Den norske kirke siger undskyld til LGBT-personer
Den norske kirke sagde ved et pressemøde den 16. oktober undskyld for den smerte og skade, man har påført LGBT-personer gennem tiden.
Hvad er historien?
”Den norske kirke har påført LGBT-personer skam, stor skade og smerte. Det burde ikke være sket. Derfor siger jeg i dag undskyld.”
Sådan lød ordene fra den ledende norske biskop, Olav Fykse Tveit, da han på et pressemøde den 16. oktober sagde undskyld på vegne af Den norske kirke til LGBT-personer.
Undskyldningen falder tre år efter, at et samlet bispekollegie i en kronik erkendte, at ”Bispemødets udtalte holdninger til og omtale af homoseksualitet og homoseksuelle op gennem årene har påført mange mennesker stor skade og smerte.”
Det er blandt andet en udtalelse som denne fra et bispemøde i 1954, der henvises til:
”Homoseksuelle handlinger bør betragtes som de perverse og forkastelige ting, de er.”
Hvorfor er det vigtigt?
Forholdet mellem kirke og LGBT har været og er stadig kompliceret. Netop det berørte Olav Fykse Tveit også i sin undskyldning:
”Nogen kan tænke, at det er for sent. Nogen kan mene, at det er for tidligt. Vi mener, det er rigtigt ikke at vente længere.”
Det kan jo undre, hvorfor man ikke langt tidligere har undskyldt for en udtalelse som den ovenstående. Eller for kirkens ageren under aidsepidemien, hvor sognepræsten Bjørn Bue, senere biskop, i en radioprædiken i 1985 forkyndte, at ”aids er et eksempel på hvad der kan ske, når man bryder Guds love.”
Men måske er det ikke så let, som det ser ud. For kan man sige undskyld på vegne af en kirke, der ikke internt er enige om, hvad teologien er på området?
For mange LGBT-personer vil det helt sikkert skure i ørene, når der i tråd med den danske ordning stadig er præster i Den norske kirke, der ikke vil vie homoseksuelle. Et mindretal, man i kirken samtidig gerne vil værne om, og som med denne undskyldning kan opleve sig udskammet og sat under pres for at ændre holdning.
Hvad betyder det for dig?
Selvom undskyldninger er i høj kurs for tiden, så har Den Danske Folkekirke ikke et officielt kirkemøde, der kan facilitere noget i den retning, men det kan måske alligevel give anledning til at stille os selv spørgsmålet:
Har også de kristne i Danmark noget at sige undskyld for?
Den norske historie er ikke så forskellig fra den danske. En bred kreds af kristne organisationer kaldte i en skrivelse fra 1911 homoseksualitet for modbydelig, ødelæggende og pervers. En homofobi, der fortsat spøger, når kristne også i dag kalder homoseksualitet ’unaturlig’. Man kan også diskutere, om ikke udtrykket ’moralsk uacceptabelt’, der blev sommerens prædikat på soveværelsesaktiviteter mellem to af samme køn, smager lidt af de samme undertoner.
En missionsk præst fik da også i 1986 lavet en Bjørn Bue og gjort AIDS til guds straf over de homoseksuelles livsstil, hvilket blev bakket op af Tidehvervs Søren Krarup, som slog et slag for, at det kan ”være sand og evangelisk tale i en situation, hvor Baal og Astarte dyrkes og Babelstårne skyder i vejret.”
At homoseksuelle fortjente at dø i tusindtal på grund af deres dekadente livsstil kunne åbenbart forene de gamle dødsfjender i Tidehverv og Indre Mission.
Måske kirken helt overordnet kunne sige undskyld for det, den har undladt at gøre: At den aldrig er gået foran i kampen mod det had, LGBT-personer stadig i dag oplever. Tværtimod.
Undskyldninger handler om at se fortiden i øjnene, så man kan gå ind fremtiden sammen. Og selvom de danske kirker ikke har et organ til at udstede officelle undskyldninger, så fritager det os ikke fra at spørge:
Har vi set fortiden i øjnene?
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
og få de seneste artikler direkte i din indbakke