Der er efterhånden en lang historie bag det her debatindlæg, som jeg ikke vil sammenfatte eller gengive. For Sempers læsere er det let at opstøve forhistorien, både som den er gengivet i Troels Nymanns fine kommentar, og den efterfølgende opfølgning af Morten Birkmose. Jeg har valgt at skrive en form for åbent brev direkte til Morten – velvidende, at andre læser med.

Kære Morten,

I første omgang havde jeg mest haft lyst til at lade dit indlæg ligge og lade andre tage dialogen. For det er ekstremt vanskeligt at foretage konstruktive samtaler i et online-format, og i særdeleshed om et så sårbart emne som menneskers seksualitet og kirkens forkyndelse.

Når jeg alligevel vælger at engagere mig, skyldes det sagens alvor og dens ringvirkninger.

Dit indlæg rammer utvivlsomt en nerve og skaber resonans blandt mange læsere, der deler din oplevelse, er enige med dig eller blot hilser samtalen velkommen.

Derfor fortjener det også et modsvar. Indlægget er offentligt, ligesom den efterfølgende debat også er det. Hvis hensynet kun er til debattens parter, er en personlig dialog som regel at foretrække. Men nu er hensynet altså også de mange medlæsere – og derfor vælger jeg et offentligt svar.

Særligt to ting i dit indlæg finder jeg det nødvendigt at kommentere: For det første de tilsyneladende underliggende præmisser for indlægget. For det andet det teologiske indhold.

Bemærk: Jeg udtaler mig ikke om din tro eller lignende; jeg forholder mig udelukkende til din etiske argumentation og dens konsekvenser.

En fejlagtig præmis

En tilsyneladende modsætning synes at drive store dele af din argumentation. Blandt ”de gamle,” Højlund og Co., er teologien i højsædet. Ikke mennesket. Som du skriver: ”Problemet bliver her – og det er en tendens, der i mine øjne har præget og til dels stadig påvirker kirkens højrefløj – at der ikke tages tilstrækkeligt hensyn til mennesket bag teologien.”

Citatet kan forstås sådan, at hensynet til mennesker altid bør få førsteprioritet, ifølge dig. Mener du, at menneskers reaktioner har – i mangel af bedre ord – forkørselsret? Jeg spørger, fordi det virker sådan. Vi skal (tilsyneladende?) være så hensynsfulde, at vi ikke må sige, hvad vi tror. For ingen, der har indgået et ægteskab med en af samme køn, ”skal sidde og tvivle på, om det er en god ting. Heller ikke selvom hun søger svaret.”

Her tror jeg, at vi er grundlæggende uenige. Jo, vi skal blive bedre til at lytte til dem, vi sidder overfor, og overveje, hvordan vi formulerer vores teologi (hvilket du understreger kraftigt – og skal have tak for!). Men dem, vi sidder overfor, bestemmer ikke nødvendigvis hvad og hvordan alt skal siges (hvilket synes at være din løsning).

Personligt oplever jeg heldigvis, at mange (hvoraf nogle selv har disse ting inde på livet), der fastholder kirkens klassiske etik på dette område, arbejder på skabe et hensynsfuldt sprog og give gode redskaber til at deltage respektfuldt i dialog, sjælesorg og vejledning (jeg henviser til en række ressourcer til slut).

Mange af os forsøger faktisk at møde mennesker med kærlighed, respekt og anerkendelse. Men den respekt indebærer altså samtidig at være tydelig og ærlig om ens teologi.

Du synes at frame forskellen på de to måder at tænke på som en generationsforskel. Det fungerer – mener jeg – en anelse for belejligt: For hvis det narrativ gøres til bærende præmis, skjuler det ganske enkelt sagens alvor.

Er homoseksuelt samliv efter Guds vilje?

Som en indskudt bemærkning falder nemlig den sætning, der gør, at jeg ikke kan lade sagen ligge. For du skriver, at du ”ikke deler deres [højrefløjens] teologiske overbevisning (ja, jeg mener godt et kristent ægteskab kan være homoseksuelt)”.

Indlæggets formuleringer er i første omgang en anelse uklare. De afklares dog endegyldigt i den efterfølgende debat på Facebook (og tak for den tydelighed!), hvor du skriver:

”Kan man mene, at det homoseksuelle samliv er mod Guds vilje uden at blive ramt af min kritik? Well, eftersom jeg ikke selv mener, det er mod Guds vilje, er det meget muligt, det bliver konsekvensen.”

Homoseksuelt samliv er altså ifølge din overbevisning ikke imod Guds vilje. Et homoseksuelt ægteskab er ikke Gud imod. Sex med en af samme køn kan derfor heller ikke være Gud imod.

Skulle det være gået nogen forbi, da de læste dit indlæg: Vi er altså langt ude over, hvad der handler om bedre og mere hensynsfuld kommunikation, måden hvorpå vi siger ting, eller hvordan vi møder den enkelte. Uanset hvordan man vender og drejer det, er ovenstående etik i radikal modsætning til kirkens klassiske tro.

Jeg vil derfor respondere med seks overvejelser. Til slut præsenterer jeg dertil enkelte overvejelser om dialogen fremover.

1. Hvad er reel omsorg?

Er reel omsorg, at mennesker aldrig bliver såret af vores ord eller teologi? Sådan lyder det næsten som, du tænker. Jeg mener, det er naivt. Og forkert.

Mødet med Bibelens etik på dette område vil komme til at gøre ondt.

Det mener jeg, fordi jeg tror, at Gud altid møder mennesker på to måder: Han konfronterer os med vores synd, og han kalder os til fællesskab med Kristus. Hvordan balancen mellem de to møder med Gud erfares, kan se meget forskellige ud. For nogle begynder det med invitationen, for andre med en konfrontation. Men for alle mennesker indebærer det over tid begge dele.

Og kirkens ansvar er at lade begge dele komme til orde – og så overlade resultatet til Helligånden.

Nogle gange gør vi det ikke godt, og efterlader mennesker med sår. Når det er os mennesker, der sårer, er det dybt, dybt tragisk. Enhver, der har siddet i en sjælesorgssamtale, ved, at man altid efterfølgende tænker tusinde ting, man måske burde have sagt anderledes. Hørt anderledes. Og nogle gange er det desværre sandt.

Men nogle gange er det altså Gud selv, der i sin konfrontatoriske omsorg, smerter dig og mig. Ikke for at lade os blive i smerten, men for at føre os til Kristus. I afkaldet. I lidelsen. Ikke udenom den. Når kirkens forkyndelse, sjælesorg og møde med mennesker er bedst, er det den dobbelthed, der præger troserfaringen for os alle.

Den dobbelte erfaring håber jeg faktisk, at vores forkyndelse og sjælesorg skaber. For det værste, der kan overgå et menneske, er ikke lidelse, afkald og smerte i dette liv. Det er evig fortabelse.

Sand kristen omsorg er altid evighedsorienteret.

2. Hvad er ægteskabet?

Dernæst: Hvad du forstår som et kristent ægteskab mellem to af samme køn er ikke et ægteskab i Guds øjne. For ægteskabet er i sin bibelske essens givet af Gud, som et forpligtende, livslangt forhold mellem én mand og én kvinde. Sådan har det været fra verdens skabelse, og sådan fastholdt både Jesus og Paulus det (1 Mos 2,24; Matt 19,5 og Ef 5,31). Bibelen omtaler entydigt afvigelser fra den ramme, fx i form af homoseksuel adfærd, som synd (3 Mos 18,22; 1 Kor 6,9 og Rom 1,26-27), og det kræver en imponerende hermeneutisk gymnastik at forstå teksterne anderledes.

Og så kan det godt være, at du forsikrer, at det ikke handler om, at du ”vil tvinge hverken Henrik Højlund eller andre i kirken til at give køb på deres forståelse af, hvad et kristent ægteskab er”. Selvom det lyder fint nok, gør det ingen forskel. For vores – altså dit og mit – forskellige syn på hvad ægteskabet er, udelukker pr. definition hinanden!

3. Hvilken rolle spiller Bibelen?

I forlængelse af det, virker det sigende for din argumentation, at der ikke er et eneste bibelvers undervejs i indlægget. Hvordan du forstår de bibelske tekster, der taler om homoseksualitet, kan jeg derfor ikke regne ud. Nu behøver du jo ikke plastre teksten til med bibelvers. Alligevel antyder det noget om den (manglende) rolle, Bibelen spiller i dit etiske ræsonnement.

Den svenske teolog, Stefan Gustavsson, skriver tankevækkende om kirkens nye syn på homoseksuelt samliv, med nogle formuleringer jeg ikke kunne skrive bedre selv:

”Drivkraften har hele tiden været omsorgen for det enkelte menneske, en ædel og vigtig drivkraft, som vi alle bør kunne dele. Men det problematiske er, at denne omsorg lidt efter lidt har ført os bort fra de bibelske tekster. Dermed bliver det et spørgsmål om bibelsyn og ikke kun et spørgsmål om bibeltolkning.”

En kritik der, for mig at se, rammer plet på dit indlæg. Du er utvivlsomt drevet af omsorg. Men din – tillader jeg mig at kalde det – ”omsorgsteologi”, fører din argumentation bort fra de bibelske teksters logik og argumentation. Du giver ikke blot stemme – men forrang – til menneskers reaktion og følelser.

Dermed bliver det selve den autoritet, Bibelen har i vores teologi og etik, der er på spil.

4. Hvad er synd?

Du skriver: ”Gud har skabt mig. Hele mig. Også min seksualitet.” Og det inkluderer altså den seksuelle lyst, der retter sig mod eget køn. For ”det handler ikke om, at vi er skabt forkerte. Jeg er ikke synd, jeg begår synd. Det er noget helt konkret – tanker, ord og handlinger – der sætter skår mellem mig og min næste, mig og Gud.”

Går vi til de bibelske tekster, er det en dybt problematisk argumentation. For arvesyndslæren tilskriver netop, at synd er medfødt. Ikke alt hvad jeg er – heller ikke fra fødslen – er villet og skabt af Gud. Noget af det, der er mig og i mig, er udtryk for synd og syndens konsekvenser. Tanker, ord og handlinger kan være Gud imod, også selvom jeg er født med en bestemt startopstilling, der giver mig en inklination i netop den retning.

Dernæst er din syndsforståelse for svag. Synd er ikke kun vores handlinger. Nej, selve lysten til synd er synd (for nu at parafrasere de lutherske bekendelsesskrifter). Hos os alle sammen. Når Jesus advarer om at kaste et lystent blik på en andens hustru (hvilket i sammenhængen må forstås ikke som homoseksuel lyst, men heteroseksuel), fordømmer han det. For lysten til utroskab er synd. Og det gælder altså, om den seksuelle lyst i sig selv er nok så medfødt…

Så dybt stikker synden. Og derfor har vi også alle sammen så desperat brug for en frelser.

5. Hvad er evangeliet?

Du pointerer, at evangeliet er ”stort nok til at kunne rumme Freja Kirk. Det skal det være.” Ja, og amen! Men evangeliet velsigner og legitimerer ikke, hvad Gud i sin skaberordning har forbudt. At påstå det, er at forvrænge evangeliets egentlige indhold.

Evangeliet er det befriende budskab at al min synd – også den jeg fortsat kæmper med – har Jesus taget bort! Og derfor kan vi bede ”forlad mig mine synder”, og vide, at de faktisk er forladt. Endda også den synd, der virker som en uadskillelig del af mig. Det er evangeliet! For den, der har homoseksuelle følelser. For dig. Og for mig.

Men i stedet for at pege på evangeliet om syndernes forladelse, relativiserer du synden i dit indlæg. Og dermed svigter du i sidste ende den næste, der har homoseksuelle følelser – og alle os andre. For de mennesker, du ønsker at tage kærligt hensyn til, møder ikke det fulde bibelske billede af Gud.

Sådan som du skitserer kirkens fremtidige, ideelle stillingtagen til seksualetikken, bliver der reelt tale om en relativisme, der umuliggør enhver tale om omvendelse fra synd. Og dermed er fortabelsen også afskaffet i praksis. Og så har vi intet evangelium længere.

Det betyder ikke, at vi mennesker ved, hvem der går fortabt. Det er Guds sag. Men det betyder, at Gud har givet os et mandat til at advare mod fortabelsen – også angående konkret synd (som Paulus for eksempel gør det i Første Korintherbrev kapitel 6,9-11). Det skal vi tage alvorligt.

Ellers er vi milevidt fra den kærlige, konfrontatoriske Jesus. Den Jesus, der kaldte til omvendelse med en kærlighed, vi andre aldrig kan mønstre. Med en integritet og tydelighed vi andre ikke ejer. En Jesus, der, midt i sin klare tale, aldrig handlede ukærligt. Og som trods det stadigvæk blev afvist igen og igen.

For Gud tvinger ingen. Evangeliet er frit – også til at blive afvist.

6. Hvad er de kirkelige konsekvenser?

Min frygt er – i forlængelse af det, du selv antyder i indlæggets afslutning – at dit indlæg er udtryk for en generel udvikling, blandt os, der ofte kaldes for ”kirkens højrefløj.” Det er ikke sikkert, at du selv oplever det sådan(?), men for de af os, der har et klassisk syn på ægteskabet og den kristne seksualetik, vil en sådan forandring medføre et endegyldigt brud mellem os.

Forhåbentlig ikke relationelt. Forhåbentlig lever samtalen stadig. Men som kirke vil fællesskabet blive brudt, hvis din teologi accepteres bredere. Så kan vi ikke længere indgå i et fælles kristent arbejde. Vi kan ikke tage del i arbejdet i den samme menighed. Vi kan ikke dele prædikestol. Vi kan ikke drive mission sammen. For vi er ikke længere enige om evangeliet og dets konsekvenser. Og dermed er kirkens fællesskab brudt, uanset om vi foreløbigt færdes i de samme organisationer og bevægelser.

Så alvorligt er det.

Jeg vil gerne tilføje, at der for den enkelte skal der være god plads til at være undervejs. Vejen ind i kirken kan kræve nogle massive justeringer af verdensbilledet, etikken og forståelsen af Bibelen, som det kræver ro, forståelse og proces at være i. Og her kræver det en evne til at skønne, hvordan det skal se ud fra situation til situation…

Men som kirkeligt ideal, på lederplan og i teologisk overbevisning, forkyndelse og vejledning er det en anden snak.

Den fortsatte dialog…

Langt på vej er meget af det, du efterlyser, når det kommer til kirkens kommunikation, legitimt og berettiget – også selvom jeg oplever, at dit billede af kirkens højrefløj er svært at genkende i sin helhed.

Hvad er så pointen i alt det ovenstående, og hvad betyder det for den fortsatte dialog?

For det første må samtalens præmisser tydeliggøres. Generationsskellet er ikke det centrale. Det handler om indhold, ikke alder. Også selvom det ville være mere belejligt, hvis det primært drejede sig om ”de gamles” manglende tids-, kultur- og situationsfornemmelse.

For det andet bør det være klart, at dit indlæg ikke kan rumme den klassiske teologi, jeg står for. For hvis dit syn (at begge former for ægteskab er bibelske) skal accepteres, udelukker det pr. definition mit syn.

For det tredje er det et radikalt nyt standpunkt, du argumenterer for. Det er i strid med evangeliet. Og mere alvorligt kan det ikke blive. Det handler ikke længere om, hvordan vi siger ting. Det handler om, hvad vi siger.

For det fjerde håber jeg, at dialogen fortsætter. For dialog er mulig, også selvom man ikke anerkender hinandens teologi. Sandheden er for vigtig, til at vi lader som om, at vi er enige, når vi ikke er det. Og dialogen er for vigtig, til at vores uenighed skal forhindre, at vi taler sammen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og få de seneste artikler direkte i din indbakke