Generation Z banker på døren
Emilia van Hauen tegner et portræt af generationen, der er vokset op med sociale medier, klimafrygt og familiedemokrati. Nu træder de ind på arbejdsmarkedet med krav, der ryster de gamle hierarkier.
Pludselig står de der, i mødelokalerne og kantinerne – ikke med ungdommens sædvanlige skyhed, men med en stille selvfølgelighed. De spørger ikke, om de må tale; de går ud fra, at stemmen allerede er deres. De har lært fra skolebænken, at deres mening tæller, og hjemme ved spisebordet, at alle har lige taleret. For de ældre kolleger kan det føles forfriskende. Eller forstyrrende. Eller begge dele på én gang.
Generation Z er kommet på dagsordenen. Fordi den nye unge generation på arbejdsmarkedet er anderledes end de tidligere, er opmærksomheden i ledermiljøer tårnhøj på, hvordan Z’erne tænker og tilgår livet og arbejdet – og hvordan de skal ledes bedst muligt.
Emilie van Hauen har i sin nye bog forsøgt at kortlægge, hvem de er, hvad de vil – og hvorfor de, med både idealer og sårbarhed, er et interessant indspark på arbejdsmarkedet.
Og det projekt er hun også lykkedes med. Generationen, der skal redde verden er oplysende, velinformeret og letlæst — et stærkt bidrag til samtalen om de nye voksne.
Nuancer og forbehold
Inden hun går i gang, er der dog brug for nogle nuanceringer, og det gør van Hauen selv opmærksom på.
For det første vil enhver beskrivelse af generationer være en forenkling af virkeligheden om det enkelte menneske. Vi formes som individer af meget andet end de generationelle vilkår, og derfor skal vi passe på med at lave generationsstereotyper. Men det ændrer ikke ved, at der er forskel på de vilkår generationer vokser op under, og at det sætter et kollektivt præg på os. Derfor giver det mening med varsomhed at tale om generationelle karakteristika, også selvom vi måske kan genkende noget af os selv i andre generationsprofiler.
For det andet er der ikke fuld enighed om, hvor årstallene skal lægges for de fire generationer, man har inddelt tiden efter Anden Verdenskrig i: Boomerne, generation X, Y og Z (Alpha-generationen er endnu ikke voksne). van Hauen definerer Z’erne som dem, der er født i 1995-2010, mens andre skubber årene lidt fx 1990-2001 Vi skal altså ikke være alt for årstalsfikserede, men mere tænke om generationen af unge voksne.
Det tredje forbehold van Hauen tager i forhold til sit eget projekt er risikoen for generationsbashing, hvor opmærksomheden på generationsforskellene bliver til en negativ attitude og et narrativ om en generationskløft. Det oplever hun ikke konstruktivt, men anbefaler i stedet gensidig nysgerrighed, som en nødvendighed for vores fælles fremtid.
Bogen falder i tre dele, hvor det første og største tema omhandler Z’ernes værdier, den anden Z’ernes sårbarhed og den sidste del Z’erne på arbejdsmarkedet.
Familiedemokrati og kriser
To ting har grundlæggende formet Z’erne nemlig deres skole- og uddannelsesforløb og kulturen i deres familier.
Fra grundskolen har Z’erne mødt gruppearbejde, feedback og evaluering, og deres egen mening og vurdering er blevet tillagt betydning. I familien er Z’erne børn af X’erne (født 1960-1980), som bevidst eller ubevidst har opdraget mindre hierarkisk, end de selv blev. Z’erne er dermed vokset op i familier med en høj grad af familiedemokrati, hvor alle havde lige taleret omkring spisebordet. X’ernes ønske om autonomi, selvstændighed og individualisering blev givet videre til deres børn samtidig med, at den følelsesmæssige relation mellem forældre og børn blev vigtigere. Perspektivet defineres i Jespers Juhls bestseller fra 1995: ”Dit kompetente barn.”
Samtidig er Z’erne vokset op i en usikker verden på bagkant af den korte fredstid efter Berlinmurens fald. Terrordagsordenen efter 9.11 2001, finanskrisen, Covid19-krisen, krig i Ukraine og ikke mindst klimakrisen har givet et bagtæppe af en usikker verden, som ”de voksne” ikke i tilstrækkelig grad har formået at gøre verden sikker på en ansvarlig måde.
Til Z’erne vilkår hører også, at de er vokset op med IT som ingen anden generation før dem.
Definerende værdier
De fælles vilkår har sat sig i Z’erne som en række værdier, der er generationstypiske. van Hauen nævner en hel række:
Reaktion mod hierarkier. Z’erne er trænet i at blive behandlet ligeværdigt, og reagerer derfor negativt, når de oplever det modsatte. De anerkender, at hierarkier findes, men opponerer mod privilegieblindhed og misbrug af position med herskerteknikker og som et argument eller en ret i sig selv.
Relationer er vigtigst. Z’erne er blevet udråbt som den mest fællesskabsorienterede ungegeneration nogen sinde.
Samskabelse og kreativitet. Z’erne er optaget af at udrette noget sammen med nogen og ikke bare for nogen. De ønsker selv at bidrage kreativt sammen med andre.
Frie stammefællesskaber. Z’erne søger mod sociale fællesskaber, der holdes sammen af fælles følelser og engagement. Neo-tribalisme kaldes det og er kendetegnet ved: frivillighed, lyst, interesse, initiativ, kreativitet, åbenhed, diversitet og tillid.
Lighed og diversitet. Z’ernes grundlæggende oplevelse af lighed indebærer en generel insisteren på lighed, rummelighed og diversitet i de fællesskaber de er en del af. #MeToo og wokeness ligger dybt i Z’erne, og de reagerer mod diskrimination, når de møder den hvad enten det handler om køn, seksualitet eller minoriteter.
Klimaansvarlighed ligger meget højt. 28% af Z’erne oplever klimaforandringerne som den største bekymring i deres liv. Dette følges af en undren og protest mod, at deres forældres generation, X’erne, tager det så afslappet med klimaudfordringen.
Disse værdier er for mange Z’ere så definerende, at de er villige til at fravælge jobs og fællesskaber, hvis de ikke oplever, at de kan være der med fuld integritet.
Styrke og sårbarhed
I sit andet hovedafsnit behandler van Hauen Z’ernes sårbarhed. Hun tager udgangspunkt i, at den (overraskende) livsambition for Gen Z overordnet set er sikkerhed og stabilitet. Dette hænger iflg. van Hauen sammen med et stort pres for at performe på alle livets arenaer og har ført til en høj grad af mistrivsel især hos kvinderne. Sårbarhed blandt unge er ikke noget nyt i sig selv, men det nye er, at unge, som ikke har de klassiske risikofaktorer knyttet til udsathed med sig, alligevel oplever udsathed og sårbarhed. Dette er der ikke en entydig forklaring på.
Af mulige årsager nævner van Hauen med tilknytning til Hartmut Rosa accelerationssamfundet, som særligt rammer unge. Engagement i studier, familie, venner, frivilligt arbejde, styr på sociale medier, fritidsaktiviteter, jobs mv. giver et krydspres og følelsen af konstant at være bagud. van Hauen fremfører, at elite-niveauet er blevet til normal-niveauet i præstationssamfundet, hvilket indebærer at 52 % af de unge føler det svært at leve op til deres egne forventninger i forhold fremtiden. Hun siger med reference til Center for Ungdomsforskning: ”Ungdomslivet har fået et øget fokus på præstation, selvoptimering og konkurrence, som med stor sandsynlighed har rødder i den tiltagende hyldest til individualiseringen” (s.171). Smartphonen vies et helt kapitel som en faktor der sine mange fordele til trods også understøtter accelerationssamfundet med forventningen om konstant aktivitet og tilgængelighed. Alt dette øger sårbarheden hos Z’erne, som i høj grad kender til følelsen af både ensomhed og skam. Skammen handler om ikke at kunne leve op til egne og andres forventninger.
For Z’erne betyder følelser meget, især deres egne. Det sætter sig om et pres for at opnå livsintensitet. van Hauen skriver: ”Denne følelses-opmærksomhed bliver til en grund-selvrefleksion, som de unge ikke rigtig kan undslippe (…) På en måde bliver deres følelser et fuldtidsarbejde, der igen handler om at optimere, maksimere, effektivisere sig selv” (s.203). Denne sårbarhed forbindes af mange Z’ere dog også med ægthed, menneskelighed og integritet og kan dermed blive et redskab til at leve et mere ærligt liv.
Kombinationen af de stærke værdier inkl. eget ligeværd i mødet med andre og sårbarheden kan snyde, når andre generationer relaterer til Z’erne, for de er ikke enten stærke eller sårbare, men begge dele på samme tid, og hermed er vi fremme ved bogens sidste del om Z’erne på arbejdsmarkedet.
Skakbræt og vildmark
Z’erne har meldt deres ankomst til arbejdsmarkedet. De kommer med deres værdier og sårbarhed og en insisteren på et arbejdsliv med en høj grad af integritet. De kommer ifølge van Hauen med en ny professionalisme ud fra parolen: Menneske første – dernæst alt det andet. van Hauen sammenligner X’ernes tilgang til arbejdslivet med et skakbræt: Et tydeligt hierarki, positionerne er faste i forhold til hinanden, opgaverne er bundne og det styrende princip er magt. Den virkelighed er ikke, hvad Z’erne er blevet opdraget og trænet i. De har ikke stor respekt for et hierarkisk system, hvor det er magt, myndighed, autoritet, prestige og bundne opgaver og arbejdstider, der oftest styrer arbejdet (s.216). Z’ernes tilgang kaldes derimod en vildmark: Et sted med stor grad af biodiversitet, og hvor alt kan vokse frit. I en organisation vil det sige: Plads til diversitet, inklusion, kreativitet, relationer på kryds og tværs og et styrede princip, der handler om at skabe liv (s.216).
Umiddelbart virker de to inkompatible.
Z’erne er ikke trofaste overfor deres job, hvis de oplever, at de stækkes på deres værdier. De er derfor blevet kaldt ”de flydende agile Z’ere,” og arbejdsgivere har en stor udfordring med at fastholde dem. van Hauen anbefaler at forlade det traditionelle ord ”fastholde,” fordi det taler ind i en skakbrætstænkning. I stedet anbefaler hun ordet ”tilknytning,” fordi det virker mere som en frivillig relation, der kan sammenkobles med Z’ernes tilgang til verden. Z’erne ønsker også et fleksibelt arbejde og flere vil gerne være freelancere eller selvstændige. Ønsket om fællesskab og frygten for at blive overset gør dog, at mange gerne vil være fysisk til stede på arbejdspladsen.
Z’erne kobler sig på jobbet med hele deres netværk og holder sig ikke tilbage fra at trække på ressourcer blandt vennerne, hvis der er behov for det.
En tillidsfuld leder
Hvordan er man leder for Z’ere? van Hauen vælger en vovet og nok også misforståelig figur, som den type leder Z’erne ønsker, nemlig en guru. Eller rettere hun mener, at man som leder kan lade sig inspirere af guruen som figur. Med denne figur indfanges, at Z’erne ønsker en leder, som de kan forbinde sig med relationelt, og som kan understøtte ”selvudvikling og frisættelse af ens egne ressourcer, så man kan handle fri af egne (evt. familiært, kulturelt, historisk nedarvede) begrænsede tanker og skabe et liv med, ja – mening” (s.261).
En af hendes pointer med gurufiguren er, at lederen ikke skal placere sig højt i gruppen, men centralt og dermed let tilgængelig for alle og med mulighed for overblik og indblik i, hvad der foregår på tværs. I denne centrale position kan lederen relaterer til de ansatte med en menneskelig nysgerrighed og en sund erkendelse af, at man ikke altid kan følge med i alt, medmindre man får hjælp fra andre. Det styrker fællesskab og respekt, som er vigtigt for Z’erne. Z’ernes forventningen til god ledelse står i kontrast til en hierarkisk top-down tradition. De ønsker en ledelse kendetegnet af tillid frem for magt, personlighed frem for formel myndighed, skills/kvalifikationer frem for formel autoritet og mening frem for prestige.
En leder, som lykkes overfor Z’erne, rummer den sårbarhed, som mange af dem oplever, skaber en vis reduktion i kompleksiteten, som sætter dem under pres og giver samtidig rum til at kreativiteten kan udfolde sig i respekt for det, som de bærer med sig fra dag et på jobbet. Hvis det lykkes, vil man ifølge van Hauen som leder kunne opnå frivilligt følgeskab blandt Z’erne og blive et forbillede for Z’ere, som selv tager skridtet ind i ledelse.
Hvad med kirken?
van Hauen forholder sig ikke til kirken på noget tidspunkt i sin bog, men den generation af unge voksne, som hun beskriver, findes også i kirken. De er vokset op under de samme vilkår og er dermed en del af Z’erne. De er så at sige kristne Z’ere. Det rejser et vigtigt spørgsmål for de af os, som er aktive i den kristne kirke: Hvordan bliver generation Z en positiv og integreret del af vores kristne fællesskaber?
Mange af os, der er kristne ledere i dag, tilhører boomerne eller generation X. Vi er kristne Boomere og X’ere. Derfor er det en illusion at tro, at de udfordringer og muligheder, som ligger i mødet med de nye unge voksne, går kirkens hus forbi. Hvis det lykkes os ikke at skræmme dem væk, men med både deres og vores egen integritet i behold at få skabt et frivilligt følgeskab, så er der potentiale til meget spændende og godt i de kommende år. Men det kræver en hel del af alle parter.
Emilia van Hauens bog giver en veldokumenteret (hun henviser til mange studier og undersøgelser), bred og letlæst introduktion til generation Z. Skal man arbejde grundigere med emnet vil dette være et godt udgangspunkt, og vil man nøjes med en let tilgængelig indføring er her en god kandidat.
Generationen, der skal redde verden - med lidt hjælp fra os andre. Forstå hvordan de unge Z'ere skaber vores fremtid
Emilie van Hauen
Gyldendal Business (2024)
288 side
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
og få de seneste artikler direkte i din indbakke