Det er svært helt at forstå de Himmelske Dage, før man har været der. Begivenheden har en unik karakter, som den lever der, midt i bybilledet, denne gang Bilernes By og Danmarks Outdoor Hovedstad, Silkeborg.

Det er det helt store gedemarked i den (kørende) gågade, der slanger sig rundt om og imellem kirkernes folkemøde, og man ved aldrig helt, om det er endnu en samling standtelte, en foredragssal, en kunstudstilling, en radiooptagelse, en kæmpe udendørsscene eller en blindgyde, der venter om næste hjørne.

Men man kunne også bare have spurgt den hær af blå t-shirts, der særligt hen ad tredjedagen må have fået lidt klarere instrukser, for her begyndte de næsten autoritativt både at lede dig videre eller spærre vejen, når brandfaren blev for stor – og i hvert fald skal de se, om du har et armbånd på, før du kan komme ind i Medborgerriget.

Det tager tre år at få rejst det store telt og samlet de hjørner af kirkeligheden, der normalt sjældent har ret meget at gøre sammen. Eller også er der bare brug for en lang pause efter samværet. I hvert fald har man valgt det lidt aparte treårs interval for det, der måske nu hedder ’Himmelske Dage – Kirkernes Folkemøde’.

Der er både de lidt mere officielle begivenheder, som komitéen og de mange udvalg står bag, og så alle de små og store begivenheder, som de mange forskellige forlag, organisationer og en enkelt avis (gæt hvilken?) også byder ind med på det store religiøse marked.

Til lejligheden er der også importeret specialistbiskopper og kardinaler fra alle verdens hjørner, og så selvfølgelig Henrik Stubkjær, der er med i cirka hver eneste debat og bliver ved med at have flere anekdoter at byde ind med. Så kan vi andre lytte med fra stolerækkerne side om side med sogneudflugten fra Skæring Sogn; noget, der nok må være højskoleelever eller teologistuderende; professorer; generalsekretærer; dem, der en dag drømmer om at blive det; og så resten af bispekollegiet.

Vil du til debatter om klimaansvar eller bibeloversættelse, jamen så kan du fylde samtlige af døgnets lyse timer ud med dem. Klimaet er alle ret enige om, at vi skal gøre noget ved, og det er vist bare demokratiet, der er i vejen efterhånden. Bibeloversætterne virker ret lettede over, at hverken dem eller deres bøger bliver brændt.

Andre hotte emner, som for eksempel hvem der kommer i Himlen, eller hvem der har ret og folkeret i det sydøstlige Middelhavsområde, er der selvfølgelig også plads til. Missionærerne står også i kø for at fortælle historier til arrangementer sat op af de trængte missionsorganisationer, der kæmper en brav kamp i disse år om både ørenlyd og givere, som ikke har valgt gravsted. Nogle få har også taget deres kirkeministers ordrer til sig og sat lidt krig på programmet. Debatten om den kunstige intelligens er det trods alt også stadig mennesker, der tager sig af.

Det er aktuelt og vigtigt det hele, og hvis det ikke er det, kan man sikkert stadig godt finde fem mennesker, der gider høre om ”diakoniopgaver i Thailand” i et hjørne et sted. Programmet siger selv, det er spændende.

Økumenien er god – så længe vi holder sikkerhedsafstand

Ordet er altså bare givet frit, og alle har chancen for at sætte noget på dagsordenen. Det giver en art temperatur på økumenien anno Danmark 2025, og det er da svært at forestille sig, at den nogensinde har været højere. Selv Indre Mission er vist rigtigt med efterhånden og holder åbent missionshus i sidegaden.

Det giver en særlig ånd af frihed, når man som deltager kan skalte og vralte så frit; sjældent ved helt, hvad man går ind til; og ellers altid kan liste af igen, hvis man man var landet til endnu en debat, hvor alle var enige i forvejen. Det bliver aldrig rigtig til et ordentligt salvelsesfuldt vækkelsesmøde, når dagsordenen er noget, vi deler med hinanden.

For der er også grænser for samskabelsen. Som eksempel er der noget lidt absurd i, at Lars Sandbeck fortæller om, hvorfor han i sin bog har ret i sit forlags alt for lille telt, mens dem, der har skrevet en bog om, hvorfor Lars Sandbeck tager fejl, forklarer det nogle timer senere ovre på den anden side af gaden i et andet forlags lidt for lille telt.

Måske er der en opponent eller to, der har sneget sig med inkognito og springer op og stjæler ordet. Men sådan rigtigt tale sammen er der vist ikke nogen, der har held af. Det samme gælder selvfølgelig for Betlehems Venner og Den Internationale Kristne Ambassade i Jerusalem, der vist også bare håber, at de forbipasserende ikke opdager, at de andre også er der, eller at de i hvert fald kan gennemskue, hvad de går ud på.

Kirkedanmark er selvfølgelig ikke større, end at det nogle gange bare handler om, at to personer allerede har råbt nok af hinanden til, at de er fritaget for at være i rum sammen længere. Og at de mest enestående teologer helt alene kan præstere at brænde broerne til hver enkelt læserbrevskriger på den anden fløj. Men åh, hvor kunne jeg ønske mig, der stadig var en eller anden form for planlagt bestræbelse på at se hinanden i øjnene, mens vi andre får lov til at se med.

For det er selvfølgelig også sådan, det ser ud, når kirkeligheden er samlet til en gudstjeneste – man er nødt til lige at holde nogle skridts sikkerhedsafstand. Selvom der bliver mindre af den, og det bliver sværere og sværere at forudsige, hvad der skiller, og hvad der forener.

For eksempel kan det sjovt nok samle at invitere både Jakob Svendsen og Sigurd Barrett og Morten Messerschmidt og Pia Olsen Dyhr til at udlægge Bibelen. Når bare det kun er et børneprogram eller politisk eksegese af Bibelens tekster, vi har med at gøre, så møder alle gerne op for at lytte og respondere.

Men har vi uenigheden med os selv i kirken, når vi sjældent længere i den samme debat end fra Dansk Oase til KFUM og K eller fra en grundtvigiansk valgmenighedspræst til en grundtvigiansk biskop.

Måske fordi, det er der, det begynder at knibe med at høre, hvad den anden siger? Måske fordi, det alligevel ikke kan betale sig eller er rart at høre på for nogen? Måske bare fordi, der ikke er nogen, der gør forsøget?

I hvert fald glimrede Semper ved sit fravær, og selv om det selvfølgelig også er sin egen slags Ekkokammer, så håber jeg da, at de giver det et skud med at løse det problem om tre år i Hillerød!

Selv Luthersk Mission kommer vist i øvrigt til at være med til den tid, siger rygterne.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og få de seneste artikler direkte i din indbakke