Den Oscar-nominerede dokumentarfilm ”All That Breathes” er en smuk dramatisering af vores nuværende sammenfiltrede verden. En verden, hvor skellet mellem ”natur” og ”kultur” bliver kunstigt; hvor os mennesker er filtret fuldstændig sammen med den her verden og den med os. Netop den verden kan vi måske komme lidt tættere på at forstå ved at føle den på egen krop gennem denne vidunderlige film; gennem den forurenede æstetik.

Filmens hovedplot er, at vi følger to brødre, som har viet deres liv til at beskytte og værne om fuglearten ved navn sort glente, som i disse år drætter ned fra himlen over New Dehli – de majestætiske rovfugle falder som titanerne. Brødrene driver et interimistisk fuglehospital fra deres kælder, hvor de neddrattede rovfugle lappes sammen og forbindes. Vi indvies i alt fra fuglenes ankomst i brune papkasser til operationsstuen og til kødhakkeren, hvormed hospitalsmaden tilberedes. Men filmen er meget mere end denne fortælling – den er en dramatisering af vores sammenfiltrede verden. En tid hvor sociale strukturer og naturlige processer er umulige at adskille. Hvor natur og kultur er blandet sammen til uigenkaldelighed. 

Jeg vil faktisk mene, at filmen præsenterer en helt ny æstetik, som udfordrer vores forståelse af det skønne og udstyrer os med en følelsesmæssig basis for at forstå vores nuværende verden. Og det er netop det, der gør denne film så interessant. 

Æstetik handler om det skønne. Men ikke blot om det skønne per se, for æstetik handler om fornemmelse og følelser, om hvordan det skønne påvirker os, og sætter os i stand til at erkende et nyt erfaringsområde. Den æstetik som filmen præsenterer, vil jeg kalde den forurenede æstetik. En æstetik, der sætter os i stand til at føle og fornemme den sammenfiltrede verden, som mange af os allerede ved findes. Den forurenede æstetik hjælper os altså til en erfaringsmæssig forståelse af vores verden. Vi kan mærke den. 

Åbningsscene står tilbage, som en af de stærkeste sekvenser i hele filmen. Du kan mærke livet. Det kribler over hele din krop. Du kan føle, hvordan rotterne i klippet uden besvær kravler ud af skærmen og ind under dit tøj. De er i direkte berøring med din hud, da de smyger sig rundt i dine bukseben og ind under trøjen. Det kribler og klør på kroppen, men du undlader at kradse, fordi du ikke vil risikere et inficerende rottebid. Langsomt panorerer kameraet mod højre, og dér kommer lyset. Det skræmmer mørket og dets væsner væk, og med ét blændes du, og rotterne kravler tilbage i deres hul. ALL THAT BREATHES står der med versaler på den blændende skærm. 

Åbningsscenen er bare et af mange eksempler på den æstetiske fremstilling, filmen har af den sammenfiltrede verden. En af de scener, der efter min mening er specielt velegnet, som dramatisering af vores tid, er denne: Scenen foregår i en vejkant, hvor bilernes susen sætter scenen i gang. Først præsenteres vi for en bunke med både grene, blade, forskellige tekstiler og en gummislange. Denne forsamling forvisser om sammenfiltring – jeg kan i hvert fald ikke se, hvor ”naturen” starter, og ”kulturen” slutter. Men det bliver endnu sværere at skelne, des længere vi kommer i scenen. Vi ser en myre pile over en presenning med skriften www.twitter. I presenningens landskab kommer en bjergsø til syne, hvor ét tusindben ligger og soler sig på bjergskråningen, og et andet bevæger sig elegant gennem vandet som en søslange. Søen er klar og spejler himlen over sig. I dette spejlbillede kommer pludselig et passagerfly til syne, som hurtigt passerer igennem presenningens landskab, selvom dets aftryk bliver hængende og nu er en del af landskabet. Naturen er altså både billige flyrejser, multinationale firmaer, sociale medier, tusindben og et par blade. 

New Dehli er en af de mest forurenede byer i verden. Men på trods af det faktum bliver byen filmen igennem beskrevet som en levende organisme. Den tiltagende forurening af luften beskrives som, at byens stofskiftet har ændret sig. De ændrede betingelser gør, at alle byens indbyggere må tilpasse sig det sammenfiltrede økosystem. Sangfuglene må ændre tonehøjden på deres sang, for at kunne overdøve trafikstøjen. Selv de sorte glenter, som vi ellers bliver fortalt, er en traditionel fugl med et striks kodeks, må improviserende tilpasse sig den nye virkelighed. ”Menneskeheden er nu deres naturlige miljø”, som det lyder i filmen. Glenterne overlever nu ved at spise affald. Og her kommer filmen med endnu en analogi: Byen er en mave. Glenterne er tarmfloraen. De er en del af maven, også selv om de ikke har vores dna. Denne analogiske udgave af filmens æstetik vækker muligvis noget i os – måske medfølelse eller endda slægtskab? En ting er i hvert fald sikkert, og det er, at den antropocæne epoke er et faktum. 

Den æstetiske fremstilling indeholder også en formidabel forståelse af verdens forskellige temporaliteter. Nogle aktører handler på et splitsekund, mens andres tidshorisont strækker sig over millioner af år. Forskellen på et menneske, en snegl og en tektonisk plade. Filmen har flere smukke dramatiseringer af forskellig temporalitet, men her vil jeg bare fremhæve en. Et drastisk skift i lydbilledet fra stille fordybelse til voldsomme trommerytmer giver et let chok, som forbereder seeren til det sceniske skifte. Nu springer ilden i øjnene. Et stort bål i gaden er midtpunktet. Der er liv i gaden – folk danser til musikkens rytmer, mens bålets egen symfoni har sin retmæssige plads i lydbilledet. Men pludselig ændres fokusset, og bålet bliver sløret. Samtidig sker endnu et skifte i musikken. Nu kommer en snegl til syne. Man ser den bevæge sig i sit vanlige tempo fremad, hvor lyset fra bålet slørret danner baggrunden. Vi følger sneglen på dens rejse igennem billedet. Det tager vi os tid til for at forstå dens tid, altså vores tid. Scenen understreger, at vi alt for ofte lader os besnære af det spektakulære og derfor glemmer, at vores verden besidder forskellige tempi. Det smukke kan også være langsomt.  

En film, der finder sted i New Dehli, kunne let have slukket alt håb i en dystopisk fremstilling af vores sammenfiltrede verden. Men heldigvis er denne film noget helt andet. Den formidler en ny æstetik, som sætter os i stand til at fornemme og føle, ja, at forstå vores verden. Filmen afsluttes med den smukke påmindelse om vores forpligtende slægtskab til alt levende. Vi er alle filtret sammen i den her verden, om vi så er en fugl, havstrøm, snegl, sten eller et menneske. ”Livet i sig selv er slægtskab. Vi er et fællesskab af luft.” Også selvom luften er forurenet.