Banebrydere med tykke lår
Græske guder, sagnhelte og moderne gladiatorkamp. Kasper Bergholt har skrevet en ode til cykelsporten og fortæller, hvordan et udskilningsløb i Ballerup Super Arena blev til en åndelig oplevelse.
Mens vi går ind over parkeringspladsen – min bror og svigerinde og mig selv – triller Elia Viviani ud på en træningstur. Hvis vi ville, kunne vi have highfivet ham. Eller væltet ham. I stedet beundrer vi ham.
På landevejen er det nogle år siden, den italienske cykelrytter hentede sine største sejre, men på cykelbanen er han stadig en af de bedste. Han er storfavorit senere på dagen i disciplinen udskilningsløb.
Et udskilningsløb er brutalt i al sin enkelthed. Alle ryttere starter samtidig, og hver anden omgang (dvs. hver halve kilometer) bliver den bagerste rytter pillet ud. Til sidst er der kun én tilbage: vinderen, mesteren, den stærkeste.
(Hvis du aldrig har set et udskilningsløb, så se det her fra EM 2022. Du vil ikke fortryde det.)
For tilskuerne er det åndeløse minutter, hvor man alligevel finder luft til at juble. For rytterne er det makspuls og mælkesyre. Det sker ikke sjældent, at de to sidste ryttere simpelthen giver op uden overhovedet at forsøge at spurte om bronze- og sølvmedaljerne.
Udskilningsløb har kun været på VM-programmet siden 2021, og alle fire gange har Viviani stået på podiet. Til EM i 2022 vandt han iført VM-trøjen en overbevisende sejr i et afsindigt hurtigt løb (se videoen ovenfor). Men med til historien hører, at han tidligere samme dag havde kørt mesterskabet på landevejen og var blevet nr. 7 i en massespurt efter 208 km. Som om udskilningsløbet ikke var nok i sig selv.
En vinder. En sand mester. Den stærkeste.
Han kørte altså lige forbi os, mens vi gik over parkeringspladsen uden for Ballerup Super Arena. Vi havde billetter til de to sidste dage af VM i banecykling. Forreste række i opløbssvinget. Min sjæl, hvad vil du mer’?
Det er sådan, vi overlever som kultur
Det, der fascinerer mig mest ved cykelsporten, er de store fortællinger, af hvilke cykelhistorien rummer mange. Et par nyere eksempler:
Ungdommens vovemod over for erfaringens forventning, som da Remco Evenepoel trådte ind på scenen og konsekvent vandt ved at angribe, før de erfarne favoritter overhovedet havde fået spændt cykelskoene.
Overmod, der fører til fald, som da Michael Rasmussen var så godt som sikker på at vinde Tour de France, men bliver smidt ud af løbet og suspenderet fra sit hold på grund af (en senere bekræftet) dopingmistanke.
Hårdt arbejde og umenneskelige udfordringer, som når en tung sprinter som Jasper Philipsen kæmper sig gennem de franske bjerge for at vinde på Champs-Élysées til sidst.
Cykelsporten er store og evigtgyldige fortællinger. Mytiske fortællinger. Det er en kontinuerlig genopførsel af de antikke myter, både græske, romerske og bibelske.
Evenepoel minder om Prometheus, der uden frygt stjal ilden fra guderne til gavn for de hjælpeløse mennesker. Rasmussen minder om Ikaros, der fløj for tæt på solen og betalte prisen for det. Philipsen minder om Herakles, der blev stillet over for en række næsten umulige opgaver, men gennemførte dem.
Et cykelløb indeholder selvfølgelig også små fortællinger. En holdkammerat, der henter vand og mad til sin kaptajn. En mekaniker, der skifter baghjulet på en cykel. Én vinder, og et helt hold fejrer ham, men resten af feltet vandt ikke.
Men alle de små fortællinger kan spejles i de store fortællinger. Den, der vinder, har måske som en anden Odysseus været på vej mod sejren i mange år. Mekanikeren udfører et Sisyfosarbejde, når han/hun igen og igen skifter punkterede hjul og i øvrigt dag efter dag vasker alle holdets cykler. Holdkammeraten ofrer sig i holdets tjeneste som en Jesus-skikkelse.
Her kan cykelsporten lære os noget. De små fortællinger bliver en del af de store fortællinger. De små dagligdagsting giver mening, fordi de siger noget mere, er noget mere, viser noget mere. Hverdagen giver mening, fordi den er en del af noget større. Det er sådan, vi overlever som kultur.
Viviani mod Hansen
Tilbage på cykelbanen i Ballerup er VM i udskilningsløb 2024 gået i gang med Viviani som storfavorit. Men med i feltet er også danske Tobias Aagaard Hansen, der i begyndelsen af året blev europamester i samme disciplin. Løbet går sin gang, de mindst erfarne ryttere sorteres hurtigt fra. Belgieren ryger bemærkelsesværdigt hurtigt ud.
Banen er kun 250 meter lang, og de kører med lige under 60 km/t, så hvert 15. sekund kommer feltet susende forbi, og hver 30. sekund er der en spurt. Stemningen er god, og luftfugtigheden er lige så høj som musikken.
Da der er fire ryttere tilbage, kommer den canadiske rytter sidst over stregen, men i stedet bliver hollænderen pillet ud på grund af uregelmæssig kørsel. Tre ryttere tilbage: Bibic fra Canada, Viviani fra Italien og Hansen fra Danmark. Hansen er sikret en medalje. Det er stort.
Bibic sænker hovedet mellem skuldrene og giver op uden spurt, så nu skal Viviani og Hansen kun forholde sig til hinanden. De kører op i banen, tager farten lidt af og kigger på hinanden. Hansen ligger forrest, og det er den dårligste position, for det giver Viviani mulighed for at overraske ham. Tiden forsvinder. Sekunderne bliver længere og længere.
Netop som de kører ud på sidste omgang, træder Hansen an og laver et hul til Viviani på tre-fire meter. Det passer perfekt til Viviani med sådan et hul. Han ser ud til at hente ham. Hullet bliver mindre, nu er der kun tre meter mellem dem.
Men på vej ind i sidst sving kan Viviani ikke finde flere kræfter. Alt er væk. Han stopper med at træde og slår op i banen, mens Hansen har blikket rettet mod målstregen og kører, som gjaldt det hans liv. Jubelbrølet er øredøvende, allerede før han krydser stregen.
Min bror har fanget en video af mig, hvor jeg brøler med begge arme over hovedet. Et kort øjeblik glemte jeg alt om, hvor jeg var, og hvem jeg var. Der var kun Tobias Aagaard Hansen, og han havde lige besejret den store mester. Den stærke blev besejret af den stærkere. Den stærkeste.
(Du kan se afslutningenn her.)
Vorherre til (jern)hest
Lige dér, i Ballerup Super Arena, mens Hansen kørte et par sejrsrunder, fik jeg en form for åndelig oplevelse. Alle tilskuere var forenet i en fælles jubel, en fælles hyldest, et fælles øjeblik. Og det skyldtes ikke bare, at sejren var dansk. Tidligere på dagen havde den hollandske monstersprinter Harrie Lavreysen vundet den disciplin, han tilsyneladende ikke kan slås i, nemlig sprint på banen. Og selvom det var ganske forventeligt, at han ville vinde sin sjette VM-titel i træk(!), var jublen euforisk.
Det er faktisk ganske bemærkelsesværdigt. Uanset om rytterne kører for landshold på banen eller firmahold på landevejen, er der en meget stor gruppe cykelfans, som slet og ret hepper på sporten. Som hungrer og tørster efter de store fortællinger. Efter helte.
Når Lavreysen sprinter, er han en helt. Jeg har ingen ide om, hvordan han er uden for cykelbanen, og det er på en måde også mindre vigtigt. Når han sprinter, jubler vi, som om han er Herakles, Odysseus eller Akilleus. Ikke bare fordi hans kropsbygning må være enhver renæssancestenhuggers drøm, men også fordi han forener os i fælles hyldest og beundring. Det, han gør, er stort, og vi får lov at se det. Og Hansens sejr over Vivani var stor, og jeg var lige dér, sammen med 9.000 andre brølende tilskuere.
I Ballerup Super Arena fik jeg en lille fornemmelse for, hvordan stemningen må have været på Colosseum eller i en hvilken som helst anden romersk arena. Forstå mig ret; der var ikke nogen, der blev henrettet i Ballerup (om end der var lidt blod involveret), men vi oplevede alle noget stort, noget ubeskriveligt, noget heroisk. Og vi gjorde det sammen.
Måske for første gang forstod jeg, hvad det egentlig er, der står i Hebræerbrevet kapitel 12, vers 1-2:
”Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os” – ja tak, vi var flere tusind, der var vidner til det samme
”frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os” – i de minutter, jublen varede, var der ikke noget, der tyngede eller nagede; alt andet var mindre vigtigt
”og holde ud i det løb, der ligger foran os” – jeg fik både lyst til at fortælle andre om den storslåede oplevelse, og jeg fik fornyet motivation til mine egne træningsture på landevejen
”idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender” – tilgiv mig, at jeg sammenligner cykelrytterne med Jesus, men Jesus er jo den fuldendte helt, alletiders Herakles, Odysseus, Akilleus, Lavreysen, Evenepoel og Hansen; en banebryder par excellence.
Som præst vil jeg naturligvis altid anbefale dig at gå til gudstjeneste om søndagen. Men hvis du af den ene eller anden grund ikke tager i kirke, så bør du se cykelløb i stedet. Helst live, uanset om det er fra en bjergside i Frankrig, en landevej i Østjylland eller et plasticsæde i Ballerup. Tag del i de fælles oplevelser, de store fortællinger, de episke øjeblikke. Det er sådan, vi overlever som mennesker.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
og få de seneste artikler direkte i din indbakke