Kirkeminister Morten Dahlin (V) slår i Berlingske et slag for, at det er i kristendommen, vi kan finde det værdigrundlag, Danmark hviler på. Derfor er det afgørende, at kirken tænkes med ind i den åndelige oprustning, som også statsminister Mette Frederiksen (S) har talt om nødvendigheden af.
Det handler ikke om, at ”alle skal kunne evangelierne ned til sidste punktum eller have et stærkt personligt forhold til Gud eller Bibelen,” som han udtalte til Berlingske. Men det er afgørende, at vi bliver bevidste om kristendommens værdi, for det er ”både i kristendommen, troen og den kristne kulturarv, at man finder den kampvilje,” vesteuropæere generelt mangler, fortsætter han.
Hvordan skal denne oprustning se ud? En kommende reform af menighedsrådene og flere penge til renovering af kirker er ministerens konkrete bud. Han understreger, at han ikke har alle svarene.
Som du nok kan forestille dig, har kirkeministerens udmelding fået en god slat teologer, politikere og andet godtfolk op af stolene. Her er et udpluk af reaktioner:
Andreas Skovbo Meng (præst og tidligere soldat):
”Man går ikke i kamp for Gud, man går i kamp for sit fædreland. Kristendommen kan ikke bruges af os. Det er ikke noget, vi har. Det er Guds tale til os.” (Kristeligt Dagblad og Facebook)
Bo Kristian Holm (professor i systematisk teologi):
”Mette Frederiksen tilstod i fredags i Kristeligt Dagblad den instrumentalisering af folkekirken, som hun blev anklaget for. I Berlingske og i P1 her til morgen vil Morten Dahlin have danske soldater til at kæmpe for kristendommen. De, der taler varmt for åndelig oprustning, skal passe meget på ikke at ende i en åndelig nedsmeltning.” (Facebook)
Christian Rabjerg Madsen (S):
”Danmark er et kristent land, men vi har retten til at vælge det kristne fra. Vi kæmper derfor for vores demokratiske værdier, ytringsfriheden og friheden til at leve, som man vil – hvad enten det er et kristent eller et ateistisk liv.” (Berlingske)
”I was saved by God to make America great again,” udtalte Donald Trump i forbindelse med sin indsættelsestale i januar.
Gud har fundet vej til regeringslokalerne, hvor han bruges af både Putin, Trump og vores egen kirkeminister i kamp for nationen og de kristne værdier. Hvad disse værdier er, eller hvilken nation Gud elsker mest på dagen, er der dog lidt forskel på.
Det rejser spørgsmålet: Hvad er det for en kristendom, Morten Dahlin vil sende danske soldater i kamp for?
Kigger vi kirkeministeren efter i sømmene, er det ikke den hær af hellige soldater, overskriften ellers kunne lede tankerne hen til, han efterspørger.
Nej, vi skal blive bevidste om vores kristne værdier og kulturarv, hvilket vil føre til en større samhørighed og fædrelandskærlighed og deraf mere kampvilje.
Hvad er det så for nogle værdier? For Putin er det noget med et stærkt Rusland og nej til homoer. Hvilket vist også kan opsummere den amerikanske pendant, vi finder hos Trump.
I Morten Dahlins kristendom er det noget med at prædike om søndagen, så kirken bliver et værn om det, der samler os. Men det betyder ikke, at man skal kunne sine evangelier eller være specielt gudfrygtig, for; ”Vi er jo et luthersk samfund, der ikke måler kristendommen på den måde,” som han får sagt til berlingske.
Det er bekymrende, at under en tredjedel af vesteuropæerne ifølge en gallupundersøgelse fra 2023 ønsker at gå i krig for deres land.
Er kristendommen svaret på det?
I troen på Gud og menneskets ukrænkelige værdi har mange gennem historien fundet mod til at stå op imod ondskab og udnyttelse.
Om det er med sværdet i hånden, som vi ser det hos modstandsfolk under krigen, eller det er med ord og demonstrationer, som vi ser det i borgerrettighedsbevægelsen i USA, så er der masser af kampvilje at finde i kristendommen.
Men kan den kampvilje instrumentaliseres og gøres til omdrejningspunkt for en politisk motiveret åndelig oprustning af danskerne? Og kan vi finde den kampvilje i en kristendomsfond bestående af evangeliet kogt ned til kulturarv og værdier?
Der er i hvert fald ikke mange ’kristne værdier’ at finde i dette afskedsbrev fra den blot 20-årige modstandskæmper Sven Christian Johannesen – til gengæld er der masser af kristendom.
”Guds Veje er ikke til at ransage, og jeg er nu sikker paa, at det er Guds Vilje, saa jeg er rolig. Jeg kan dø rolig. Jeg har lige være til Altergang.
Guds Vilje ske.” (dr.dk)
og få de seneste artikler direkte i din indbakke
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Forlaget Semper forbeholder sig alle rettigheder til indholdet.