Dette er et debatindlæg og udtryk for skribentens egen holdning.

Allerførst: Tak for dit åbne brev til mig, Lars.

Jeg glæder mig over, at du har haft lyst til at respondere på min kommentar. Selvom jeg åbenlyst er uenig med dine konklusioner og store dele af din kritik, så er det godt, vi kan træde ind i dialogen, og at vi kan gøre det for åbne skærme. Jeg tror, vi (og her tænker jeg på et bredere vi) trænger til det.

Det bliver lidt kunstigt, hvis jeg skal gennemgå din respons og din kritik punkt for punkt. Anders Keseler og Frederik Thormann har også sat ord på meget af det, jeg gerne vil sige.

I stedet vil jeg tillade mig at dykke ned i to overordnede temaer, hvor jeg fornemmer, at meget af vores uenighed ligger begravet:

Bibelens klarhed i forhold til homoseksualitet og omsorgens plads i vores teologi.

Bibelen er klar – men om hvad?

At tale om seksualitet, køn og LGBT har i vores del af kirken i mange år været et sprængfyldt emne. Det har det været udadtil, hvor et tiltagende progressivt samfund har stået klar med høtyve og fakler, hver gang en præst er kommet for skade at sige, at denne ikke vier to af samme køn.

Men det har det også været indadtil. Det er i hvert fald sådan, jeg selv har oplevet det.

Bibelen er klar, lyder mantraet. Også i din respons. Ægteskab er én mand og én kvinde. Og så er der noget med homoseksuelle og transkønnede og biseksuelle. Og de må ikke gifte sig. For Bibelen er klar.

Men er der ikke mere at sige?

Hvilket syn på dem selv og deres seksualitet, er det for eksempel, vi prædiker? Hvad er det for et liv, vi tvinger dem ind i – på deres vegne – når vi nægter dem ægteskabets tosomhed?

Ser vi tilbage på teologien i de sidste 100 år, er det for mig svært ikke at blive forvirret.

På et tidspunkt var det med at være tiltrukket af sit eget køn vist bare unaturligt og klamt, og du kunne du være ret sikker på en omgang stokkeprygl, hvis det blev opdaget, at du havde disse tilbøjeligheder. Homoseksuelle var da også næsten selv skyld i, at Gud ramte dem med en AIDS-epidemi, fordi de var så unaturlige og klamme og levede i strid med Guds ord.

Groft sagt. Kirken og samfundets ageren i denne periode lader i hvert fald meget tilbage at ønske sig.

Det var en dårlig teologi, konstaterede vi alt for sent, så i stedet blev det noget med, at de homoseksuelle følelser var forkerte, og derfor skulle man forsøge at blive heteroseksuel ved at granske relationen til sine forældre og opsøge maskuline/feminine fællesskaber. Det viste sig dog hurtigt, at mænd ikke bliver mindre tiltrukket af mænd ved at gå i fitnesscenter.

Igen, det er lidt skarpt sat op. Men der har i hvert fald været en tendens til, at vi er gået i fixer-mode, når vi har mødt seksualitet og køn, der ikke lignede det heteroseksuelle: Hvad er der sket – og hvordan kan du blive som os andre igen?

I dag er de homoseksuelle følelser vist blevet ok. Men at tale om det som en seksualitet; som noget man ikke bare føler, men er og ser og erfarer verden ud fra, det er stadig lidt svært.

Jeg kan i hvert fald konstatere, at du bruger udtrykket ’homoseksuelle følelser’. Et nonsensbegreb i mine øjne, der delegitimerer den homoseksuelle erfaring som flygtige ’følelser’, og en måde at beskrive seksualiteten på, jeg ikke kan genkende, når vi taler om tiltrækningen mellem mand og kvinde.

Jeg er i hvert fald heteroseksuel. Indtil det modsatte er bevist. Det er en orientering, der er noget andet og mere end bare de konkrete følelser og tiltrækning, jeg kan opleve i forhold til kvinder. Den er grundlæggende og substantiel i forhold til, hvordan jeg interagerer med og erfarer verden. Og sådan opleves seksualiteten – er det mit bud – også for den homoseksuelle.

Hvis jeg forstår dig rigtigt, er der måske også stadig noget anderledes (og dermed problematisk) i de ’homoseksuelle følelser’, og de er heller ikke en gave fra Gud ligesom min og vores (hetero)seksualitet. Det kan også være, jeg tager fejl. Jeg har svært ved at holde styr på, hvad teologien er på området.

Og så har vi slet ikke berørt, hvad vores svar er til den homoseksuelle, der gerne vil leve efter en klassisk forståelse af ægteskabet. Udover, at denne selvfølgelig ikke må gifte sig. Og vi springer let og elegant over at spørge og lytte til, hvordan du og jeg – som heteroseksuelle – måske også kunne være med til at bære de ekstra byrder, vi gerne vil pålægge dem.

Men altså, Bibelen er klar!

Jeg er helt med på, at når du taler om, at Bibelen er klar, så henviser du til, at den tilsyneladende er ret tydelig i forhold til, at det er én mand + én kvinde, der forlader mor og far og gifter sig. Og det er så et kristent ægteskab.

Men fordi det spørgsmål bliver så vigtigt – ikke bare for dig, men også mere bredt for vores del af kirken – så kan det for mig godt ligne, at din og kirkens teologi i forhold til homoseksuelle nærmest slutter der. Med et nej, fordi de ikke passer ind i den mand + kvinde retorik, vi møder i skabelsen. Og så hiver I nogle vers frem fra Paulus, som bekræfter, at ja: mænd, der ligger i med mænd, skal ikke arve Guds rige. Punktum.

Men skal vi prædike et evangelie, et sandt evangelie, der også kan rumme homoseksuelle, så er vi nødt til at kunne sige mere og andet ind i det her. Vi kan ikke ende på et nej, et punktum og et – hvis jeg skal være lidt fræk – vær som os. Been there, done that. Her er de velkendte frugter skam, selvhad og unge mennesker, der langsomt siver ud af kirken i takt med, at de opdager, at den ikke kan rumme hverken dem selv eller deres LGBT-venner.

Vores samtale er blevet for rigid

Jeg mener, Bibelen har meget mere at sige – også til den homoseksuelle. Hvilket du sikkert vil være enig med mig i, omend vi når frem til forskellige konklusioner. Derfor kan jeg også godt ærgre mig over, at hverken du eller andre har haft mod og lyst til at gå ind i dialogen om, hvad jeres pastorale svar til den homoseksuelle bliver, når nu det var alt det, der netop ikke handler om ægteskab, jeg prøvede at skrive mig ind i og udfordre med min kommentar.

Som du måske fornemmer, oplever jeg selv, at hverken vores teologi eller Bibelen selv er specielt klar på det her område. Ligesom jeg heller ikke mener, at vi har en særlig god eller sund kultur i vores samtaler om det.

Når jeg – og andre – prøver at udfordre os på, at vi måske skulle gå nye veje i de her spørgsmål, skydes vi derimod alt for hurtigt ned med et argument om, at vi er på en glidebane, og at Bibelen er klar. Også selvom det for de flestes vedkommende stadig sker med udgangspunkt i, at ægteskabet er forbeholdt mand og kvinde.

Går bølgerne højt, og vover vi at træde ud på usikker grund, står en garde af høvdinge og højrefløjsteologer klar med deres høtyve og bibelcitater for at genne os på plads. Er man selv, eller ens venner, ansat i en kirkelig organisation, fatter de også gerne telefonen, så de kan få fat i din chef og udtrykke deres bekymring. Og ja, det er en reel erfaring, jeg og mange andre bærer med os.

(For de bekymrede kan jeg berolige med, at jeg ikke er ansat i en kirkelig organisation)

I mine øjne har det medført, at rammerne for samtalen er blevet absurd rigide, fordi alle er bange for at stille spørgsmålet:

Er det her sundt? Er det her godt? Er det her efter Guds vilje?

Det er i hvert fald sådan, jeg selv har oplevet det. Derfor føles det også befriende for mig at melde så klart ud, som jeg gør. Også selvom jeg ved, at jeg nu skal være talk-of-the-town i lukkede fora, hvor kirkelige ledere kan diskutere, hvordan vi håndterer ham den farlige kætter fra Aarhus.

Jeg er i princippet selv ret ligeglad med, hvor jeg ender i det her spørgsmål. Det kunne være blevet fugl eller fisk, for jeg mener godt, man kan lave et sammenhængende bibelsk argument for begge dele, og det bliver formentlig aldrig et spørgsmål, jeg kommer til at skulle handle på i mit eget liv.

Jeg er også ret ligeglad med, hvad du og andre tænker om, at jeg har skiftet holdning. Det er mit valg og en samtale med Gud og Paulus, jeg må tage, når den tid kommer. Jeg glæder mig.

Det, jeg ikke kan leve med, er, at vi har en kultur, et sprog og en teologi, der får LGBT-personer til at tro, at der ikke er plads til dem i Guds rige. At vi ser homoseksuelle forlade kirken med ar på sjælen og skam i kroppen, fordi vi ikke fik fortalt, at Gud ikke skaber nogen ’forkert’ eller med en ’unaturlig’ seksualitet. At vi ser nonbinære eller transkønnede forlade vores fællesskaber, fordi kulturen ikke kan rumme dem, og respekten opleves at være på skrømt.

Og at vi undskylder det med, at vi jo må holde fast i Guds gode ord og vejledning for vores liv. Jeg kalder bullshit. For ja, jeg medgiver gerne, at jeg bedriver omsorgsteologi. Du har fuldstændig ret, når du i dit brev ’anklager’ mig for, at at omsorgen for det enkelte menneske altid vil have forrang i min etik. Eller måske nærmere være centrum for den. Det mener jeg bare ikke er specielt ubibelsk.

Omsorgsteologi lyder som Jesus på teologsprog

For mig at se løber det tværtimod som en strøm igennem Bibelen, at Gud grundlæggende er ligeglad med vores brandofre, fromme ord og om vi lever op til en eller anden systematiseret kristen etik, der kan svare os på, hvad den rette handling er, så vi kan slå hjernen fra. Nej, det er hjertet, det hele handler om.

Det ser vi ikke mindst hos de små profeter, når Gud taler dunder imod sit folk. Og vi ser det hos Jesus, der skider hul i sabbatsregler for at helbrede syge.

Hele bjergprædikenen virker da også til at være ét langt opgør med den systematiserede og opnåelige etik, vi mennesker så gerne vil sætte op for vores liv. En etik, som i en moderne dansk missionshusudgave godt kan lyde lidt som opskriften på et stabilt middelklasse liv med villa, volvo og vovse:

Ingen sex før ægteskabet (gift dig), ingen homovielser (du skal jo kunne få børn) drik dig ikke fuld (lad vær med at skeje ud), giv til kristent arbejde (men ikke så meget, at du ikke har råd til en volvo og en villa) og vær rar mod dem, du møder (som tilfældigvis også er din menighed, fordi du har sendt dine børn på kristen friskole og kristen efterskole og kristent gymnasie).

Det er karikeret og fjollet sat op. I know. Men prøv at mærke efter. Er der ikke også lidt sandhed i det?

Nej, skal vi forstå radikaliteten af den programerklæring for Guds rige, Jesus kommer med i bjergprædikenen, så er vi nødt til at droppe alle tanker om systemer og konkrete etiske regler, vi kan tage ned over vores liv.

Vi får i stedet to overordnede principper, som hele loven hviler på og tager udgangspunkt i:

1) Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.

2) Du skal elske din næste som dig selv.

Elsk Gud og elsk din næste som dig selv. Det er kristen etik i sin nøddeskal. Og det er en etik, der i alle forhold tager udgangspunkt i den konkrete næste, jeg står overfor.

Når jeg tager de to principper i hænderne og ser, hvordan min teologi, mine tanker, mine ord og mine handlinger skaber skam og selvhad hos den homoseksuelle – ja, så mener jeg, at vi er kaldet til at udfordre vores forståelse af Bibelen, og hvordan Gud vil, at vi skal navigere i det her. Ikke fordi Bibelen eller Gud skulle tage fejl. Men fordi, jeg tager fejl. Det afslører Gud for mig i mødet med min næste.

Det betyder ikke, at vi skal være ligeglade med, hvad Bibelen har at sige om ægteskabet. Eller grådighed. Eller begær. Eller had. Eller fjendekærlighed. Eller… Bibelen taler om mange forskellige etiske fordringer – men den er oftest intentionelt ukonkret om, hvad det betyder i vores liv.

Som minimum må et møde med en som Freja Kirk og den samtale, hun har med Henrik Højlund, få os til at overveje, om Bibelen mon er så klar, som vi gerne vil gøre den til. Og om vi måske er for optagede af at få formidlet et ’synd fra nu af ikke mere’ og glemmer, at ’heller ikke jeg fordømmer dig’ altså står først i ligningen.

Det betyder heller ikke, at vi ikke kan komme til at såre mennesker med Guds ord, som vi f.eks. ser det hos den rige mand, der må vende bedrøvet bort i mødet med Jesu kald til at sælge alt, han ejer. Jeg vil stadig hjertens gerne tale om synd. Også den, der gør ondt.

Jeg vil især gerne tale om grådighed, og hvor absurd det er, at jeg kan gå igennem gågaden i Arhus uden at værdige et blik til de hjemløse, jeg møder, fordi jeg ikke lige kan overskue interaktionen.

Eller, at jeg stadig spiser oksekød, selvom jeg ved, at det er min næste i verdens fattigste lande, der betaler CO2-prisen for min mørbrad. Eller, at jeg stadig køber fast fashion tøj, selvom jeg ved, det er produceret under horrible forhold i Bangladesh. Eller, at jeg stadig spiser chokolade, selvom jeg ved, at der formentlig har været børneslaver involveret i produktionen af det.

Eller, at jeg er mere optaget af, hvor mange likes og kommentarer og interaktioner den her respons får, end hvordan mine venner går og har det.

Jeg vil meget gerne tale om synd. Allerhelst min egen synd. Men jeg vil også insistere på, at det ikke handler om, hvilket køn du er tiltrukket af, men hvordan du i tanke, ord og handling ikke har elsket Gud, din næste og dig selv.

For det er der, Helligånden peger på synden i mit eget liv. Og det er der, Jesus afslører for mig, at jeg har brug for hans forvandlende nåde og frelse.

Er det her så et argument for at gå ind for vielse af homoseksuelle? På ingen måde. Det kræver en omgang hermeneutisk gymnastik, jeg ikke har pladsen til at fremføre her. Og jeg mener som sagt, at der kan laves et rigt og meningsfuldt bibelsk argument både for og imod.

Men måske, det kan få os til at stille nogle svære spørgsmål:

Er det her sundt? Er det her godt? Er det her efter Guds vilje?

Vi er på vej i den rigtige retning

Der sker meget godt i kirken i disse år. Det vil jeg også gerne gentage her. Jeg oplever, at der nu er en markant større lydhørhed og mod til at udforske Guds vejledning på det her område, end da jeg selv voksede op i kirken. Og hvor er det godt!

Selvom jeg langer lidt ud efter vores kirkelige ledere og højrefløjens høtyvs teologer, så er det vigtigt også at understrege, at vi alle gør vores bedste. Jeg forstår reaktionerne, jeg forstår kærligheden til evangeliet, og jeg forstår kærligheden til Guds ord.

(Men altså, tone-it-down måske.)

Der er også rigtig mange gode og vise ledere rundt omkring i vores kirker og organisationer, der er med til at skubbe samtalen det rigtige sted hen, og som sagtens kan holde til, at friske typer stikker næsen frem og råber lidt. Det har jeg også erfaret.

Sidst – men bestemt ikke mindst – er der mange andre end mig, der på både bedre og mindre ’brænd-det-hele-ned’-agtige måder har sat ord på, at vi måske skulle gå nogle nye og mere kærlige veje i det her spørgsmål.

Tak for jer, og tak for at gøre os klogere!

Men der er også et stykke vej endnu, hvilket nogle af reaktionerne på mit indlæg også understreger for mig. Heldigvis er jeg ikke tyndhudet, og forhåbentlig kan den her samtale stadig være med til at udvide rummet for, hvilke spørgsmål vi tør stille, og hvilke svar vi tør finde. Så er mit ærinde i hvert fald opfyldt.

Så tak, Lars! Tak, for at tage min kommentar alvorligt. Og tak, for at gå ind i samtalen.

(og undskyld, når jeg bliver for hård og for spids og for kritisk.)