engagement i eksempelvis Klimaklar Kristendom (2009). Uagtet om man forstår kirken som grøn eller ej, kommer man ikke udenom, at kirken befinder sig i en verden i klimakrise. Som den danske teolog Mickey Gjerris har spurgt: “hvis ikke der prædikes om de flammer, der er begyndt at slikke op ad vores ben … hvorfor skal der så prædikes?” (Gjerris 2023, 28).

Folkekirken er i dag den tredje største jordejer i Danmark og den har samtidig en unik mulighed for at tage klimaspøgsmål op på både mikro- og makroniveau. Folkekirken er nemlig Danmarks største civilorganisation, mens dens sogne samtidig er de mindste administrative geografiske enheder i det offentlige. Det har fået Margrethe Winther-Nielsen, som arbejder med Folkekirkens Grønne Omstilling, til at beskrive denne omstilling som en folkesag (Winther-Nielsen 2023). Kirken er altså i verden, men det betyder ikke nødvendigvis, at den ved at inddrage klimakampen bliver af verden. Kirkerne stopper ikke med at være kirker, blot fordi de bliver grønne.

Lignende spørgsmål kan tages op i de teologiske refleksioner over gudsforståelse i forskellige klimateologier. Som McFague, og lignende Gregersen på dansk grund, har understreget, er Gud ikke fjernt fra verden, men panenteistisk til stede i verden. Gregersen beskriver det som, at Gud ikke er verdensløs, men fylder verden ud (Gregersen 2023), mens McFague beskriver Gud som en mundan Gud, der bekymrer sig om verden. Denne gudsforståelse er inkarnatorisk. Som McFague skrev:

An Incarnate God is exactly that: mundane. I think this God cares about an entire species of animals becoming extinct because humans grab all the land; God cares about the children who do not have fresh water to drink; God cares about polar bears who are dying because of shrinking ice floes (McFague 2008, 155)

Gudsforståelsen her indeholder ikke en teistisk Gud, der lever fjernt fra verden, men en inkarneret Gud, der er immanent til stede midt i skaberværk og klimakrise.

Endelig vil jeg nævne spørgsmålet om, hvem der inkluderes i de teologiske refleksioner. Her inddrages også liljerne på marken og fuglene under himlen i nogle klimateologier. Vi kan derfor vende tilbage til bibelcitatet fra begyndelsen af artiklen og spørge: skal mennesket herske over fuglene, som DO92 skriver, eller prædike for dem, som Frans af Assisi gjorde? Eksempelvis den australske teolog Denis Edwards inddrager fuglene i sin teologi og beskriver, hvordan selv svalerne fra Matt 10,29 inkluderes i hans dybdeinkarnatoriske teologi (Edwards 2019). Ikke kun inkarnationstanken, men også pneumatologien, kan benyttes til at inddrage mere end menneskelige stemmer i klimateologi. Her har Rachel Muers foreslået at læse det ikke-menneskelige skaberværks stemmer analogisk med den hebræiske bibels profeters stemmer. Disse stemmer råbte op om omvendelse og destruktion, og de lovpriste og fejrede Gud. På samme måde kan vi forstå stemmerne fra det ikke-menneskelige skaberværk, når vi møder alt fra naturbrande til koralrevsblegning, fra smukke solnedgange til fuglesang i skovene. Her er det ganske sigende, at forskning for nylig har vist, at blåhvaler stopper med at synge ud af ren sult som resultat af klimaforanderingernes stigende havtemperaturer. Dog betyder dette pneumatologiske element hos Muers ikke blot, at mennesket bliver i stand til at høre disse stemmer, men også at mennesket bliver i stand til at lytte til dem og handle derefter (Muers 2014). Helligånden forbindes trods alt oftest i kristen teologi med en kommunikationsgivende funktion. De ildtunger, der i ApG 2,1-4 gav disciplene evnen til at tale på andre tungemål, begrænses således ikke til en antropocentrisk ramme, men kan findes i hele skaberværket, der på nuværende tidspunkt også står i flammer rundt omkring grundet de menneskeskabte klimaforandringer. En sådan pneumatologisk klimateologi kan desuden have praktiske konsekvenser. Som Celia Deane-Drummond skriver i sin klimateologiske pneumatologi: “ecotheology needs to be woven into the rhythm of life: our daily practice, our liturgical celebrations, and our family meals” (Deane-Drummond 2017, 128-129). Derved kan klimateologi være mere end abstrakte teologiske refleksioner; det kan også være en bæredygtig levevis.

Konklusion

Klimateologi er altså mange ting, men fælles er de teologiske refleksioner over forholdet mellem Gud og skaberværk, inklusive mennesket. Det er teologier, hvor antropocentrisme og herskermentalitet udfordres af blå teologis bølger, dybdeinkarnatoriske og mundane gudsbegreber, en mængde af stemmer fra både brændende buske, smukke solnedgange og tavse, sultende blåhvaler og meget mere. Klimakrisen får her ikke kun praktiske konsekvenser, men også teologiske konsekvenser, når klimateologierne inddrager den verden, de taler om og befinder sig i. Derved bliver klimakrisen ikke blot en varm kartoffel for teologi, men en forpligtende og konstruktiv kontekst, der bliver stadig varmere.

Bibliografi

Auken, Ida & Thomas Nørager, “Klimasorg og vejen frem” i: Klima, tro, håb og handling: Natursyn og kristendom, Kirsten Grube Juul, Elizabeth Knox-Seith & Bent Bjerring-Nielsen (red.), Eksistensen 2023, 195-210.

Bacher, Jesper, ”Grøn kirke eller grel kirke?”, i Kristeligt Dagblad, 16.05.2017. Tilgængelig her: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/groen-kirke-eller-grel-kirke Baker-Fletcher, Karen, Sisters of dust, sisters of spirit: Womanist wordings on God and creation, Fortress Press 1998.

Bibelselskabet, Bibelen 2020, Bibelselskabet 2020.

Bibelselskabet, Bibelen i prøveoversættelse: Første Mosebog, Højsangen, Bibelselskabet 2025.

Bibelselskabet, Bibelen: Den autoriserede oversættelse 1992, Bibelselskabet 1992.

Birkler, Margrethe Kamille, “Indecent eco-theology: A case for practice-oriented eco-theology”, Dialog 62/4 (2023), 309-316.

Boff, Leonardo, Cry of the Earth, cry of the poor, Orbis Books 1995.

Carfore, Kimberly,“ Ecofeminist theology: Intersectional justice and Plumwood’s philosophical animism”, Feminist Theology 29/3 (2021), 234-246.

Christoffersen, Phillip, “Generalsekretær om ny bibel: Røverne på korset kunne tilgives. Nu gælder det også oprørere”, i Kristeligt Dagblad, 21.05.25. Tilgængelig her: https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-og-tro/generalsekretaer-om-ny-bibel-vi-har-vurderet-roeverne-paa-korset-var-oproerere Danske Kirkers Råd, “Teologisk og etisk grundlag for Danske Kirkers Råds Klima- og miljøgruppe, 2011, chrome-extension://efaidnbmnnnibpcajpcglclefindmkaj/https://www.gronkirke.dk/wp-content/uploads/2017/08/110914Teologisk_og_etisk_grundlag.pdf

Deane-Drummond, Celia, A primer in ecotheology: Theology for a fragile earth, Cascade Books 2017.

Edwards, Denis, Deep incarnation: God's redemptive suffering with creatures, Orbis Books 2019.

Ferris, Margaret H, “Sister Water: an introduction to blue theology”, i: Deep blue: Critical reflections on nature, religion and water, Sylvie Shaw & Andrew Francis (red.), Taylor & Francis Group 2014, 195-212.

Gebara, Ivone, Longing for running water: Ecofeminism and liberation, Fortress Press 1999.

Gjerris, Mickey, “Kristendom og naturødelæggelse” i: Klima, tro, håb og handling: Natursyn og kristendom, Kirsten Grube Juul, Elizabeth Knox-Seith & Bent Bjerring-Nielsen (red.), Eksistensen 2023, 19-30.

Gregersen, Niels Henrik, “Klimakrise, skabelsesglæde og dybdeinkarnation” i: Klima, tro, håb og handling: Natursyn og kristendom, Kirsten Grube Juul, Elizabeth Knox-Seith & Bent Bjerring-Nielsen (red.), Eksistensen 2023, 43-57.

Holst, Søren, “’Hvordan hersker man over fisk?’” i: Klima, tro, håb og handling: Natursyn og kristendom, Kirsten Grube Juul, Elizabeth Knox-Seith & Bent Bjerring-Nielsen (red.), Eksistensen 2023, 109-116.

Ishøy, Martin, “Det farlige forvalterskab” i: Klima, tro, håb og handling: Natursyn og kristendom, Kirsten Grube Juul, Elizabeth Knox-Seith & Bent Bjerring-Nielsen (red.), Eksistensen 2023, 117-126.

Ishøy, Martin, Klimaklar kristendom: Miljøteologiske begrundelser, ANIS 2009.

Jensen, Ole, I vækstens vold: Økologi og religion, Gyldendal, 1976.

Jensen, Ole, På kant med klodens klima: Om behovet for et ændret natursyn, Eksistensen 2011.

Juul, Kirsten Grube, Elizabeth Knox-Seith & Bent Bjerring-Nielsen (red.), Klima, tro, håb og handling: Natursyn og kristendom, Eksistensen 2023.

Keller, Catherine, The face of the deep: A theology of becoming, Routledge 2003.

Kjærulff, Kirsten “Jorden hungrer og tørster efter retfærdighed” i: Klima, tro, håb og handling: Natursyn og kristendom, Kirsten Grube Juul, Elizabeth Knox-Seith & Bent Bjerring-Nielsen (red.), Eksistensen 2023, 137-149.

Laugesen, Anders, “Mennesket i kosmos” i: Klima, tro, håb og handling: Natursyn og kristendom, Kirsten Grube Juul, Elizabeth Knox-Seith & Bent Bjerring-Nielsen (red.), Eksistensen 2023, 59-70.

Lodberg, Peter, “Kirken i bevægelse” i: Klima, tro, håb og handling: Natursyn og kristendom, Kirsten Grube Juul, Elizabeth Knox-Seith & Bent Bjerring-Nielsen (red.), Eksistensen 2023, 33-42.

McFague, Sallie, A new climate for theology: God, the world, and global warming, 1517 Media 2008.

McFague, Sallie, Blessed are the consumers: Climate change and the practice of restraint, 1517 Media 2013.

McFague, Sallie, Models of God: Theology for an ecological, nuclear age, Fortress Press 1987.

McFague, Sallie, The body of God: An ecological theology, Fortress Press 1993.

Moltmann, Jürgen, Theologie der Hoffnung, Gütersloher Verlagshaus 1981.

Mookgo S. Kgatle & Mashilo Modiba, “River baptism and climate change among African-Initiated Churches: An eco-theological critique”, Verbum et Ecclesia 44/1 (2023), 1-7.

Muers, Rachel, “The Holy Spirit, the voices of nature and environmental prophecy”, Scottish Journal of Theology 67/3 (2014), 323-339.

Nasr, Seyyed Hossein, Man and Nature: The Spiritual Crisis in Modern Man, Kazi Publications 1997.

Põder, Christine Svinth-Værge og Elizabeth Li (red.). Klodens teologi: En antologi, Eksistensen 2025.

Radford, Rosemary Ruether, Gaia and God: An ecofeminist theology of Earth healing, HarperOne 1994.

Roepstroff, Solveig, “Et klimapsykologisk perspektiv” i: Klima, tro, håb og handling: Natursyn og kristendom, Kirsten Grube Juul, Elizabeth Knox-Seith & Bent Bjerring-Nielsen (red.), Eksistensen 2023, 161-170.

Værge, Johannes, “Strid om skaberværket i oldkirken” i: Klima, tro, håb og handling: Natursyn og kristendom, Kirsten Grube Juul, Elizabeth Knox-Seith & Bent Bjerring-Nielsen (red.), Eksistensen 2023, 93-100.

White Jr., Lynn, “The historical roots of our ecological crisis”, Science 155/3767 (1967), 1203-1207.

Ziethen, Sarah Krøyer, “Vi er også natur” i: Klima, tro, håb og handling: Natursyn og kristendom, Kirsten Grube Juul, Elizabeth Knox-Seith & Bent Bjerring-Nielsen (red.), Eksistensen 2023, 227-236.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og få de seneste artikler direkte i din indbakke

S E M P E R M A G A S I N

Et magasin af Forlaget Semper

forlagetsemper.dk

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Forlaget Semper forbeholder sig alle rettigheder til indholdet.