Joachim Meiers bog En ny forståelse af unges mistrivsel (2025) er meget anbefalesværdig læsning for alle der har med unge at gøre. Den har potentialet til at blive en “nyklassiker” til forståelse af nutidens ungdomsliv på samme måde som Christian Hjortkjærs Utilstrækkelig: Hvordan den nye moral gør de unge psykisk syge (2020) hurtigt blev det.

Den bygger på Meiers ph-d.-projekt om unges mistrivsel og den senmoderne lidelsesforståelse og er særdeles vellykket populærformidling. Den præsenterer et klart og overbevisende argument, det er samfundskritik og udfordrer gængse opfattelser uden at det bliver forsimplende elle tendentiøst. Som én, der har læst flere analyser af ungdomsliv og hørt endnu flere, synes jeg det er noget af en præstation. Den er en fornøjelse at læse og har været meget tankevækkende ind i mit eget arbejde i Kristeligt Forbund for Studerende. Det er en stor styrke ved bogen, at Meier ikke kun argumenterer for en ny forståelse af unges mistrivsel, men også vover et afsluttende kapitel med 10 pejlemærker for, hvad vi så skal gøre i lyset af denne nye forståelse. Her er der meget stof og guld til eftertanke for unge, forældre og andre, der har med børn og unge at gøre, for hvordan vi går til ungdomslivet.

Ungdomslivet bliver sygeliggjort

Undertitlen er ”modspil til sygeliggørelsen af unges liv” og afslører hovedtesen. Meier argumenterer for, at unges liv, kriser og problemer – i den bedste intention – i stigende grad sygeliggøres. Årsagerne er flere: en ændret diagnosepraksis (fra nyt diagnosesystem i 1980), der gør det sværere at skelne mellem normale menneskelige reaktioner (tristhed) og sygelige reaktioner (depression), samt krybende sygdomsbegreber, så der f.eks. i dag skal 50% færre symptomer for at få stillet diagnosen depression end for 10 år siden. Derudover er der nogle selvforstærkende dynamikker, så f.eks. oplysningskampagner om mental sundhed og konkrete tiltag for psykologiske samtaler kan være med til at forværre det følte og erfarede psykiske velbefindende (sundhedens paradoks). Dette kombineret med en lidelsesforståelse i senmoderniteten, der i altovervejende grad forstår lidelse som noget negativ og meningsløst, der skal fjernes og løses. Konsekvenserne af dette er flere psykiske diagnoser blandt unge og det psykiatriske sprog og forståelsesramme bliver mere udbredt. Således citerer Meier sociologen Nikolas Rose: “Psykiatrien ser nu ud til at være en del af næsten alles liv, i mange tilfælde helt bogstaveligt. Det vil sige, at psykiatrien former selve opfattelsen af at leve, i og med at dens sprog og diagnoser gennemsyrer de måder, hvorpå vi forstår og reagerer på vores problemer og tænker på vores børns, vores pårørende og vores eget livsforløb” (Meier 2025, 35).

De beklagelige konsekvenser af denne sygeliggørelse af unges livsproblemer er ifølge Meier, at de bliver gjort til noget særligt (patologiske) frem for bliver set som almene problemer. Unge internaliserer det psykiatriske sprog, der i ringe grad tager højde for unges livsomstændigheder. Det betyder, at hvis unge er triste, vil de have tendens til at overveje om de lider af en let depression fremfor at overveje om det skyldes deres livsomstændigheder (syg bedsteforælder, vinterhalvåret og kæresteproblemer). Det har den effekt, at opfattelsen bliver, at de unges livsproblemer kun er noget som professionelle rigtig kan hjælpe med, samt at unge lærer at forstå sig selv som psykisk sårbare.

Selv om den ikke bliver leveret sådan, så er det en sønderlemmende samfundskritik, der underbygger tesen om diagnosesamfundet (vi løser livsproblemer med diagnose) uden at blive anti-diagnose, som både er provokerende og sørgmodig. Det terapeutiske sprog og psykiatriske diagnoser er efterhånden alle-mands-eje og en dominerende psykiatrisk lidelseforståelse har bredt sig til alle kroge (også langt ind i kirken), hvilket er en central grund til de nedslående tal for unges mentale helbred. Men det er ikke den eneste forklaring – der er to mere.

Kilder til unges mistrivsel

Kilderne til unges mistrivsel er ifølge Meier dels nye og gamle – som han udfolder i henholdsvis del 2 og del 3 af bogen. Der er noget nyt på spil i ungdomslivet i dag, som ellers lever under indtrykket af at være befriet fra snærende normer. Men ligesom Hjortkjær (2020) gjorde klart, så er der masser af krav til unge – ikke forbud, men påbud – som også oftest er modstridende (“Enjoy!” og “Be the best!”). Analysen vil for mange være velkendt, men med mange gode konkrete intervieweksempler fra unge. I særdeles godt er påvisningen af det krydspres unge står imellem de nye krav. Et krydspres mellem det som Meier kalder hårde krav (maksimer dine muligheder! Optimer dine muligheder! Perfektionér dig selv!) og bløde krav (gør, hvad du har lyst til! Vær dig selv! Elsk dig selv!).

Del 3 handler om at unges mistrivsel hænger sammen med det at være menneske. Det er en del af det konstruktive sigte med bogen – at unges problemer, som er blevet sygeliggjort af en ensidig psykiatrisk forståelse, skal almengøres. Meier gør her brug af dels eksistensfilosofi (Kierkegaard, Sarte) og nutidige (populærformidlende) intellektuelle (Lukianoff, Haidt, Taleb og Paul Bloom). Han viser hvordan unges livsproblemer også er et vilkår som menneske – noget alment. Der er noget gammelt på spil; det har altid været svært at være ung – og menneske. Med Kierkegaard påpeger Meier hvordan (eksistentiel) angst kan anskues som et symptom på vores frihed. Friheden åbner for muligheden for fejl, og derfor er der en angst som er uundgåelig som menneske. Meier argumenterer også for, at vi har brug for flere lidelsesforståelser, der formår at se dels lidelsens udviklende potentiale og dels lidelse som et menneskelig vilkår. Han påpeger, hvordan vi ikke må overbeskytte børn eller unge (unge som skrøbelige vaser) eller have urealistiske høje forventninger til dem (unge som robuste plastikkopper). I stedet bør vi anskue dem som antifragile, ikke-skrøbelige i den forstand, at de vokser og udvikler sig gennem modstand og udfordringer.

Med henvisning til den amerikanske Paul Bloom argumenterer han også overbevisende for at lidelse ofte er en del af det meningsfulde liv, fordi vi mennesker finder mening i svære og udfordrende bedrifter, der indebærer kamp og modstand, ja, lidelse. Meier lykkes med at argumentere for en bredere lidelsesforståelse, der indebærer det konstruktive og uundgåelige ved lidelses i et almindelige menneskeligt liv.

Dette trebenede argument for den høje mistrivsel blandt unge virker for mig meget overbevisende: Det er dels en psykiatrisk praksis og sprogbrug der gennemsyrer mere og mere vores livsforståelse, dels er det nye krav i et krydspres (hårde og bløde) og gamle menneskelige vilkår, som vi kommer til at sygeliggøre og særliggøre.

De fire bedste af de ti pejlemærker

Meier slutter bogen af med 10 pejlemærker – hvor jeg har lyst til at fremhæve fire af dem:

Flere lidelses-sprog: Det første råd lyder, at der er behov for flere lidelsessprog (politiske, religiøse og moralske) end det alene psykiatriske lidelsessprog, som anser lidelse, som en defekt, der skal fikses. Det har været meget tankevækkende for mig at tænke igennem om, hvilke lidelsessprog den kristne tro har til de unge og dels om det psykiatriske sprog fylder for meget i min egen tilgang til unge.

Stil krav, men konkrete: Meiers femte råd er, at vi ikke skruer ned for krav til de unge, som ellers vil være en forståelig reaktion med tanke på unges mistrivsel, men at vi giver konkrete krav, der ikke bare handler om selvforbedring: “der er i dag brug for […] (1) tydelige, håndgribelige, konkrete krav, der er mulige at leve op til, og (2) krav, der overskrider de unge selv og derved befrier dem fra sig selv” (Meier 2025, 178).

Opøv ubehagstolerance: Et grundlæggende kald til at øve sig i at udstå ubehag i livet – og i særdeleshed for de voksne i unges liv. For ifølge Meier så er problemet med voksne i dag ikke, at de er strenge autoriteter, men at de bliver omklamrende forældre, der hele tiden forsikrer sig igennem deres unge, at det er okay – og har svært ved at udholde de unges ubehag. Som relativ ny forældre, synes jeg, det er meget afslørende for mange af mine egne umiddelbare forældrereaktioner og forældreskabet generelt i dag.

Husk både spejl og vindue: Spejl og vindues-metaforener er rigtig gode for forskellige tilgange til unge – særligt når de oplever modgang: “Spejlet er en metafor for at stille sig åben for den unges verden. Vinduet en metafor for at åbne verden for den unge” (Meier 2025, 189). Vi spejler deres verden, når vi spørger ind og forsøger at forstå deres verden. Vi åbner vinduet til verden, når vi taler, viser og hjælper dem med i at engagere sig i verden uden for dem selv.

Det nye præsteskab giver nøglemagten tilbage?

Undervejs kom jeg til at tænke på, at det er ironisk at Meier, som selv er psykolog, siger, at problemet er et for udbredt psykiatrisk sprog. Psykologstanden nyder en ekspertstatus i vores samfund. Det moderne menneske går til psykologen med alt fra børneopdragelse til sorg, betror dem deres inderste tanker og når nye samfundstendenser dukker op, er det ofte psykologerne, som vi først spørger om en ekspertudtalelse. Hvis det moderne samfund har et fungerende præsteskab, så vil psykologerne være gode kandidater hertil. Men Meiers løsning er at give noget af denne nøgle- og fortolkningsmagt tilbage til almindelige mennesker og andre mulige autoriteter i de unges liv (gymnasielæreren, musiklæreren, forfatteren, præsten osv.). Ikke for at udslette det psykiatriske eller terapeutiske sprog, men undgå en enstemmighed og i stedet kalde flere gode stemmer frem i de unges liv.

Jeg ser en risiko for, at vi i kirkeligt ungdomsarbejde – som jeg selv er en del af – holder os på afstand af unges livsproblemer og overlader dem til professionelle (læs: ikke præster eller erfarne ungdomsledere, men psykologer og psykiater). Meier har selv en afslørende anekdote i indledningen af bogen om en ung kvinde, der i en livskrise opsøger en præst efter forgæves at have været ved læge og psykolog. Noget af det første præsten spørger er: ”Har du fået tjekket om, du har depression?”. Der er ikke noget galt i spørgsmålet, men illustrerer godt, hvor udbredt det psykiatriske sprog er. Vi kan ikke undvære psykologerne, men Meier giver en ny frimodighed til at se, hvordan bl.a. den kristne fortælling og det kristne sprog kan være ressourcer for de unge i deres livskriser.

Ingen har for mig bedre vist den kristne fortælling og det kristne sprogs transformative magt end teologen Stanley Hauerwas. I The Peaceable Kingdom skriver han: ”We know who we are only when we can place our selves – locate our stories – within God´s story (Hauerwas 1983, 27). Jesus lærer kristne at kalde Gud far, når vi beder, hvilket betyder at vi er Guds børn – omsluttet af Guds omsorg, kærlighed og trofasthed. Lovsang giver mulighed – alene eller sammen med andre – at udtrykke det svære og skuffelserne og læne sig ind i en Gud, som aldrig forlader os. Salmerne Bog i Bibelen giver sprog til klage til Gud – og en mulighed for at sørge over det svære i livet – i stedet for febrilsk at lede efter en løsning. Bønnen, sangen og Bibelens fortællinger er ikke ressourcer, der fikser vores problemer, men åbner op for en større fortælling om vores liv. Der sætter os i forbindelse og låner os andre kristne og menneskers sprog – og forbinder os med virkeligheden bag al virkelighed – Gud. Det overflødiggør ikke det psykiatriske sprog, men hjælper med almengøre unges livsproblemer, åbner de unges verden (vindues-metaforen), se lidelse som et vilkår og giver rum for sorg frem for fix.

Jeg tror arbejdet med unge – også i kirken – vil have stor værdi af at tale og diskutere Meiers nye forståelse af unges mistrivsel.

En ny forståelse af unges mistrivsel: modspil til sygeliggørelsen af unges liv

Joachim Meier

Akademisk Forlag (2025)

200 sider

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og få de seneste artikler direkte i din indbakke