”Zionisme” er et begreb, vi støder på igen og igen i disse måneder. Begrebet bruges dog i vidt forskellig sammenhæng og betydning.

Selve udtrykket er afledt af stednavnet ”Zion”. Det betegnede oprindeligt den klippeborg i Jerusalem, som kong David erobrede fra det kana’anæiske folk, jebusitterne, eller muligvis hele den klippetunge, hvorpå borgen og byen lå, og som David navngav ”Davidsbyen” (2 Sam 5,9). Da Salomon byggede templet umiddelbart nord for Davidsbyen, flyttede navnet Zion med. I den bibelske litteratur bruges Zion og Jerusalem siden i vid udstrækning som synonymer (og bruges om både byen og dets indbyggere), men ”Zion” får dog en særlig smag og farve efter templets indvielse, som det sted, hvor Herren bor. Det er Jerusalems hellige navn og ned gennem århundrederne bliver navnet ”Zion” i den jødiske tradition knyttet til håbet om den dag, hvor Gud genrejser Zion og hans Messias fører sit folk hjem til det hellige land.

Drømmen om en jødisk nation

For at finde baggrunden for ”zionismen” som moderne fænomen, skal vi til midten af 1800-tallet. Man kan se oprindelsen af zionismen som et jødisk svar på den nationalistiske bølge, der skyllede hen over Europa i de år – i kølvandet på modernitet, sekularisering og urbanisering. Gamle fællesskabsstrukturer brød sammen og man ville have nationer, der var bundet sammen af fælles sprog, tradition, værdier, kultur og historie. Det stillede jøderne med deres anderledes baggrund (emanciperede eller ej) i en sårbar situation. Her opstod idéen hos en række jødiske tænkere, om ikke det jødiske folk også burde have deres egen nation, og derved bevare deres jødiske identitet og selvbestemmelse. Hvis alle andre folk skulle have deres egen nation, hvorfor så ikke jøderne? Emanciperede jøder som bl.a. tyske Moses Hess (”Rom und Jerusalem”, 1862), og de russiske Perez Smolinskin (”Am Olam”, 1872) og Leon Pinsker (“Auto-Emanzipation”, 1882) så løsningen på det stigende pres på jødisk identitet i oprettelsen af en jødisk stat i det jødiske hjemland, Eretz Israel.

Efter den voldsomme progrom i Odessa i 1881 organiserede Leon Pinsker en konference i Odessa i 1882 og her blev organisationen ”Chibbat Zion” (senere ”Chovevei Zion”), ”Zions elskere”, stiftet. Det lykkedes bevægelsen at sende nogle hold af jøder til det ottomanske Palæstina og etablere jødiske kolonier der. Rige europæiske jøder hjalp med finansieringen. Adskillige kristne kirker og organisationer samlede ind til jødiske flygtninge fra Rusland, men mente sjældent, at det var en god idé at sende dem til det fattige muslimsk styrede udkantsottomanske område, Palæstina.

Det udvalgte landområde

Det næste store skridt blev taget, da den østrigske journalist, Theodor Herzl kom på banen. Han var egentlig tilhænger af assimilation, ganske som Leon Pinsker havde været, men både progromerne i Rusland og Dreyfus-sagen i Frankrig overbeviste ham om, at den eneste løsning på ”jødeproblemet” ville være at oprette en jødisk nation i Palæstina. Han skrev ”Der Judenstaat, Versuch einer modernen Lösung der Judenfrage” i 1896. Theodor Herzls forslag om en regulær jødisk stat i Palæstina vakte ikke i første omgang gehør i de jødiske samfund. Nogle mente, at man skulle overlade det til Messias. En præst ved den engelske ambassade i Wien, William Hechler, der var dybt optaget af landløfteprofetier i Det Gamle Testamente, skaffede dog Herzl kontakt til forskellige prominente skikkelser i Europa og selvom det ikke førte til et gennembrud, lod Herzl sig overtale til at organisere den første ”zionistiske” kongres i Basel i 1897, 29-31 august.

Herzl var i udgangspunktet ikke låst fast på, at en jødisk stat nødvendigvis skulle placeres i Palæstina, men både de kristne støtter med deres særlige endetidsfokus, ikke mindst i England, og en stor del af de jødiske støtter, så som Chaim Weizmann (senere Israels første præsident), var med til at afgøre sagen for Palæstina. Herzl havde håbet på støtte fra Kaiser Wilhelm, der havde gode diplomatiske bånd til Tyrkiet og han mødte ham både i Konstantinopel og i Jerusalem med henblik på at få etableret et charter for jødernes beskyttelse i Palæstina under tysk protektion. I stedet blev det i højere grad de britiske politikere, Herzl måtte søge støtte hos. Her havde der allerede siden 1840’erne blandt flere kristne politikere (f.eks. Lord Palmerston, Lord Shaftesbury, Charles Henry Churchill) været idéer om, at England kunne vise sig at være den nation, ved hvem Gud førte jøderne tilbage til det lovede land.

Britisk mandat

I 1903 foreslog Chamberlain, at man (evt. som en midlertidig løsning) kunne overveje at etablere en jødisk stat i Østafrika. Da russiske progromer tog til i de samme år, valgte de zionistiske ledere at tage forslaget med på den sjette zionist kongres i Basel i august 1903. Her blev det dog pure afvist. I de samme år begyndte zionistbevægelsen at smuldre. Både inden for og uden for Eretz Israel steg spændingerne mellem sekulære og religiøse zionister, mellem dem, der mente, at Eretz Israel blot skulle være et jødisk kraftcenter og dem, der ville, at det skulle være det jødiske hjemland for alle jøder. Dem, der mente, at jødiske kristne kunne inkluderes i landet og dem, der bestemt afviste det. I Rusland begyndte en socialistisk zionisme at tage form, ledt af skikkelser som bl.a. Nachman Syrkin og David Ben-Gurion. Kibbutz-bevægelsen var deres barn. I perioden 1905-1914 flygtede omkring 30.000 jøder fra Rusland til Palæstina, og de bragte socialistisk zionisme med sig. De havde ved slutningen af perioden etableret 14 kibbutzer.

Allerede fra det øjeblik, da England erklærede krig mod det ottomanske imperium i november 1914, begyndte en proces med at afklare, hvordan et Palæstina efter krigen skulle se ud. Zionister i den britiske regering arbejdede for at imødekomme tanken om et jødisk hjemland dér. Da briterne i oktober 1917 løb ind i vanskeligheder på fronten ved Beersheba, kom det sidste skub til at søge global jødisk støtte til krigsindsatsen ved at imødekomme en henvendelse fra prominente britiske zionister. Regeringen sendte en erklæring til den zionistiske føderation gennem Lord Balfour, dateret d. 2. nov. 1917. Heri erklærer regeringen sympati med ”jødiske zionistiske aspirationer”, og det udtrykkes, at man ”ser med velvilje på etableringen i Palæstina af et nationalt hjem for det jødiske folk” og lover, at ville arbejde for denne sag – under hensyn til, at ”intet må gøres som skader Palæstinas ikke-jødiske samfundscivile eller religiøse rettigheder og den politiske status, som jøder nyder godt af i andre lande”.

Balfour-erklæringen blev siden indlemmet i det Britiske Mandat (1922-1948). Mandatet gik ud på, at briterne skulle tage styringen over området, indtil det kunne styre sig selv. Det blev en stor opgave. Det store spørgsmål for zionisterne i de følgende år, var, hvordan ”et jødisk hjemland” skulle defineres og hvordan det skulle organiseres i forhold til landets arabiske majoritet. Araberne gjorde oprør mod jødisk indvandring 1936-1939, hvorefter briterne satte en stopper for samme og indførte restriktioner for jødisk opkøb af arabisk land i bestemte områder. Denne udvikling førte til en jødisk opstand mod de britiske myndigheder i 1944-1948, anført af de paramilitære organisationer Haganah, Irgun og Lehi.

Staten Israel

Efter anden verdenskrig vedtog det nyligt etablerede FN en delingsplan for Palæstina i nov. 1947. Det jødiske agentur godkendte planen, de arabiske ledere forkastede den og begyndte i stedet at se i retning af en militær løsning på konflikten. Briterne ville ikke gennemføre en plan, der ikke var godkendt af begge parter og da urolighederne i landet udviklede sig i retning af en regulær borgerkrig, smed de til sidst håndklædet i ringen og erklærede, at de ville trække sig ud og lade mandatet ophøre pr. 14. maj 1948.

Samme dag erklærede David Ben Gurion staten Israels oprettelse. USA gav samme dag tilsagn om, at de ville anerkende de grænser, FN havde stipuleret. Næste morgen angreb de arabiske nabolande den nyfødte israelske stat. Flere våbenhviler blev forsøgt, men først i sommeren 1949 blev en våbenhvilegrænse etableret, den såkaldt ”grønne linje”. Israel havde nu erobret 60% mere territorie, end tildelt ved delingsplanen i 1947. Gaza kom under egyptisk kontrol og Vestbredden under jordansk.

Etableringen af staten Israel i 1948 var naturligvis en gigantisk sejr for zionismens projekt. Nu skiftede fokus til at skabe en sammenhængende demokratisk nation, opbygge et troværdigt forsvar, integrere de mange nye jødiske immigranter, etablere diplomatiske forbindelser til nøglenationer og skabe stærke bånd til den jødiske diaspora. Den nye stat så ind i gigantiske udfordringer og der er ingen tvivl om, at zionismens idé og dens første succes, udgjorde en stærkt motiverende og samlende faktor for landets jødiske befolkning. De jødiske immigranter kom fra vidt forskellig baggrund, både historisk, religiøst og kulturelt. Mange var overlevende fra holocaust, traumatiserede på legeme og sjæl, andre kom fra ældgamle jødiske kulturer i arabiske lande, som de nu måtte flygte fra under antisemitiske optøjer i kølvandet på udviklingen i Palæstina. Både den zionistiske idé og det jødiske folks nutidige og fortidige lidelseshistorie blev samlende faktorer. Israel blev landet, hvor børnene var dem, der lærte deres forældre at tale nationens sprog. Det blev landet for en ny start, en ny jødisk stolthed, genvunden jødisk suverænitet, og en ny jødisk selvforståelse. Israel blev en internationalt anerkendt nation.

Anti-zionisme

Allerede fra zionismens start havde der været antizionister. Med staten Israels oprettelse, og med holocaust i frisk erindring, forstummede langt de fleste jødiske antizionistiske stemmer. Enkelte religiøse grupper forblev dog udtalt anti-zionistiske (Naturei Karta etableret i 1938; Satmar Chasidim efter 1948) og opfatter stadig staten Israel som vantro selvtægt i forhold til Guds løfter. Antizionismen tog i stedet fart blandt de arabiske palæstinensere, for hvem 1948 er det store ”Nakba”, katastrofen. Man anslår, at begivenhederne omkring 1948-1949 sendte omkring 750.000 palæstinensere på flugt ind i Gaza, Vestbredden, og de omkringliggende arabiske nationer. Den udradering af Israel, der ikke lykkedes i 1948, blev startskuddet til diverse palæstinensiske befrielsesorganisationer. Så sent som i 1988 blev Israel anerkendt af PLO.

Antizionisme blev dog en dominerede følelse i den arabiske verden. Den muslimske verden oplevede den jødiske stats etablering på tidligere muslimskdomineret jord som et anslag mod Islam. Koblet med en kollektivistisk tankegang kan antizionisme i denne sammenhæng sommetider svært adskilles fra antisemitisme. Det bliver f.eks. tydeligt, når palæstinensiske aktivister omsætter Israels ageren i Gaza til angreb på tilfældige jøder rundt omkring i verden.

Israelsk eller jødisk?

Staten Israels oprettelse lod ikke ”zionismen” som begreb uberørt. De brudflader, der allerede var synlige i slutningen af 1800-tallet, trækker stadig i vidt forskellig retning. Hvordan skal det zionistiske projekt føres videre i staten Israel? Staten Israel har fået sin egen selvstændige historie og eksistens. Det er en sekulær, demokratisk stat, som ikke kun huser jødiske borgere, men et stort arabisk mindretal på godt 21%, som langt overvejende er muslimer (ca. 185.000 kristne) og som måske nok søges integreret i staten Israel, men som selvfølgelig ikke i egentlig forstand kan integreres i et zionistisk projekt. At være ”israeler” er ikke identisk med at være jøde endsige zionist.

Den israelske stat har op gennem årtierne arbejdet med definitionen af ”jøde” i forhold til immigration. Man valgte under indtryk af Hitlers forfølgelser af jøder i udgangspunktet en etnisk definition, dog med den ene undtagelse, at hvis man var døbt med en kristen dåb, kunne man ikke være jøde med ret til immigration… Så, er ”jøde” en religiøs eller etnisk definition i den moderne stat Israel? Og hvad skal der egentlig til for at bevare en jødisk identitet som stat? Disse og mange lignende spørgsmål står til debat i disse år.

Nogle jøder mener, at zionismen aldrig kom helt i mål. Besættelsen af Vestbredden efter 6-dages krigen i 1967 blev af dem opfattet som en åbning for den større zionistiske vision af hele det bibelske Israel på jødiske hænder. Det gælder naturligvis en stor del af bosætterbevægelsen, der arbejder for en én-statsløsning. Andre israelere håber i stedet på en to-statsløsning, nogle alene af den grund, at en én-statsløsning ville forskubbe den demografiske balance mellem jøder og arabere, sådan at det ville blive svært at fastholde Israel som en jødisk stat på demokratisk grund.

En énstats-løsning med jødisk identitet, ville enten kræve fordrivelse af den ikke-jødiske befolkning eller indførsel af organiseret apartheid. I en undersøgelse fra 2018 https://www.pcpsr.org/en/node/731 gik 43% i Israel ind for en to-statsløsning. 19% i Israel gik ind for en demokratisk én-statsløsning, 14% for én stat med apartheid og 8% for én stat med fordrivelse af palæstinenserne. (I den samme undersøgelse i Palæstina gik 43% ind for en to-statsløsning, 9% ind for en demokratisk én-statsløsning, 9% for en apartheidløsning og 17% for fordrivelse af jøderne). Interessant nok gik 80% af de israelske arabere i den samme undersøgelse ind for en to-statsløsning, og ønskede altså ikke, at Israel skulle opsluges af Palæstina. Tallene vil dog sikkert se anderledes ud i dag.

“From the river to the sea”

I de sidste årtier har der været en voksende gruppe jødiske organisationer både inden for og uden for Israel, der argumenterer for, at Israel skal omfavne en post-zionistisk tid, hvor det er staten Israel og de israelske borgere, der skal være i fokus uden særlige ideologiske eller religiøse undertoner. I stedet for zionistiske idealer, skal man tage udgangspunkt i menneskerettigheder og arbejde for retfærdighed, fred og forsoning – også i forhold til palæstinenserne. Man stiller sig kritiske over for zionismens grundtanker, men ikke over for Israels ret til at eksistere.

Kristen-zionisterne udgør en komplicerende faktor. De støtter gerne staten Israel, og ofte ganske blindt, fordi man opfatter staten Israels oprettelse som Guds svar på bibelske profetier. Gud regnes på én eller anden måde ind i den politiske ligning. Det er svært at forstille sig, at staten Israel var blevet oprettet uden denne gruppes mellemkomst fra 1800-tallet og fremefter.

I Israel er der et had-/kærlighedsforhold til vor tids kristen-zionister: De støtter staten Israel, selv når andre trækker sig; men de gør det tydeligvis ud fra en eskatologisk dagsorden, som de færreste israelere vil have sympati for. Politisk set er kristen-zionisterne med til at forstærke et religiøst narrativ omkring staten Israel, som kun graver grøfterne i Mellemøsten dybere.

I den nuværende diskurs bør man være opmærksom på, hvordan ordet ”zionisme” anvendes. Der findes folk, der støtter staten Israel, og vil kalde sig selv ”zionister” af forskellig farve. Men vi skal gøre os klart, at det ikke er en dækkende betegnelse for staten Israel og dens befolkning som helhed. Når ordet anvendes om Israel som nation i den nuværende situation, bruges det oftest som et nedsættende udtryk. Udtrykket ”zionister” opfattes i samme boks som ”imperialister” og anvendes af mange palæstinensiske sympatisører med samme mishag, som en jøde ville knytte til udtrykket ”nazister”.

Når Israel betegnes ”zionister”, afslører det videre en insisteren på, at man ønsker at få tiden rullet tilbage til før det zionistiske projekts succes i 1948. Når palæstinensiske sympatisører demonstrerer under parolen: ”From the river to the sea, Palestine will be free”, så handler det ikke om at befri Vestbredden for ulovlige ”zionistiske” bosættelser, men om at befri hele Palæstina for hele Israel…